Annonce

Udland
29. april 2015 - 13:49

Obama undskylder civile drone-ofre

Præsident Obama har for første gang undskyldt for civile ofre for den amerikanske regerings drone-program i Pakistan – men kun for to vesterlændinge.

USA’s demokratiske præsident Barack Obama har for første gang givet en undskyldning til civile ofre for regeringens droneprogram. Ikke til pakistanske ofre, men til de efterladte til to vestlige gidsler, den italienske hjælpearbejder Giovanni Lo Porto og amerikanske Warren Weinstein, der arbejdede for det amerikanske udviklingsministerium, USAID.

De to blev en fejltagelse blev dræbt ved et drone-angreb tæt på grænsen til Afghanistan i januar måned.

Angrebet har fået kritikere til endnu engang at sætte spørgsmålstegn ved præsidentens og regeringens påstande om den store omhu, der går forud for angreb med førerlyse fly.

Andre kritikere bider mærke i fraværet af opmærksomhed mod andre uskyldige, der i stort tal lider samme skæbne som de to vesterlændinge.

Læs »Obama Apologizes After Drone Kills American and Italian Held by Al Qaeda« hos New York Times

Undskyld, dybtfølt

Undskyldningen til Weinsteins og Lo Portos efterladte faldt på et pressemøde, som den amerikanske præsident holdt i Det Hvide Hus torsdag den 23. april 2015.

»Som præsident og som øverstbefalende tager jeg det fulde ansvar for alle vore antiterroroperationer, inklusive denne, der uforvarende tog livet fra Warren og Giovanni. På vegne af de Forenede Staters regering, tilbyder jeg familierne vores mest dybtfølte undskyldninger«, sagde præsident Obama ved pressekonferencen.

Se »Obama Comments on Two Hostages Killed in Raid« på Youtube:

Ramte også mistænkte

Den 73-årige amerikaner og den 38-årige italiener havde været gidsler siden 2011 og 2012. Missilet, der blev affyret fra et fjernstyret bombefly, dræbte også den mistænkte al-Qaida-leder Ahmed Farouq, der er amerikansk statsborger.

Et andet missil affyret ved samme lejlighed dræbte en anden al-Qaida-mistænkt amerikaner, Adam Gadahn.

Skønt de to missiler ramte to mistænkte, har flere af droneprogrammets amerikanske kritikere peget på, at angrebet og omstændighederne omkring det viser, at regeringens påstande om grundigheden i udpegning af mål mangler troværdighed.

Aner ikke, hvem de rammer

En af kritikerne er Jameel Jaffer. Han er direktør for den juridiske afdeling i USAs største borgerrettighedsorganisation ACLU (American Civil Liberties Union). Han blev fredag interviewet til det amerikanske TV program Democracy Now.

– Jeg mener, at det giver os endnu flere grunde til at betvivle styrken og troværdigheden af de efterretninger, som regeringen baserer droneangrebene på. I ingen af de to angreb, der blev offentliggjort i går vidste regeringen hvem, det var, de slog ihjel, udtalte han

Han peger på, at det først var efter, at missilerne havde sprunget bygningerne i luften, at det stod klart for droneoperatørerne, at de ikke bare dræbt eftersøgte al-Qaida folk, men også Weinstein og Lo Porto

– I de seneste par måneder og i de seneste år har vi gentagne gange set, hvordan regeringen, trods sine løfter om at den opretholder de strengeste standarder, slår civile ihjel under droneangreb. Det sker igen og igen, sagde Jameel Jaffer.

Hemmelighedskræmmeri

Præsident Obama lovede også, at de efterladte og offentligheden ville få en forklaring på, hvorfor den omhu, han siger går forud for et tryk på missilknappen, ikke rakte til at beskytte de vestlige gidsler.

»Så snart vi havde fastslået årsagen til deres død, gav jeg ordre til at operationens eksistens blev deklassificeret og offentliggjort. Det gjorde jeg, fordi familierne Weinstein og Lo Porto fortjener at kende sandheden. Og jeg gjorde det, fordi de Forenede Stater er et demokrati, forpligtet på åbenhed i gode tider og i dårlige, også selvom nogle af vores bestræbelser med hensyn til national sikkerhed er nødt til at være hemmelige for at kunne lykkes«, hed det i præsidentens erklæring. 

Åbenhed er imidlertid ikke lige det første, der falder Jameel Jaffer ind, når det gælder Obamas droneprogram:

– Regeringen offentliggør ingen information om, hvem de gør til mål, eller om civile ofre. Den offentliggør ikke engang den information længe efter, at angrebene har fundet sted. Al den information bliver holdt hemmelig, undtagen i de tilfælde, hvor ledende efterretningsfolk kommer med afsløringer, som de ikke vil citeres for«, sagde Jameel Jaffer til Democracy Now.  

Se »As Obama Apologizes for Deaths of Hostages in Drone Strike, Does the U.S. Know Who It Is Killing?« hos Democracy Now

Tusinder af dræbte civile

Antallet af ofre for droneangreb er vanskelige at finde frem til. Vanskeligheden skyldes for det første, at regeringens egne tal ikke er offentlige, og for det andet at journalisters og nødhjælpsarbejderes selvsyn er vanskeligt og farligt i det uvejsomme og ofte isolerede terræn i det krigshærgede område omkring grænsen mellem Pakistan og Afghanistan.

Men der bliver talt, og det bliver offentliggjort tal.

Det britiske Bureau of Investigative Journalism (BIJ) har i en årrække indsamlet rapporter fra lokale, regionale og internationale medier og lavet en oversigt over dronekrigen og dens konsekvenser i Yemen, Somalia Afghanistan og  Pakistan.

I Pakistan har der siden 2004 været 415 droneangreb. Ifølge BIJ har de i alt kostet mellem 2.449 og 3.949 mennesker livet. Af dem er mellem 423 og 962 civile og blandt dem er mellem 172 og 207 børn. I alt er mellem 1.144 og 1.722 mennesker blevet såret.

Læs »Get the data: Drone Wars« hos Bureau of Investigative Journalism

Signature strikes

Angrebet, der kostede de to gidsler og deres to fangevogtere livet i januar, var et såkaldt Signature Strike af den slags, som Obama godkendte til brug i Pakistan for snart tre år siden. 

Et Signature Strike er, i modsætning til såkaldte Personality Strikes, hvor dronernes mål er positivt identificerede mistænkte, rettet mod personer, der bliver til mål på grundlag af deres mistænkelige adfærd snarere end beviser eller »rygende pistoler« i hænderne på dem.

Læs »Obama personally approves Pakistan ‘signature’ strikes« i The Nation

Bevisbyrde op ad bakke

Disse forlods kriterier har regeringen suppleret med et baglods, afslørerede New York Times i 2012, da den amerikanske avis bragte en meget lang artikel, hvor regeringskilder med insider-viden afslørede hidtil hemmeligholdte detaljer om droneprogrammet, og den jura som regeringen brugte til at retfærdiggøre det.

Ifølge avisen havde præsidenten valgt en metode til at tælle civile ofre, der i det store og hele forhindrer dem i at forekomme

»I sin konsekvens tæller den alle mænd i den militære alder og som opholder sig i angrebszonen som kombattanter, med mindre der posthumt fremkommer efterretninger, der beviser deres uskyld«, skrev New York Times dengang.  

Ofre er med andre ord kombattanter, hvis de er døde mænd i den rette alder. Med mindre altså andre, eller de selv fra det hinsides, lykkes med at præsentere Obama og hans regering for beviser på det modsatte, eller hvis den amerikanske præsident af sig selv vælger at tage ansvaret.

Læs »Secret ‘Kill List’ Proves a Test of Obama’s Principles and Will« hos New York Times

Pakistanske droneofre i USA

Ansvaret tog han, da det var en amerikaner og en italiener, der blev ofre for de ubemandede bombefly, og sagde undskyld tilmed. Men ellers ikke, selvom han har haft muligheden.

Chancen for at mødes med pakistanske efterladte efter amerikanske droneangreb og give dem en undskyldning lod Barack Obama gå fra sig i 2013.

Da  Rafiq ur Rehman i selskab med sin 9-årige datter Nabila og sin 12-årige søn Zubair var i Washington som en slags repræsentanter for de mange mennesker, der har mistet til amerikanske droner.

Rafiq mistede sin mor Momina Bibi og de to børn deres bedstemor ved et droneangreb i Nord Waziristan 2012. Børnene, der begge blev såret, var sammen med deres bedstemor ude at samle urter, da missilet ramte og blev begge såret ved angrebet.

Den lille familie har fået deres tragedie fortalt i dokumentarfilmen Wounds of Waziristan. De blev i New York modtaget af humanitære organisationer, men da de skulle vidne i Kongressen i Washington dukkede kun fem kongresmedlemmer op.

Læs »Family of grandmother killed in US drone strike arrive for Congress visit« i The Guardian

Se Wounds of Waziristan (Trailer)« på YouTube:

Børn af en mindre gud

Den pakistanske advokat Shahzad Akbar, der repræsenterer 150 ofre for droneangreb, blandt dem Rafiq ur Rehman og hans familie, udtalte sig torsdag den 23. april til webmagasinet The Intercepts Ryan Deveraux om det, han opfatter som Obamas dobbeltmoral med hensyn til civile ofre for dronekrigen.

»Hvis Nabila eller Zubair eller andre blandt de mange civile ofre i dag på TV ser præsidenten være så brødebetynget over drab på vesterlændinge, hvad er det så, de tager med sig«, spørger Shahzad Akbar i The Intercept.

Det uomgængelige svar er, siger Shahzad Akbar, at Nabila og Zubair må tænke, at Obama ser dem som »børn af en mindre gud«, og »at han kun vil sørge over drab på vesterlændinge«

Læs »When will Obama apologize for all the other innocent victims of drone strikes?« hos the Intercept

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce