Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
21. februar 2015 - 13:32

Opgør med fjendebillederne

Efter angrebene på debatmødet og den jødiske synagoge i sidste weekend må venstrefløjen bevidst arbejde for at trappe konflikterne ned  – både i Danmark og internationalt.

Sorgen lammer, men så melder tankerne sig – hvorfor skete det? Hvad kan vi gøre i fremtiden for at stoppe det?

Had-forbrydelsen og forsimplede fjendebilleder

Morderen var en 22 årig dreng fra Nørrebro. Han var kriminel. Han kom fra en flygtningefamilie fra Palæstina. Han var uden tvivl fuld af had. Det var en hadforbrydelse.

Had udspringer af en forsimplet opfattelse af »fjenden«.

De vestlige aggressioner i Mellemøsten – som er reelle nok – bliver sat lig med danskere, der går til et debatmøde.

Der er en kæde af forsimplinger fra Israels krigsforbrydelser og fordrivelse af palæstinenserne, som bliver sat lig med den jødiske befolkning og jøder i Danmark.

Forsimplingerne virker også den modsatte vej – i dannelsen af et fjendebillede af Islam i den vestlige verden.

Terrorister og islamister bliver sat lig med islam og alle muslimer, og de bliver sat lig med alle indvandrere – selvom mange indvandrere slet ikke er muslimer.

Dannelsen af de forsimplede fjendebilleder er meget farlig.  

Når man ser på konflikten med ens fjende, så ser man kun hans aggressioner og ikke sine egne – og derfor bliver den eneste løsning at dræbe fjenden. 

Konflikten vokser.

Årsagerne

Vi har en internationalt skærpet konflikt mellem »Vesten« og »islam«, som er blevet skarpere og skarpere igennem 15 år: Begge parter har et voldsomt had, og for hver voldshandling på den ene side, vokser hadet på den anden.

USA's »krig mod terror« blev båret på en bølge af had efter 2001. Den førte til invasioner i flere lande, hvor mange tusinder blev dræbt, og stærkt udemokratiske regeringer indsat.

Vestens meget aggressive fremfærd har affødt et voldsomt had. USA bruger droner:  Ubemandede fly, som svæver i luften over Pakistan, Yemen og Somalia, og som kan fyre missiler afsted og også dræber civile. 

Lad os huske at undertrykkelsen af demokratiet i Mellemøsten er sket med Vestens støtte i Egypten, Irak og Saudiarabien. Israel fortsætter med udrensninger og massakrer med vestlig støtte.

Det fortsætter også indenlands: Der er en gruppe af mennesker i Danmark, som bor i isolerede boligområder, som har meget svært ved at få arbejde, og som føler sig hetsede og mobbede.

Det har skabt et hadefuldt segment i den muslimske befolkning. Heraf er nogen er klar til terror og andre til at tilslutte sig islamisk stat: De bliver straks grebet og fremhævet af Ekstrabladet, som puster til ilden.

Denne konflikt bliver også pustet op af højrefløjen – som kan bruge den til sine dagsordener: Derved kan de bortlede opmærksomheden fra sociale spørgsmål og samfundets elendige funktion. De kan få støtte til at ruste op og øge kontrollen over befolkningen.

Der er slet ingen tvivl om, at det vil fortsætte op til det kommende valg, og at højrefløjen vil forsøge at sætte det som den vigtigste dagsorden.

Lov og orden er ikke nok

Fra højrefløjen kommer allerede et massivt skrig om lukning af grænserne, flere beføjelser til efterretningstjenesterne, mere kontrol med befolkningen, strengere straffe. Mens de »pæne politikere« officielt ikke forfølger islam, så trives en underskov af had på de sociale medier.

Venstrefløjen går selvfølgelig også ind for at holde øje med potentielle terrorister – og for at terrorister skal fanges og straffes.

Men vi ved også fra historien, at stærke staters stærke magtbeføjelser kan blive misbrugt – også til at gøre ting, som ikke var det, befolkningen ønskede.

Derfor er det så vigtigt, at politiets magtbeføjelser ikke bliver ubegrænsede – og at politiet skal være under demokratisk kontrol.

Hvad der er nok så vigtigt: Lov og orden alene vil ikke kunne forhindre terror.

Hvis der er enkeltpersoner, som er fulde af had, pressede til det yderste og isolerede i margenen af samfundet, så vil de kunne dræbe nogen, inden de selv bliver dræbt.

På vejen til det totalt kontrollerede lov- og ordenssamfund vil der blive produceret meget had og megen marginalisering, som kan føre til terrorisme.

En fredsdagsorden

Der er brug for at nedtrappe konflikten – fjerne brændstoffet i hadet og øge forståelsen.

Vi må nedtrappe konflikten og stoppe årsagerne til hadet.

Internationalt skal vi arbejde for, at Vesten stopper sin massive vold og undertrykkelse i Mellemøsten og ikke støtter staten Israels bosættelser og aggressive fremfærd.

Vi skal støtte en fredsløsning, hvor der er plads til både jøder og palæstinensere. En dansk anerkendelse af Palæstina vil her have stor symbolsk betydning. 

I Danmark skal vi sætte ind med foranstaltninger for at mindske diskrimination og marginalisering af indvandrergrupper.

Det er banalt, men rigtigt:

Der er brug for rigtige arbejdspladser, hvor unge kan tjene en god løn og få selvrespekt.

Der er brug for et stort arbejde med integration og tilbud om fritidsaktiviteter så rekruttering til bander og islamistiske miljøer kan stoppes.

Der er brug for en indsats for at »muslimer« og »danskere« ikke står på hver sin side og hader hinanden og misforstår hinanden, men lever sammen som borgere i vores fælles samfund.

Det er en stor opgave for hele den humanistiske strømning i det danske samfund. Det er en opgave, hvor også fornuftige religiøse ledere i det danske samfund – kristne, jødiske og muslimske har en stor opgave med at fremme forståelsen mellem grupperne og trappe konflikten ned.

Mikael Hertoft er medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten.

Se også linksamlingen »Terror og venstrefløj« hos Modkaft Biblioteket.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce