KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
29. december 2016 - 15:42

Jul i flygtningelejren - anden del: »Fort Europas mure er højere end nogensinde«

Ida Sonne Frederiksen har tilbragt julen i en flygtningelejr i Grækenland. Hun er frivillig for NGO’en InterVolve. Modkraft bringer her anden del af hendes beretning. »Det var som om, at jeg, siden jeg kom, havde holdt hovedet oven vande. Men nu, ud af det blå, ikke kunne mere. Jeg måtte synke. Og græde.«

Jeg hedder Ida og er 25 år gammel. Normalt bor jeg i Nordvest og arbejder i en udflytterbørnehave. Denne jul tog jeg en beslutning om at tage til flygtningelejren Softex. For mig handler jul mere om at give, hvad man kan til dem, der har brug for det, end om overforbrug og traditioner. 

Læs første del af dagbogen her: »Jul i flygtningelejren - første del: 'Det her er vildt'«

4. dag i flygtningelejren

Jeg har holdt fri de sidste to dage, hvilket har været rigtig rart. Jeg har bare tullet rundt i byen, kigget ud over havet, spist god mad og slappet af.

Og så tilbage i lejren i dag hvor jeg startede med at sortere tøj. Masser af tøj...

Derefter var det igen tid til at pakke grøntsager. I dag bestod en pose af kartofler, citroner, grøn peber og tomater.

Og i dag skulle vi »kun« pakke 410 poser. De skulle så deles ud ligesom sidst. Et telt ad gangen. »Salum aleikum!«, »how many people live here?« (Hvilket jeg er i gang med at lære at sige på arabisk! Det er ikke så let.)

Og så det dejlige møde med smil, nik og »Shukran!« (Tak) og så lige esset i ærmet... Chokolade!

I dag fik alle også chokolade sammen med grøntsagerne. Wow, det var et hit!

Mere »Shukran!« og så videre til det næste telt... Tror seriøst aldrig, jeg bliver træt af det her med at give. Det er virkelig en gave.

Min »chef« her er fra Østrig og har arbejdet med flygtninge i 14 år. Hun er virkelig sej! Jeg havde en rigtig spændende samtale med hende i dag. Hun fortalte, at hun blev overrasket over, hvor dårligt folk blev behandlet, da hun startede med at arbejde med tjetjenske flygtninge i Østrig i 2002 - hvor lidt hjælp der var, og hvor meget af den, der »forsvandt« i systemet undervejs. Og hvor forfærdelig dårligt folk blev integreret i samfundet efterfølgende.

Siden da har hun bl.a. været i Afrika og nu her i Grækenland. Og hun oplever desværre, at det KUN bliver værre.

Fort Europas mure er højere end nogensinde. Og de store organisationer prioriterer stadig høje lønninger og bureaukrati over menneskeliv. Det gør ondt i mit hjerte at høre. Men jeg vælger lyset og kærligheden igen! Jeg tror på at vi, kære venner, kan gøre en forskel hvis vi ikke fortvivler og bliver vrede.

4. dag i flygtningelejren del to

Da jeg satte mig for at skrive min opdatering i går aftes, var det faktisk lidt svært at finde på noget at skrive, og jeg havde en følelse af at jeg måske bare havde vænnet mig lidt til at være her. At tingene ikke gør så stort indtryk mere. Men så så jeg denne her: 

Og den ramte mig SÅ hårdt.

Det var som om, at jeg, siden jeg kom, havde holdt hovedet oven vande. Men nu, ud af det blå, ikke kunne mere. Jeg måtte synke. Og græde.

Over hvor hård verden også kan være. Hvor meget disse mennesker har været igennem. De mennesker som møder mig med smil hver dag! Men så kom det pludselig væltende. Jeg havde faktisk også en lidt ubehagelig oplevelse i går. Som jeg omtalte, uddelte vi chokolade.

Og de andre forberedte mig på, at vi skulle være lidt mere strikse og koncentrerede i dag, fordi det kan skabe problemer at uddele noget, som folk rigtig gerne vil have.

Pludselig har de allesammen 10 børn, som skal have chokolade. Og jeg kunne godt se, hvad de mente. Det ændrede faktisk noget. På godt og ondt. 
Jeg gik i en gruppe med en græsk pige, som havde første dag, og så to flygtninge, som er »ansat« i InterVovle sammen med mig.

Vi er igang med at uddele grønt og chokolade og nærmer os den »dystre« ende af lejren. Halvdelen af lejren ligger under tag i en nedlagt fabriksbygning, og i den ene ende sidder altid en stor gruppe unge mænd.

Der er mørkt i bygningen, og de keder sig. Jeg har fået at vide, at jeg ikke skal gå den vej alene. Og i dag gik jeg så der sammen med mine tre kolleger, da de alle sammen rejser sig, fordi vi kommer med mad.

Vi leverer til en del telte lige dér, og pludselig er der forvirring.

En af dem påstår, at vi ikke har leveret til ham. Det har vi. Men man bliver sgu i tvivl. Og man vil jo for intet i verden snyde nogen.

Samtalen fortsætter på arabisk. Jeg forsøger at læse situationen det bedste, jeg har lært. Jeg kan mærke, at min græske kollega bliver utryg. Jeg kan mærke min indre hårdhed komme frem.

Jeg er glad for, at jeg er højere end de fleste af dem.

Jeg udstråler alt, hvad jeg kan, at jeg ikke er bange, og at jeg ikke gider noget pis.

Og det er PRÆCIS sådan jeg har det. Mine to syriske kolleger får styr på situationen og siger bestemt: »Let's go!«.

Der skete ingenting. Jeg er evigt taknemmelig for, at jeg har hængt tilpas meget ud med rødder til, at situationer som denne ikke skræmmer mig.

At jeg faktisk ikke bliver bange, selvom jeg er omringet af en meget negativ energi. At jeg (vil jeg vove at påstå) har en meget fin fornemmelse for, hvornår det er smart at blive stående, og hvornår det er smart at løbe.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96