Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
reportage
14. marts 2013 - 14:29

Kunstens revolution - eller den kunstige revolution?

En beretning om kunstens forår i Beirut. Om kunstnere, der skaber forandring, men skaber de bevægelse?

”Vi er ikke blot en nation skabt af krig og olie. Vi har en stolt kultur, der kan spores helt tilbage til sumererne, 6.000 år tilbage i tiden. Vi har lavet kunst i længere tid end alle andre. Det er dét, der giver os vores identitet. Det er dét, der vil få vores kunst til vare endnu 1.000 år, når alle disse krige er glemt.”

Qasim Al-Sabtis mest berømte citat har præget mit liv længe. Omend han tænkte på sit moderland, Irak, da han sagde ordene, tænker jeg altid på hele verden, hver gang jeg hører dem igen.

I en tid hvor oprustningen af konventionelt krigsisenkram atter er på sit højeste, kan det måske lyde mærkeligt for nogle, men revolutionen og forandringerne i samfundet bliver til gennem kunsten. De bløde værdier bliver de stærkeste, hvilket jeg i øvrigt allerede mener, de er. Fremtidens kampe vil blive udkæmpet, hvor end den altid dynamiske kunst finder det passende.

I en artikelserie startende med “Mellemøstens Paris”, Beirut, vil jeg undersøge, hvorledes kunstbevægelserne blandt den nye generation trives, om der overhovedet er en bevægelse, og hvilke svagheder denne måtte have.

Tre grunde, der understøtter tesen om kunstens revolution:

1. Den står der og passer på sit hjørne, en gang om ugen får den besøg, ellers går tiden med at være solid, sort og af kinesisk plastik.

For det blotte øje er dette endnu en skraldespand langs Mar Mkhayels mange trapper, men kan dette anonyme gadepynt være meget mere end blot en skraldbeholder, kan denne skraldespand måske betragtes som et symbol på den igangværende kunstrevolution skabt af Beiruts unge, veluddannede og sultne kunstnere?

”I stedet for at råbe og skrige efter forandringer, hvorfor så ikke gå ud og ændre på tingene?” siger gruppens medgrundlægger Jubran Elias 24, ”Sådan startede det hele”.

Gruppen der i dag går under navnet Dihzahyners, startede som en gruppe af 14 kunstnere, nu er de over 70.

Før i tiden vendte de hver en mønt for at kunne male en enkelt trappe, nu er deres offentlige kunst med i Coca-Colas reklamer, og deres historie er forsidenyt på de fleste kunst- og livsstilsblogs, der interesserer sig for Mellemøsten.

9 måneder, sølle 9 måneder, har det taget dem, nu følger selv myndighederne uopfordret med i deres projekter.

Det er netop i relationen til disse, at ovennævnte sorte skraldspand kan ses som en lille revolutionær sejr for den spæde kunst.

Spørger du indbyggerne i det mondæne kvarter indenfor skraldepandens rækkevidde, er der i hvert fald ingen tvivl. Dihzahyners er stemmen, som kvarteret, gaden og måske endda Beirut har manglet.

De havde brokket sig højlydt over stanken af affald, der flød omkring deres trappe, men myndighederne var ligeglade.

De gad heller ikke at fjerne de ildelugtende bunker, lige indtil Dihzahyners ud af det blå havde malet trappen.

Nogle uger efter dukkede myndighederne op med en skraldespand, som de ugentligt tømmer.

Nu var trappen ”yndig og sjov”, som den smukke, anonyme medarbejder på rådhuset kalder den, der måtte selvfølgelig ikke ligge stinkende skrald og flyde omkring den.

2. ”Fuck politik, vi er fucking trætte af politik. Siden vi var helt små, er vi blevet proppet med politisk bla, bla, bla”. Promillen er relativ høj, det er min første aften i Beiruts pumpende natteliv, da jeg første, men absolut ikke sidste gang, bliver fortalt af en ung person, hvor fucking træt af politik, den pågældende er.

Det samme er Dihzahyners, de arbejder i konstellationer af muslimer, kristne, sunni og shia, der var fuldkommen utænkelige dengang, de blev født i slutfirserne.
De revolterer imod forældregenerationens krig og mistillid til ”de andre”.

De leger, de leger hele tiden! Med hinanden, med farver, med byens rum, de leger!

I en by, der jævnligt oplever interne bombesprængninger og angreb fra de aggressive israelske naboer mod syd, tillader Dihzahyners sig at nyde livet på lige fod med privilegerede unge i uhyggeligt sikre lande som vores eget Danmark.

Det tog noget tid, før mit forudindtagede vestlige sind forstod, hvad de havde gang i.

Hvorfor de ikke demonstrerede og krævede en samfundsrevolution, som jeg har set de andre unge og veluddannede i Mellemøsten gøre, men det er jo netop dét, de gør.

Libanon og de andre mellemøstlige nationer er meget svære at sammenligne, og de her unge har netop forstået, hvorledes man demonstrerer og revolterer i ordet ”revolution”s sande betydning.

At skabe noget anderledes og gøre oprør mod det ødelæggende gamle i en by med Beiruts historie er netop at være glad, at danse, at lege og prøve at føre et liv, hvor individets glæde og ikke sekteriske bomber er i centrum.

3.. ”Det er virkelig fantastisk det her. Vi har også brug for det i visse franske byer.” Franske Micha og jeg napper endnu en smøg, mens vi beskuer den første kunsttrappe langs Gemmayzes Rue Gouraud.

Ved siden af os står en velklædt ældre mand og hans velklædte kvindelige ledsager og tager ivrigt billeder af den beskuede trappe. De er libanesere, men de er ikke fra Beirut. De har hørt om trapperne, og nu vil de have billeder.

Jeg nærmer mig manden og begynder at fortælle om Dihzahyners og alle de andre trapper/projekter, de har gang i. ”Tak, min ven, tak”, siger de og forlader os med en atmosfære af Beirut-stolthed.

Ærkepariseren Micha vil have lignende kunst til flere franske byer, selv folk uden for Beirut flokkes om trapperne. Dihzahyners, der aldrig lægger skjul på deres atypiske glæde og stolthed over at være fra Beirut, har to nye grunde til at være stolte - og netop den nyfundne stolthed af at være født og opvokset i Beirut er en stor del af den nuværende kunstrevolution.

Min ven Andrew, 24, fortalte mig om en taxachauffør, der kørte ham fra lufthavnen, da han for nogle år siden vendte hjem efter 3 år i Canada.

Taxachaufføren, fra den forrige generation, havde været komplet uforstående omkring, hvorfor Andrew overhovedet gad at komme tilbage til dette ”kaos”: ”Hvad vil du overhovedet lave her?” oversætter Andrew chaufførens spørgsmål.

Dihzahyners deler bestemt ikke chaufførens mening. De er fra Beirut, de er stolte af det, de anerkender byens utallige udfordringer, men til forskel fra forældregenerationen, og sågar en hel del af deres jævnaldrende, stræber Dihzahyners efter at tage del i byens rum og udvikling.

Tager du til Hamra, kan du se deres kunst på diskotek Bodø, de har haft op til flere samarbejder med Beirut Art Center, og pt. arbejder de sammen med MMKN (NGO-organisation, der hjælper offentlige skoler i Libanon) om et projekt, der skal renovere og forskønne nogle af de mest nødlidende offentlige skoler i Beirut.

Da Jubran viser mig rundt i det kvarter, hvor de fleste af deres trapper findes, er der et særligt sted, hvor han smiler mere, end han ellers har gjort hele aftenen.

Han viser mig pludselig nogle stolper, vægge mm. omkring en trappe, der er blevet malet, og fortæller, hvordan de frivillige medlemmer af Dihzanyhers ved dette projekt var blevet trætte og havde besluttet sig for at være færdige.

De lokale indbyggere købte derfor selv maling og pensler og fortsatte arbejdet, endda udbyggende, idet de medtog elementer, som Jubran ikke havde påtænkt skulle males. Hans ansigt lyser op, mens han fortæller, mon han tænker på alt det, de allerede har opnået?

9 måneder, sølle 9 måneder, har det taget. Deres kunst er blevet et engagerende fænomen, nu sigter de efter nye og større mål.

To grunde, der understøtter tesen om den kunstige revolution:

1. ”Hvis en bilbombe eksploderede i dag eller i morgen ved mindehøjtideligheden for Hariri, ville folk forene sig i sekteriske grupperinger igen og vise deres sande jeg. Selv jeg ville vælge hold igen.”  Hun er ung, veluddannet og kunstner. Lisa på 22 kigger stift på mig, mens hun forklarer, hvordan uroen hele tiden ligger og ulmer under den idylliske ungdomsbevægelse.

Hun sidder med to venner, hvoraf ingen af de tre deler religiøs baggrund, men de nikker alle sammenstemmende. De er kun perlevenner, så længe omstændighederne tillader det.

Lisa og hendes to venner er ikke alene, jo mere provokerende mine spørgsmål om etnisk og religiøs tilhørsforhold bliver, desto mere klart står det for mig, at forældregenerationens mistillid stadig sidder dybt i de unge libanesere.

Modsat forældrene kan de godt feste og arbejde sammen, men så snart uroens ansigt viser sig, fortæller de fleste, at ”Jeg ville slås med min gruppe”, som DJ’en Ea så enkelt formulerer det.

De taler overhovedet ikke om stridighederne i dagligdagen. Blandt hovedparten af de unge kunstnere, jeg møder, er det endda ”nederen” at ytre Libanon-relaterede politiske holdninger på de sociale medier.

De gemmer sig bag kunsten, alkoholen og bag ytringen ”Vi er fucking trætte af politik”.

Det, jeg for nogle dage siden troede, var en fantastisk udvikling, er måske den største hæmsko for en fredelig libanesisk fremtid.

Uenighederne er der stadig, men ingen taler om dem, de hober sig blot op, men hvor længe kan dette vare ved? Hvor længe kan barerne i Mar Mkhayel og de kunstneriske udfoldelser holde tingene i skak, før de atter falder tilbage til forældregenerationens voldelige løsninger, fordi de aldrig tog de verbale slagsmål?

2. ”Alle i Libanon taler tre sprog.” Flyet er knap nok landet i Rafik Hariri International Airport, før min medpassager, en ældre fransk-libaneser, født i kolonitidens Senegal, gøre mig umådelig glad. Han har overbevist mig om, at ALLE i Beirut taler tre sprog, og at jeg ikke vil opleve nogen former for kulturelle problemer, idet ALLE libanesere er verdensborgere.

Sandheden er dog en helt anden, selvfølgelig.

Den anden libaneser, jeg forsøger at tale med, min taxachauffør, er oppe fra ”bjergene, hjem, bjergene”, som han får fremstammet, mens han peger op mod de cedertræfyldte bjerge, der omringer Beirut i horisonten og ligner et beskyttende fort om natten.

Han taler i hvert fald ikke tre sprog, og ved hjælp af endnu en session gensidige gestikulationer, hvori jeg endda også tegner verdenskortet, kommer vi sammen frem til, at han aldrig har været udenfor Libanons grænser.

”Pengene er for store”, siger han som forklaring, mens han prøver at spørge, hvordan vi har det i Danmark.

De her to mænd, min medpassager fra Marseille og taxamanden fra bjergene, repræsenterer to vidt forskellige samfundslag og et af de mest fundamentale libanesiske problemer.

De bor måske i samme by, nogle gange endda i samme kvarter, de kalder sig begge libanesere, men de lever i to vidt forskellige verdener.

Det samme gælder de unge, kunstnerne inklusive, jeg taler med.

Ud af et væld af filminstruktører, musikere, malere, dansere m.fl., møder jeg ikke en eneste, der ikke tilhører det, man lokalt og sarkastisk kalder ”French educated” klubben, dvs. unge, der går eller har gået på en af de tre mest prestigefyldte privatuniversiteter AUB, LAU og Sct. Joseph.

De kommer fra gode kår, de har råd og overskud til at gå op i kunst, til at drikke sig fulde til ferniseringer, til at hænge ud ved trendy Radio Beirut og Chaplin’s mandag, tirsdag, onsdag, torsdag...

De lever overhovedet ikke i samme verden som Hasan, 23, Ilma, 24 og Riwan, 23, som jeg støder ind i syd for Mar Mkhayel.

Om end de famøse trapper ifølge google maps, ligger under 500 meter fra Ilmas lejlighed, som de venligt inviterer mig op til, er der ingen af dem, der aner, hvad Dihzahyners er. De tror endda, at jeg joker, da jeg først begynder at fortælle om ”smukke, besmykkede trapper”.

Da jeg begynder at spørge kunstnerne om, hvorvidt deres bevægelse ikke er en lukket upper middle-class klub, hvor de kun taler til hinanden og andre unge med samme kår, bliver jeg mødt med stort set det samme svar, om end formuleringen til tider varierer: ”du kan bringe kamelen til vandet, men du kan ikke tvinge den til at drikke det.”

Som Mathias, 31, fra 2famous.tv senere forklarer mig, ”De laver kunst på gaden, ikke kunst med gaden, eller kunst til gaden.”

De taler et kunstsprog, som kun de forstår, og de virker ikke helt opsat på at få resten af generationen, langt hovedparten, med som en aktiv del af bevægelsen.

Er det her overhovedet en kunstnerisk, ungdommelig modbevægelse, eller er det blot en flok lettere forkælede unge, der ligesom alle os på Nørrebro gerne vil gøre ”noget specielt”, lægge det ud på de sociale medier og dyrke dem selv?

Efter en tallerken hjemmelavet baklava-himmel på Ilmas altan med udsigt til det farverige armenske kvarter Borj Hammoud, begynder jeg igen på de irriterende spørgsmål, og snakken bliver atter kulturpolitisk.

Vi har ikke nogen egentlig stemme”, svarer Hasan mig lettere råbende, et direkte svar til et ligeså direkte spørgsmål.

Ilma og Hasan arbejder, mens Riwan læser på det offentlige universitet LU. Om aftenen er de sammen med deres familier, og ellers hænger de ud i kvarteret.

Om end jeg bliver ved med at præsentere/forklare de forskellige lokale kunstnere, jeg er løbet ind i, rokker de sig ikke, de føler sig ikke repræsenteret, de føler ikke, at bevægelsen adresserer deres problemer.

Det samme gør sig gældende for de andre unge, jeg snakker med, udenfor upper middle class segmentet. De føler sig ikke som en del af bevægelsen, de fleste af dem aner ikke engang, hvilken bevægelse jeg taler om.

I de mondæne kvarterer og på de trendy barer kender alle til de fleste kunstnere i den nye bølge, ”Ah, dem fra LAU”,  ”Jep, ham med butikken i Hamra”, svarer de for det meste, når jeg præsenterer en ny kunstner for dem, men få hundrede meter væk fra vores hverdagsfest er virkeligheden en helt anden.

Der er der foreløbigt ingen stemmer, der kan skaffe en ny skraldespand til en ligeså stinkende trappe.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor nogle skribenter og såkaldte eksperter indenfor den samfundsvidenskabelige verden har så stort et behov for at konkludere på deres betragtninger.

Dette, fordi samfundsmekanismerne er dynamiske og viser sig at være så uforudsigelige, at de oftest efterlader disse ”eksperter” med en sur smag i den akademiske mund og en trang til at forklare en masse, de aldrig så komme.

Tydeligst eksemplificeret ved de to største begivenheder, vi har haft de seneste 5 år, finanskrisen og det arabiske forår. 

Afslutningsvis vil jeg derfor holde mig fra at konkludere på mine betragtninger, men blot anføre nogle fokuspunkter, som hjerteligt gerne må diskuteres.

Ligeså er det vigtigt for mig at pointere vigtigheden af, at alle mine teser, sågar min fremtidsprognose omkring kunstens rolle, bliver lystigt diskuteret.

Ingen behøver at være enige, det er gennem diskussionen, at vi sammen udvikler os.

Fokuspunkter:

Fokus bør for mig at se være på ”tid” og ”inklusion”.

Starter vi med tiden, er det let at se, hvor meget eksempelvis Dihzahyners har opnået indenfor få måneder, hvilket alt andet lige også fortæller os noget om behovet, der har været for kunst og forskønnelse i Beiruts rekreationsfattige byrum.

Med tiden kan Dihzahyners og de andre kunstgrupper måske være med til at skabe et mere åbent og samtalevenligt byrum, der vil gøre det nemmere for de forskellige samfundsklasser at omgås.

Ifølge Beiruts nuværende forfatning skal du have penge på lommen for at kunne forlyste dig offentligt efter kl. 18, idet det stort set kun er barerne, der har åbent der, hvilket selvsagt udelukker en stor gruppe fra de sociale engagementer.

Tid er også, hvad de religiøse og etniske tilhørsproblemer måske har brug for.

Selvom uenighederne stadig ulmer under overfladen blandt de unge, skal man ikke underkende det faktum, at de er begyndt at omgås, både fagligt og socialt, på tværs af alverdens tilhørsforhold. Med tiden kan de endda måske begynde at have konstruktive, verbale kampe om, hvordan fremtidens Libanon skal indrettes.

Med tiden kan man også håbe, at bevægelsen for alvor vil forstå vigtigheden af inklusion, hvilket for mig at se bliver det sværeste at opnå.

Hvis Beirut for alvor skal ændres, og drømmen om en fredelig og smuk hovedstad realiseres, er de igangværende kunstnere nødt til at have meget større fokus på majoriteten af menneskerne, som ikke taler det kunstsprog, bevægelsen pt. opererer med.

En af bevægelsens stærkeste våben er dens enorme stolthed over at være fra Beirut, dens ejerandel i byen, og det er netop denne stolthed, den skal have flere inkluderet i.

De andre unge, som ikke føler, at deres stemme bliver hørt, skal inkluderes mere i projekterne. Problemstillingerne, som kunsten behandler, er nødt til at være problemstillinger, som alle unge kan spejle sig i, ikke kun ”French educated” klubben.

Beirut er i bogstaveligste forstand kontrasternes by, hvilket skaber både gode og meget negative synergier.

Der ligger rigtig mange udfordringer forude. Og for en by, der gentagne gange har prøvet den hårde militære løsning, er der mange gode grunde til at gribe om de bløde, men mindst lige så stærke værdier, der kommer med kunsten, hvis den bliver brug rigtigt.

Jeg tror på kunstens forår i Beirut.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce