Næveslag i venstrefløjens ansigt

Bent Jensens længe ventede bog om den kolde krig, »Ulve, får og vogtere«, er et monster af en udgivelse, der så alligevel bare bliver et stykke kampagnejournalistik, der ender i ...meget, meget lidt.

Forfatteren kalder selv bogen et »faghistorisk værk«. Man kunne også kalde den et knytnæveslag i ansigtet på venstrefløjen.

Til trods for at dette gigaværk i to bind på i alt 1.500 sider er skrevet med et ofte inciterende drive og sine steder også vittigt, sidder man til sidst udmattet tilbage og spørger sig selv: Hvad nyt ? Og hvad bringer alle disse ord med sig?

Ulve, får og vogtere handler om Danmarks stilling under den kolde krig, fra den 2. Verdenskrig var slut og til Sovjetunionen kollapsede.

Det var 46 år, hvor grundlaget for landets og statens liv foregik under helt særprægede betingelser i et polariseret politisk klima, som man nu knapt kan forestille sig.

Det hele starter med, at dansk neutralitetspolitik blev opgivet, NATO blev etableret, Danmark ruster op, Øst og Vest ophober atomvåben, og man diskuterer om man hellere ville være rød end død.

Kommunisterne må se deres tilslutning smuldre, Stalin bliver efter sin død kritiseret, Sovjetunionen lancer en doktrin om fredelig sameksistens, SF dannes, der er Cuba-krisen og USA lancerer en strategi om fleksibelt gensvar på angreb, der føres krige i Korea og Vietnam.

»Det nye venstre« kommer til, man udstationerer raketter i Europa, taler om første-slagsevne. DKP får et kort come-back i Folketinget.

I Polen lykkes befolkningen med at sætte deres regime skakmat, USA starter det såkaldte stjernekrigsprojekt, i hele Vesteuropa blomstrer fredsbevægelser op, Sovjetunionens ledere Bresjnev, Andropov og Tjernenko afgår ved døden i hurtigt tempo.

Et folketingsflertal vedtager dagsordener, der går imod både regeringen og NATO. Gorbatjov kommer til og den kolde krig sluttes af.

Hvad der fortælles om

Ulve, får og vogtere indeholder meget detaljerige og konkrete afsnit om truslen fra Sovjetunionen og Warszawa-pagtens lande, Danmarks Kommunistiske Parti, SF, fredsbevægelserne, universitetsmarxisterne, Socialdemokraternes militærpolitik i 1980'erne, Danmarks politik over for østlandene, Danmarks forsvar – og især dets (efter Jensens mening) ynkelige tilstand, antikommunister, verdensfjerne intellektuelle og folkelige forfattere, Forsvarets og Politiets efterretningstjeneste, Sovjetunionens opfattelse af Danmark.

Dertil kommer (hvad der har vakt stor opmærksomhed) venstrefløjaktivister, intellektuelles, fredsaktivister og journalisters kontakter (agentvirksomhed!) med Sovjetunionens efterretningstjeneste, KGB.

Moralsk historieskrivning

Ulve, får og vogtere lever godt op til sin titel, så vidt den mest handler om personer.

De læses ind i et skema, der både er absolut og moralsk. Her placeres de så ind i rollerne som ulve (med eller uden fåreklæder), uskyldige får og endelig de tapre vogtere.

Bogen forsøger at skandalisere hele striben af personer, der på en eller anden måde var imod, ønskede at modificere eller bare være kritiske overfor oprustningen, Nato-alliancen og Danmarks deltagelse i den vestlige forsvar.

Tilsvarende har Bent Jensen varm anerkendelse og respekt for dem, der var for oprustning, det vestlige forsvar og NATO.

Bent Jensens historie handler mest om individer, der kan puttes ind på en moralsk karakterskala. I hans verden fandtes der kun ét rigtigt under den kolde krig, og det var at bekæmpe Sovjetunionen og al dens væsen.

Så er historiens forløb i øvrigt åbenbart lige meget og skiftende forhold til denne supermagt fuldstændig underordnet. Der var kun én mulighed! The bad guys kan måles på deres grad af svigt og the good guys kan måles på deres grad af solidaritet med den vestlige alliance. »Alliancesolidaritet« er en central værdi i hele værket.

Bent Jensen erklærer at han vil fortælle om »årsagerne til konfliktens udfald« (altså at Sovjetunionen »tabte«), den kolde krigs »substans« og »dens faser og udvikling for så vidt angår Danmark«.

Hertil er kun at sige, at historikeren stiller sig en alt for bredt formuleret opgave. Der er intet, der ikke er læst før om årsagerne til at Sovjetunionen kollapsede; med hensyn til den kolde krigs »substans« er der en del detaljer om, hvad forskellige visse centrale (og nogle helt perifere) aktører gjorde og sagde.

Det er meget svært at få øje på, om Bent Jensen overhovedet beskriver den kolde krigs »faser og udvikling«.

Tværtimod får man mest det indtryk, at den slet ikke udviklede sig, og derfor heller ikke lader sig forstå i forskellige faser.

Når han i forordet skriver, at »det er samtidens perspektiv og de samtidige aktører opfattelse af tingene der står i centrum«, betyder det vist, at dengang – under den kolde krig – tænkte man i sort-hvid-skemaer, og det vil professoren gerne fortsætte med.

En protestbog

Ulve, får og vogtere er et output fra det såkaldte »Center for Koldkrigsforskning«, der eksisterede fra 2007-2010 med Bent Jensen som leder for en stab på fem personer. Centret var en forskningsinstitution etableret ved en særlig bevilling på finansloven 2006.

Bent Jensen retter en særlig tak til tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Jesper Langballe, for at have bistået ved at få bevilliget pengene til Koldkrigscentret.

Centret skulle klarlægge aspekter af de militære trusler rettet mod Danmark og Østersøområdet, herunder østblokkens indflydelse på danske beslutningstagere, altså i tiden fra 1945 til indgangen af 1990'erne.

Året før havde Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) publiceret en fire bind stor redegørelse for Danmarks stilling i perioden. Det lignede meget noget der kunne kaldes det officielle Danmarks mening om den kolde krig.

Og tilbage i 2009 udkom den såkaldte PET-kommissions beretning efter 10 års arbejde. Det blev til 16 bind (!) om politiets registreringer af politisk arbejde i Danmark i samme periode. Det ligner også det Danmarks officielle mening om PET's registreringer og ikke mindst registrerede.

Forud for etableringen af Koldkrigscentret, var der i visse kredse utilfredshed med rapporten fra DIIS og dens konklusioner.

En af DIIS' konklusioner, om at der ikke var nogen risiko (eller chance!) for at den såkaldte fodnote-politik kunne føre til dansk udmeldelse af NATO, var man især uenig i. Og at DIIS-rapporten hævdede, at der ikke forelå nogen nærværende trussel fra Sovjetunionen mod Danmark.

Dertil konkluderede DIIS, at nok lykkedes det »østlige propagandaapparater« at få »kontakter til (..) til de etablerede partier. I flere kampagner kan der konstateres sammenfaldende synspunkter og et vist parallelløb. Det ses ikke, at de østlige påvirkningsforsøg førte til ændringer i den førte politik i Danmark eller den generelle politiske holdning«

Disse stilfærdige konklusioner er Bent Jensen imod. I hans verdensbillede er modsætningerne langt hårdere og mere uforsonlige.

Når DIIS-rapporten taler om østlige forsøg på at påvirke dansk forsvarspolitik, hentydes der til både den såkaldte fodnote-politik og til, at ønsket om at gøre Norden til atomvåbenfri zone blev socialdemokratisk politik i 1980'ernes sidste år.

Det er blevet påstået, at skete under påvirkning af østblokken. Men DIIS-rapporten har altså afvist dette.

Fodnotepolitikken var Folketingsflertallets dagsordener, der i perioden 1982-90 pålagde den daværende borgerlige regering at udtale sig kritisk om Natos beslutninger.

Det blev noteret som tillæg til NATO’s vedtagelser og derfor i starten nedladende omtalt som, at Danmarks synspunkter kun blev indgik som »fodnoter«.

Siden har begrebet fået alment gennemslag for den forsvarspolitik, som folketingsflertallet af Radikale, Socialdemokrater og SF , VS (indtil de røg ud af folketinget i 1987) kunne enes om og gik på tværs af VK regeringen.

Norden som atomvåbenfri zone var et centralt krav fra fredsbevægelsernes side, som det dog ikke lykkedes at finde tilstrækkelig enighed om blandt ikke-oprustningspartierne i Folketinget.

Bent Jensen hævder, at han er gået grundigere til værks end DIIS-rapporten, ikke mindst fordi han har fået adgang til arkiver fra det tidligere Sovjetunionen, f.eks. Rossijski Gosudarst-vennyj Arkhiv Novejsjej Istorii i Moskva, som ikke har været benyttet af DIIS.

Men at han har været dybt nede i arkiver, som kun meget meget få eller ingen andre danskere, betyder ikke nødvendigvis, at han kan argumentere overbevisende.

Jensens univers

Bent Jensen mener, at Sovjetunionen var en stat 100 procent styret af ideologi. Denne totalt styrende ideologi var marxismen-leninismen, der handlede om at etablere et verdensomspændende socialistisk diktatur.

For at opnå dette ville Sovjetunionen besejre sine fjender, som Bent Jensen kalder »demokratierne«, gennem en angrebskrig, der skulle udkæmpes offensivt – altså på modstanderens territorium. Og der skulle anvendes atomvåben i en tidlig fase af krigen.

Bent Jensen hævder at Sovjetunionen og den allierede hele perioden var militært overlegne, både med atomvåben og med hensyn til konventionelle styrker.

Når der overhovedet var noget, der kom til at hedde den kolde krig, var skylden alene Sovjetunionens. Således ser Jensens ydre fjendebillede ud.

Men fjenden stod ifølge Jensen ikke kun uden for rigets grænser:

Der var personer og politiske partier, der sympatiserede med Sovjetunionen i Danmark. Der var tillige organisationer, der arbejdede for Sovjetunionens målsætninger, selv om de sagde noget andet. Og der var personer, der var eftergivende overfor Sovjetunionens hensigter, selv om de burde vide bedre, siger han med løftet pegefinger.

Det var først og fremmest Danmarks Kommunistiske Parti, men også det, som Jensen kalder »fortsætterpartiet«, SF, det var Venstresocialisterne og de mindre venstrefløjspartier og grupper, og det var fredsbevægelserne, både de store sammenslutninger »Samarbejdskomiteen for fred og Sikkerhed« og »Nej til Atomvåben« og de små lokale, f.eks. »Lærere for fred«.

Oven i dette kommer så enkeltpersoner og dagbladet Information. Der tilføjes et par radikale politikere og repræsentanter for Socialdemokratiets daværende venstrefløj, f.eks. Ole Espersen, Svend Auken og Lasse Budtz.

Det var alle personer, der i større eller mindre grad arbejdede mod eller var kritiske overfor oprustning, NATO og NATO’s politik. Dermed var de på fjendens side og således personer, samfundet skulle beskytte sig imod.

Til disse skumle kræfter er Bent Jensen meget tæt på at henregne en meget bred gruppe, som han betegner som »de intellektuelle«.

Det vender jeg tilbage til.

Der overfor står så de gode kræfter: Forsvaret, Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets ditto. Venstre og konservative, den socialdemokratiske politiker Robert Pedersen, Margaret Thatcher og Ronald Reagan, NATO, »demokratierne«, Sovjetunionens dissidenter Solsinitsyn og Shakarov og »almindelige mennesker med sund fornuft«.

Det vender jeg også tilbage til.

En helt central opmærksomhed vier Bent Jensen de kontakter, der har været mellem politikere fra det sikkerhedspolitiske flertal og så østlige ambassader. Helt i overensstemmelse med opdraget til Koldkrigscentret.

Hvis ambassadefunktionærerne har været agenter for Østtysklands efterretningstjeneste STASI eller KGB, interesserer det ham endnu mere. Han kan også fortælle, at der har været rigtig mange kontakter. Han kan nævne en håndfuld politikere fra f.eks. SF og Socialdemokratiet (kun i ringe grad fra de radikale og åbenbart ingen fra VS) som har haft stor kontakt med KGB-agenter, eller hvad der har vist sig at være KGB-agenter. En journalist fra Information nævnes i samme forbindelse.

Spionjagt

Bent Jensen viser et særligt, men ikke behageligt, talent for at vride kilder og insinuere.

»På baggrund af troværdige kilder, hvoraf nogle er førstehånds, kan man derfor slutte at Socialistisk Folkepartis formand [Gert Petersen] forsynede en fjentlig magts efterretningstjeneste med værdifulde politiske oplysninger, og han ifølge kilderne modtog både kontakte beløb og andre former for vederlag.« skriver han.

Aha! Man må altså tro, at Gert Petersen var landsforræder.

Den grimme sætning kan imidlertid pilles fra hinanden, uden at man behøver at være kyndig i snu spionadfærd.

Der nævnes ikke noget om størrelsen af de kontante beløb, de andre former for »vederlag« viser sig at handle om en studierejse til Moskva (omtalt i Gert Petersens erindringer), hvad de værdifulde politiske oplysninger handler om nævnes ikke.

Det kunne være at Petersen gav samfundsfaglige lektioner til KGB's medarbejdere.

Men den mulighed forekommer ikke for Bent Jensen, der ser alt med konspiratoriske briller.

På sammen måde kan behandlingen af tidligere folketingsmedlem for SF, Pelle Voigt, og afdøde redaktør ved Socialistisk Dagblad, Torben Krogh og flere andre afvises som kvalmende insinuationer.

Bent Jensen citerer den tidligere PET-chef, Ole Stig Andersen for at sige, at når disse politiske kontakter fortalte noget til en ambassadefunktionær (som var KGB-agent) lettede man informationsindsamlingen for fjenden, og det kunne bruges mod NATO’s interesser.

Men der ikke er fugls føde på dette helt ukonkrete. De kunne. Javist, men den slags siger måske mere om PET-chefens verdensbillede end om verden.

Bent Jensen drejer historien fra at tale om mulighed til at at tale om sandsynlighed, for så endelig at tale som om, der var vished.

Bent Jensen beklager sig over (i dette tilfælde og i utallige andre) at han ikke har fået tilstrækkelig arkiv-adgang.

Den daværende journalist ved Information, Jørgen Dragsdahl får meget opmærksomhed. Jørgen Dragsdahl er og var kendt for at skrive meget indsigtsfulde artikler om oprustningen.

Bent Jensen har tidligere udsat ham for injurier, der har ført til domfældelser i byret og landsret. Første gang til Dragsdahls fordel, anden gang i landsretten til Jensens.

Dragsdahl udsættes fortsat for insinuation om, at han skulle være agent for KGB, både med funktion som en, der gav informationer om Danmark til KGB, og som en, der gav vildledende informationer fra KGB i til den danske offentlighed, en såkaldt påvirkningsagent.

Her er Ulve, får og vogtere helt opdateret i forhold til landsrettens dom i oktober 2013. Der tilføjes dog ikke noget nyt i forhold til det, der allerede er kendt. Jensen fremturer.

Det synes som om, det meget vigtigt for Bent Jensen at få udpeget personer på venstrefløjen, der kunne være agenter for fremmede magter, f.eks. KGB.

Det ville være en fjer i hatten for de oprustningsorienterede partier, hvis det kunne påvises, at afrustningsfløjens personer på den ene eller anden måde var agenter for fremmede magter.

Men det lykkes ikke for Bent Jensen at bevise noget. Han får kun lejlighed til at antyde en hel del. Desværre for Bent Jensen bliver hans konklusioner ynkeligt vage:

»Konklusionen er, at det ville være meget usandsynligt, om ikke der foregik en påvirkning i kraft af de store ressourcer, der blev anvendt fra østlig side, og når man medtager de talrige møder ved frokostborde og andre steder som fandt sted«

Virkeligheden rettes til

Når Bent Jensen kan fremmane et besynderligt sort-hvidt verdensbillede, må han gøre vold på den virkelighed, han ellers vil beskrive.

Han udelader simpelthen alt, hvad der ikke passer i et skema af det slette og det gode. Når han kan sige, at Sovjetunionen var et ideokrati, altså styret af ren ideologi, ser han bort fra alt det, der peger i retning af, at Sovjets politik også kunne være betinget af andre hensyn end netop ideologi.

Når han skriver, at Sovjetunionens militær var 100 procent indstillet på angreb og angrebskrig, nægter han at se alt det, som var defensivt ved deres militær.

Når han skriver, at Sovjetunionen havde hele skylden for den kolde krig, har han udeladt alle de træk, der blev foretaget fra vestlig side, som Sovjetunionen med større eller mindre berettigelse kunne anse som aggressive, ligesom han ser bort fra de forsøg Sovjetunionen gjorde for at tilnærme sig Vesten. De eksisterer ikke.

På den måde kommer han forrygende nemt uden om indviklede argumenter og analyser.

Når han beskriver SF som et »fortsætterparti« af DKP, gør han det, fordi han kun nævner på de træk ved SF, der kan udlægges som pro-sovjettiske.

SF’s tidligere formand, Gert Petersen kaldes »leninist«, fordi han en gang i 1980 skrev, at Lenin var »inspirerende« Men inspirerende til hvad?

Hvis man slår op i den bog, Bent Jensen refererer (Gert Petersens: Om socialismens nødvendighed) vil man finde lange afsnit, der netop gør op med Lenin!

Man kan måske nok mene, at Lenin er inspirerende på nogle punkter, uden at købe hele pakken.

Sådan forestiller Bent Jensen ikke at verden kan være. Han nægter pure, at noget kan være både-og. Hos ham er alt enten-eller. Kilderne læses med bekvemmeligheds-briller.

Men faghistorisk er det ikke.

Nultolerance og ulvetider

For Bent Jensen handler det ikke bare om, at han er utilfreds med, hvad der står i en eller anden rapport, der har et officielt præg. Hans bog er den foreløbige mest omfangsrige i dels hans eget forfatterskab, dels en række andre historikeres, journalisters og polemikeres udgivelser med berøring til samme tema.

De er alle skrevet med et klart aktivistisk sigte: at sætte et bevidsthedsmæssigt skred i gang – fra at venstrefløjssynspunkter betragtes som en del af perioden, der kan diskuteres og diskuteres med i offentligheden, og til, hvad man kunne kalde nul-tolerance, overfor venstreorienterede synspunkter.

Virkelighedsbilledet i Ulve, får og vogtere ligner frem for alt fantasiuniverset i Ringenes Herre: De absolut godes heroiske kamp mod de ufatteligt onde.

Men alle ved, at verden ikke er som i Ringenes Herre, hvor man leger med og går ind i det fiktive univers, mens man sidder i biografen. Når man går ud, ser verden helt almindelig ud igen.

Bent Jensen fremmaner også et fiktivt univers. Jeg tror desværre ikke, at alle bare vil lade det ligge, når man slipper hans to ordrige bind.

Jeg forestiller mig, at Ulve, får og vogtere bliver modtaget med et begejstringsbrøl i flere toneangivnede medier. Bent Jensen skriver faktisk elegant. Hans bøger har et dramatisk schwung, som forfatter er han slet ikke kedelig.

Han lader sig bestemt ikke tynge af indviklede tanker, om virkeligheden nu også er, som han ser den. Han giver også føde til en højrefløj.

Han er lige i overensstemmelse med, hvad der i disse år er opskriften på en bestseller: Et simplet, men voldsomt plot, genkendelige figurer i et fast skema med de gode mod de onde.

Det kunne være ret harmløst. Men det er det ikke.

Han fortæller også en underliggende historie, som nogle gerne vil høre: ideologi er farligt.

Det er en forestilling om at ideologi er alt det, der hører til de frastødende regimer, Nazityskland og Sovjetunionen, og som kan sidestilles. Den, der mener, at verden kunne være anderledes, tænker i utopier. Men det var netop det, de ville skabe i Sovjetunion, som var et ondt land.

Herfra er det nærliggende at tro at hvis man skal bekæmpe ondskab, skal man bekæmpe dem, der tænker i utopier, og som tror, at verden kan være anderledes.

Hvordan nogen mennesker overhovedet har kunnet se noget positivt i Sovjetunionen, forklarer Bent Jensen med, at det skyldes at de er intellektuelle!

Kun sådan nogle mennesker kan tro på socialismen. »Danske intellektuelle blev (…) diktaturets villige medspillere«, skriver han. Det var folk, der skabte »had til det USA, der var demokratiets støttepille«.

De gode kræfter i Jensens verden er derimod helt almindelige folk. Faktisk nævner Bent Jensen, at det var »jævne ikke-akademiske statsmænd og -kvinder som Ronald Reagan og Margaret Thatcher og pave Johannes Paul 2., der havde fingeren på pulsen og forstod at de socialistiske regimers endeligt var nær«.

Bent Jensens værk skriver sig ind i en anti-intellektuel idéverden.

Den kolde krig (1945-1992) var ikke mindst kendetegnet ved en sort-hvid tænkning, der var lammende for nytænkning i samfundet. Bent Jensen genoptager den kolde krig.

Hans platte ordvalg, hans latterligt forenklede verdensbillede og hans pinlige manipulationer gør ham svær at tage alvorligt.

Men det kan være meget farligt ikke at gøre det.

Bent Jensen har også nogle pointer.

Venstrefløjen har faktisk i tidens løb indtaget positioner, der både var forvrøvlede og flovt apologetiske overfor stupidt diktatur. Men det er ikke Bent Jensen, der kan rejse den kritik.

Morten Things Kommunismens Kultur fra 1993 kan i stedet anbefales som en start.

Steen Gotlieb er cand.mag i dansk og historie samt blogger på Modkraft.

Bent Jensen: Ulve, får og vogtere - Den kolde krig i Danmark 1945-1991, Gyldendal. Bind I: 800 sider, bind II: 712 sider, samlet pris: 799,95 kr

I anmeldelsen omtales:
Dansk Institut for internationale studier: Danmark under den kolde krig, bind 1-4, København 2005
PET-kommissionens beretning, bind 1-16, København 2009