Annonce

Udland
23. december 2015 - 7:17

Klimakrisen er allerede i gang i det sydlige Afrika

En længerevarende tørke har i år skabt ekstrem vandmangel og faldende høstbytte i Swaziland og på Afrikas sydlige sletter.

Klimakrisen handler ikke kun om farerne ved at temperaturerne ser ud til att stige med mellem 3,5 og fier grader ved næste århundredeskifte, hvis der ikke handles hurtigt. Det er allerede nu en realitet i det sydlige Afrika.

Effekterne af temperaturstigningerne forventes blive ekstreme på det afrikanske kontinent og vil ifølge Verdensbanken medføre et kraftigt fald i verdens høstudbytte. Men allerede nu oplever mange opråder i det sydlige Afrikas steppeområder tørke, ekstrem vandmangel og faldende høstudbytte.

«Vi har aldrig oplevet en tørke som denne«

Det gælder bl.a. det lille enevældige kongedømme Swaziland.

»Vi har aldrig oplevet en tørke som denne«, fortalte folk mig, da jeg var i Swaziland i starten af december 2015. Og det er klimaforandringerne der har skabt de ekstreme og uforudseelige vejrforhold, mente folk.

Mange af Swazilands floder er tørret ud på grund af tørke, og folk graver desperat efter vand i de udtørrede flodsenge, så de køer og andre dyr, som flertallet af befolkningen er afhængige af, kan overleve. Alligevel er tusindevis af køer døde, ligesom høsten for mange er slået helt fejl.

»Siden 2011 har regnfaldet i området været kraftigt faldende. Effekterne af klimaforandringerne i landområderne har været alvorlige, og der må handles, før folk begynder at dø«, skrev to lokale forskere for nyligt i American Journal of Agriculture and Forestry.

Klimakrise er også en demokratikrise

Klimakrisen er til dels skabt af en tilsvarende demokratisk krise, der gør, at regeringers og multinationale selskabers profithensyn nærmest per automatik sættes over økologiske hensyn, uden at landenes befolkninger har noget at sige.

Det er tydeligt i Swaziland, hvor landets enevældige og stenrige kong Mswati og hans håndplukkede regering mere eller mindre konsekvent sætter deres egen og erhvervslivets hensyn over befolkningens. Befolkningen er for de flestes vedkommende småbønder, der er afhængige af vandforsyninger og landbrugsjord, som kongen bestemmer over.

»Regeringen lovede at bruge 10 procent af budgettet på landbrugsområdet, men har kun brugt 3,5 procent«, skriver Swaziland Economic Justice Network (SEJUN) i en ny rapport.

Her kan man også læse, at tørken i Swaziland, udover menneskeskabt global opvarmning, også er »et resultat af politiske brølere på alle niveauer, hvor regeringen ikke har handlet hurtigt nok.«

Kræver handling lokalt og globalt

SEJUN anbefaler en kombination af lokale og globale tiltag for både at sikre, at befolkningen i Swaziland ikke dør af sult inden for kort tid, og at klimaforandringerne ikke gør situationen i landet og på verdensplan gradvist værre.

»Der er brug for en global økonomisk revolution samt en mere interventionistisk politik, der skal sikre, at de, der udleder mest CO2, også er dem, der gør mest for at stoppe klimaforandringerne. Samtidigt skal der handles lokalt, for at afbøde effekterne af den globale opvarmning i Swaziland, blandt andet ved at regeringen sikrer vand og madforsyning samt hø til husdyrene i de værst ramte områder«.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce