Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
analyse
18. maj 2012 - 14:27

Myten om finansierings-problemet

Arbejderbevægelsen må tilbagevise borgerlig argumentation om 'økonomisk nødvendighed' og genskabe velfærdsstaten som politisk kampfelt.

Over hele Europa – frem for alt i lyset af de gentagne finanskriser og de derpå følgende opstramningspakker i den offentlige sektor – har spørgsmålet om velfærdens fremtidige finansiering på det sidste været i fokus.

De offentligt ansattes lønninger og øvige fordele, stigende udgifter til pensioner, for få arbejdstimer – og, ikke mindst i mit hjemland Sverige, spørgsmålet om det galopperende sygefravær – dette er blevet diskuteret ud fra en tydelig (ny)liberal synsvinkel på, hvordan »problemerne« i fremtiden skal løses. Længere arbejdsliv med højere pensionsalder (»det skal betale sig at arbejde«, som det hedder), nedskæringer i den offentlige velfærd ledsaget af privatiseringer og øget »egetansvar« for den individuelle velfærd er typiske forslag.

Med visse variationer er temaet det samme over hele Europa. I Danmark nåede en »velfærdskommission« for nogle år siden lignende resultater: fremtidens velfærd kan ikke klares fuldt ud af det offentlige – privatiseringer fremstilles snarere som uundgåelige selv dér. Endog den sidste tids debat om efterlønnen stammer blandt andet fra tanken om, at vi må arbejde længere tid og højere op i alderen.

Der kan gives mange mulige forklaringer og tolkninger af denne udvikling af privatiseringer og nedskæringer inden for velfærden – og de er alle blevet luftet både til højre og venstre.

På venstrefløjen har man normalt som hovedforklaring fokuseret på den »nyliberale kontrarevolution«, som har blæst hen over de vesterlige velfærdsstater siden »thatcherismens« og »reganomics« dage i 1980’erne. Ind imellem lægges fokus på EU som et nyliberalt projekt og i øvrigt pointeres, hvordan »globaliseringen« – med dens udhulen af nationalstaternes frie handlingsrum – undergraver forudsætningerne for især de nordiske landes socialdemokratiske velfærdsregimer, med tyngdepunkt på statslige/offentlige, skattefinansierede velfærdsordninger.

For at gøre en lang historie kort – inden jeg går over til hovedforklaringen på, hvorfor venstrefløjen og arbejderbevægelsen i Vesteuropa har haft så svært ved at orientere sig i velfærdsspørgsmålet – vil jeg påtale to afgørende problemer ved de forklaringer, som blev nævnt ovenfor.

For det første. Selvom jeg selv tidligere har hældt mod forklaringer, som har fokuseret på, hvordan globaliseringen udhuler det nationalstatslige demokrati og økonomi, er jeg gennem den internationale velfærdsforskning de sidste ti år blevet mere overbevist om, at det er svært at finde empirisk bevis for, at netop globaliseringen eller EU som sådan ligger bag ved udviklingerne i de forskellige nationalstatslige velfærdsmodeller.

Som blandt andet velfærdsforskeren Francis Castles overbevisende har fremhævet, findes der ingen tydelige og entydige tendenser mod konvergens mellem landene. Der råder snarere et omvendt forhold mellem »grad af globalisering« (sådan som den oftest måles) og størrelsen på den offentlige sektor i vesten, end globaliseringsteorien har spået.

Desuden viser statistikken, i hvert fald for Sveriges vedkommende, at ekspansionen af arbejdsmarkedet i perioden 1970-1990, svarende til ca. 1 million ansættelser, næsten udelukkende skete i den offentlige sektor. Men måske endnu mere overraskende, set ud fra en af globaliseringsteoriens mest yndede teser, den om afindustrialiseringen som årsag til stigningen i arbejdsløsheden, er, at i perioden 1990-2000 ramte hele faldet i beskæftigelsen på netto 330.000 arbejdspladser den offentlige sektor. 

I Sverige er det ikke at være den påståede overgang fra industriel (fuldbeskæftigelses-) økonomi til en postindustriel økonomi, der forklarer forandringerne på arbejdsmarkedet. Snarere er det skiftet fra en politisk motiveret ekspanderende offentlig sektor til en i dag lige så politisk motiveret reduktion i den offentlige sektor, som forklarer massearbejdsløsheden.

Eller med andre ord: De arbejdspladser, der tabtes i den private sektor indhentes på sigt i andre dele af den private sektor, men den beskæftigelse, der af politiske grunde er skåret bort i den offentlige sektor, er efter 20 år endnu ikke blevet genskabt.

Men uanset det – og for det andet – mener jeg, at teserne om, at det er en nyliberal kontrarevolution, klædt i EU-direktiv eller globalisering, som er hovedårsagen til tilbagetrækningen af velfærdsstaterne og deres stadig dårligere måde at fungere på, risikerer at underbygge ovenud ulykkelige og direkte farlige politiske konklusioner.

Velfærdsstatens politiske og klassemæssige rødder

Jeg har i nogle år hævdet, at velfærdsstaten som en vej til socialismen, en »socialpolitisk vej til socialismen«, har haft sine bagsider. Det har dels grundmuret et perspektiv på indførelsen af socialismen og ligheden, der fostrer illusioner om »klassesamarbejde«, det vil sige tanken at socialismen kan indføres ved hjælp af, eller i alt fald i samarbejde med kapitalen.

Men endnu vigtigere, da socialismens »skæbne« er blevet fastnaglet i selve velfærdsstaten – og givet at statsformen i det kapitalistiske system er nationalstaten – har det europæiske venstre i lang tid fokuseret på velfærdsmodellens »langsigtede stabilitet« i nationalstatslige rammer. 

Om »nationen« siden udvides til »Europa« – som en del EU-venlige på venstrefløjen tænker sig det – spiller en mindre rolle i sammenhængen. At netop socialismen og ligheden er taget i pant af nationernes skæbne, har også betydet, at venstrefløjen i lang tid har haft et mildt sagt nervøst forhold til »globaliseringen«: den »globalisering, som ifølge konventionel visdom ofte hævdes at undergrave nationalstaten.

Oftest underbygger sådanne forklaringer og beretninger »reformistiske« eller – som jeg selv foretrækker at kalde det – »klassesamarbejdsbegrundede« illusioner om velfærdsstatens indbyggede stabilitet.

Alt for ofte, siger erfaringerne fra den svenske venstrefløj mig, beskrives velfærdsstatens krise i kun politiske og nærmest konspiratoriske termer. Det risikerer at forlede os til at tro, at hvis bare EU havde holdt sig væk, eller hvis globaliseringen kunne tæmmes, eller hvis socialdemokratiets ledelse ikke havde svigtet, eller hvis den nyliberale kontrarevolution ikke var indtruffet, så havde det socialdemokratiske velfærdsregime af klassesamarbejde på kapitalistisk grund fortsat været stabil.

Jeg har i et antal bøger og artikler i Sverige markeret min kritik af dette grundperspektiv. Og i dets sted har jeg foreslået et skifte i fokus fra troen på velfærdsstatens »stabilitet« – hvis blot man havde en »smart plan« – til en politisk linje med velfærdsreformer baseret på klassekamp, befriet fra troen på »stabilitet«.

Det redegør jeg også for i min seneste bog Välfärdsmyter (ETC Forlag 2010). Jeg henviser den interesserede læser til bogen for videre argumentation mht. det spørgsmål.

Men i bogen Välfärdsmyter præsenterer jeg endog en alternativ forklaring på udviklingen i velfærden – det jeg kalder »finansieringsproblemet«.

I korthed går teorien ud på, at privatisering af og nedskæringer i velfærden er »uomgængelige«, fordi vi i fremtiden ikke længere har råd til den tidligere offentlige velfærdsmodel. Det er således »den truende fremtid« af »øget forsørgelsesbyrde« og »vi skal ikke vælte gælden over på vores børn«, som paralyserer venstrefløjen, arbejderbevægelsen, ja, hele den politiske debat i det spørgsmål.

I min bog redegør jeg for den videnskabelige og empiriske begrundelse for påstandene om et fremtidigt finansieringsproblem i den offentlige velfærd – det problem, som siges at fremtvinge nødvendige »reformer« i mere nyliberal retning – i det svenske tilfælde. Og jeg viser, at finansieringsproblemet i bedste fald er en heftig overdrivelse og sandsynligvis helt ubegrundet.

Og selvom Sverige bare er ét eksempel, så er det alligevel, mener jeg, et centralt eksempel af to grunde:

  • den svenske velfærdsmodel har i lang tid, både i forskning og politik, været arketypen på et »socialdemokratisk velfærdsregime«,
  • i Sverige har den offentlige velfærdsbygning i efterkrigstiden været associeret med hele arbejderbevægelsens bestræbelse efter et lige, ligeværdigt og humanere samfund. Ja, som jeg viser i kapitel 2 i min bog, velfærdsbygningen (»Folkhemmet«) blev i lang tid set som en vej til et samfund på den anden side af kapitalismen, det vil sige til »socialismen«.

Velfærdspørgsmålets centrale placering i Sverige står den dag i dag klart ikke mindst gennem de resultater, som Umeåprofessoren Stefan Svallfors i sine gentagne undersøgelser af svenskernes holdninger til velfærden er kommet frem til. Han viser, at støtten til en offentligt finansieret velfærd fortsat er massiv.

I sin seneste undersøgelse, som blev publiceret i 2010, viser han, at ca. 75 procent af svenskerne foretrækker offentlig velfærd og er villige til om nødvendigt at betale mere i skat for offentlig service, skole og  omsorg. Vi er også i tvivl om privatiseringer og øget egenfinansiering i det offentlige

Afpolitisering af velfærdsspørgsmålet via »finansieringsproblemet«

Alligevel går den politiske udvikling i en helt anden retning. Hvorfor?

I Välfärdsmyter helliger jeg betydelig plads til at analysere, hvordan velfærdsspørgsmålet både inden for og uden for arbejderbevægelsen er helt og aldeles underkastet finansieringsproblemet – den idé at vi i fremtiden ikke længere vil have råd til at finansiere den offentlige velfærd over skattebilletten. Det er også derfor, at privatiseringer og »øget eget ansvar« i fremtiden fremstilles som »uomgængelige«. Befolkningen kan synes, hvad den vil om velfærden. Vi har ikke råd.

Finansieringsproblemet er i de seneste ti år blevet hamret ind i kommissionsvæsnet. Gentagne rapporter er prydet med rubrikker såsom »pengene rækker ikke« og »nuværende trends må brydes«. Man taler om »finansieringsgabet«.

Krav om højere standard og flere ældre »driver de offentlige udgifter i vejret og disse kan ikke på samme måde som tidligere mødes med højere skatter«, hævder, i typisk ånd, Borgkommissionen, benævnt efter socialdemokraten Per Borg, nedsat af tænketankene TIMBRO (»nyliberal«) og Arena (»midtervenstre«).

Finansieringsproblemet har medført en afpolitisering af velfærdsspørgsmålet. De seneste 20 års nedskæringer af offentlig velfærd fremstår ikke længere som nyliberal politik, men som »nødvendige« tilpasninger til en »uomgængelig« virkelighed.

Husholdningsperspektiver om at »holde budgettet« dominerer i en sådan grad, at de nu er en del af kommunalloven i Sverige.

Udviklingerne i Grækenland og Italien, hvor demokratisk valgte regeringer erstattes med teknokrater, er yderligere et tegn i tiden på denne trend. En sørgelig påmindelse om denne afpolitisering selv inden for arbejderbevægelsen blev det forrige valg i Sverige (2010), hvor den daværende økonomiske talsmand for Socialdemokratiet i Sveriges største dagblad Dagens Nyheter forsvarede sig mod finansminister Anders Borgs angribere med: »Lad mig udtrykke mig glasklart: forslagene i vores valggrundlag ... rummes inden for samme reformråderum som regeringen[s].«

To blokke inden for samme »reformråderum«. Det svenske politiske systems »valgråderum«!

Politik er ikke længere at ville, som den legendariske S-leder Olof Palme en gang fremhævede. I stedet er hovedbudskabet, at det alligevel ikke er nogen idé at ville noget andet. Det rummes ikke inden for »budgetråderummet«.

Det er i det lys ikke mærkeligt, men alligevel tragisk, at en betydelig del af vælgerne i Europa og ikke mindst i Sverige og Danmark søger politiske alternativer i højrepopulistiske og nationaliske partier.

Sverigedemokraterne er nu større end Vänsterpartiet i Sverige. Og udviklingen ser ikke meget bedre ud i Finland, hvor De Sande Finner vinder endnu mere frem i opinionen.

Samtidig påkaldes et »alderschok«, som siges at tvinge os til at arbejde længere op i alderen. Far-søn økonomteamet Lundgren fastslog i Aftonbladet Debatt i sommeren 2010, at vi må hæve pensionsalderen til 70 år i en nær fremtid. Ellers »går det ikke«.

Peter Norman, nuværende finansmarkedsminister og daværende direktør i AP-fonden (en statslig pensionsfond, hvor de fleste svenskere har placeret deres pensionsmidler) fyldte godt på i Dagens Nyheter debatt, om at »svenskernes forventninger til livet efter 63 år kommer også til at måtte ændres«. Og selv han foreslog en højere pensionsalder.

Den daværende S-leder Mona Sahlin fastslog allerede efter den forrige ordinære partikongres, at »der bliver ingen arbejdstidsforkortelse«. Og i sin afskedstale efter et sviende valgnederlag i 2010 tog hun bladet fra munden og sagde: »Arbejde er en forpligtelse!«

Det er ikke arbejderbevægelsens kollektive stemme om »retten til arbejde«. Det er den forkælede husbonds stemme.

Antallet af folk over 85 år i Sverige kommer til at blive øget med 67 procent mellem år 2020 og 2040, advarer interesseorganisationen Sveriges Kommuner og Landsting sammen med Borgkommissionen. Dette påstås at drive de offentlige omkostninger i vejret og fremtvinge chokstigninger i kommunalskatten til 43 kroner per 100-kronelap, påstår man.

Men i perioden 1990-2009 steg antallet over 85 år også med præcis 67 procent i Sverige. Samtidig faldt antallet af arbejdede timer i økonomien.

Alligevel sank skattekvoten med otte procentpoints af bruttonationalproduktet (BNP) eller 256 milliarder svenske nutidskroner. Statens bruttogæld faldt med 20 procentpoints af BNP, ca. 640 milliarder svenske kroner, i samme periode. Den offentlige sektors udgifter faldt med ti procentpoints i forhold til BNP.

Tidligere har et stigende antal ældre altså ledt til alt andet end et finansieringsproblem i det offentlige.

I bilag 3 til Budgetforslaget 2009/10:1 viser også finansministeriets egne tjenestemænd, at »den nuværende og bibeholdte standard« inden for den offentlige velfærd i fremtiden – i rent finansielle termer – kan opretholdes uden flere arbejdstimer i økonomien, uden skattestigninger, uden udgiftsforhøjelser i forhold til BNP.

Alligevel vil de svenske finanser blive forbedret med 1.440 milliarder svenske kroner. Ja, Sverige kommer, om prognosen holder, til at være unik i verden med inden år 2040 at have afdraget hele bruttogælden.

Og allerede i dag har de offentlige finanser i Sverige (ligesom Norge og Finland) »nettofordringer«. I Sveriges tilfælde er værdien af de offentlige tilgodehavender på finansposterne højere end gælden med et beløb svarende til rundt regnet 10 procent af BNP. Det svarer til ca. 360 milliarder svenske kroner i dag.

Alt dette fremmaner et billede af en virkelighed, som er langt fra skrækrapporterne om »ældrechok« og et fremtidigt finansieringsproblem.

Dramaturgiens indflydelse på arbejderbevægelsen

Finansieringsproblemets indflydelse beror således ikke på dets virkelighedsforankring, men på dets dramaturgi.

Det begynder med alarmisme for at skabe panik. Siden spilles på skyldfølelse: »statsgæld«, »øget forsørgelsesbyrde«, »højt skattetryk«, og »vi skal ikke overføre gælden på vores børn« for at fremkalde billedet af uundvigelig privatisering.

De, som protesterer, kan derefter præsenteres som enspændere og galninge, eftersom de befinder sig så langt fra den konventionelle visdom, som udvalgsvæsnet og et stadig mere afpolitiseret debatklima om velfærden har slået fast.

Borgkommissionen erkender, at alarmismen er en forudsætning for den politik man vil gennemføre, når man helt åbent hævder: »[Den] forudsætter bevidsthed om, at der findes et fremtidsproblem, som alvorligt truer velfærdspolitikkens troværdighed og grundvurderinger ... Krisebevidsthed kræves også for at få gang i en fremgangsrig beslutningsproces for at klare velfærdsydelsernes fremtidige finansiering.«

I stedet for en rationel politisk samtale om fremtidens valg af veje i velfærdspolitikken overskylles vi med sentimentalisme og besværgende moralisme.

Finansieringsproblemet har dræbende konsekvenser for arbejderbevægelsen. Det er blevet en anledning til ikke-bevægelse. Og til en afmontering, ikke et forsvar for den offentlige velfærd.

Men bevægelse er en betingelse. Og det er netop som betingelse for videre bevægelse fremover, at velfærden har så vigtig en strategisk rolle for hele arbejderbevægelsen i dag. Uanset andre skillelinjer inden for dets forskellige forgreninger.

Den offentlige velfærd har i efterkrigstiden været central for arbejderbevægelsens idéudvikling og fremskridstro. Uanset hvor kritisk man som marxist må være over for de ideologiske illusioner, efterkrigstidens socialdemokrati har avlet om den offentlige velfærd, med indsigten i den offentlige velfærds begrænsninger inden for privatkapitalistiske rammer, må vi erkende det faktum.

Den daværende statsminister og »landsfader« Tage Erlanders (S) talte fx om den voksende velfærd som »de stigende forventningers utilfredshed«. Han indså, at det er stadige velfærdsforbedringer, som kommer til at drive folkeflertallets krav om endnu mere velfærd, endnu mere lighed og endnu bedre arbejds- og lønvilkår.

I dag, efter et kvart århundrede med nedskæringer, anfægtes arbejderbevægelserne i Europa og ikke mindst i Sverige i stedet af »de faldende ambitioners nøjsomhed«. At den svenske befolkning for nylig har genvalgt en regering, som administrerer nedskæringer, øget ulighed og ni procent arbejdsløshed bekræfter det.

Det er faktisk ikke en endnu bedre, men endnu værre velfærd, som »borgerliggør« folkeflertallet. Når fremtiden ikke længere fremstår som et kollektivt løfte om øget lighed, baseret på vores egen bevægelse, så vil de, som kan, forsøge at undvige fremtidens trusler på egen hånd.

Dette er en særlig alvorlig udvikling og trusselsbillede for os alle i arbejderbevægelsen i Sverige og i hele Europa: for marxister og ikke-marxister.

Det er således på høje tid, at debatten om velfærden befris fra det indbildte finansieringsproblem. Kun således kan vi sammen generobre visionen om fremtiden, generobre det politiske initiativ.

For det begynder først at »røre sig i hovedet«, når det »rør sig i fødderne«.

Daniel Ankarloo er fil. dr. i økonomisk historie og lektor i socialpolitik på Malmö Högskola. Han har publiceret en række artikler inden for marxistisk teori og bøger med et skarpt kritisk perspektiv, bl.a. omtalte Välfärdsmyter.

Artiklen er oversat fra svensk af Karen Helveg Petersen. Den bringes også i tidsskriftet Det ny Clarté

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce