30. december 2016 - 13:02

Nytår i flygtningelejren - tredje del: »Tak for tilliden, kære børn«

Ida Sonne Frederiksen har tilbragt julen og nytåret i en flygtningelejr i Grækenland. Hun er frivillig for NGO’en InterVolve. Modkraft bringer her tredje del af hendes beretning. »Hvis rygtet spreder sig om, at man bare kan få sko, bliver det et vanvidskaos, som vi ikke kan håndtere.«

Jeg hedder Ida og er 25 år gammel. Normalt bor jeg i Nordvest og arbejder i en udflytterbørnehave. Denne jul tog jeg en beslutning om at tage til flygtningelejren Softex. For mig handler jul mere om at give, hvad man kan til dem, der har brug for det, end om overforbrug og traditioner. 

Læs første del af dagbogen her: »Jul i flygtningelejren - første del: 'Det her er vildt'«

Læs anden del af dagbogen her: »Jul i flygtningelejren - anden del: 'Fort Europas mure er højere end nogensinde'« 

5. dag i flygtningelejren

Hold da op, hvor har vi haft travlt i dag! Jeg er helt færdig.

I dag har jeg delt en masse sko ud. Det foregår super diskret.

Folk får kun sko, hvis de for det første beder om det og for det andet ud fra vores vurdering har brug for dem.

Skal de have sko, får de at vide, at vi kommer med dem. Så pakker vi dem i poser, som kommer ned i tasker, som vi så går casual med over skulderen gennem lejren.

Vi banker på teltet eller skurvognen og beder om at komme indenfor. Og her kan vi så pakke dem ud.

Hvis rygtet spreder sig om, at man bare kan få sko, bliver det et vanvidskaos, som vi ikke kan håndtere.

Desuden har vi heller ikke nok sko til, at alle bare kan få.

De skal prøve skoene, mens vi venter, for der er ikke noget retursystem.  Så hvis de ikke passer, skal vi finde nogle nye med det samme.

Jeg skulle ned til en lille nyankommen familie bestående af mor og tre børn i dag. De havde alle sammen brug for sko. Og alt muligt andet, desuden.

Nå, men jeg kommer med skoene, og de får prøvet dem alle sammen. Vi sidder der på jorden foran teltet, og det er noget af et arbejde at få de tre børn til at blive hængene. Den kære mor er presset, frustreret og træt. Det er helt tydeligt.

Hun hæver hurtigt stemmen, og jeg gør, hvad jeg kan for at gøre det til en god oplevelse for alle.

Pludselig har den mindste tisset i bukserne. Det bliver mor nødt til at tage sig af, men det er svært, for der er ikke noget lys i teltet, og det er helt mørkt.

Teltet ligner Jerusalems ødelæggelse. Der er tøj, poser, mad og ting overalt. Jeg bruger lommelygten i min mobil til at lyse for hende.

Det hjælper. Hun finder nyt tøj til den lille og så videre med skoene. To ud af fire par passer ikke.

Nå. Jeg må tilbage på lageret, der ligger 400 meter væk, og hente nogle nye. Jeg har travlt, så jeg skynder mig.

Inden jeg går, spørger hun, om jeg ikke kan skaffe en lommelygte. Jeg siger »Inshallah, maybe, I will try!« og går.

Jeg kommer tilbage med to par nye sko og en lommelygte. Hun bliver super glad og siger mange tak.

Men det ene par sko passer heller ikke. Shit. Hen til lageret, tilbage til lejren og så endelig lykkedes det!

Hun kysser mig på kinderne og siger »I like you too much! Too much!«. Vi griner og krammer, og jeg løber videre med dagens gøremål. Jeg er bagud.

De andre er allerede startet på at uddele tørvarer. De mangler mig. Jeg finder dem og går i gang.

Vi er et nogle timer om at uddele kikærter, linser, pasta og æg. Folk bliver glade, men det er frustrerende. For strømmen er gået IGEN, så der er bælgravende mørkt i fabrikshallen. Vi kan ikke se, hvor vi går, og jeg er flere gange ved at skvatte over en teltbardun med favnen fuld af æg. Men det går!

Vi får klaret det til kl. 19. Vi skal helst være ude af lejren kl. 18 pga. sikkerhed. Men det er okay så længe, vi går flere sammen og har en arabisktalende med. 
Tilbage på lagret runder vi hurtigt af, og så smutter jeg ud på vejen, hvor min ven holder i sin nylejede bil. Feeedt!

Han er lige landet fra København og jeg skynder mig at vise ham den lækreste vegetarrestaurant i byen. Det er skønt at have en rigtig god ven her! Godnat.

6. dag i flygtningelejren

Det hele begynder langsomt at give mere og mere mening. Jeg forstår alting bedre og bedre for hver dag.

I sidste uge var jeg med til den ugentlige »kids activity«, som er et børnetilbud her i lejren. Én time om ugen i The Culturel Centre, som er et primitivt træhus (dog malet meget flot på ydersiden), der bliver brugt til forskellige aktiviteter.

Det var en vidunderlig oplevelse. Men der var også plads til forbedringer, hvis man spørger mig. Hvilket man så gjorde i dag!

Jeg fik simpelthen til opgave at stå for ugens aktivitet. Med hjælp fra andre frivillige, selvfølgelig. Det gjorde mig utrolig glad. Jeg har nemlig arbejdet med børn længe og synes, at det er det fedeste!

Nå, men i sidste uge var timen meget kaotisk. Der blev lavet nogle sjove lege, men energiniveauet, og dermed støjniveauet, var utrolig højt. De her børn tonser rundt hele dagen og leger og råber og skriger.

De er voldsomt godt trænet i at være højrøstede og vilde. De er til gengæld utrolig lidt trænet i at koncentrerer sig og være rolige.

Så jeg tænkte, at hvis man virkelig skal tilbyde børnene noget i den éne time om ugen, som de ikke er vant til, så må det være ro og fordybelse.

Derfor planlage vi, at de først skulle tegne. Bare tegne. Sidde ved et bord, helt roligt, og tegne.

Det gik over al forventning! De var super seje! Min erfaring med børn i større mænger siger mig, at jo mere simpel beskeden er, jo bedre er oplevelsen. For alle.

Så det var beskeden, den første tid. Da koncentrationen slap op, gik vi videre til næste projekt, som var at sætte håndaftryk på et langt papirbanner.

Alle børnene fik lov at få maling på hænderne og sætte deres aftryk en ad gangen. Min ene kollega gav malingen og hjalp med at sætte hænderne, min anden kollega guidede de potentielt farlige hænder med et barn bagved, over til mig, som sad klar med vand, sæbe og håndklæder.

Alt i mens der var god stemning i resten af lokalet og en rimelige rolig atmosfære. Godt vi var 5 voksne!

Da det projekt var overstået, gik vi direkte over i dans og fri leg de sidste 15 minutter. Det var for fedt! Det gik virkelig over al forventning.

Wow, hvor er det bare dejligt at få lov til at lave noget, der OGSÅ giver mening i sådan en lejr! Jeg er pjattet med børn og deres fede energi!

Og hvor er det smukt at få lov at lave et projekt, som giver dem SÅ meget og noget HELT andet, end hverdagen her ellers byder på. På trods af sprog- og kulturbarriere. For de er der. Men det er anderledes med børn.

Det er hårdt. Men det er nemt. Det er simpelt. Hvis man vil. Tak for tilliden, kære børn. Vi ses i næste uge! Og forhåbentlig snart mere end én gang om ugen. Jeg tror ikke jeg kan tage hjem inden nytår. Nu begynder det jo virkelig at rykke.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96