Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
10. oktober 2013 - 15:10

Hvad sker der, når intet sker?

Den israelske stats bosættelsespolitik skal fordømmes. Det er den eneste måde at kunne fordømme terror uden hykleri.

Den 2. august 2009 indhegnede det israelske politi et hjørne af det arabiske kvarter Sheikh Jarrah i Østjerusalem, hvorefter to palæstinensiske familier (over 50 personer) blev bortvist fra deres hjem. Umiddelbart efter fik jødiske bosættere lov til at flytte ind i de tomme huse. Det israelske politi støttede sig til et udsagn fra Højesteret. Men de bortviste arabiske familier havde boet der i over 50 år.

Denne ene, men langt fra unikke hændelse, tiltrak sig opmærksomhed fra verdens medier; men den er del af en langt større, og så godt som overset, igangværende proces. 

To år senere så det ikke meget anderledes ud.

Den 16. oktober 2011 offentliggjorde Israel en plan om at bygge 2.600 nye hjem i Sydjerusalem, trods fordømmende udtalelser fra USA, EU og Storbritannien.

Hvis planen bliver gennemført, vil det ikke bare indebære, at en del af den arabiske sektor adskilles fra resten af den besatte Vestbred, det vil også groft underminere chancerne for en levedygtig palæstinensisk stat og i det hele taget yderligere besværliggøre palæstinensernes dagligliv.

Hvad planen går ud på er helt åbenbart: Mens Israel bruger tomme ord om en to-stats løsning, er det travlt optaget af at skabe en situation, der i realiteten udelukker muligheden for to stater.

Hvad, der ligger bag denne politik, er også ganske tydeligt; se bare på den mur, der adskiller et bosætterkvarter fra en palæstinensisk landsby hvor som helst på en bakke på Vestbredden.

Den israelske side af Muren er blevet malet med billeder af en landlig idyl, der måtte være der ude; dog er den palæstinensiske landsby ikke til at få øje på, man ser kun grøn natur, græs og træer.

Er dette ikke etnisk udrensning i den mest raffinerede udgave – altså at vise det omkringliggende landskab som tomt, jomfrueligt og bare ventende på den driftige bosætter?

Processen får somme tider et strøg af at være kulturelt baseret. 

Den 28. oktober 2008 bestemte Højesteret at Simon Wiesenthal Centret nu måtte gå i gang med at bygge det længe planlagte ’Center for Human Dignity – Museum of Tolerance’ på et omtvistet sted midt i Jerusalem. Det er for nærværende under opbygning.

Frank Gehry (hvem ellers?) har tegnet et gigantisk kompleks der indeholder museum, børnemuseum, teatersal, konferencecenter, bibliotek, kunstgalleri, forelæsningssale, cafeteria osv. Den erklærede hensigt med komplekset er at promovere godt medborgerskab, respekt for de forskellige segmenter af det jødiske samfund og mellem mennesker af alle trosretninger.

Men disse gode formål overskygges af, at byggepladsen var Jerusalems største muslimske gravplads indtil 1948. (Det muslimske samfund appellerede til Højesteret, fordi komplekset ville vanhellige gravene, som siges at indeholde knogler af muslimer dræbt under korstogene i det tolvte og trettende århundrede. Det underkendte Højesteret).

Denne mørke historie viser på det tydeligste den skjulte sandhed bag det »multi-religiøse« projekt: et sted, der fejrer tolerance, åbent for alle, men under det israelske overherredømme, som ignorerer de underjordiske ofre for intolerance. Som om man bliver nødt til at have lidt organiseret intolerance for at kunne skabe rum for den sande tolerance.

Hvad betyder alt det der?

For at begribe hvad der virkelig er sandheden i de nyheder, vi får, kan det somme tider være tilstrækkeligt at samlæse to modsatrettede nyheder; betydningen springer ud af det sted, hvor de mødes - som gnisten ved en elektrisk kortslutning.

Den 21. september 2011 kritiserede Obama den palæstinensiske ansøgning om medlemskab af FN med beskeden ud til verden om, at »fred kommer ikke gennem standpunkter og resolutioner i FN«.

Mindre end en uge senere, den 27. september, gik Israel ud med sin plan om at opføre 1.100 nye bosættelsesenheder i det sydlige Jerusalem (på den anden side af Israels grænser fra 1967) hvorefter kvartetten - USA, EU, FN og Rusland - formanede begge sider: de skulle gå tilbage til forhandlingsbordet og »afstå fra provokerende handlinger«.

Et stop for bosættelserne blev overhovedet ikke nævnt.

Skal palæstinenserne bare stå der og se på at deres jord tages fra dem dag for dag?

Når liberale, fredselskende israelere beskriver deres konflikt med palæstinenserne i neutrale termer (man tilstår, at der er ekstremister på begge sider, der afviser fred) som om der var en symmetrisk balance, må man stille et enkelt spørgsmål: »Hvad er det der sker i Mellemøsten, når intet sker« - altså på det politisk/militære niveau, når der ikke er spændinger, angreb, forhandlinger?

Jo, der sker det, at et langsomt, uophørligt arbejde finder sted. Det går ud på at fratage palæstinenserne deres jord på Vestbredden: en gradvis kvælning af palæstinensernes økonomi, en opdeling af deres land, stadig flere bosættelser, et pres på palæstinensiske landmænd for at få dem til at opgive deres marker (fra afbrænding af høstudbyttet, over religiøs fornedrelse, til drab af enkeltindivider), alt sammen understøttet af et Kafkask netværk af retsgyldige bestemmelser.

Saree Makdisi beskriver i Palestine Inside out: An Everyday Occupation, hvordan den israelske besættelse af Vestbredden, selvom den i sidste ende håndhæves af militærmagten, alligevel kan siges at være en besættelse hjulpet af bureaukrati: dens primitive former er påbud, ID-kort, opholdspapirer og andre tilladelser.

Det er denne mikro-bestyrelse af det daglige liv, som sikrer gennemførelsen af den langsomme, men uafvendelige israelske udvidelse: Man skal bede om lov til at rejse med sin familie, til at dyrke sin egen jord, til at grave en grøft, gå på arbejde, i skole, til sygehuset.

En efter en bliver Jerusalem-fødte palæstinensere frataget deres ret til at bo i deres by; de bliver forhindret i at få arbejde, nægtet retten til en bolig og så videre.

Palæstinensere bruger ofte den problematiske kliché om Gaza-striben som »verdens største koncentrationslejr« – men denne betegnelse er kommet farligt nær sandheden. Og det er en realitet, som gør al abstrakt tale om at »bede bønner for fred« uanstændig og hyklerisk.

Staten Israel er klart engageret i en langsom, usynlig proces, totalt ignoreret af medierne – en slags graven dæmninger i undergrunden. Således vil verden en skønne dag vågne op til, at en palæstinensisk Vestbred ikke længere eksisterer.

Og landet som palæstinenser-frei er et faktum, vi bare må acceptere. Kortet over den palæstinensiske Vestbred viser allerede nu billedet af en fragmenteret øgruppe.

Ind imellem har staten Israel forsøgt at holde igen med sine ekstreme udskejelser, som da Højesteret sidst i 2008 gav ordre til at rømme nogle bosættelser. Det var efter, at de illegale bosætteres angreb på palæstinensiske bønder var blevet en daglig foreteelse på Vestbredden.

Men som mange har noteret: En sådan forholdsregel kan ikke andet end at forekomme halvhjertet, set i forhold til en politik der på det dybere plan er staten Israels langsigtede politik, og som massivt overtræder de internationale aftaler, som Israel selv har underskrevet.

Netanyahu er i fuld gang med at lægge planer for nye bosættelser trods international fordømmelse fra mange kanter.

Det er alt for let for de illegale bosættere at svare de israelske myndigheder med: Vi gør lige som I, bare mere åbent; så med hvilken ret kan I dømme os?

Og statens svar må være lige så let: Ha’ tålmodighed, skynd jer langsomt; vi gør det, I ønsker, bare på en mere moderat og acceptabel måde.

Det er samme historie, der er forsat lige siden 1949: Mens Israel accepterer betingelserne for fred, som det internationale samfund fremlægger, kalkulerer det med, at den plan nok ikke bliver til noget.

De brutale bosættere lyder somme tider som Brünhilde, når hun dadler Wotan, i sidste akt af Wagners Valkyrien. For ved at gå imod hans eksplicitte ordrer og beskytte Siegmund virkeliggjorde hun jo bare hans sande ønsker, de ønsker, han havde været nødt til at afstå fra efter pres udefra.

På samme måde udfører de illegale bosættere bare statens sande ønsker, som den er nødt til at opgive på grund af presset fra det internationale samfund.

Mens den fordømmer de åbent voldelige udskejelser fra ’illegale’ bosættelser, promoverer staten Israel nye ’legale’ bosættelser på Vestbredden, den fortsætter med at strangulere den palæstinensiske økonomi og så videre.

Et kig på kortet over det forandrede Østjerusalem siger alt: Palæstinenserne bliver gradvist indhegnet og deres område splittet op i småbidder.

Fordømmelsen af den ikke-statslige anti-palæstinensiske vold kamuflerer det virkelige problem med statslig vold; fordømmelsen af de illegale bosættelser kamuflerer illegaliteten ved de legale bosættelser.

Her ligger dobbeltheden ved Højesterets så lovpriste upartiske ’ærlighed’: ved ind imellem at afgive en dom i de fordrevne palæstinenseres favør og proklamere, at fordrivelsen var illegal, garanterer den legaliteten ved langt de fleste andre sager.

Og – for at undgå enhver form for misforståelse – alt dette indebærer på ingen måde ’forståelse’ for terrorhandlinger, som aldrig kan undskyldes. Tværtimod udgør det den eneste grund til at fordømme terroristangreb uden at være hyklerisk.

Slavoj Žižek er slovensk sociolog, filosof, psykoanalytiker og kulturkritiker.

Artiklen er et uddrag fra bogen: Derfor sanktioner mod Israel (2012), der er udkommet på Solidaritets Forlag, 302 sider.

Bogen kan købes for 100 kroner (plus 30 kroner i porto) på Solidaritets hjemmeside.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce