Annonce

Gaza
23. september 2016 - 14:10

Kvinder vil bryde den israelske blokade af Gaza

To skibe udelukkende med kvinder ombord gør sig klar til afgang mod Gaza, hvor de forsøger at bryde den israelske blokade. Ingen danskere er med ombord. »Vi kan ikke sige til de deltagere, vi sender med: Prøv at høre. Der sker dig ikke noget! Selvfølgelig er det en provokation, og israelerne sætter hårdt ind mod denne provokation,« siger tidligere deltager.

Om få dage vil to skibe forsøge at bryde den israelske blokade af Gaza.

Det er organisationen Freedom Flotilla, der har organiseret sejladsen, men denne gang er der kun kvinder med om bord på de to små skibe Zaytouna-Olive og Amal-Hope.

Derfor har projektet fået navnet Women's Boat to Gaza.

Anette Ekebjærg-Jakobsen fra Free Gaza Movement Danmark deltog i flotillen i 2011.

Hun fortæller her om baggrunden for, at organisationen i år udelukkende har valgt at sende kvinder med skibene, som skal forsøge at bryde den israelske blokade:

- Det handler om at skabe opmærksomhed, men også om at hylde de kvinder, som vi måske ikke hører så meget om, siger Anette Ekebjærg-Jakobsen til Modkraft.

- De palæstinensiske kvinder er i høj grad betingelsen for, at det palæstinensiske samfund kan fungere. Både kvinderne som er aktive i dagligdagen, men også kvinderne som er aktive i kampen for et frit Gaza. Det gælder i NGO´erne, i skolevæsenet og politisk, hvor kvinderne arbejder meget aktivt for et frit Gaza.

Ingen danskere med

Der er ikke danskere med om bord på skibene i år?

- Det er ikke lykkedes for os i Danmark at få en person med, som har den kendiseffekt, vi eftersøger. Der er ikke meget plads på bådene, så dem, der skal sejle med, skal have en vis pondus i forhold til presseeffekten, siger Anette Ekebjærg-Jakobsen.

- Vi har haft forskellige politikere og kunstnere på tale, men det er ikke lykkedes for os at få dem med. Men Danmark er velkommen, der er en dansk deltagerplads, hvis det kunne lykkes at finde en, som ville have lyst til at tage med. Vi kan ikke sige til de deltagere, vi sender med: Prøv at høre. Der sker dig ikke noget! Selvfølgelig er det en provokation og israelerne sætter hårdt ind mod denne provokation. Derfor er der selvfølgelig nogen der tænker på om de kan holde til en sådan behandling personligt og politisk. Når soldaterne kommer om bord, kan man ikke vide, hvad der sker og stemningen kan hurtigt blive noget hektisk.

Den 31. maj 2010 angreb israelsk militær flotillen i internationalt farvand og dræbte ni aktivister på det tyrkiske skib Mavi Marmara. Siden har der ikke været dræbte, når Israel næsten rutinemæssigt opbringer skibene og tvinger dem i israelsk havn.

Får støtte overalt

De to skibe Zaytouna-Olive og Amal-Hope har været undervejs siden den 12. september.

Turen startede i Barcelona, hvor Håbet måtte vende om og stadig ligger i dok på grund af maskinproblemer. Crowdfunding skal erstatte Amal-Hope så Zaytouna-Olive ikke skal forsøge at bryde blokaden alene.

Zaytouna-Olive har siden 12. september sejlet i Middelhavet og har fået omfattende omtale i lokale medier og er blevet budt velkommen af borgmestrene i de byer, som de har besøgt.

55 medlemmer af EU-parlamentet har underskrevet en appel til Federica Mogherini EU's repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om at fordømme Israels ulovlige blokade af Gaza og om at EU sørger for, »sikker passage for flotillen til Gaza«.

Bosættere laver mod-flotille

Israelske bosættere er ved at samle skibe til at modtage de aktionerende kvinder, oplyser det israelske nyhedsmedie Arutz Sheva.

- Hvis de ønsker at tale om humanisme, bør de sejle til Syrien og ikke Gaza. Gaza mangler ikke noget, siger organisatoren af den israelske modflotille Avi Farchan. Avi Farchan blev kendt for at organisere den voldelige modstand blandt bosætterne, da Israel rømmede Gazastriben i 2005 og var forrest i protesterne mod rømningen af Sinai efter fredsaftalen med Ægypten i 1982.

Læs artiklen »Protestors plan to meet pro-Arab flotilla with one of their own« hos Arutz Sheva

Se hvor Women´s Boat to Gaza er lige nu 

Følg aktionen på Twitter

Se opdateringer på Facebook

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce