Annonce

Køn
5. februar 2016 - 15:48

Ingen adgang for kvinder: Fortaler for voldtægt inviterer til træf i København

Den internationale gruppe 'Return of Kings' mødes lørdag i Danmark til øl og »mandesnak« - kvinder, bøsser og transkønnedeer derfor ikke velkomne. Gruppen er grundlagt af en fortaler for lovliggørelse af voldtægt og har mødt massive protester flere steder i Europa. 

Den amerikansk baserede gruppe 'Return of Kings' afholder lørdag den 6. februar et offentligt møde på Axeltorv i København for såkaldt »rigtige mænd«.

Det danske møde er en del af en International Mødedag, der markeres med i alt 165 møder i 43 lande.

'Return of Kings' er kendt for yderligtgående, kvindefjendske og homofobiske holdninger, der fremhæver heteroseksuelle mænds status og dyrker konventionelle maskuline dyder som stærk fysik og aggressiv seksualitet. Den opererer i separatistiske (hetero)mandlige fora, såkaldte manosfærer.

Gruppens altdominerende talsmand og grundlægger er Daryush Valizadeh, alias Roosh V, der er berygtet for en udtalelse om, at voldtægt bør lovliggøres.

Den danske gren afholder lørdat et møde, hvor man »kan gå en tur og måske drikke en drink sammen«, hvis man ellers falder ind under kravene for deltagelse. 

Ifølge Washington Times forbyder gruppen nemlig kvinder, bøsser, transmænd og mænd under 21 år at deltage.

Læs artiklen »Roosh V pro-rape activist organizes covert meeting« hos Washington Times.

Vil møde modstand på Gandhi-måden

På den danske Facebook-side for eventen opgives et løsen, som man skal sige ved ankomsten til arrangementet. Hvis ikke man får det korrekte svar, er det ikke de rigtige mennesker, man står sammen med, hedder det.

Der opereres også med et løsen ved møderne i de andre lande.

På Facebook-eventen findes desuden et link til arrangementets hovedorganisation, som indeholder udførlige beskrivelser, af hvordan man bør klæde sig pænt på som repræsentant for gruppen, dvs. jakke, skjorte - og ingen huller i tøjet.

Men man skal, hedder det, afholde sig fra at bære jakkesæt, for hvis man bliver angrebet af politiske modstandere, kan det »gå i stykker«.

Der står også, hvordan man skal forholde sig til politiske modstandere, f.eks. antifascister, feminister og tilfældigt forbipasserende. Her gælder det om at »møde dem på Gandhi-måden«, det vil sige ikke slå igen, hvis man angribes. Andre skal »bare ignoreres«.

Det er også her, at man finder opfordringen til at lade slipset blive hjemme, da »voldelige modstandere kan hive i det og kvæle én«.

Man skal i øvrigt også lade stoffer og håndvåben blive hjemme.

Onsdag den 3. februar aflyste Return of Kings Danmark mødet lørdag, angiveligt af hensyn til deltagernes sikkerhed. Men gruppen oplyste torsdag den 4. februar, at aflysningen  var sket for at skabe forvirring i pressen og hos modstandere af organisation, og man derfor alligevel afholder arrangementet.

Krav om forbud mod gruppen

Gruppen er flere steder blevet mødt af voldsomme protester, blandt andet fra politikeres og kvindegruppers side.

I Storbritannien er der blevet indsamlet 80.000 underskrifter for at gøre gruppen ulovlig i landet, efter en udtalelse om, at kvinder ikke skal have lov til at stemme, at kvinders værdi bestemmes af deres udseende og fertilitetsevne, samt at kvinder med spiseforstyrrelser er de bedste kærester. Det skriver The Guardian den 4. februar.

Læs »Daryush Roosh V. Valizadeh cancels neo-masculinist meetings over safety« på The Guardian.

Vil have lovliggjort voldtægt

Manden bag Return of Kings, den 36-årige armerikansk fødte Daryush Valizadeh, betegner sig selv som pick-up artist (på dansk: scorekunstner) det vil sige én, som bruger mange af sine vågne timer på at raffinere og forbedre sine evner udi at finde kvinder at dyrke sex med.

Hans idéer bygger på traditionelle heteronormative roller for mænd, og han taler imod kvinders såkaldte promiskuitet. Hvem han dyrker sex med står hen i det uvisse.

Daryush Valizadeh er især blevet berygtet for en udtalelse på en blog i 2015, hvor han argumenterer for, at voldtægt ikke skal være ulovligt.

Det sker med henvisning til, at kvinder så vil passe på deres kroppe på samme måde, som de passer på smartphones og punge. De vil også sørge for, at de ikke er påvirkede (af alkohol f.eks.) så man er i stand til at råbe, sparke og gøre modstand, hvis man trækkes ind i et soveværelse af en mand, som man ikke stoler på. 

Han mener desuden, at lovliggørelse af voldtægt vil betyde, at kvinder aldrig vil være alene i selskab med en mand, som de ikke ønsker at gå i seng med. Dette, mener Daryush Valizadeh, vil få voldtægter til at forsvinde, som der står på Wikipedia.

Daryush Valizadeh har efterfølgende udtalt at bloggen var satirisk ment.

Daryush Valizadeh forbyder på internetsiden for Return of Kings kvinder og homoseksuelle i at komme med kommentarer. Det er også på denne side, at der findes blogindlæg med titlerne »Fem grunde til at date en pige med en spiseforstyrrelse« og »Arbejd ikke under en kvindelig chef«.

Daryush Valizadeh ønsker, at mænd skal arbejde på at forbedre deres fysik og stil for at opnå større maskulinitet og for at gøre sig mere attraktive overfor kvinder. Ifølge en artikel fra Daily Mail den 5. februar bor den selverklærede leder af den internationale neomaskulinitetsbevægelse i kælderen i sin mors hus.

Læs artiklen »Not so cool now! Pro-rape pickup artist pictured in a sweat-stained T-shirt at the door of his mother's home« hos Daily Mail.

Daryush Valizadehs karriere begyndte som blogger. Han har siden udgivet femten bøger. Adskillige udgivelser går under titler, der henviser til at kneppe sig igennem det ene eller det andet land, f.eks. ’Bang Colombia’, ’Bang Poland’, ’Bang Iceland’.

Daryush Valizadeh har også forsøgt at kneppe sig gennem Danmark, men landet er åbenbart ikke faldet i hans smag. Bogen hedder Don't Bang Denmark: How to Sleep with Danish Women in Denmark (If You Must).

Redaktion: 

Annonce