Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Boguddrag
14. marts 2016 - 10:07

Menneske, samfund og natur

Autoriteter er ikke noget, man vokser ind i, det er noget man vokser fra. Uddrag af første kapitel i bogen »Autoritetskritikken«.

Mange anser individ og samfund som stående i et uorganisk forhold til hinanden, dvs. i et unaturligt og disharmonisk forhold som to uforenelige modsætninger; der er dem, der mener, at individet udelukkende er til for samfundet, hvor andre omvendt mener, at samfundet kun er til for individet. Der er også dem, der mener, at individet og samfundet må søge et uorganisk kompromis. Men dialektikken spørger: Hvad er individer uden samfund, og hvad er samfund uden individer?

Individet kan eks. kun klare sig som voksent, hvis det som barn, især som spæd, har haft forældre og det øvrige samfund til at opdrage, socialisere og tage sig af barnet. Menneskeheden har da også kun kunne overleve i kraft af netop at indgå i samfund.

Omvendt eksisterer der kun samfund pga. individers deltagelse; hvis der ingen individer er, så eksisterer heller intet samfund. Individer skaber dermed samfundet, og samfundet skaber individer.

1. Jungleloven og den alsidige natur

Survival of the fittest

Når ’jungleloven’ eller ’survival of the fittest’ bliver nævnt, bliver det ofte synonymt med ’den stærkeste overlever’.

Men i virkeligheden er både junglen og naturen i almindelighed langt mere alsidig, og der findes ikke kun én, men mange sider af junglen; herunder også loven om solidaritet og gensidig hjælp, tilmed velfærds- eller fordelingsordninger, og endvidere fænomener som ’den snedigste overlever’ og ’de solidariske overlever’.

Den anerkendte antropolog, zoolog, geograf, filosof og anarkist Pjotr Kropotkin gjorde opmærksom på, at Darwins ’survival of the fittest’ er blevet fordrejet og misfortolket i eftertiden, og at Darwin sågar selv har været bevidst om at dette kunne ske:

»Men han forstod, at det begreb, som han indførte i videnskaben, ville tabe sin videnskabelige og eneste virkelig mening, hvis det kun brugtes i sin begrænsede betydning – nemlig som et udtryk for kampen mellem de enkelte individer blot for at skaffe sig føden. [...] I Menneskets afstamning gav han en ypperlig udvikling af dets virkelige og fulde betydning. Han påviste, hvorledes der indenfor talrige dyresamfund findes samarbejde i stedet for kamp, og hvorledes dette er et resultat af sådanne intellektuelle og moralske egenskabers udvikling, som sikrer arterne de bedste betingelser for liv. Han antydede, at det i disse tilfælde ikke er de fysisk stærkeste, heller ikke de snedigste, der er de bedst skikkede, men derimod de – det være sig svage eller stærke – som forstår at slutte sig sammen til gavn for det fælles samfund.« (Gensidig hjælp, Pjotr Kropotkin, 2000, s. 35-36)

Det ses også, at selv under kampens hede er det forskelligt, hvem der vinder, for nogle gange er det den stærkeste, der vinder, andre gange den snedigste, andre gange dem, der står sammen, og andre gange den heldigste.

Et eksempel på at gensidig hjælp viser sig at kunne overvinde større trusler, er ved at se på såkaldte ’jumping jack ants’ der er i stand til at tilkalde hjælp fra flokken, hvis et individ er i fare og trues af eks. en fugleedderkop, hvorefter flokken kommer til undsætning og nedlægger eller bortdriver truslen.

På samme måde gælder ift. menneskestammer, hvor en samling af individer nedlægger et større dyr, som det enkelte individ ikke selv ville kunne gøre alene. Her viser det sig, at både gensidig hjælp og en samling af umiddelbart fysisk underlegne individer kan nedlægge større og umiddelbart stærkere trusler.

Et eksempel på at den snedigste nogle gange overlever, kan være ved at se på den argentinske hornfrø; den er ikke nødvendigvis stærkere end sit bytte, men kan være mere snedig og vinde på dette, da den er en bagholdsjæger, der sidder på lur i det skjulte og venter på at overraske sit bytte, som ofte både kan være større og stærkere end den selv.

Gensidig hjælp i naturen

Alsidigheden findes ikke kun i selve kampen mellem arterne, men i den daglige livscyklus i det hele taget. Der eksisterer ikke kun konkurrence og kampe i naturen, men også gensidig hjælp i form af fordelingsordninger:

»når to myrer, der hører til samme rede eller til et andet venligsindet samfund mødes, udveksler de nogle bevægelser med følehornene, og hvis en af dem er sulten eller tørstig og navnlig, hvis den anden har maven fyldt, beder den første straks om mad. Den myre, som får anmodningen, afslår den aldrig; den åbner kæberne, indtager en passende stilling og opgylper en dråbe af et gennemsigtigt fluidum, som den sultne kammerat suger til sig. At opgylpe føden til fordel for andre er som sagt karakteristisk for myrerne, og det gøres så ofte både til fordel for sultne kammerater og for larverne [...] Hvis en myre med fyldt mave nægter at give en kammerat føde, behandles den som fjende eller endnu værre.« (Gensidig hjælp, Pjotr Kropotkin, 2000, s. 42-43)

Udover myrer, ses dette også hos vampyrflagermusene; hvis nogen har været heldige på nattens jagt, og andre flokmedlemmer uden familiebånd ikke har været heldige, gylper de mad op til dem.

Darwin forklarer sågar også sådan adfærd, med at de grupper, der udviser uselvisk adfærd, har større chance for at overleve, end de grupper som har udvist selvisk adfærd. Derfor er den sociale fordeling og gensidige hjælp også for mange arter en del af artens overlevelse.

Gensidig hjælp findes også indenfor primitive menneskestammer, og det står klart, at netop hos menneskeheden, som påvirkes særdeles meget af de omgivende miljømæssige forhold og de sociale strukturer, har alsidigheden og forskelligheden vist sig gennem forskellige dannelses- og organiseringsprocesser, alt efter hvilken kurs udviklingen tager: Selvom der har eksisteret autoritære og brutale menneskestammer, er der ligeså klare eksempler på gensidig hjælp blandt andre primitive, som Kropotkin netop gør klart ved at henvise til det svar etnograf Lumholtz gav ’Det antropologiske Selskab i Paris’:

»Den jord, de bebor, bliver i reglen bortloddet mellem de forskellige gens eller klaner, mens jagt- og fiskedistrikterne er fælles ligesom udbyttet tilhører hele klanen; det samme er tilfældet med jagt- og fiskeredskaberne. [...] Venskabsfølelse er kendt blandt dem og er stærk. De svage bliver i reglen hjulpne, de syge plejes omhyggeligt [...] Oldinge bliver meget godt behandlet, aldrig dræbt. [...] Stridigheder indenfor stammen afgøres ved tvekamp, hvortil der benyttes sværd og skjolde af træ. Slaver findes ikke.« (Gensidig hjælp, Pjotr Kropotkin, 2000, s. 93)

Der var dermed stammer, der hovedsageligt var sociale, hvor individerne blev behandlet som en del af selve stammen og ikke som noget fjernt og fremmedgjort, hvorimod andre stammer må antages i højere grad at have været baseret på asocial kollektivisme.

Junglens forskellige love

Naturens alsidighed ses også blandt de mange forskellige dyr, der findes med hver deres naturlige love; eks. er hyænearten domineret af hunner, hvorimod løveflokken domineres af én han.

Koalabjørnen spiser sig »påvirket« hver dag i eukalyptusblade og er veganer, hvorimod edderkopper æder kød og tilmed egne artsfæller og er således kannibaler.

Dovendyr er asociale, da de kun mødes for at parre sig, hvorimod hos papegøjearten ’grå jaco’ vælges én partner for hele livet, hvor de to er sammen.

Leopardgekkoer befinder sig imellem og er både sociale og ’asociale’ samtidig; de vil i terrarie gerne leve i små flokke, men de skal helst have deres egen hule hver især, så de kan trække sig tilbage, hvorimod nogle andre gekkoarter ikke behøver egen hule eller videre tilbagetrækning.

Nogle fiskearter kan skifte køn, og er således udtryk for naturens transvestitter. Der findes også dyrearter, særligt bonoboaber, der udøver homoseksuel aktivitet.

Der er således både kannibaler, dominerende hanner og hunner, underdanige hanner og hunner, veganere og kødædere, fredelige og aggressive, hetero- og homoseksuelle aktiviteter, transvestitter, sociale og antisociale, og mange andre nuancer, repræsenteret i dyreriget.

Der er tilmed også individuelle forskelle blandt en del dyr, eks. med sociale dyr som marsvin, hvor to individer ikke nødvendigvis kan så godt sammen, men måske kan bedre med andre.

Det bliver dermed mere tydeligt, at der egentlig ikke kan tales om en bestemt altoverskyggende ’linje’ i junglen andet end et kaos af forskellige modsatrettede ’love’, der eksisterer side om side på kryds og tværs.

Hvordan, de udspiller sig, er forskelligt og afhænger i mange tilfælde af den enkelte, specifikke situation og dens konstruktion eller rammer omkring. Mange gange spiller tilfældighed således også en stor rolle i naturen udover de forskellige ’love’.

Magtideologiernes love

Magtideologier har påberåbt sig jungleloven, men i junglen hersker heller ingen privat ejendomsret, da vinderen til tider ikke nødvendigvis får lov til at beholde byttet, før den selv bliver til bytte eller får frataget sit bytte. Ligesom der også eksisterer love som de tidligere nævnte velfærds- eller fordelingsordninger blandt en del dyrearter og ofte også menneskene, for ikke at tale om menneskestammers fordeling af byttet og fællesret til arbejdsredskaber (fiske- og jagtgrej).

Derfor er talen for stat, kapitalisme eller diktatur ikke noget, der kan legitimeres ved at henvise til junglen som helhed, og 'survival of the fittest' i den snævre tolkning har således ikke noget at gøre som en højthævet lov, og har derfor ikke meget mere med naturen at gøre end gensidig hjælp, trods det at magtideologier, klassesamfund og hollywood forsøger at bilde masserne noget andet ind.

’Jungleloven’ kan ikke henvises til som et forsøg på naturlig retfærdiggørelse af unaturlige, uretfærdige systemer, og i stedet kunne der således indrømmes blankt, uden naturen som hjemmel, at der ønskes systemer baseret på privilegier for de få og uret for de mange.

2. Mennesket og egeninteressen

Menneskesyn og idéer

Mange individer mener, at mennesket enten er grundlæggende godt, ondt, stærkt, svagt, egoistisk eller kærligt af natur.

Imidlertid kan ingen af disse syn eksistere uafhængigt af et socialt menneskesyn og heller ikke forklare handlinger, der strider imod deres grundlæggende overbevisning; det godhjertede menneskesyn kan ikke påvise, at onde handlinger skulle være betinget af gode hensigter, og omvendt kan det onde menneskesyn heller ikke påvise, at gode handlinger skulle være betinget af onde hensigter. Ligeledes kan disse syn heller ikke forklare forskellige udviklingsstadier og kulturelle mønstre blandt menneskeheden.

Fortalere for det egoistiske menneskesyn har imidlertid forsøgt at forklare disse ting.

Hvad er egoisme?

Indenfor bl.a. den borgerlige psykologis skole findes der individer, der mener, at alt handler om dem selv.

De frembringer den påstand, at mennesket er gennemgående egoistisk af natur, dvs. at alle handlinger er præget af bagvedliggende (ubevidste) egoistiske motiver; det kan være ved individers selvopofrelse eller ved nødhjælp, der er udtryk for omsorg, og som menes i sidste ende at være bundet i noget egoistisk, da det tilfredsstiller individets eget behov for at være god og gøre noget godt for andre.

Men hvad er egoisme? Ordet har været tillagt mange betydninger, men hvad ordet dækker i almindelighed, vil her være et godt udgangspunkt: Egoisme er, når et individ tilfredsstiller sine egne behov på bekostning af andre, dvs. uden hensyntagen.

Den amerikanske filosof James Rachels har påpeget, at den psykologiske egoisme undlader at skelne mellem egeninteresse og egoismens selviskhed, selvom disse to ting ikke er ens.

Han nævner bl.a. tandbørstning som eksempel på egeninteresse, der har til formål at passe tænder og dermed egne behov. Men da tandbørstningen ikke sker på bekostning af andre, vil det være absurd at kalde handlingen for egoistisk.

På samme måde gælder med selvopofrelse og velgørenhed. Så længe det ikke er på bekostning af andre, er det ikke egoisme.

Det egoistiske evangeliums kollaps

Den borgerlige psykologis manglende materialistiske grundlag kommer således til udtryk, hvor den er støjlesløs idealistisk og en konstant søgen, ofte upåviseligt, efter egoisme i enhver handling. Det er i stedet for at erkende alsidigheden og forskelligheden i moral og adfærd blandt forskellige individer og grupperinger, der er det man med sikkerhed ved.

Det er bl.a. bevist, at mennesket formes af sociale strukturer, har egeninteressen for øje, og herudover ikke tåler undertrykkelse, men der er derimod intet sikkert ift. egoisme eller andre menneskesyn.

Mennesker handler altså ofte forskelligt, og her ses teorien om menneskets sociale påvirkning som en mere holdbar forklaring, idet den henviser til sig selv, da den netop forklarer forskelligartetheden med, at den sociale påvirkning frembringer forskelligartetheden (såvel som ensartetheden).

Den borgerlige psykologi kan heller ikke give nogen rigtig forklaring på, hvorfor menneskeheden har gennemgået mange faser med meget forskellige værdinormer, på tværs af tid og sted; eks. er der tendens til, at mennesker generelt er mere individualistiske i USA og generelt mere kollektivistiske i Kina.

Disse forskellige indstillinger og kulturer må tilskrives de sociale strukturer og påvirkninger, og kan ikke forklares ud fra egoisme, da der er tale om større gruppemæssige mønstre.

Den borgerlige psykologi vil så påstå, at ensartethed blandt grupper af individer bunder i, at individet ofte kan drage nytte af at indgå i og adoptere fælles kultur og moral med andre. Men dette er igen udtryk for egeninteresse og ikke egoisme, med mindre det er på bekostning af andre.

Man kan således ikke isolere sig til idealet om, at mennesket udelukkende kun skulle være under påvirkning af eget ego, uden et socialt perspektiv.

Sociale konstruktioner

Godhed, ondskab, styrke og svaghed er således sociale konstruktioner, og ligeledes også egoisme, da den opstår i forskellige situationer, hvor bl.a. egeninteressen sættes under pres, der kommer forskelligt til udtryk hos folk i forskellige grader.

Men den er kun gæst, ikke vært, i individets hjem, modsat egeninteressen, eller hvert fald i mellemmenneskelig sammenhæng.

Det er dog ikke altid, at egoismen er direkte situationsbestemt; det er ofte også en gennemgående linje i nogle individer mere end andre, nogle grupper mere end andre, nogle samfund mere end andre osv. hvilket igen er betinget af de sociale påvirkninger og strukturer.

Et samfund, der afspejlede menneskets natur, ville således i bund og grund være et socialt og individualistisk samfund, der ville gå op i en højere dialektisk enhed som to sider af samme mønt.

3. Sociale, psykologiske og biologiske forhold

Mennesket og forskelligheden

Den alsidighed, der findes i naturen, heriblandt mennesker, kan som nævnt ikke forklares med idealer om, at mennesket enten er født ondt, godt, egoistisk eller andet, men har derimod nogle andre årsager.

John Molyneux gengiver godt hvordan forskelligheden udspiller sig:

»Faktisk er det sådan, at i stedet for at være enten medfødt god eller medfødt ond, er en person skiftevis grådig eller gavmild, fej eller modig, pågående eller tilbageholdende. Der er individer, der vil ofre alt for deres familie, men ikke vil løfte en lillefinger for deres nabo. Der er andre, der flot giver til velgørenhed; men som ikke tilgodeser deres børn. Nogle mennesker er i stand til at have uendelig sympati for dyr, men har ikke noget forhold til mennesker, mens andre igen har det omvendt.« (Er menneskets natur en hindring for socialisme?, John Molyneux, 1993, kap. 2 - Menneskets natur forandrer sig)

Men hvad er årsagerne til denne alsidighed blandt mennesker, grupperinger og samfund? Er det bestemt af biologien, dvs. drifter, gener, kemi osv. som her ses som det bestemmende for menneskets tænken og handlen, og alle individer dermed indirekte på forhånd er ’programmeret’?

Eller er det tænkningen, der er det centrale, hvor menneskets univers udelukkende skabes ud fra dets egen oplevelse og refleksioner? Eller er det bestemt af sociale forhold, dvs. opdragelse, miljø og samfundsstrukturer, hvor mennesket både formes og glider med på en bølge af sociale og udefrakommende påvirkninger, der udgør roden og kilden til al menneskelig tænken og handlen?

Det er både de sociale, psykologiske og biologiske faktorer, der gensidigt påvirker hinanden, men der kan sagtens være forskel i selve vægtningen for, hvad der evt. påvirker mest.

Biologisk fade-down

Vi bevæger os med tiden væk fra mange af vores urinstinkter, og flere er ifølge den britisk-amerikanske antropolog Ashley Montagu og den amerikanske antropolog Ralph Linton allerede forsvundet:

»Fx må et barn oplæres i faren ved ild, som dyrene flygter fra pr. instinkt. [...] Jo færre instinkter en art er i besiddelse af, jo mere alsidig er den adfærd, den kan udvikle, og denne kendsgerning i forbindelse med den enorme evne til at lære, som kendetegner menneskene, har resulteret i en rigdom og mangfoldighed med hensyn til indlært adfærd, som er fuldstændig uden sidestykke hos andre arter.« (Introduktion til Marxistisk Psykologi, Arne Sjølund, 1974, s. 252)

Naturligvis vil mennesket altid være biologisk styret; det er det i sig selv i kraft af at være menneske, men der er nogle ting, der er mere fundamentale end andre, og som er helt naturlige for vores opretholdelses- og livsdrift, og som aldrig vil forsvinde; det er eks. egeninteressen og oprør.

Det er mere fundamentale dele af mennesket, hvorimod andre ting nedtones eller ’lægges i dvale’ med tiden.

Materien og den sociale konstruktion

Når biologien er mindre determinerende for mennesket, så betyder det også, at mennesket i højere grad skaber sig selv, individuelt og socialt.

Videnskaben har da også for længst og gentagne gange bevist, via sociologien, antropologien, (social)psykologien og andre videnskabelige discipliner, at mennesket er socialt af natur og påvirkes af en lang række udefrakommende faktorer, og i langt højere grad end andre arter.

Både Marx og Molyneux påpeger også dette:

»Mennesket er en særskilt biologisk art med visse fælles grundlæggende behov, der dækkes gennem at arbejde sammen i samfund, hvilket fører til udviklingen af sprog, social bevidsthed og kultur. [...] når menneskenes levevilkår, deres indbyrdes sociale forhold, deres sociale tilværelse ændrer sig, så sker der også ændringer i deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres bevidsthed [...] Det er langt fra tilfældet, ’at man ikke kan ændre menneskets natur’, tværtimod er evnen til forandring og udvikling en grundlæggende del af menneskets natur. Det er et af de centrale punkter, der udmærker mennesket i forhold til andre dyr.« (Er menneskets natur en hindring for socialisme?, John Molyneux, 1993, kap. 2 - Menneskets natur forandrer sig)

Dvs. når materien ændres, så ændres bevidstheden også.

Det er altså den sociale konstruktion, der hovedsageligt er med til at forme menneskets bevidsthed, hvilket også pointeres i følgende eksempel:

»Lad os forestille os, at en stamme er krigerisk. De resultater, den stræber efter, de bedrifter, den sætter pris på, er forbundet med kamp og sejr. Tilstedeværelsen af dette miljø vækker krigeriske impulser i en dreng, først i leg, så reelt, når han er stærk nok. Når han kæmper, opnår han bifald og forfremmelse; hvis han afstår fra at kæmpe, møder han modvilje, han bliver latterliggjort, og han opnår ingen anerkendelse og gunst. Det er ikke overraskende, at hans oprindelige krigeriske tilbøjeligheder og følelser styrkes på bekostning af andre, og at hans tanker drejer sig om ting, der er forbundet med krig. Kun på den måde kan han fuldt ud blive et anerkendt medlem af sin gruppe. Derfor tilegner han sig gradvist gruppens mentale vaner og gør dem til sine egne.« (Demokrati og uddannelse, John Dewey, 1916, s. 36)

På samme måde gør det sig også gældende, hvis et individ eks. er opvokset i et kapitalistisk samfund, hvor det vrimler med konkurrence mellem lønarbejdere, kapitalister, virksomheder, produkter og services, så er det ikke unaturligt, at det kan producere flere konkurrenceorienterede individer.

Omvendt hvis et individ vokser op i et mere lighedsorienteret samfund, præget af mindre grad af konkurrence, vil der mellem samfundets individer gennemsnitligt eksistere mere tillid og social bevidsthed end i fuldt ud etablerede konkurrencesamfund, hvilket de tidligere velfærdsstater er klare eksempler på.

De tidligere velfærdsstater var dog også kapitalistiske og rummede i kraft af det også konkurrence sideløbende med tilliden og den sociale bevidsthed, da velfærdsstaterne var kendetegnet ved ’blandingssystemer’, dvs. kapitalistiske samfund med få sociale træk.

Havde disse samfund været uden (social)kapitalisme og i stedet været reelt sociale, demokratiske og lige, ville tilliden og den sociale bevidsthed logisk nok antageligt være højere.

Men påvirkninger har mange dybder: Lad os eks. antage, at et individ kommer fra et socialdemokratisk hjem, og hvor forældrene er beskæftiget indenfor bureaukratisk-administrative erhverv, og hvor familien kulturelt set måske er præget af teknokratiske og elitære træk og måske ligefrem med et indsnævret følelsesliv.

Dette individ kan i kraft af familiekulturen, og måske med uddannelsesinstitutionen (og andre institutioner), nå frem til ad logiske veje at blive konservativt; men individet har blot frigjort sig fra nogle niveauer af påvirkning, eks. at fjerne sig fra forældrenes socialdemokratiske overbevisning, men er måske nået frem til den konservative position ud fra lignende tankemønster som forældrenes, baseret på ’rationelle’ overvejelser som ’fornuftens’ eller ’nødvendighedens politik’.

Derimod kan et individ, der kommer fra et mere sansebetonet hjem, måske nå frem til at blive konservativt af følelsesmæssige veje, med tæt tilknytningsforhold til nationens fællesskab og traditionelle værdier.

På den måde kan man nå frem til noget andet end andre individer, men stadig ud fra en lignende sti eller en lignende struktur, og endvidere omvendt også nå frem til det samme som andre, men ud af andre stier.

Et individ kan også vokse op i et stærkt konkurrencepræget samfund, men være modstander af dette og i stedet kæmpe for et samfund med samarbejde; men måden at argumentere på kan være på en konkurrerende måde, da individet under konkurrencesystemet er påvirket af konkurrencen, hvilket også betyder, at man hovedsageligt når udover konkurrencen ved at ændre samfundets rammer.

Naturligvis rummer det langt flere dybder og mere avancerede konstruktioner, men det vil ikke blive berørt yderligere.

Meget hårdt skåret op kan man således sige, at den sociale påvirkning minder om en form for kompleks eller avanceret matematik, ligesom menneskets og universets opbygning, som den sociale konstruktion er en uadskillelig del af. Det er summen af de forskellige sociale processer; det er ’regnestykket’ eller ’mønsteret’, der går op i det store hele.

Objektivitet og subjektivitet

Nogle psykologiske retninger siger, at menneskets bevidsthed eller opfattelse af verden udelukkende er noget, der relaterer til individet selv, hvor der således i højere grad er tale om multiverser fremfor ét univers, og at der dermed kun findes ’subjektive virkeligheder’.

Men selvom mennesker ser med forskellige øjne, så eksisterer der stadig med sikkerhed en objektiv verden: Hvis man eks. beder en stor flok mennesker om at kigge på en potteplante, et tv, en hund og et menneske, og herefter beder dem om at udpege hunden, så vil langt de fleste, hvis ikke alle, pege på hunden.

Det er fordi, at uanset om mennesker ser verden gennem forskellige briller eller ej, så er der samtykke om noget fælles, og dermed en objektiv verden. Der hersker en konsensus om, hvad der er et menneske, en hund, et tv, en plante osv.

Ligeledes hvis et individ spørger et andet individ om, hvor den nærmeste kiosk befinder sig, og får det fortalt, hvorefter individet går direkte ind i kiosken, så skulle det vel aldrig være fordi, at der er en konsensus om, hvad der er kiosken?

Vi ved således med sikkerhed, at der findes en objektiv verden, der kan spores.

Psykens formning

Menneskets psykologiske evner, eks. evnen til selvrefleksion, er også noget, der bedst udvikles i samspil med omgivelser i kraft af gensidige udvekslinger af bl.a. idéer, tanker og indtryk.

Individet ville være mindre selvbevidst eller i hvert fald have langt færre værktøjer til at arbejde med i spørgsmålet om refleksion og udvikling, hvis det voksede op alene væk fra civilisationen på en ubeboet ø, og hvis individet da overhovedet sågar ville overleve på sigt.

Endvidere ville eks. en læge heller ikke have den viden, lægen har, hvis det ikke var fordi, der var et samfund, der havde skabt universiteter til sådanne studier, eller hvis det ikke var fordi, mange forskere og læger på tværs af tid og sted samlet set har bidraget til, at et individ kan tilegne sig akkumuleret viden, der ville tage flere liv at finde frem til selv.

Det er dog muligt at gøre noget selv’ siger mange psykologiske retninger, da det er bevist, at individet formår at ændre sig selv og at komme fri af den sociale determinering indenfor autoritære rammer.

Selvom det til dels er korrekt, så er det desværre, trods mange gode pointer sådan, at mange af disse retninger er blændet på det sociale udsyn og endvidere også omkring graden af autoritære strukturers determinering.

De anser tænkningen eller selvindsigten for den stærkeste faktor, og henviser til eks. mønsterbrydere, der bryder den negative sociale arv, individer der formår ikke at underlægge sig så meget gruppepres osv.

Men der kan som nævnt være mange lag, der dels kan være sværere at ryste af, og måske dels for mange lag til at de fleste vil kunne ryste sig fri under ufrie rammer; eks. er der netop langt færre individer, der bryder fri af negativ social arv end individer, der gør, og langt færre individer der ikke bukker under for gruppepres end individer, der gør.

Dette skyldes sjældent ’svaghed’, men har oftest noget med ufrie rammer og autoritære samfundsstrukurer at gøre, hvor individet ikke er ligeså fri til at skabe sig selv som under frie rammer.

De udefrakommende påvirkninger har således overordnet to dimensioner; en social og en autoritær. Den sociale er den naturlige udefrakommende påvirkning, da mennesket som nævnt er socialt af natur, men den autoritære påvirkning er derimod unødvendig og undertrykkende, som i det førnævnte eksempel med negativ social arv.

Uanset om der er tale om udefrakommende påvirkninger, der er nødvendige eller unødvendige, viser de sig langt oftere bestemmende, end den påvirkning individet kan præstere gennem selvudvikling, for de fleste individer.

Mennesket

Mennesket er således påvirket af biopsykosociale forhold, men udvikler sig dog længere væk fra mange af de biologiske faktorer med tiden, undtagen eks. dybereliggende, fundamentale selvopretholdelses- og livsdriftsfaktorer som egeninteressen og oprør.

Det er de udefrakommende påvirkninger, der danner rammerne for psyken og således de omgivende strukturer, der er med til også at forme psyken; specielt i et autoritært samfund, hvor der er nedsivning af moral fra magthavere, mere moralisme og mere socialkonform påvirkning af psyken.

Under friere rammer kunne det således antageligt se anderledes ud, men som det altid vil være, så er det de udefrakommende faktorer, tænkningen og opretholdelsesdriften/egeninteressen der overvejende vil skabe individet.

Som det er nu, udgør dog særligt de udefrakommende faktorer den største påvirkning af dem alle, netop grundet de autoritære strukturers indblandinger, der som nævnt, skaber negativ kollektiv tvang.

4. Videnskaben om autoritet og magt

Magtens korrumperende effekt

Så længe der har eksisteret magt, har magten korrumperet og kostet utallige menneskeliv gennem historien; uanset hvilket imperie og under hvilken tid eller kultur, der er tale om, har magten undertrykt individer fra vugge til grav.

Denne fjende af naturlig udfoldelse og frihed har givet de få lov til at herske over de mange og har gennem fjernelsen af deres autonomi taget patent på deres søgen efter egen mening med tilværelsen.

Den videnskab, der netop bekræfter magtens korrumpering, er i høj grad historien, da magten har drevet konger, kejsere, diktatorer, godsejere, kapitalister og mange andre autoriteter til fratagelsen af andre individers frihed.

Det gælder også såkaldte ’gode mennesker’ eller individer med ellers gode hensigter, der ofte også korrumperes af magten. Anarkisten Bakunin forudså bl.a. kommunismens korrumpering, inden at den blev udført i praksis og senere, da kommunismen kom, viste det sig at være ganske korrekt at de nye ledere ikke længere var interesseret i lønarbejdernes interesser, men kun deres egne.

Det gælder eks. også USA’s første sorte præsident, Obama, der i starten havde karisma og virkede ’god’. Mange var ikke i tvivl om, at han sikkert havde gode hensigter, men før eller siden satte magten sig, og her forsvandt eller kraftigt indskrænkede idealerne og målene:

Sorte individer blev stadig undertrykt i USA og ligefrem hetzet af politiet, ligesom Obamas selvproklamerede fredslinje viste sig ikke at holde, da han valgte at lukke øjnene, mens Israel valgte at udføre yderligere massakre mod palæstinenserne i 2014, der kostede over 600 palæstinensere livet.

Der er noget, der tyder på, at jo mere magt individet får, desto mere korrumperes individet, og det ville også give mening, særligt ift. det at kunne relatere til omverdenen, når individet stiger længere op mod skyernes slørende tåger og ikke længere kan se andre individer under sig andet end som prikker.

Videnskaben bekræfter – Magt påvirker moral, adfærd og hjernen

Hvad man med sikkerhed ved, er, at magt langt for det meste, i stort set alle tilfælde, korrumperer, og man ved med sikkerhed, at den påvirker individets evne til at relatere til omverdenen, og at magt ændrer hjernens arbejdsprocesser.

Det siger neuroforskeren Sukhvinder Obhi fra Wilfrid Laurier University i Ontario i Canada, og det viser nye studier ifølge National Public Radio:

»Nogen får en forfremmelse eller en smule berømmelse, og pludselig er de lige lidt mindre venlige over for folk, som er ’under’ dem. [...] Magt ændrer måden, hjernen arbejder på. Det viser resultaterne fra et nyt studie [...] Forskerne gav skiftevis deres forsøgspersoner følelsen af at være magtfulde eller magtesløse. [...] Dernæst skulle begge grupper se en video, hvori en person skulle udføre en simpel handling såsom at løfte en kop kaffe. Forskerne kunne derefter konstatere, at de magtesløse i langt højere grad kunne relatere til personen i videoen, end de magtfulde kunne. Magt ændrede altså bogstaveligt talt folks evne til at relatere til deres medmennesker.«

Udover historien har også neuropsykologien og socialpsykologien dokumenteret, at magt korrumperer, og det bekræftes yderligere af Andy J. Yap, ph.d. i ledelse og underviser i sociale hierarkier, magt og status ved Sloan School of Management i Cambridge, der beskriver, hvordan individer i og udenfor magtpositioner (ubevidst) betragter hinanden:

»Hans forskning viser, at folks opfattelse af andre mennesker forandrer sig, når de opnår magt. I et forsøg viste det sig for eksempel, at magtfulde mennesker har en tendens til at undervurdere andre menneskers fysiske størrelse. Samtidig overvurderer de deres egen. Mennesker, der føler sig magtesløse, har det til gengæld med at overvurdere andre menneskers størrelse.«

I 2010 udførte en gruppe hollandske og amerikanske forskere på Kölns Universitet en række studier om sammenhængen mellem magt og amoralsk adfærd, hvor deltagerne i forsøg først blev manipuleret til enten at føle sig magtfulde eller magtesløse og efterfølgende fik testet deres moralske fleksibilitet.

Resultatet klargjorde, hvor meget sammenhæng der er mellem magt og korrumpering:

»Vi har alle potentialet til at blive korrupte, forklarer den hollandske psykologiprofessor Joris Lammers. [...] 99 procent af alle folk, vil jeg sige. [...] Det viste sig, at den gamle antagelse om magtens korrumperende effekt holder stik. [...] Følelsen af magt påvirker de centre i hjernen, der forbindes med hæmninger og mådehold. [...] du bliver mere tilbøjelig til at handle ud fra dine impulser. Sociale normer, begrænsninger, frygt og overvejelser om de potentielt negative effekter af ting bliver mindre vigtige for vores adfærd, når vi får magt. Folk bliver mere impulsive.«

Dvs. at ca. 99% af alle de individer, der bestrider magtpositioner, med stor risiko kan være korrumperede i en eller anden grad.

Det vil også sige, at supervision og kurser for magthavere, der går ud på at adskille deres egne private interesser og følelser fra deres profession, vil fungere stærkt tvivlende i de fleste tilfælde, og dermed snarere er en super vision fremfor praksis.

Løsningen hverken kan eller skal søges i, at magthavere med selvudviklingsbøger og -kurser skal være mere vågne omkring deres egen adfærd i situationer, hvor de har magt; det skal løses, ved at de helt holder op med at have den magt, de i dag har i kraft af de autoritære organiseringer i samfundet.

5. Samfund, socialisering og opdragelse

Autoritet og opdragelsesformer

Indenfor opdragelse skelnes der oftest mellem tre forskellige former for opdragelse; den autoritære opdragelsesform, den demokratiske og laissez-faire.

Indenfor laissez-faire eksisterer der reelt set to kategorier, der også ofte bliver fremført, hvor der skelnes yderligere mellem en opsigtsvækkende og en forsømmende. Der er imidlertid tale om forsimplinger, når der kategoriseres, men det er muligt at se på opdragelse som noget, der bevæger sig indenfor ’sådan-cirka’-områder, selvom opdragelse rummer flere dybder, end der kan kategoriseres.

I den autoritære opdragelsesform sættes der mange grænser, og der forventes streng lydighed uden videre forklaringer.

Den demokratiske er fleksibel i sin grænsesætning og giver børnene forklaringer og en meget nær kontakt.

Under den opsigtsvækkende laissez-faire er der også megen nær kontakt, og man er kommunikative over for børn, men sætter kun få grænser.

Den forsømmende laissez-faire sætter også kun få grænser, men til gengæld er det sparsomt ift. kommunikation og interessen for barnet.

Desværre bliver laissez-faire ofte skåret over én kam og fremstår som noget, der ofte fører til for impulsive børn og giver dem en manglende følelse af at have værdi, selvom det snarere skyldes den specifikt forsømmende laissez-faire, hvori fraværet er gennemgående.

Udviklingspsykolog Diana Baumrind gennemførte en række undersøgelser om børn, autoritet og opdragelse i 1970’erne, hvor undersøgelserne viste, at autoritær opdragelse er skadeligt og ofte fører til konfliktfyldte børn.

Konsekvensen af en autoritær opdragelse er, at relationen mellem autoriteten og barnet bliver distanceret, da barnet ikke får en reel følelse af at være et socialt individ men derimod noget ’ondt’ der skal ’reguleres’ på autoritær vis, hvilket også er skadeligt for barnets frie udviklingspotentiale.

Den demokratiske opdragelse har bedste resultater i undersøgelserne (Dit barns følelsesmæssige intelligens, John M. Gottman, 1999, s. 29). Det bekræftes også i nyere tid bl.a. i en undersøgelse fra University of New Hampshire i USA.

Selvom den demokratiske opdragelsesform har vist bedste resultater, betyder det ikke, at det er fordi, det er det, der er fuldt ud i overenstemmelse med en organisk opdragelsesform, da det også samtidig afhænger af, hvorvidt opdragelsen forekommer under et organisk eller uorganisk samfund.

Familier, børnehaver, skoler, gymnasier og diverse institutioners opdragelse og dannelse er ikke noget socialt isoleret for sig, men det er en bro mellem individ og samfund.

Den franske sociolog Émile Durkheim beskrev også opdragelse næsten som sådan:

»Dets funktion er altså hos barnet at vække: (1) et vist antal fysiske og mentale tilstande, som det samfund, det tilhører, ikke mener må mangle i nogen af dets medlemmer, (2) visse fysiske og mentale tilstande, som den særlige sociale gruppe (kaste, klasse, familie, profession) ligeledes mener, bør findes blandt alle dem, der tilhører den. Det er således samfundet som helhed, og hvert særlige sociale miljø, som bestemmer det ideal, uddannelsen skal virkliggøre.« (Opdragelse, uddannelse og sociologi, Émile Durkheim, 1922, s. 39-40)

Familier og institutioner er dermed nødt til mere eller mindre at optage visse værdier efter det omgivende samfund, for at barnet kan indgå i selve samfundet.

Det ses også i dag, hvor konkurrencen er stigende, da skoler indrettes på markedslignende vilkår og med yderligere krav til disciplinering for kapitalismens skyld.

I dag tvinges mange forældre netop til at opdrage hårdere end naturligt nødvendigt, for at deres børn skal kunne klare sig (i konkurrenceøkonomien).

Derimod ville et område mellem laissez-faire og demokratisk opdragelse nok være mest at efterstræbe fremfor en ren demokratisk i et organisk og frit samfund.

Da den kapitalistiske konkurrenceøkonomi og andre autoritære systemer ikke kan opdrages væk, er det de materielle forhold, der skal laves om og dermed samfundsindretningen.

Fra autoritet til selvstyre

Hvorfor skader autoritær opdragelse individet? Det gør det bl.a., fordi det er en undertrykkelse af individets frie personlige udfoldelsesmuligheder og er hermed et angreb på individet selv.

Individet er ikke skabt til at være en robot, men tilhører den mest reflekterende dyreart på planeten og kan bedst udfolde sig frit.

Den demokratiske opdragelses succes over den autoritære skyldes dermed, at individet får en noget mere organisk udvikling, dels fordi individet skal indgå i et samarbejde og ikke underkastelse, og dels fordi individet skal blive selvstændigt:

Det er ikke sådan, at individet skal opdrages til at blive styret af autoriteter resten af sit liv; tværtimod opdrages individet til at blive selvstændigt og dermed slippe autoriteter mest muligt.

Autoriteter er ikke noget, man vokser ind i, det er noget man vokser fra.

Som vi ved, er autoritet i en vis grad nødvendigt for barnets udvikling, men da vi ved, at verden ikke er bygget op af noget stort ideal, ved vi også, at den påtvungne autoritet kun er nødvendig for børn.

Forældrenes og samfundets opgave er bl.a. at opdrage og socialisere barnet til frigørelse og selvstændighed. Det er udtryk for frigørelsens dialektik; for at et individ kan blive frit og få de bedste forudsætninger, må det ske i kraft af en kombination af autoritet og frihed i opdragelsen.

Autoriteten har bl.a. den rolle at skabe grobund for den gradvise frigørelse og skaber struktur, giver barnet mad og lærer barnet en del om livet så selvstændighed i højere grad kan indtræffe gradvist, ligesom barnet samtidig med det også omvendt lærer en del om netop selvstændighed og fri udvikling gennem det ikke at være omgivet af autoritet konstant.

Frigørelsens dialektik skal til sidst munde ud i et frit og selvstændigt individ, hvilket vil sige, at individet ikke dannes for at indgå i et autoritært, men i et frit samfund.

Socialitet og selvstyre

Det er en udbredt idé at ved at anskue fællesskabet som suverænt hævet over individet, betragtes det som et udtryk for et socialt menneskesyn, hvor individet skal underlægges en del tvang for at blive socialt.

Men er tvangskollektivismen i virkeligheden sammenhængende med noget socialt, eller er der snarere tale om overfladisk sammenhold?

Ordet ’social’ bliver ofte tillagt den værdi, at individer oprigtigt drives af lysten til og er interesseret i kontakt og samspil med andre individer. Men det kan ikke altid decideret tvinges frem i individer.

Et eksempel på det er slaveri, hvor mange af de undertrykte individer føler sig nødsaget til at underlægge sig et autoritært styre med slavepiskere, der manifesterer sig gennem skadelig kollektivistisk tvang.

Selvom individet ufrivilligt deltager i grupperingen og er en påtvungen del af denne, så er der ikke nødvendigvis tale om nogen reel, social tilknytning til grupperingen eller dens organisering.

Hvis et samfund er nødt til i høj grad at benytte unødvendig tvang, for at folk kan være ’sociale’, på overfladen, så må man vel erkende, at det pågældende samfund ikke naturligt skaber sociale individer.

Derimod er det udtryk for et samfund, hvor man anser individet for at være for egoistisk, og at det skal holdes nede via regulerende autoriteter.

Men individet er som nævnt socialt af natur og har ikke ’kun’ sig selv for øje, da mennesket indgår frivilligt i sociale fællesskaber, såsom eks. venner, sociale aktiviteter og andre former for netværk, uden at det er påtvunget.

Ufrivillige og udemokratiske koordinatorer er derimod, som anarkisten Errico Malatesta antyder, skadende for social sammenhæng, da det er autoritetens ego, der er det centrale og ikke fællesskabet.

Forudsætningerne for den organiske socialitet er dermed frie og lige rammer, og derfor hænger dens fundament tættere sammen med individualisme fremfor unødvendig tvang og autoritet.

Idéen om, at socialitet og individualisme er to uforenelige modsætninger, hvor individets frihed ikke kan opnås uden et asocialt samfund til følge, bliver ophævet.

Ligeledes ophæves også idéen, om at et socialt samfund kan opnås via påtvungen autoritet.

Teksten er et kapitel i Leonard Mortensens bog Autoritetskritikken – Folkets og jordens kald, der udgives 14. marts på Mellemgaard Forlag

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce