En australsk flygtningelejr har været omdrejningspunkt for psykiske og fysiske overgreb mod børn, skriver britisk avis, der har fået indblik i tusindvis af lækkede dokumenter.
En australsk asyllejr danner angiveligt rammerne om et mareridt for særligt de børn, der venter på at få behandlet deres asylsag på øen Nauru.
Tusindvis af lækkede dokumenter beretter om psykiske, voldelige og seksuelle overgreb i lejren, skriver den britiske avis The Guardian.
Det er sagsarbejdere, vagter, sundhedspersonale og andre ansatte på stedet, der indberetter episoderne, der nu er lækket til avisen.
Ifølge The Guardian bliver mange hændelser dog slet ikke indberettet.
For selvom den lille østat Nauru i Stillehavet har en størrelse på 21 km, har en af verdens mindste befolkningstal og ligger tusindvis af kilometer fra den australske kyst, spiller den en betydelig rolle i australsk asylpolitik.
For til gengæld for blandt andet økonomisk bistand stiller Nauru et asylcenter til rådighed, hvor Australiens asylansøgere sendes til, mens deres sager behandles.
Og det er her, der har været over 2.000 indberettede episoder i perioden fra august 2013 til oktober 2015. Over halvdelen af hændelserne omhandler børn, selvom kun 49 ud af lejrens 442 beboere er børn.
Hændelserne drejer sig blandt andet om vagter, der slår børn, dødstrusler mod en dreng, men også om dybt traumatiserede børn.
En indberetning beskriver, for eksempel, hvordan en vagt griner af en pige, der har syet læberne sammen. En anden om en 10-årig pige, der tager tøjet af og beder en gruppe voksne om at røre ved hende.
Der er desuden indberetninger, der beskriver flygtninge, der sluger sten, skærer i sig selv, indsatte, der drikker rengøringsvæske og kemikalier
I alt er der samlet syv indberetninger af seksuelt misbrug af børn, 59 om overgreb mod børn, 30 episoder med børn, der gør selvskade, og 159 indberetninger af børn, der truer med at gøre skade på sig selv.
Du kan selv gå på opdagelse i indberetningerne hos Guardian her.
Red Barnet anslår, at det kun er toppen af isbjerget, der er kommet til syne i de lækkede dokumenter.
Efter afsløringerne opfordrer Amnesty International til, at den australske regering stopper med at sende flygtninge til østater omgående.
- Den australske regering har deltaget i en af de mest succesfulde fortielser af dokumenterede overtrædelser af menneskerettighederne, jeg har været vidne til i min karriere, der dokumenterer. Den har gentagne gange sagt den slags misbrug har fundet sted. Den har løjet, siger organisationens forskningschef Anna Neistat.
Australien har udover lejren på Nauru også en flygtningelejr på øen Manus i Papua Ny Guinea.
I maj måned satte to personer ild til sig selv I flygtningelejren.
Dengang lød svaret fra den australske regering, at begivenhederne skyldtes, at fortalere for flygtningerettigheder gav dem et falsk håb ved at give indtryk af, at protester kunne hjælpe dem.
Selvom størstedelen af indbyggerne i Australien stammer fra hvide indvandrere fra Europa, der næsten har udryddet kontinentets oprindelige befolkning, er landet kendt for sin stramme politik mod folk, der flygter til landet i dag.
Udover at asylbehandlingen foregår uden for landets grænser, sendes både med flygtninge tilbage, mens anerkendte flygtninge slet ikke får lov til at opholde sig i Australien. De får lov at blive på Nauru i Papua Ny Guniea eller Cambodia.
I 2014 udsendte myndighederne for eksempel denne video, der er målrettet flygtninge, der kommer til landet med båd.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96