Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
25. januar 2016 - 14:52

Hvad nu hvis immigranterne ikke er som du og jeg?

Hændelserne nytårsaften i Køln må give stof til eftertanke for den brede venstrefløj. For hvad nu, hvis ikke alle immigranter er som du og jeg? Hvem ved - måske vil det ligefrem være en befrielse? For kapper vi de patroniserende bånd, får vi en chance for at mødes som ligemænd og dermed få nye perspektiver for integration og solidaritet. Desværre er der blinde vinkler for både Socialdemokraterne og Enhedslisten.

Den 2. september sidste år druknede den treårige dreng Alan Kurdi – blot fem minutters sejllads ud fra den tyrkiske havneby Bodrum. Også Alans mor og bror druknede, mens kun faren overlevede. Den kurdiske familie fra Syrien skulle angiveligt have betalt 5.860 dollars for at komme til den græske ø Kos i den lille overfyldte båd.

Billedet af den lille, døde dreng liggende i vandkanten kom på alverdens forsider. Få dage senere blev de danske forsider dækket af de mange flygtninge og migranter, der gik på Sydmotorvejen, mens de råbte »Sweden, Sweden!«

Begge eksempler medvirkede i det tidlige efterår til en overraskende positiv indstilling over for den store flygtningestrøm. I Tyskland kom den såkaldte Willkommenskultur i centrum, og i Danmark fik Venligboerne og andre lignende initiativer stor opmærksomhed.

Det var dengang.

Fredag den 22. januar blev otte børn fundet druknet ud for de græske kyster efter to skibsforlis, der i alt kostede 21 migranter og flygtninge livet. Det bringer det samlede dødstal for de første tre uger af januar op på 113.

Det er flere døde end i januar måned de to forgående år, hvor i alt 94 døde i forsøget på at nå Europa via Middelhavet; 12 i januar 2014 og 82 i januar sidste år ifølge International Organization for Migration.

Men i dag er der ikke den samme positive stemning som for et halvt år siden. Især ikke efter det der skete nytårsnat i flere tyske byer – værst i Køln hvor mere end 600 kvinder blev forulempet, bestjålet og sexuelt krænket af unge mandlige immigranter, formodentlig fra Marokko og Algeriet.

Disse hændelser fik hurtigt en dansk parallel i medierne, da diskoteker og barer i Sønderborg og Haderslev oplyste at have afvist flygtninge og asylansøgere for at krænke kvindelige gæster med berøringer og tilbud om sex.

I den seneste tid har flygtninge og immigranter mere end nogensinde - hvilket i en dansk sammenhæng siger ikke så lidt – stået i centrum af den offentlige debat.

Debatten har længe været kendetegnet af en løbende udvidelse af grænserne for det politisk salonfæhige, som foreløbigt kulminerede i torsdags, da Liberal Alliance foreslog flygtningestop og suspension af Danmarks internationale forpligtelser. Udmeldingen stemmer fint overens med de hidtidige stramninger og nylige lovgivningsinitiativer, der som bekendt bl.a. har betydet en halvering af integrationsydelsen, oprettelse af teltlejre og udskydelse af retten til familiesammenføring.

Socialdemokraterne har erkendt, at partiets hidtidige integrationspolitik har fejlet og deltager fuldt og helt i stramningerne (Mette Frederiksen, Deadline på DR2 19. januar - Og den nye strammere kurs har måske allerede giver pote set med valgstrategernes øjne. I hvert fald går konkurrenten Dansk Folkeparti tilbage med på 2,1 procentpoint i forhold til Epinion og DR’s seneste måling fra december.)

Socialdemokraterne tilslutter sig nu for alvor den særlige kombination af national fundamentalisme (velsagtens nationalisme) og økonomisk liberalisme, som Dansk Folkeparti hidtil har været den tydeligste repræsentant for herhjemme, og som vinder frem i flere og flere lande (Polen og Ungarn er markante eksempler inden for EU, udenfor kan bl.a. nævnes Tyrkiet).

Værdipolitisk argumenterer Socialdemokraterne på national grund, hvor selv børnepasning og lige og fri adgang til sundhedsvæsenet opfattes som »danske værdier«; men samtidig tilslutter partiet sig den transatlantiske frihandelsaftale TTIP, hvis økonomisk liberale konsekvenser for andre ligeså »danske værdier« som miljø og fødevarer, demokrati og lønmodtagerrettigheder ingen kan overskue.

Socialdemokraterne har foretaget det, man kunne kalde en positiv kapitulation. Partiet stiller sig åbent frem, erkender sine fejl og tilslutter sig modpartens politiske strategi – værdipolitisk kapituleres over for Dansk Folkeparti, økonomisk over for Venstre.

Inden for psykologien har denne positive kapitulation et rammende og særligt udtryk - at identificere sig med aggressor.

Hvad angår flygtningespørgsmålet betyder det nu et sammenfald af de tre partiers synspunkter - med Dansk Folkeparti som treenighedens dynamiske drivkraft.

Enhedslisten, der er imod stramningerne, udøver modsat en slags negativ kapitulation. Partiets politik på immigrationsområdet er ren negation.

Den politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen argumenterer imod stramninger, men tilbyder intet troværdigt alternativ. Hun mener, at Danmark skal undlade at stramme reglerne, indtil der ligger en fælles europæisk løsning på flygtningekrisen. Men en sådan løsning »er op ad bakke«, indrømmer hun i et interview med Politiken (15. januar).

Inden for psykologien vil man her tale om bevarelse af den indre stabilitet gennem negativ afgrænsning.

Partiet kommer ikke videre end advokaturet for de åbne grænser og den åbne statskasse. Derved overlades initiativet til dem, man afgrænser sig negativt fra; trods de sympatiske hensigter virker partiets argumenter således til fordel for SVO’s politik.

Enhedslisten indtager dermed - uden at ville det - rollen som advokat for laissez-faire på flygtningespørgsmålet, som garant for problemets permanens og i sidste ende som markør for uansvarligheden.

Ironisk nok hænger Socialdemokraterne og Enhedslisten sammen i et skæbnefællesskab om to blinde vinkler, der forhindrer dem i grundlæggende at tackle immigrationen både hvad angår tilstrømning og integration.

Tilstrømningen: Hverken Socialdemokraterne eller Enhedslisten tør stå for en genuin europæisk løsning; det er deres første blinde vinkel. De vil for alt i verden undgå afgivelse af suverænitet til EU og fastholder dermed et elendigt udgangspunkt for løsning af et stort og fælles europæisk problem (og giver i øvrigt samtidigt nationale og reaktionære kræfter bedre kort på hånden).

Partierne argumenterer hverken politisk eller arbejder praktisk for en europæisk løsning. En løsning der burde omfatte etablering af EU-finansierede lejre i nærområderne, effektiv beskyttelse af Unionens ydre grænser samt oprettelse af modtagelsesområder, hvor flygtninge og indvandrere kan adskilles; nogle skal sendes tilbage, mens andre under fuldt kontrollerede forhold fordeles til de forskellige medlemslande.

Hvor vidt en sådan løsning bliver »op ad bakke«, ved man ikke noget om, før man har sat sig i bevægelse i en storstilet offensiv både ind i EU-systemet og ud i de europæiske samfund over for partier og parlamenter, fagforbund og fagforeninger, kristelige og sociale hjælpeorganisationer m.fl.

En sådan indsats – og den fysiske legemliggørelse af dette perspektiv i en bred europæisk bevægelse – er overhovedet adgangsbilletten til at komme i nærheden af en stabil folkelig opbakning til at tage imod flere flygtninge i Danmark. Ved konstant at gå uden om dette perspektiv, som om det er forhekset, forfejler både Socialdemokraterne og Enhedslisten realitetstesten.

Integrationen: En succesfuld integration kræver, at immigranterne ikke umyndiggøres. Dermed er det en opgave, vi ikke kan overlade til velfærdsstaten, som jo netop har bragt dem i klientens rolle.

Det er Socialdemokraterne og Enhedslistens anden blinde vinkel. Ligesom løsningen af tilstrømningen er løsningen af integrationen nemlig først og fremmest politisk og ikke teknisk.

Svaret på den uacceptable adfærd nytårsaften i Køln er ikke nedværdigende tiltag som den latterlige undervisning i sæder og skikke, som integrationsminister Inger Støjberg lægger op til. Det var ikke mangel på kendskab til disse, men derimod mangel på respekt for disse, som de unge mandlige immigranter viste nytårsaften; en reaktion på den despekt der den anden vej rundt vises årets øvrige 364 dage – bl.a. udtrykt i politisk hetz, kulturel arrogance og social eksklusion.

Også dele af venstrefløjen medvirker til en infantilisering og skjult patronisering af immigranterne. Som eksemplet fra Køln skærer ud i pap, må der gøres op med den forvrøvlede maksime om, at de undertrykte altid har ret; og gøres op med den romantiske forestilling om at der ved subproletariatet – også det af marokkansk eller algerisk oprindelse – er noget som helst attråværdigt.

Ja, måske må venstrefløjen lige frem erkende, at ikke alle immigranter er som »du og jeg« (en erkendelse, der i øvrigt er internationalismens forudsætning), men derimod mennesker med helt andre normer og værdier. Og måske er det i virkeligheden en god forudsætning for en succesfuld integration?

For dermed får vi mulighed for at møde immigranterne som ligeværdige i – i en traditionernes og politikkens brydning - frem for som klienter eller danskere in spe. En sådan gensidig frigørelse kan åbne op for en politisk kamp om sjælene og om hvilke normer, der skal gælde i samfundet.

Immigrationen er hverken en katastrofe eller årtiers største udfordring. At spørgsmålet har fået denne status er først og fremmest et symptom på EU-landenes politiske velfærdsforfald og næsten patologiske belejringssyndrom. Et syndrom, der tidligere har hærget Europa.

Denne konstatering kalder på situationens alvor og sætter Socialdemokraternes og Enhedslistens blinde vinkler i perspektiv. Men det er ikke et særligt dansk, derimod et fælles europæisk problem. Faktisk har den brede venstrefløj overordentlig vanskeligt ved at finde sine egne ben. Det samme gælder for fagbevægelsen i EU’s medlemslande.

Omvendt er der også rundt omkring en gryende selvrefleksion, og det er præcist den, som den brede venstrefløj skal knytte an til, så der formuleres løsninger, der gavner både migranter og Europas lønmodtagere.

Når det er så indlysende, at flygtningespørgsmålet kun kan løses samlet af EU og ved hjælp af bindende EU-aftaler; og når det er så indlysende, at immigrantstrømmen fra Afrika og flygtningestrømmen fra Syrien kun kan løses, såfremt EU optræder samlet begge steder; hvorfor har så hverken Socialdemokraterne eller Enhedslisten – i særlig grad ikke Enhedslisten – tilsluttet sig dette perspektiv og herfra svinget krabasken over det øvrige nationalistiske og solidaritetsfornægtende politiske parnas?

Klaus Krogsbæk er medlem af redaktionen på internettidskriftet Kritisk Debat, hvor artiklen også er offentliggjort

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce