Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
4. februar 2016 - 11:43

Kommunale skattestigninger - begejstring eller fantasiløshed?

Skiftende regeringer har presset kommunerne voldsomt. De problemer kan ikke løses i stilhed i hvert enkelt kommune - og det ikke venstrefløjens opgave at tørre af regningen af på de fattigste.

Lad os starte med et let polemisk spørgsmål:

Det er utænkeligt at Enhedslisten kunne finde på at sænke kontanthjælpen, folkepensionen eller Statens Uddannelsesstøtte det mindste. Hvordan kan det så være, at Enhedslistens rådmænd i Odense og Aalborg, Brian Skov Nielsen og Lasse P. N. Olsen, i fuld alvor argumenterer for, at det kan komme på tale at hæve den kommunale indkomstskat - med nøjagtig samme resultat for kontanthjælpsmodtageren, folkepensionisten elle den studerende?

Læs Lasse P. N. Olsens debatindlæg på Modkraft: »Er kommunale skattelettelser en forbedring?«

Læs Frederik Werner Kronborgs debatindlæg på Modkraft: »Om kommunalskat og voldsomme vildfarelser«

Mindre velfærd eller skattestigninger

I sit indlæg på Modkraft fremlægger Lasse P.N. Olsen sagen som meget kompliceret.

Det er et hovedargument, at der ikke er andre alternativer. Man kan altså kun vælge mellem at skære ned på velfærden eller hæve den kommunale indkomstskat. Og vi kan som ansvarlige politikere derfor ikke gøre andet end at hæve skatterne, synes logikken at være.

At insistere på at rammerne skal udfordres er ren revolutionsromantik. Det er det måske også, når folk som Michael Ziegler og Frank Jensen og mange andre i disse dage tordner mod regeringens omprioriteringsbidrag?

I virkeligheden er valget mellem at skære ned på velfærden og hæve kommuneskatten en falsk modsætning.

For det første fordi der i alle kommuner bruges store summer på alt muligt andet end velfærd – eller på andre udgifter, som vi finder vigtige og nødvendige. Derfor kan der selvfølgelig også findes besparelser, der ligefrem er en fordel at gennemføre, eller i hvert fald er mindre problematiske end at spare på hjemmehjælpen eller inklusionsindsatsen i skolerne.

For det andet kan der også findes andre indtægter end skattestigninger.

Lad os i flæng nævne en række andre områder, hvor der kan findes besparelser eller merindtægter i mange kommuner:

  • kontrol med virksomheders skattebetaling, også som alternativ til dyneløfteri
  • anlægsudgifter kan ofte udskydes
  • stop for lønstigninger udover de overenskomstmæssige,
  • færre chefer, mindre hieraki i styringen af de kommunale forvaltninger
  • færre informationsmedarbejdere, begrænse borgmesterens propagandakontor
  • færre konsulentrapporter
  • mindre annoncering
  • hellere udgifter til børnehaver end rideskoler
  • mere natur og mindre park
  • mindre erhvervsstøtte
  • stop for kommunernes forsøg på at lokke virksomheder og turister til netop deres kommune

For det tredje findes der i mange kommuner ubrugte midler, som kan bruges til velfærd.

Det kan være i form af en stor kassebeholdning – henlagt til dårligere tider - eller det kan være anlægsudgifter ude i fremtiden, borgmesterpuljer, strategipuljer, omfordelingspuljer og hvad der ellers ligger af »skuffemidler«, der kan findes og bruges.

På forunderlig vis kan der nemlig altid findes finansiering til udgiftskrævende forslag, der rejses af borgmesteren eller den centrale forvaltning.

Skal kommunerne spare op/have opsparede midler i en stor kommunekasse samtidig med at kernevelfærden forringes? Eller lidt mere polemisk: Skal bistandsklienten have indskrænket sit rådighedsbeløb, for at kommunen kan lægge i kassen til prestigeprojekter?

Efter vores opfattelse er det ikke venstrefløjens opgave at spare på velfærd eller lade de økonomisk dårligst stillede betale – heller ikke via skattestigninger. Det er hverken umuligt eller specielt revolutionsromantisk at gøre op med den traditionelle kommunale måde at lave budgetter på.

Rigtig eller forkert kommuneskat – er det spørgsmålet?

Lasse P. N. Olsen skriver: »Eller spurgt lidt mere polemisk: Betyder det, at Enhedslisten bør mene, at alle danske kommuner på nuværende tidspunkt i historien har fundet det til alle tider passende niveau for skat? Det er i realiteten dét, striden står om. Og mit svar er nej.«

Efter vores opfattelse handler det overhovedet ikke om at finde den helt rigtige kommuneskattesats - den findes nemlig ikke. Kommuneskatten er ikke progressiv og skaber ikke omfordeling.

Jonathan Simmel beskriver i bloggen »Kommunale skattestigninger er en forringelse«  på Modkraft de sociale konsekvenser af stigninger i kommuneskatten, herunder at mange mere velstillede overhovedet ikke kommer til at bidrage.

Desuden beskriver han, hvorfor det er vigtigt at fastholde principperne også på dette område – fordi vi skal opbygge alliancer, ikke spille forskellige grupper ud mod hinanden.

Det handler om at sikre kommunerne et retfærdigt og solidarisk økonomisk grundlag - og her er kommuneskatten et uendeligt dårligt redskab.

I Enhedslistens kommunalpolitiske program fra 2005 angives det klart, at det er gennem forbedrede bloktilskud, fuld kompensation for overførselsindkomster, højere dækningsbidrag mm, at der skabes bedre rammer for den kommunale økonomi – ikke gennem stigninger i den kommunale indkomstskat.

Forsvar velfærden

Når kommunerne i disse år bliver presset voldsomt økonomisk af de skiftende regeringer - også i høj grad under den tidligere socialdemokratisk ledede regering – mærker vi direkte og hårdt i kommuner som vores, der har særligt store sociale og økonomiske udfordringer.

Men der er ingen lette skrivebordsløsninger a la skattestigninger. Der er ingen vej udenom at gå direkte imod.

Omprioriteringsbidrag, men også den såkaldte nul-vækst, serviceramme, anlægsramme, budgetlov og meget andet, der har fundet vej til finansloven og de årlige økonomiaftaler mellem regeringerne og Kommunernes Landsforening, har sat kommunernes økonomi under pres.

Det har ført til, at der er færre lærere til at undervise vores børn, færre pædagoger til børnene i daginstitutionerne og mindre tid til omsorg og pleje af vores ældre. De problemer kan og bør ikke løses i stilhed i hvert enkelt kommune - og det er bestemt ikke venstrefløjens opgave at tørre en væsentlig del af regningen af på de fattigste.

Vi har brug for modige kommunalbestyrelsesmedlemmer og modige kommuner, der i stedet:

  • nægter at indgå endnu en kommuneaftale med regeringen, hvis de økonomiske rammer ikke kan sikre velfærden,
  • vedtager nødbudgetter, hvor der fx. ikke sættes penge af til mere asfalt. De huller, der opstår, kan evt. navngives efter forskellige udvalgte regeringsmedlemmer,
  • dropper vintervedligeholdelsen og satser på at regeringens sorte klimapolitik nok skal klare det problem.

Det centrale er, at vi både skal synliggøre ansvaret og forholde os til, ja udfordre de økonomiske rammer. Og så skal vi også operere indenfor rammerne. Men vi må ikke blot acceptere dem.

Et socialt skattestop - ja, tak!

Men kan man slet ikke forestille sig omstændigheder, hvor en mindre kommunal stigning i indkomstskatten kan være acceptabel?

Jo, det kan man godt. Det er muligt, at en stærk bevægelse mod en stor konkret forringelse vil pege på en skattestigning som et bedre alternativ end fx. en markant ringere normering i daginstitutionerne i en kommune.

I sådan en situation kan vi godt se pointen i, at Enhedslisten bruger sine mandater til sikre en politisk løsning. Men det må være en ufravigelig betingelse, at lavindkomstgrupperne i kommunen søges sikret en eller anden form for kompensation for skattestigningen. Det kan være i form af øgede enkeltydelser til kontanthjælpsmodtagere og pensionister, gratis adgang til svømmehaller i dagtimerne, billigere eller gratis bespisning eller lignende.

Uden en sådan kompensation skal venstrefløjen undgå stigninger i kommuneskatten. Man skal kunne stole på os, og først og fremmest skal de, der er mest pressede, kunne stole på Enhedslisten.

Ellers overlader vi den sociale protest til højrefløjen.

Måske kan nogen huske Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet. I starten af 1970'erne fik Dansk Folkepartis forgængere kolossal opbakning bag en giftig cocktail af protest mod skattestigninger og fremmedfjendtlighed. Måske havde meget set anderledes ud politisk, hvis venstrefløjen havde kunnet opfange den sociale protest, der også lå bag. Vi har næppe brug for en gentagelse.

Bjarne Thyregod er medlem af kommunalbestyrelsen i Tårnby og Helge Bo Jensen af kommunalbestyrelsen i Albertslund, begge for Enhedslisten.
PS!
Det har været fremført, at Brian Skov Nielsen, Enhedslisterådmand i Odense, i debatten er blevet fejlciteret og tillagt synspunkter, som han ikke har, og at han og Enhedslisten i Odense slet ikke mener, at kommunale indkomstskattestigninger er vejen frem.

Hvis det er tilfældet, synes vi det er rimeligt at bede TV2 Fyn dementere deres historie fra 12. januar, hvor det bl.a. hedder: »Årsagen er den skattestigning på en procent, som Anker Boye og Socialdemokraterne tidligere på dagen havde foreslået, og som både De Radikale, SF og Enhedslisten bakker op om.«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce