Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Spørgsmål-svar
9. april 2015 - 14:42

Mytetjek af den bolivariske revolution

Venezuelas venstreorienterede regering udsættes for en hård kritik i de vestlige medier. Solidaritetskampagnen Hands Off Venezuela i Danmark giver her svar på ti myter om landet og dets styre.

1. Er Venezuela et diktatur?

Nej. Siden Chávez' sejr i 1999 har Venezuela haft 19 demokratiske valg, hvoraf regeringen har vundet de 18 og oppositionen et.

Valgene er alle blevet monitoreret af internationale observatører. Ifølge Jimmy Carter, tidligere amerikansk præsident og valgobservatør ved flere lejligheder, er Venezuelas valgproces en af verdens bedste

Valghandlingen foregår med et biometrisk, maskinelt system, hvor afstemning sker med fingeraftryk, som holdes op imod den pågældende persons aftryk i valgregistreret. Det er således meget svært at begå svindel med.

2. Er alle medier i Venezuela styret af regeringen? Er der ingen pressefrihed?

Hele 70,36% af Venezuelas TV-stationer er privatejede (2012), staten ejer knap 4,58%, imens lokalstationer udgør 25%.

Den mest sete TV-kanal, Venevision, ejes af rigmanden Gustavo Cisneros, som er erklæret modstander af regeringen. Sammen med de to andre store private kanaler, Globovisión og Televen, har de 54% af seerne.

Der udkommer både dagblade, som støtter oppositionen (bl.a. El Nacional og El Universal som til sammen har 230.000 læsere på hverdage) og regeringen (Correo del Orinoco og Diario Vea).

Landets største avis er den midtersøgende Últimas Noticias som både gengiver oppositionens og regeringens synspunkter. Den har et oplag på 260.000 på hverdage.

Det er således absurd at tale om diktatur-lignende tilstande i Venezuela.

Det er rigtigt, at der har været diskussioner om presseetik, og at den statslige telestyrelse CONATEL har interveneret flere gange, bl.a. i 2007, da det valgte ikke at forny en licens til stationen RCTV, efter at den havde støttet et statskup imod regeringen i 2002.

Dertil kommer at 58,94% af Venezuelas befolkning i dag har adgang til internet, hvor både regeringskritiske og -positive nyhedsmedier er i vækst.

3. Undertrykker regeringen demonstrationer hensynsløst?

Nej, der har ofte været protester i Venezuela, både for og imod regeringen, ligesom der har været faglige demonstrationer.

Det, der skete i februar 2014, var at protesterne blev voldelige, og at selve konceptet var en opfordring til at afsætte regeringen med vold, en strategi kendt som La Salida (»udgangen«).

Maskerede oppositionsdemonstranter ødelagde statsejede bygninger i Mérida, Táchira og angreb indenrigsministeriet i Caracas.

I Barquisimeto blev telefoncentralen angrebet og i Valencia blev socialistpartiet PSUV’s kontorer smadret.

I flere bykvarterer var der barrikader, hvor fascister afskar beboere fra at passere vejen til supermarkedet.

I en optælling af dødsofre, kom journalisten Ewan Roberts fra Venezuelanalysis frem til at godt halvdelen af de 40 dødsofre var blevet dræbt af væbnede oppositionsfolk, imens kun fem blev dræbt af politiet.

Flere af de dræbte var motorcyklister, som blev kvalt af stålwires, som oppositionsfolk havde sat op udover vejene.

4. Er det ikke rigtigt, at der er politiske fanger i Venezuela? Hvad med ledende oppositionsfolk som Leopoldo López?

Leopoldo López, lederen af den mest rabiate del af oppositionen, er ikke fængslet på grund af sin politiske overbevisning, men derimod fordi han er sigtet for at opfordre til vold og offentlig uorden under gadeoptøjerne i februar 2014, på trods af at regeringen i ugevis opfordrede ham til at stoppe de voldelige protester.

López, som kommer fra overklassen og har en uddannelse fra Harvard University i USA, har to gange tidligere været involveret i korruptionsskandaler.

Første gang i 1998, da han var analytiker i olieselskabet PDVSA og blev afsløret i at kanalisere penge derfra til højrefløjspartiet Primero Justicia.

Den anden korruptionsskandale handlede om rod i regnskabet under hans embede som borgmester i Chacao, en af de rigeste bydele i Caracas.

Under det kortlivede statskup i 2002 underskrev López et ulovligt dekret, som indsatte kupmageren Pedro Carmona som præsident. Desuden brugte han sin borgmesterpost til at lede den ulovlige arrestation af daværende justitsminister Ramón Rodríguez Chacín.

Efterfølgende valgte den venezuelanske statsadvokat at sigte ham for disse lovovertrædelser, men præsident Hugo Chávez underskrev i december 2007 et amnesti, således at sigtelserne blev droppet.

I fængslet har Leopoldo López i det seneste år haft mulighed for at skrive og kommunikere med pressen, få besøg af familie og advokater.

En retssag vil afgøre, om han findes skyldig i sigtelsen om at have opfordret til vold og til ulovligt angreb på den siddende regering.

5. Er det rigtigt, at alle de studerende støtter oppositionen?

I virkeligheden repræsenterer oppositionens studenterprotester ikke nogen stor folkelig basis.

Faktum er, at der i dag er 2,6 millioner studerende i Venezuela – mod sølle 800.000 studerende før revolutionens start i 1998.

De pro-chavistiske studenterdemonstrationer har oftest været dobbelt så store som oppositionens - de har bare aldrig fået nogen omtale i de internationale medier.

Mange studerende går på de bolivariske universiteter, hvor der ikke er adgangsbegrænsning og hvor det overvældende flertal kommer fra slumkvartererne. På disse universiteter er det regeringen – ikke oppositionen – som har massiv opbakning.

Leopoldo López’ parti Voluntad Popular fik blot tre procent af stemmerne ved præsidentvalget i 2012 og har kun et enkelt medlem af parlamentet.

De studerende, som støtter López, kommer mestendels fra de elitære universiteter.

Det var da heller ikke et tilfælde, at 2014-optøjernes epicenter var det stenrige østlige Caracas omkring Plaza Altamira, imens regeringen havde opbakning i fattige barrios som Catía og 23 de enero.

6. Har Chávez – og efterfølgende Maduro – ikke kørt Venezuela i sænk rent økonomisk?

Igennem de seneste 15 år har regeringen forsøgt at omfordele Venezuelas ressourcer fra de rige til de fattige. Dette betød at fattigdommen, ifølge World Bank Statistics, f.eks. alene imellem 2005 og 2012 faldt fra 43,7% til 23,4%.

Det er rigtigt, at omfordelingen er sket uden nogle egentligt opgør med den kapitalistiske økonomi – omtrent 2/3 af Venezuelas BNP skabes stadigvæk af den private sektor.

Dette har givet oppositionen mulighed for at føre økonomisk krig imod revolutionen. Den økonomiske sabotage sker blandt andet ved, at enorme lagre af forbrugsvarer gemmes væk, således at der skabes kunstig hamstring og mangel på fødevarer.

Dertil kommer spekulation på det sorte marked og kapitalejernes stop for investeringer, som bringer minder tilbage til optakten til statskuppet i Chile i 1973.

Hvordan disse problemer skal tackles er en åben diskussion i Venezuela og en del af debatten om revolutionens fremtid.

7. Hvorfor hører man udelukkende dårlige historier om Venezuela i nyhederne?

Dette skyldes, at de store internationale mediekoncerner har et redaktionelt fokus på alle de dårlige ting i landet, som så gengives af de danske medier.

Omvendt hører man ganske sjældent noget om de store fremskridt i Venezuela. Lad os nævne de vigtigste:

De sociale programmer (»missiones«) indbefattede gratis lægehjælp til alle, antallet af læger per 10.000 indbyggere steg fra 18 til 58.

Uddannelsesprogrammer fik på få år udryddet analfabetismen i landet, hvilket UNESCO anerkendte i 2005.

En massiv udvidelse af infrastruktur med opbygning af flere nye metrolinjer i Caracas, Los Teques, Valles del Tuy og Valencia betød, at folk, der pendler til arbejde, har halvt så lang transporttid.

Imellem 1999 og 2013 faldt antallet af fattige husstande fra 42% til 27,3%.

Fra 2010-2013 lykkedes det regeringen at bygge 511.040 boliger, som blev solgt til fattige mennesker med statssubsidierede lån. Antallet af pensionsberettigede indbyggere steg fra 380.000 til 2,1 million.

Disse reformer er nøglen til at forstå hvorfor den bolivariske revolution har nydt så stor opbakning iblandt Venezuelas fattigste.

8. Venezuelas regering har ofte talt om kupforsøg fra oppositionens side. Er det ikke bare ren paranoia?

Faktum er, at  der i Venezuela udspillede sig et forsøg på kupforsøg den 11. april 2002, hvor daværende præsident Hugo Chávez blev arresteret, præsidentpaladset omringet af tanks, den statslige TV-kanal lukket og en kup-præsident, Pedro Carmona (daværende formand for arbejdsgivernes organisation FEDECAMARAS), indsat som midlertidig præsident.

Kuppet faldt sammen i løbet af 48 timer på grund af en massiv massebevægelse på gader, i slumkvarterer og kasernerne.

Efter den begivenhed har der været mange andre forsøg på at vælte regeringen med vold.

Herunder kan nævnes den store arbejdsgiverlockout (december 2002-februar 2003), gadeoptøjerne kendt som La Guarimba i 2003-2004, en række militære konspirationer, samt gadeoptøjerne i februar 2014 kendt som La Salida.

Så sent som den 12. februar 2015 afslørede regeringen forberedelserne til et kupforsøg.

En række brigadegeneraler og officerer i luftvåbnet havde lagt planer om at afsætte regeringen. Nogle af dem nåede at flygte og fik asyl i USA, mens andre tilstod, bl.a. at have forberedt et Tucano-fly til at bombe udvalgte mål i Caracas. En video fra et overvågningskamera afslørede desuden forberedelserne til kuppet.

Samtidig udgav tre ledende medlemmer af oppositionens mest militante fløj en pressemeddelelse om behovet for et »regimeskifte« og en »national overgangsregering«. En af dem, Antonio Ledezma, blev fængslet, sigtet for at være en del af konspirationen.

9. Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer kritiserer Venezuelas regering. Er der ikke noget om snakken?

Amnestys rapportering om Venezuela er alt andet end objektiv.

I den seneste rapport vælger man f.eks. at kritisere regeringen i forbindelse med optøjerne i 2014, uden så meget som at nævne at det var oppositionen, der startede voldshændelserne, og at det var den, der beviseligt stod bag over halvdelen af drabene, som bl.a. indbefattede mord på otte politimænd.

Denne omstændighed er mærkelig, eftersom Amnesty normalt ikke har noget problem med at kritisere ikke-statslige aktører, f.eks. Boko Haram i Nigeria eller Hamas i Palæstina.

Men når det kommer til Venezuela ser man bevidst igennem fingre med oppositionens voldelige virke.

Desværre indgår Amnesty International sammen med en række andre organisationer de facto i en ensidig kampagne imod den bolivariske revolution, fordi det i vestlige cirkler ikke er fashionabelt at kritisere den amerikansk-støttede opposition.

10. Er der så slet ikke nogle problemer i Venezuela?

Jo, selvfølgelig er der det. Den økonomiske krig skaber køer i supermarkeder og mangel på fødevarer. Den slags dræner revolutionens bagland for entusiasme.

En udvikling af økonomien, udover olieproduktion, er også en stor udfordring for Venezuela.

Der har været forsøg på at styrke landbrugssektoren, men trods enkelte fremskridt har man ikke formået at mindske importen af fødevarer betydeligt, hvilket også hænger sammen med den højere levestandard og dermed højere forbrug.

Korruption har tillige været en tilbagevendende hovedpine for landet. Der har været private virksomheder og folk i banksektoren og militæret, som har fusket for millioner og efterfølgende er blevet retsforfulgt og/eller flygtet til udlandet.

Disse – og mange andre - problemer er en del af den diskussion, som også foregår indenfor den revolutionære bevægelse i Venezuela. En bevægelse som ikke bare tæller en kreds omkring præsident Maduro, men også store folkelige organisationer: Bøndernes nationale front FNCEZ, lejerforeninger, indianske bevægelser og kvindeorganisationer i Corriente Bolívar Zamora, store fagforeningsorganisationer som UNETE og CSBT.

På den måde er revolutionens udvikling stadig helt åben.

Trods alle fejl og mangler har Venezuela igennem godt 15 år udgjort et eksempel på, at der findes en anden vej end den pro-kapitalistiske nedskæringspolitik, som har domineret økonomierne i Europa og USA.

Hands Off Venezuela er en international solidaritetskampagne med den bolivarianske revolution.

Besøg kampagnens danske Facebookside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce