Øl, enhed eller socialisme? Modkraft guider lidt rundt til 1. maj-arrangementer 2015.
Det ser ud til at en lidt kølig og fugtig 1. maj i år. Med en vind på seks meter i sekundet er det måske ikke blafrende storm, men det nok en god ide at tage regntøj og varmt tøj med, når de røde eller sorte faner skal smælde i år.
Man kan selvfølgelig først undersøge, om ens fagforening afholder et morgenmøde, hvor morgenmaden kan indtages - i fast eller flydende form. Ellers kan man måske gå i sin partiforening eller politiske gruppe, hvis man er medlem af noget sådan.
Modkraft giver her er en gennemgang af de vigtigste 1. maj arrangementer i Danmarks fire største byer.
Lad os starte i Aalborg. Her samles de røde til morgenbord i Socialisternes Hus kl. 8 og går til LO-demonstration i Kildeparken kl. 12.30.
Læs om » 1.maj i Socialisternes Hus« på Facebook
I Kildeparken er FOA-formanden Dennis Kristensen hovedtaler, mens det set ud fra programmet, nærmest skal være valgmøde på scenen med S, SF og Ø.
Se program for Kildeparken her
116 km længere sydpå i Århus er der i år enighed blandt alle politiske venstrefløjsgrupperinger om samdrægtige at gå til Tangkrogen over middag.
Århus Stiftstidende har på forhånd bebudet, at Helle Thorning-Schmidt ikke taler på Tangkrogen i år.
Nogle vil sikkert kunne erindre den modtagelse de midtjyske lærere gav hende, da hun var hovedtaler for to år siden midt under lærerlockouten.
Læs artiklen »Thorning til Aarhus 1. maj - men ikke i Tangkrogen« i Århus Stiftstidende
Det særlige ved Århus er, foruden at alle politiske venstrefløjsgrupper får lov at være repræsenteret under LO-hatten, at den meget aktive århusianske fredsbevægelse har deres egen scene som en del af festdagen.
Se programmet for Tangkrogen her
Tager man de 149 km længere sydøst på til Odense, går de ellers blide fynboer knap så meget i fredelig færden.
Her har der siden 1980’erne været tradition for to store arrangementer på arbejdernes internationale kampdag.
I Munke Mose afholdes ´Rød 1. maj´ arrangeret af den lille gruppe ArbejderPartiet Kommunisterne (APK) med start kl. 12.
LO starter ligeledes sit arrangement kl. 12, men i Flakhaven og marcherer derefter til Kongens Have.
Hvis vejret arter sig, vil man opleve, at APK´s møde i Munke Mose i antal deltagere overstiger LO´s møde i Kongens Have. Årsagen skal findes i beliggenheden. Regner det, er der måske kun hundeluftere.
Se LO-programmet for Kongens Have
Se program for »Rød 1. maj i Munke Mose i Odense« i Modkrafts kalender
Den københavnske trio Folkeklubben er hovedattraktionen i Kongens Have i år. Den optrådte på LO´s store scene i Fælledparken sidste år.
Dermed kan vi let og elegant bevæge os 165 km til København. Musikken på LO-scenen i Fælledparken sættes i år i gang af Patchanka.
Ska-bandet plejer at være hovedattraktion på Kommunistisk Partis Rød 1. maj, der også finder sted i Fælledparken. Det er nok ikke en højredrejning hos de seks bandmedlemmer, der har fået dem til at skifte scene, men nærmere bandets ambitioner. Ikke Orange Scene, men næsten.
Mens Århus Stiftstidende kan fortælle, at Helle Thorning-Shmidt ikke optræder på Tangkrogen, så har de danske medier fulgt hendes kommende optræden i Fælledparken tæt. På Modkrafts redaktion har ingen hørt rygter om, at der skulle være grupper, der vil overdøve statsministerens tale i år med fløjter. Hvis det kan berolige nogen. Et par øv-tilkendegivelser fra publikum foran scenen er til gengæld nok uundgåelig.
Traditionelt er der fire begivenheder der kæmper om opmærksomheden i Fælledparken. Foruden LO og Kommunistisk Partis »Rød 1. Maj« finder man ArbejderPartiet Kommunisterne på ´Den Røde Plads´ og de mere antiparlamentariske grupper bag søen i Fælledparken til ´Antifascistisk 1. maj´.
Se LO Hovedstadens program for Fælledparken
Læs Program for »Rød 1. maj« i Arbejderen
Se program for »Antifascistisk 1. maj« på Facebook
Se program for »Den Røde Plads, 1. maj i Fælledparken« i Modkrafts kalender
Inden Patchanka sætter festen i gang klokken 12 i Fælledparken, har der naturligvis også været talrige møder og demonstrationer i de københavnske gader.
Her skal kun nævnes Enhedslistens »Socialistisk 1. Maj« på Blågårds Plads med start kl. 10, Antiparlamentarisk Ungdom, der mødes foran kollektivet Bumzen i Baldersgade kl. 11 under parolen »1. maj - 129 års kamp mod stat og kapital!« og Christianias mere farverige optog, som mødes kl. 11 på Carl Madsens Plads, inden det går mod Fælledparken.
Er Fælledparken for crowdet for ens temperament – eller savner man et efterarrangement, har man omkring den runde pavillon ved Kulturhuset Karens Minde i Sydhavnen mulighed for at puste liv i de røde faner.
Det er den lokale forening, Sydhavnens Venner, der er arrangør – med talere fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten – og med start kl. 16.
Det er kvindebandet Gasoline, der står for musikken fra kl. 20-22, hvorefter festen slutter – i al fald i Karens Minde.
Se program for »Socialistisk 1. maj« i Modkrafts kalender
Se »1. maj - 129 års kamp mod stat og kapital« i Modkrafts kalender
Se »1. Maj Optog fra Christiania« hos Christiania
Læs program for 1. Maj hos Sydhavnens Venner på Facebook
Modkrafts redaktion ønsker alle en god 1. maj.
Se links om 1. maj - historie og traditioner hos Modkraft Biblioteket
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96