Oligarkerne konsoliderer sig i Ukraine

Natten til onsdag den 25. marts underskrev præsident Poroshenko et dekret om afskedigelse af guvernøren for Dnipropetrovsk, milliardæren Ihor Kolomojskij.

Det skete efter sidste uges dramatiske begivenheder i Kiev, hvor sidstnævnte – sammen med en gruppe bevæbnede tilhængere – havde forsøgt at indtage hovedkvarteret for Ukraines største olie- og naturgasselskab.

Kolomojskij ejer 42 procent af selskabets aktier, men efter parlamentets nyeste ændring af selskabsloven, blev hans indflydelse reduceret. Det betød at en af hans partnere, der var bestyrelsesformand blev væltet fra sin post.

Bortset fra denne væsentlige begivenhed er en artikel, som jeg har skrevet til februarnummeret af bladet Antifascistisk Forum i anledning af årsdagen for statskuppet i Kiew stadig aktuel:

For et år siden eskalerede protesterne i Kiev mod præsident Viktor Janukovitjs beslutning om at foretrække fortsat økonomisk samarbejde med Rusland frem for en associeringsaftale med EU.

De mundede ud i et statskup – og senere i en krig mod Sydøstukraine/Donbass, der har kostet 5800 menneskeliv.

Krigens langsigtede resultat er splittelse af Ukraine, menneskelige traumer samt miljømæssige ødelæggelser af byer og frodige landbrugsarealer.  

Kuppets PR-folk har betegnet det hele som en revolution. Endda: Værdighedens revolution.

Fejlslagen stat

Janukovitj og hans kumpaner var blot anledningen til at vreden for et år siden eksploderede.

Siden det ukrainske folks brud i 1991 med Sovjetunionen har dybe modsætninger hobet sig op.

En ny overklasse, der opstod under 1990’ernes røverkapitalisme, tilranede sig rigdomme, der var skabt af de sovjetiske folkeslag.

Denne overklasse frembragte under liberalistiske og nationalistiske paroler dyb social ulighed og en politisk forvaltning, der var gennemkorrupt.   

Ukraines nye statskonstruktion byggede på en alliance mellem nyrige forretningsfolk og topembedsmænd, hvis opgave var dels at skabe rammer for berigelse og dels at udbytte, undertrykke og manipulere den brede befolkning.

Som stat var denne konstruktion vakkelvoren og fejlslagen. Den hang dog sammen frem til 2014 som en enhedsstat.

At statskonstruktionen indeholdt sociale omfordelingsmekanismer, skyldes ikke overklassens gode vilje, men var en nødvendig imødekommelse af krav fra forskellige befolkningsgrupper om at bevare nogle af de velfærdsgoder, man havde opnået i sovjettiden.

Da finanskrisen i 2009-10 begyndte at bide, var reserverne fra sovjettiden ved at være opbrugt, men magthaverne fortsatte med at rage til sig, og derefter skulle der blot en gnist til.

De mange, der gik med EU-lys i øjnene (og vel nok som de eneste i Europa gik på barrikaderne under blå EU-flag) anede knap nok, hvordan EU-virkeligheden ser ud.

Der var store håb og illusioner om et superdemokrati, om omfattende velfærdsydelser og social retfærdighed, som jo i virkeligheden er på retur hos os.

Og ukrainernes patriarkalsk-ortodokse værdier harmonerer knap nok med EU-virkeligheden.

Den slags politivold, som demonstranterne reagerede mod i Kievs gader – og som deres højreekstremistiske spydspids opildnede til med bulldozere, Molotov-cocktails og besættelse af offentlige bygninger – kendes jo også i retsstater.

Da kupmagerne med støtte fra Vesten for et år siden brød den aftale, der ellers var indgået med den legitime præsident Janukovitj, etablerede de et styre, der først mistede Krim og siden dele af Donbass.

Det var således ikke i stand til at holde sammen på enhedsstaten Ukraine.

Ydre faktorer

Både før og under Janukovitjs styre var Ukraine tæt knyttet USA og EU.

Ukrainske finansfolk, politikere og militærfolk var i fuld gang med at integrere sig i Vestens planer om dominans.

Der blev åbnet for NATO og CIA, og giganterne Chevron, Exxon og DuPont var blandt dem, der øjnede chancer for enten at tilegne sig godbidder af Ukraines våbenindustri, skiffergas eller landbrug (for at udvikle GMO-afgrøder).

Men Janukovitjs styre var for Vesten ingen sikker medspiller.

Foruden hans søgen efter pragmatiske fordele for Ukraine skulle han også varetage egne private og Donbass-vennernes interesser. Og de havde, især siden 1990’ernes røverkapitalisme, tilegnet sig store dele af landets rigdomme, som blev placeret i skattely på eksotiske øer eller i førende vestlige banker.

At eksempelvis Ukraines ex-statsminister Pavel Lazarenko blev afsløret for bedrageri og dømt til ni års fængsel i USA, fik ikke de øvrige rigmænd på bedre tanker.

Imens Ukraine fortsat afventer, hvornår Vesten overholder løfterne om at returnere de værdier, som Lazarenko, Janukovitj-klanen og andre spekulanter har overført til skattely i Vesten, modtager Kievstyret ærbødigt vestlige kreditter samt militært isenkram.

At EU og USA klart støtter det nye Kievstyre skyldes økonomiske og geopolitiske interesser.

Det samme gælder Rusland, hvis oligarker længe har forsynet Ukraine med naturgas til favorable priser og som har haft et tæt samarbejde med ukrainsk sværindustri.

Dertil skal lægges Ruslands geopolitiske interesser i at holde et mere og mere aggresivt NATO på afstand.

Disse vitale interesser kan dog ikke retfærdiggøre, at man som FN-medlem annekterer Krim og prøver at retfærdiggøre det med henvisning til »politiske fejl« foretaget af Hrusjov eller Jeltsin. 

Røverkapitalisme og fåmandsvælde

Statskuppet i februar 2014 ændrede ikke væsentligt på de ukrainske magtforhold.

Enkelte ukrainske oligarker har styrket deres position og skubbet andre lidt til side. Fælles for de fleste er, at de blev stenrige i 1990’erne og havde nære forbindelser til alle ex-præsidenterne.

Blandt taberne er de største oligarker Rinat Akhmetov og Dmytro Firtash, samt Sergej Taruta.

Sidstnævnte er stifter af holdingsselskabet ISD, som ejer 40 industrivirksomheder i Donbass, Ungarn og Polen.

Tabene skyldes krigen i Donbass, hvor Taruta og Akhmetov har deres magtbastion. De to var tæt knyttede til Janukovitj.

Selv om Taruta sidste år af kupmagerne blev udpeget til guvernør for Donetsk, mistede han under den efterfølgende krig - ifølge egne udsagn til netportalen Levyj Bereg - mange af sine industrivirksomheder.

Ingen af disse tre oligarker er dog helt ruineret. De ejer tv-kanaler og virksomheder, og hører stadig med blandt Ukraines rigmænd.

Oligarker kendetegnes ikke kun ved rigdom, men også politisk indflydelse gennem elitære netværk og styring af medieverdenen.

Det gælder begge »vindere« af kuppet, finansfyrsten Ihor Kolomojskij og »chokoladekongen« Petro Poroshenko. De har været med i eliten i mange år og indgår i hvert sit magtfulde netværk eller klan.

Oligarkerne

Imens det i 2000’erne var Donbass-klanen, der sad på magten, er det nu Dnipropetrovsk-klanen (Kolomojskij), der også var fremme i 1990’erne, samt Galicien/Vynnitsja-klanen (Poroshenko) som dominerer.

Poroshenkos formue var i 2014 på to milliarder US-dollar. Han var tæt knyttet til den liberal-konservative ex-præsident Viktor Jusjenko, som er gudfader til Poroshenkos to børn, og var minister i Janukovitjs tid.

I begyndelsen af 1990’erne benyttede han røverkapitalismens lovløshed til først at købe en konditorvarefabrik i Kiev for spotpris, derefter i Vynnitjsa og i andre byer.

Landets præsident har ikke helt forladt hverken sit medieimperium (Femte Kanal) eller MIB (International Investeringsbank), hvis aktiver i det forløbne år næsten er fordoblet, modsat mange andre ukrainske banker.

Igennem sin investeringsfond Prime Assets Capital kontrollerer han 50 procent af MIBs aktier. Mens han selv er landets præsident, har hans far Aleksej overtaget posten som fondens formand.

Oligarken Ihor Kolomojskijs imperium omfatter den store PrivatBank, olie- og gasindustri samt medier.

Hans bastion er industricentret Dnipropetrovsk, som Kievstyret meget belejliget gav ham posten som guvernør for sidste forår.

Han fik Kievstyret til at udnævne forretningsmanden Igor Palitsa som Odessa-regionens nye guvernør, og regner derfor med at kunne overtage ejerskabet af havneanlæg og olieraffinaderier i denne region.

Kolomojskij har investeret en hel del på krigen i Donbass. Han står bag oprettelsen af et par private småhære og støtter den ekstremistiske milits Højre Sektor, der under krigen optræder uafhængigt af Ukraines generalstab.

Selve det forhold at milliardæren Ihor Kolomojskij blev udnævnt af kupstyret til guvernør, var en klar illustration af Lenins 100 år gamle imperialismeanalyse, hvori han påpegede at monopolkapital smelter sammen med statsbureaukrati som grundlag for statsmonopolistisk kapitalisme.

Poroshenko har flere gange lovet, at han vil garantere, at oligarker ikke mere kommer til at få politisk magt i Ukraine.

I et interview til avisen Gazeta Wyborza lovede han at bidrage til et positivt investeringklima for investorer, der overholder gældende regler:

»Men forsøger de at etablere kontakter indenfor det politiske system for at berige sig, vil vi handle resolut mod den slags korruption«.

Det lyder sandelig lovende!

Politisk højredrejning 

Den militante fremgangsmåde, der prægede højreekstremisternes tæskehold på Majdan og

under stormen på præsidentens bygning, er udviklet i træningslejre i Ukraine og i udlandet.

Den har præget styrets »antiterror-operation«,  altså krigen i Sydøst, som dels skulle fastholde et Kievstyre, der blev skabt ved at krænke forfatningen, og dels forhindre den føderalisering af Ukraine, som Donbass-befolkningen har ønsket.

Staten har ikke kunnet opretholde sit monopol på volds/våbenanvendelse. Selvbestaltede maskerede tæskehold florerer i Odessa, Vynnitsja og andre byer.

Højre Sektor og andre ekstremister jagter Janukovitjs tilhængere samt kommunister.

I Odessa har Højre Sektor overtaget narkobekæmpelsen og jagten på alfonser, hvilket de praler af i sociale medier.

Ledende højrenationalister og feltkommandører lægger pres på præsidenten, regeringen og retssystemet. De og deres stomtropper har chikaneret indenrigsministeren og statsanklageren, og opnåede at få parlamentet til at udskifte den sidstnævnte.

En af den nye statsanklagers første handlinger var at gennemføre razzia hos den dommer i Kiev, der tidligere underkendte regeringens beslutning om at standse udbetaling af pension til befolkningen i Østukraine.

Dommeren, der også står for den retsssag, som justitsministeriet har anlagt for at få Ukraines Kommunistiske parti forbudt, fik under razziaen sin computer beslaglagt. 

Styret har skærpet censur og statskontrol med medierne. Siden april sidste år har det især ramt omtalen af Rusland og russere, af separatisterne og af den ukrainske opposition.

Der findes i Ukraine over 1000 tv- og radiostationer, hvilket umiddelbart lyder ganske demokratisk.

Men politikerne og oligarkerne er opmærksomme på mediernes enorme betydning både som indtjeningskilde og manipulationsredskab, hvilket især mærkes under den igangværende krig.

Manipulation med historiske fakta er omfattende. Journalister der hylder det frie ord viderebringer ofte ukritisk krigsmagernes påstande og undlader at stille kritiske spørgsmål.

Myndighederne slår ned på kritiske aviser og netportaler. I 2014 blev avisen »2000« lukket pga. kritisk dækning af den højrenationalistiske bølge. I år er portalen odnarodyna.com.ua blevet lukket (men er nu blevet omregistreret i udlandet).

Ukraines nye Nationale TV- og Radioråd tildelte i 2014 næser til stationer, der havde transmitteret en af Putins pressekonferencer, og fortsatte denne praksis i januar mod tv-stationen Inter, fordi to populære russiske popsangere, der er sortlistet i Ukraine, medvirkede i stationens nytårsshow.

I februar blev der tildelt næser til radiostationen Vesti, som havde bragt interview med chefen for Janukovitjs præsidentstab, og til tv-stationen News One, der havde interviewet ex-premierminister Nikolaj Azarov.  

I Ukraine er russiske tv-krimiserier særdeles populære. Alle tv-stationer har tidligere købt snesevis af dem og påsat egne reklamer, som jo er en god indtægtskilde.

Nu er tv-rådet begyndt at slå ned på sådanne stationer. Først med næser, senere med egentlige sanktioner. I februar besluttede det ukrainske parlament helt at forbyde russiske film, der omhandler russisk politi eller militær.

Ifølge World Press Index 2015, der udtrykker journalisters vurdering af pressefrihed, var Ukraine blandt 180 lande fra 2013 til 2014 rykket ned fra 127-pladsen til nr. 129, på højde med Columbia, Marokko og Zimbabwe.

Chauvinisme og russofobi

Siden kuppet har den nationalisme og chauvinisme, som højrekræfterne magtfuldt demonstrerede på Majdan taget overhånd.

De ukrainske nynazister har p.t. vundet værdikampen og ved hjælp af rigmændenes medier fordærver de opinionen.

Selv præsident Poroshenko anvender i sine taler Bandera-inspireret nynazistisk symbolik, som slagordet: »Ære være Ukraine. Æret være heltene. Død over fjenderne!«

Han har fornylig gjort årsdagen for dannelsen af den nationalistiske Ukraines Oprørshær til ny ukrainsk helligdag. Oprørshæren kæmpede sammen med nazityskerne mod sovjethæren og mod den polske modstandsbevægelse.    

Kievstyret forsøger nu at samle nationen ved at romantisere ukrainsk historie, sprog og kultur.

Den antikommunisme, der blomstrede op i 1990’erne kombineres med russofobi. Det sker verbalt i medierne, det sker ved at vælte sovjetiske statuer og omskrive historiebøgerne.

Det absurde ved denne russofobi er, at det sker i et land, hvor over halvdelen af befolkningen i hverdagen taler russisk og er tæt forbundet med det russiske samfund og kultur.

At gøre chauvinisme til dominerende ideologi gavner samtidig oligarkerne. De har fået flyttet folks fokus væk fra grundlæggende sociale urimeligheder og fra Majdans oprindelige antioligarkiske håb.

»Revolution«?

At kalde Majdan-oprøret for »revolution« er misvisende. Med det ord forherliger man en fejlslagen udvikling.

Man tilslører det forhold, at selvom mange oprindelige Majdan-demonstranter ønskede et opgør med nepotisme, korruption og oligarker, så er der ikke sket væsentlige ændringer af grundlæggende samfundsforhold.

Drømmen om værdighed og revolution blev en fuser. Og denne udvikling - som Vesten er langt mere indblandet i, end det fremgår af vore medier - er bekymrende.

Der findes modstridende interesser blandt eliterne i Ukraine, i Rusland og i Vesten. Ikke alle kan i princippet acceptere højreekstremismens fremmarch.

Spørgsmålet er dog om hvem, der bestemmer, og om de i praksis erkender konsekvensen af højredrejningen.

Man bør naturligvis være varsom med at bruge begrebet fascisme i flæng. Men vi bør lære af 1930’erne, da fascismen kom snigende og mange erklærede demokrater lod sig overrumple.

Som bekendt gav 1930’ernes Tyskland den bulgarske kommunist Georgij Dimitrov anledning til at betegne fascismen som »de mest reaktionære, de mest chauvinistiske, de mest imperialistiske elementer af det finansielle oligarkis åbne diktatur«.

Udviklingen i Ukraine tyder alarmerende på, at der, i stedet for en romantisk revolution, netop er tegn på snigende fascisme.

Og den bremses hverken ved at bidrage til den russofobi, som også dyrkes i vore egne medier, eller ved at støtte NATOs oprustning.

Aksel V. Carlsen er lektor emeritus, ph.d i historie (Moskva Universitet) og ph.d. i statskundskab (Århus Universitet).

Artiklen bringes også i tidsskriftet Antifascistisk Forum no. 1/februar 2015