Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Boguddrag
28. oktober 2015 - 13:40

Hverdag i Hebron

Onsdag den 21. oktober 2015 døde Hashem Azzeh fra Hebron på Vestbredden, da israelske soldater nægtede at lade en ambulance komme frem. Hashem optræder også i Bjørn Meidells bog »Bag muren«, der udkommer 28. oktober. Modkraft bringer et uddrag. 

Onsdag den 21. oktober 2015 døde den 54-årige familiefar Hashem Azzeh fra Hebron på Vestbredden. På vej hjem fra hospitalet blev han fanget i et tåregasangreb og fik et ildebefindende. Israelske soldater nægtede at lade ambulancen komme frem. Azzeh, der havde dårligt hjerte, døde.

I årevis havde han fredeligt forsvaret retten til at blive boende i sit hus under voldsomt pres og chikane fra israelske bosættere.  I den forbindelse var Azzeh vært for hundredvis af internationale fredsaktivister, som fik syn for hans vanskelige situation.

Onsdag aften var der hundredvis af kondolanceskrivelser på Facebook – fra Italien, Spanien, Frankrig, Norge, Danmark m.fl. Om Hashems hustru og børn kan blive boende i huset efter hans død, er et åbent spørgsmål.

I bogen Bag Muren – Hverdag i en apartheidstat, Tiderne Skifter, der udkommer onsdag 28. oktober, skriver Bjørn Meidell om Hashem Azzeh og Hebron.

Modkraft bringer et uddrag.

Gas the Arabs

Hebron Vestbredden. April 2015. Hashem Azzeh lader aldrig sit hjem i Hebrons gamle bydel være tomt. På skråningen over hans hus lever bosættere med falkeøjne på hans ejendom. Hvis muligheden for at overtage det byder sig, vil de ikke tøve et sekund. En af Hashems naboer er Baruch Meral – en af lederne fra den ekstreme Jewish Defence Leage.

·

Hashems ansigt er blegt. Hans læber sitrer af indestængt harme, mens han  fortæller om uvished og frygt.

»To gange er min kone blevet overfaldet, mens hun var gravid. Begge gange aborterede hun. Tredje gang holdt hun sig hjemme indtil to dage, før hun skulle føde vores datter, Hanan.«

I dag er Hanan syv. For nylig blev hun truet i familiens have. Naboerne kastede sten efter hende. I flugten snublede hun og brækkede armen. Hashem selv har fået slået tænder ud efter et overfald.

·

»Bosætterne råber sharmuta efter min hustru«, fortæller Hashem. Sharmuta betyder luder. »De vil bare have os væk,« siger Hashem, der er uddannet fysioterapeut, men mistede sit arbejde på gr. af årelang husarrest.

Det er ikke kun mandlige bosættere, der råber efter de palæstinensiske kvinder. Hashem sætter nogle videoer i sin afspiller. Kvindelige bosættere råber efter deres naboer. »Arabs are dogs – kill all the Arabs.«

·

Hashem fortæller, at bosætterne år tilbage tilbød ham »millioner af dollar« for sit hus. Men han kunne ikke drømme om at sælge. »Ikke på vilkår.  Vi er nødt til at holde ud, selv om de kaster med sten.«
Grene på flere træer i Hashems have er gået ud, efter der er kastet syre på dem. Stien ind til huset er først åbnet for nylig. I 13 år var Hashem nødt til at forcere en høj mur for at få adgang til sit hjem.

·

På vej hen til Hashem kom svært bevæbnede soldater løbende hen mod vores gruppe. En af dem med ansigtet gemt under en elefanthue. Bosættere kontrollerede vores rødbedefarvede pas. Vores palæstinensiske chauffør blev nægtet ret til at følges med os.

Da vi senere forlader huset, passerer en bil vores lille gruppe.

»Sharmutas«, råber bosætterne efter kvinderne.

Øjeblikke efter anråber soldater med skjulte ansigter Hashem.

»Hvorfor råbte du efter bosætterne?« spørger de.

»Do you want the internationals to report about this?« svarer  Hasheem tilbage med tanke på vores tilstedeværelse. Det lukker munden på soldaterne.

Hashem fører os hen til en skole, hvor vinduerne er blændet, så eleverne ikke kan kigge ud – på bosætterne, forstås. På gavlen har en sprayet: Gas the Arabs!

·

Alt er overvåget af videokameraer. I Hebron er en ene forretning efter den anden er gået nedenom og hjem og forseglet. 1500 butikker i den tidligere så livlige handelsby har siden 1994 måttet opgive. De israelske myndigheder har direkte lukket 500 forretninger. En stemning af død og undergang hviler over Hebron som var det Oranienburgerstrasse i Berlin dagen efter Krystalnatten 1938, hvor det flød med glasskår.

På en husvæg viser en plakat fotografierne af 29 ansigter og deres navne samt datoen 1994/2/25.

25. februar 1994 myrdede lægen Baruch Goldstein fra den nærliggende bosættelse Kiryat Arba 29 bedende muslimer i Hebrons Ibrahimmoske, som er hellig for både muslimer og jøder.

·

Allerede for en snes år siden havde et par hundrede bosættere slået sig ned i den gamle bydel blandt tusindvis af palæstinensere. I dag er deres antal nået op på 400.

Det anslås, at 6.000 palæstinensere bor i den gamle bydel, men mange er fraflyttet pga. års utryghed. I det samlede Hebron er indbyggertallet omkring 200.000.

Baruch Goldsteins dræbende skud i 1994 markerede indledningen til tragedien for beboere og forretningsdrivende i den gamle bydel. I første omgang i form af månedlange udgangsforbud.

Myrderierne var en mulighed for daværende premierminister Yitzhak Rabin til at fjerne de ulovlige bosættelser i det indre Hebron. Den greb han ikke. I stedet fik bosætterne lov til at ekspandere. Paradoksalt nok blev Rabin selv myrdet af en højreradikal bosætter i 1995.

·

I 1997 blev Hebron delt op i to halvdele. Område H 1, hvor det palæstinensiske selvstyre har den formelle kontrol, og H 2, hvor der råder israelsk overherredømme. Når det kommer til tilspidsede situationer som under den anden intifada, tager Israel fuld kontrol over hele Hebron.

I dag nyder bosætterne beskyttelse af minimum 1.500 soldater, som fører en omfattende kontrol med Hebrons oprindelige befolkning. Overalt er de konfronteret med afspærringer, metalsluser, affarvede olietønder, fyldt med cement, gitre og vagttårne. Fritgående høns har dog ikke problemer med at krydse forhindringerne ligesom de ikke har pligt til at identificere sig.

·

I forbifarten opsnapper jeg, at soldaterne kun udstationeres i Hebron tre måneder ad gangen for at undgå, at de evt. udvikler en forståelse for civilbefolkningens situation og slækker på kontrollen.

Et fåtal soldater har tilsluttet sig græsrodsbevægelsen Breaking the Silence, som indsamler vidnesbyrd om overgreb. Organisationen arrangerer jævnligt ture til Hebron for at dokumentere virkeligheden for israelere og udenlandske gæster.

·

En ung amerikaner fra en Christian Peacemaker Team står tæt på et vagttårn, mens det småregner i de trøstesløse omgivelser. Han er en af de frivillige fredsvagter, som forsøger at hjælpe børn, der skal gennem det ene checkpoint efter det anden for at komme i skole. »Hundredvis af børn under 12 år sidder i fængsel,« fortæller han.

·

Jeg var i Hebron det skæbnesvangre år 1994, hvor jeg mødte repræsentanter for TIPH – Den midlertidige Internationale Tilstedeværelse i Hebron – som blev etableret efter massakren samme år.

TIPH har ingen myndighed til at beskytte den palæstinensiske civilbefolkning. TIPH har alene beføjelser til at dokumentere. Jeg oplevede dem trille søvnigt rundt i fine nye hvide biler og observere ud ad vinduet. De italienske rapportører kunne hverken arabisk eller engelsk. Danskerne kunne i det mindste engelsk.

Den ældre kvinde, som en aften forlod sit hjem for at gå til en sammenkomst har ikke haft glæde af TIPH. I hendes fravær invaderede bosættere lejligheden. Israelske soldater blev tilkaldt og smed dem ud, men kvinden fik ikke adgang til sit hjem. I stedet blev husdøren boltet til. Det kan jeg ved selvsyn konstatere i aftenskumringen 21 år efter TIPHs ankomst.

Som et billede på verdenssamfundets handlingslammelse – eller ligegyldighed – kører de hvide biler stadig rundt. Måske kan TIPH´s rapporter en gang anvendes i et retligt opgør, det hører jeg i hvert fald en give udtryk for.

·

I en smøge forsøger købmænd at holde gang i resterne af det, der en gang var et blomstrende handelsliv. Mellem husene er der udspændt store brede, men ikke alt for sikre ståltrådsnet, hvor det flyder med plastic, sodavandsdåser og andet affald.

Nettet beskytter mod bosætternes skrald, som de  smider ned fra første og anden etage – ned i hovedet på Hebrons palæstinensere, men det hjælper ikke mod mere ulækre sager. Et andet sted får jeg øje på en decideret stålkonstruktion til at afværge problemerne med nedkastet affald.

Bjørn Meidell er forfatter og lektor i samfundsfag og historie.

Artiklen er et uddrag af hans bog Bag Muren – Hverdag i en apartheidstat, der udkommer på forlaget Tiderne Skifter.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce