Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Interview
15. november 2016 - 10:56

»Jeg har ikke set én eneste våbenhandel, hvor der ikke var korruption«

Den tidligere ANC-politiker Andrew Feinstein er direktør for en organisation mod korruption og har undersøgt en lang række våbenhandler. Han er aldrig stødt på en »ren« handel og vil derfor slet ikke afvise, at der har været korruption i forbindelse med Danmarks køb af nye kampfly.

- Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at der er korruption i handlen med F35-flyene i Danmark. Det ved jeg ikke. Men jeg kan heller ikke sige, at der ikke er korruption i handlen. For i alle de våbenhandler, som jeg har undersøgt igennem 16 år, har jeg endnu ikke fundet én eneste, hvor der ikke var korruption involveret. Aldrig!

Ordene kommer fra 52-årige Andrew Feinstein, der er direktør for Corruption Watch, en organisation som beskæftiger sig med korruption inden for våbenhandel.

Han regnes for en af verdens førende eksperter inden for området og er flittigt brugt som kommentator om våben og korruption af BBC, CNN, Al Jazeera og The Guardian.

Andrew Feinstein sad i det sydafrikanske parlament valgt for ANC fra 1997 til 2001, hvor han trak sig i protest, fordi regeringen ikke ville undersøge korruptionsanklager omkring et våbensalg med en værdi på omregnet 33 milliarder kroner.

Han er i dag bosat i London, hvor han arbejder mod korruptionen, og han er desuden forfatter til bogen bag filmen Shadow World: Inside the Global Arms Trade, som danner forlæg for filmen af samme navn.

Derfor er Feinstein i Danmark for at promovere filmen, som kan ses på DR2 tirsdag den 15. november kl. 20.45.

Læs anmeldelse af filmen » Shadow World - bag om den internationale våbenhandel « hos Modkraft

Se hjemmesiden for Corruption Watch

Vil blive overrasket, hvis F35-handel ikke er korrupt

Modkraft møder Andrew Feinstein på Cafe Vivaldi ved Axeltorv midt i et interview med internetmediet Zetland og inden, han skal skynde sig videre til filmvisning hos Oxfam Ibis.

Imellem kaffekopklirren og strittende lillefingre på den mondæne cafe bliver han bedt om at kommentere forsvarsforligspartiernes beslutning om at bruge 30 milliarder kroner på indkøb af F35 Joint Strike Fighter herhjemme.

- Skulle jeg sige, at der ikke var korruption i forbindelse med danskernes handel med F35, skulle den danske regering, USA's regering og alle de involverede firmaer sige til mig eller én som mig: Vi vil trygt, men ikke til offentliggørelse, give dig adgang til alle dokumenter og alle personer, som har været involveret i denne handel, siger Andrew Feinstein og fortsætter: 

- De skal sige til mig, at jeg kan kigge i alle de dokumenter, jeg ønsker, at jeg kan interviewe alle personer, som jeg har brug for. Og når det er gjort, vil jeg gå til bankerne og kigge på de involveredes bankkonti, og hvis jeg intet finder vil jeg kunne gå ud i offentligheden og fortælle, at denne handel er ren. Men det vil jeg ikke sige i dag. I dag vil på jeg baggrund af mine erfaringer inden for dette handelsområde blive meget overrasket, hvis handlen er uden korruption. 

Hemmelige aftaler = skjulte penge

Andrew Feinstein anslår at 40 procent af korruptionen i verdenshandlen foregår inden for våbenhandlen.

Når det kan lade sig gøre selv i lande, som praler af en demokratisk og åben kultur, skyldes det ifølge det tidligere parlamentsmedlem, at alt omkring våbenhandel foregår bag lukkede døre med henvisning til den nationale sikkerhed.

- Disse handler sker kun en gang imellem. Det er ikke hundredvis af mennesker, der tager beslutningerne om, hvad der skal købes og hvor mange af slagsen. I den handel, som jeg begyndte at undersøge i Sydafrika som parlamentsmedlem, var der kun seks mennesker involveret. Så når man ser på de milliardkontrakter, som bliver indgået, er det ganske få mennesker, man skal påvirke, og det hele sker bag lukkede døre med henvisning til den nationale sikkerhed. Det giver et frodigt miljø for, at der finder korruption sted.

Har du nogen konkrete beretninger om korruption omkring F35?

- Endnu ikke, for pengene i kontrakterne er ikke begyndt at flyde endnu. Inden for det område, hvor jeg arbejder, er det umuligt at finde ud af, om der er korruption i en handel, som foregår lige nu. Der går altid et stykke tid efter handlen, før det kan afsløres. Men hvad er det, der sker, når der indgås handelsaftaler mellem en regering og en våbenproducent? Er det af sikkerhedsmæssige årsager nødvendigt at holde en handel hemmelig, giver det også mulighed for korruption inden for våbenhandel. Når alt omkring handlen foregår bag lukkede døre og med henvisning til den nationale sikkerhed, forventer dem, der er involveret i transaktionerne, at de slipper af sted med det. De involverede ser så mange aftaler over hele verden, hvor folk er sluppet godt fra korruptionen.

Politikere svigter

Ifølge Andrew Feinstein glemmer de folkevalgte politikere meget hurtigt, hvem de er valgt til at repræsentere.

- Da jeg sad i parlamentet i Sydafrika, plejede Nelson Mandela at sige til os i ANC: »I må aldrig glemme, at i er ikke vigtige. I er blevet valgt af folket for at repræsentere det i parlamentet. Folket, der har valgt jer, betaler jeres løn. Når I stopper med at repræsentere dem og at tro, at I er meget vigtige, så er I uden betydning, og så må i forlade parlamentet.« Når jeg ser på politikerne i dag over hele verden, har jeg svært ved at finde politikere, som forstår, at deres eneste betydning ligger i relationen mellem de mennesker, som har valgt dem. Og når det kommer til Joint Fight Striker, skal politikerne have for øje, hvis penge de betaler disse fly med, siger han.

Fuld åbenhed om våbenkøb

Derfor mener Andrew Feinstein, at danskerne skal have fuldt indblik i processen, som førte til beslutningen om at købe F35-flyene.

- For det første er der en løbende debat om, hvor mange fly Danmark skal købe. Mange lande har reduceret antallet af fly, som de oprindelig ville købe. For det andet må man kræve en undersøgelse af, om Danmark bliver et mere sikkert land af at få flyene. Det tredje er, at den globale våbenhandel er gennemkorrupt. Hvordan kan vi vide, om denne handel mellem Danmark og USA bliver ren? Ved de fleste våbenhandler bliver der lagt et stort ekstrabeløb til den endelige pris på grund af korruption.

»Shadow World - bag om den internationale våbenhandel« vises på DR2 tirsdag den 15. november kl. 20.45.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce