Annonce

Humanitær bistand
2. september 2014 - 12:19

Nørrebro-ildsjæle vil sende ambulancer til Gaza

Cafégæster og handlende i Blågårdsgade kan fredag være med til at støtte indsamling til 20 ambulancer, som med medicin og hospitalsudstyr skal sendes i konvoj til det krigshærgede Gaza.

Fredag den 5. september går overskuddet fra salget i en lang række caféer og butikker i den populære Blågårdsgade på Nørrebro til det humanitære græsrodsinitiativ #112Gaza.

De forretninger der støtter indsamlingen har tydelige logoer i vinduerne, og pengene går til at købe 20 brugte ambulancer, medicin og hospitalsudstyr, der kan komme civilbefolkningen i Gaza til gode.    

Indsamlingen udspringer af moskeen på hjørnet af Blågårdsgade og Baggesensgade, som tidligere har sendt nødhjælp til Syrien, og fra lokale ildsjæle, der også har taget initiativ til en støttefest og et burger-arrangement samme aften.

Opgør med magtesløsheden

Indsamlingen kommer efter at Israel igennem flere uger har bombet store dele af den palæstinensiske Gaza Stribe, hvor flere tusinde har mistet livet og endnu flere er alvorligt såret.

Én af initiativtagerne til #112Gaza-indsamlingen er indehaveren af Café Arabica, som i en pressemeddelelse sendt til Modkraft fortæller, at han er motiveret af et ønske, om at bryde den magtesløshed, som han føler i forbindelse med den blodige konflikt i Palæstina.

– Det er ubærligt at se billeder af katastrofen i Gaza, og som menneske føler jeg en kæmpe magtesløshed og behov for at hjælpe, siger Naim.  

– Vi er mange der har det sådan, og vi har valgt at støtte denne indsamling, fordi enhver kan forholde sig til billeder af ambulancer der bombes og forestille sig hvor svært det er at lave nødhjælpsarbejde under de vilkår, fortæller café-indehaveren.

Også cykelbutikken Saxil Cykler bakker op om indsamlingen.

– Vi kalder dagen for ”Gaden for Gaza”, fordi vi har et stærk fællesskab i Blågårdsgade og gaden er et naturligt samlingspunkt for kvarteret. Samtidig håber vi at andre gader eller kvarterer bruger ideen, i samme ånd som vi gør det. I solidaritet med vores medmennesker der lider, siger Stinus fra Saxil Cykler.

Læs mere om initiativet Gaden for Gaza her.

Burgere og dansefest

Samme aften vil der også være støttearrangementer andre steder i kvarteret.

Folkets Hus inviterer til Burger House og i medborgerhuset på Kapelvej 44 afholdes »HEMMELIG FEST – støttefest for #112Gaza«, hvor blandt andre DJ Ras Money og rapperen Vakili kan opleves.

Begge arrangementer giver hele overskuddet til indsamlingen #112Gaza.

Læs mere om begivenheden Folkets Burger House her.

Læs om arrangementet »Støttefest for #112gaza« her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce