Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
6. juni 2014 - 13:47

Nødvendighedens og kynismens politik

Danske politikere fralægger sig ansvar, ikke kun i forhold til den økonomiske politik, hvis succes er afhængig af erhvervslivets udvikling, men også de områder, hvor de har direkte ansvar konsekvenserne. Om politisk magt og afmagt.

Der er noget, der forundrer mig ved danske politikere. De fremholder gerne sig selv som ofre for kræfter, de ikke har styr over: globalisering, EU, »finanskrise« mv.

Ud fra den kendsgerning beskriver de ligefrem sig selv som magtesløse mennesker, der kun kan bedrive »nødvendighedens politik«. Det er som om, de ikke kan gøre noget.

Alligevel, når der tilsyneladende er nogle gode nyheder om vækst, flere jobs eller færre ledige, praler de gerne af, at det er bevis for, at den politik, de har leveret, fungerer.

Men hvis politikerne siger, at de ikke kan gøre noget, hvordan kan de så prale af, hvad de har gjort?

Nå, det er jo en kendsgerning, at politikere rent faktisk ikke kan skabe vækst eller jobs, i hvert fald ikke hvis der drejer sig om jobs i den private sektor.

Den politik, som de driver, er derfor rettet mod at skabe bedre vilkår for erhvervslivet, der skal få det nemmere på den ene side, og mod de ledige, der får ringere vilkår på den anden.

Ud fra disse tiltag har politikerne ingen direkte indflydelse på de politiske mål, de vil opnå. De kan rent faktisk kun håbe på, at erhvervslivets aktører og de ledige tager beslutninger, der fører til øget vækst og flere jobs.

Kort sagt, i det tilfælde er politikerne helt overladt til andres beslutninger, ikke deres egne, for at politikken skal virke.

Alligevel er det på vækstområdet og på at skabe jobs, at politikerne lægger al energi, dvs. på det område, hvor de rent faktisk er overladt til andres beslutninger.

Det står i stærk kontrast til, hvordan politikerne ræsonnerer, når deres politiske tiltag åbenbart mislykkes, f.eks. på dagpengeområdet og kontanthjælpen.

Når dagpengereformen – som politikerne har taget beslutning om, og hvor de ikke er overladt til nogle andres beslutninger end deres egne – åbenbart er slået fejl og har kastet ud over 30.000 ledige i en tilværelse med intet eller i hvert fald truet forsørgelsesgrundlag, lader vores politikere som om, at netop i dette spørgsmål kan de ikke gøre noget.

»Sådan er det bare! Og vi kan ikke gøre noget ved det«, synes de at sige. Den i det nærmeste katastrofale miskalkulation som politikere har gjort på dagpengeområdet og i kontanthjælpsreformerne, mobiliserer hos dem nul energi og nul initiativkraft.

Og det på trods af at netop når det drejer sig om dagpengene og kontanthjælpen, er det de mennesker, som er ramt, der er helt overladt til politikernes beslutninger og ikke tværtimod.

Det leder til den kyniske indstilling hos vores politikere, at i de spørgsmål, hvor magten over beslutningerne hundrede procent er deres egen og ikke nogen andens, netop der giver politikerne fortabt, og lader som om de ikke kan gøre noget.

Ja, man undlader endda at snakke med dem, som bliver ramt af deres beslutninger, og man lader som om, de ikke eksisterer.

Så på et direkte spørgsmål i morgen-TV til Margrethe Vestager, efter statsministerns nytårstale, om hvad hun skulle ville sige til de ledige og til kontanthjælpsmodtagerne, siger Vestager noget i retning af: »Jeg vælger at vende mig til erhvervslivets repræsentanter i stedet for«. I forhåbning om at de skal ansætte de ledige.

Det hele er vendt på hovedet. I det tilfælde, hvor politikerne er overladt til andres beslutninger, der viser de handlingskraft og beslutter en hel masse tiltag – men på det område, hvor de har al magt til at tage enevældige beslutninger, endda i morgen hvis de vil, der sider de med armene over kors, lader som ingenting, og håber på det bedste.

Så ser vi, at de, som allerede har det godt og ikke har behov for politikerne, men i kraft af egen magt kan nyde erhvervslivets frugter i fred, med politikernes blide hånd får det stadig bedre.

Samtidigt er de udsatte, de magtesløse, de der virkelig skulle trænge til politiske beslutninger, helt overladt til politikere, der lader som om, de ikke kan gøre noget for dem. Ja, politikerne lader ligefrem som om, de ikke eksisterer.

Kan nogen, hånden på hjertet, i det lys være forbavset over øget politikerlede?

Daniel Ankarloo er lektor i socialt arbejde og socialpolitik ved Malmö Högskola                 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce