Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
19. marts 2015 - 12:37

Opgør med tankpasser-pædagogikken i folkeskolen

Socialdemokrater har vist glemt, at børn er ikke tomme bægre, der blot kan fyldes op med viden.

Der er sket et skred i både menneskesynet og opfattelsen af læring i Danmark. 200 års stigende fokus på kvalitet, kreativitet og selvstændig tænkning i undervisningen i folkeskolen er blevet afløst af regneark, Pisa-test og økonomisk nyttetænkning.

Dermed står vi med et læringssyn, der rækker helt tilbage til folkeskolens fødsel, hvor folkeskoleloven fra 1814 beskrev målet med undervisningen som at give eleverne kundskaber og færdigheder, »som er dem nødvendige for at blive nyttige borgere i staten«.

Skole for (erhvervs)livet

Skolen vigtigste formål i dag er, næsten ligesom i 1814, at »give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse«, som det står i folkeskolelovens formålsparagraf, »så vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence«, som der står i aftaleteksten til den nye skolereform.

Grundtvigs »skolen for livet« er blevet afløst af skiftende regeringers »skolen for videre uddannelse«.

Kundskaber skal nu ifølge folkeskoleloven »gives« i stedet for at »tilegnes« eller »fremmes«, som der hed sig i tidligere versioner af loven.

Der er blevet indført snævre definitioner af faglighed gennem obligatoriske elevplaner, forenklede fælles mål, og standardiserede nationale test.

I aftaleteksten til skolereformen bliver det helt tydeligt: »Målene for elevernes faglige udvikling vil blive opgjort på baggrund af elevernes resultater i de nationale test«, der skal baseres på »Pisas kategorisering«, står der.

Børn er tomme bægre

Skellet mellem dannelse og uddannelse er hermed udvisket, og elevernes læring er reduceret til det, der er målbart i multiple choice-test.

Tilbagestår et skolesyn, der i stigende grad ser eleverne som tomme bægere, der skal fyldes op med en i forvejen defineret viden direkte fra undervisningsministeriet, og som nærmest udelukkende skal forberede eleverne på uddannelse og arbejdsliv.

Tilbage står en centralt bestemt tankpasserpædagogik, hvor eleverne passivt skal indføres i en på forhånd defineret verden gennem monolog og ikke dialog.

Tilbage står en barndom, der ingen værdi har i sig selv, i en konkurrencestat, hvor børn tilsyneladende kun har kun relevans som fremtidig arbejdskraft og forbrugere.

Socialdemokratisk kovending

Man skal ellers ikke ret langt tilbage i tiden, for at finde helt andre læringsmæssige holdninger.

I 1981 kunne man i en socialdemokratisk pjece læse, at »uddannelse i folkeskolen ikke kun er et spørgsmål om at kunne nogle formelle ting, men i lige så høj grad at kunne bruge det lærte«.

I 1992 skrev partiet i sit principprogram, at »barndommen ikke alene er en forberedelse til en senere voksentilværelse, men har en værdi i sig selv«.

Og før årtusindeskiftet mente Socialdemokraterne, at karaktererne og de afsluttende prøver i folkeskolen burde afskaffes.

Så sent som i 2010, før Socialdemokraterne fik del i regeringsmagten, udtalte den nuværende undervisningsminister, Christine Antorini til Information, at hun »ikke ville være med til at lave et vildledningssystem, hvor forældre tror, at nationale test – der kun måler smalt – er svaret på, om det er en god skole eller ej«.

Og i regeringsgrundlaget fra 2011 står der at folkeskolen skal bygge på »et partnerskab, hvor ideologiske mærkesager viger for gensidig respekt«, og hvor »elever, forældre og lærere skal have et medejerskab til skolen«.

Man kan ikke lære nogen noget

Alt dette ser vældigt fint ud på papir, men det er ikke Socialdemokraternes meningstilkendegivelser fra firserne, halvfemserne, eller før valget, der længere er gældende.

Det er derimod et læringssyn, der har fastlagte mål, og hvor skolen skal fylde viden på børnene, så de bliver klar til videre uddannelse og konkurrencen med kineserne.

Det læringssyn strider imod både folkeskoleloven, der siger at undervisningen skal tilrettelægges »så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger«, og imod gængs læringsteori og -didaktik, hvor viden aktivt skabes af eleven i samspil med læreren og omverdenen.

Det giver derfor ingen mening at sætte direkte lighedstegn mellem, hvad læreren underviser i, og hvad eleven lærer.

For man kan ikke lære nogen noget ved at »overføre« viden til dem, men kun skabe de rette forhold for, at eleven selv skaber læring.

Man kan ikke fjernstyre børn, men…

Så nej, man kan ikke fjernstyre børn.

Man kan forsøge at reducere dannelse og uddannelse til et spørgsmål om tal og at fjernstyre skolerne fra Christiansborg og rådhusene på baggrund af standardiserede Pisa-undersøgelser.

Man kan reducere børn og voksne til midler for et mål om økonomisk vækst, i stedet for omvendt.

Man kan tvinge lærere og elever til at gøre hvad, der bliver sagt, og dermed mere eller mindre utilsigtet fremme konformitet og lydighed.

Men hvorfor gøre alt dette, når det enkelte menneskes udvikling og livsglæde burde være målet for skolegangen og det samfund, som skolen forbereder til?

Hvorfor gøre det, når danske elever har ligget i top i tests, der måler på selvstændig tænkning, viden og holdning til værdier og demokrati, og medansvar for egen læring.

Og hvorfor gøre det, når nu erhvervslivet rent faktisk efterspørger ansvarlige og selvstændigt tænkende mennesker? 

I stedet er det da oplagt fortsat at forbedre en læringsmæssig tradition, hvor man forsøger at uddanne ansvarlige mennesker, der kan tænke selv, og samtidigt skabe et samfund, der er til for borgerne og ikke omvendt. Et samfund der også – i disse ytringsfrihedstider – sikrer at fremtidige generationer rent faktisk har noget fornuftigt at ytre sig med og om.

Peter Kenworthy er journalist og far til et nuværende og kommende folkeskolebarn.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce