QueerKraftVenstrefløjens politik og praksis ud fra queerperspektiver, -identiteter og -praksisser
Asyl-urimeligheder
22. august 2012 - 0:58

Homo i periferien af Sandholm

Udvisningen af Fernanda Milan vidner om, at de urimelige forhold for asylansøgere i Sandholmlejren ikke er blevet bedre. QueerKraft genbringer her en næsten 4 år gammel artikel, som desværre stadig er aktuel.

»Krydsende kampvogne 150-200 meter« står der på et skilt på vejen foran indkørslen til asylcenteret Sandholm, lige efter busstopstedet. Mellem Allerød og Hørsholm ligger de gule og sorte barakker i naturskønne omgivelser, omkranset af Udlændingeservice og militært øvelsesområde. 
Her hersker lov, orden og ID parallelt med voldtægt, chikane og usynlighed.

»Prøv lige at bede din homo-date fra Boyfriend.dk om at aflevere sit ID i indgangsporten her...« joker sociolog Mads Ted Drud-Jensen, mens vi står og venter mellem to gitre i indgangen til Sandholmlejren.

Migrationsvæsnets skab

– Sandholmlejren er et mikrokosmos, en meget kompakt udgave af hierarkierne i det omgivende samfund, hvor familie, nation og kultur er de centrale enheder, livet organiseres omkring, forklarer journalist Sune Prahl Knudsen, mens vi går ned af »hovedgaden« i lejren. Han og Mads Ted Drud-Jensen har skrevet specialet »Migrationsvæsenets skab« om betingelser for ikke-heteroseksuelle i forbindelse med asyl og familiesammenføring i Danmark.

Sune Prahl Knudsen og Mads Ted Drud-Jensen guider i denne reportage, der tidligere har været bragt i Dagbladet Information, rundt i asyllejrens udgave af heteroland.

Og på lørdag den 25. oktober lukker borgere med og uden dansk statsborgerskab, med og uden genkendeligt køn og af alle seksuelle observanser lejren med alle dens synlige og usynlige hegn og af- og udgrænsninger.

Sune Prahl Knudsen synes, Sandholm minder om en forladt westernby i dag, som vi går her på den mennesketomme hovedgade mellem gamle gule lukkede militærbygninger og nyere sorte og rødlige barakker. Heller ikke vores kontaktperson, der lod os indskrive som gæster i hans navn, er her længere – han skulle besøge sin kæreste uden for lejren, og det kunne kun gå for langsomt.

I Sandholmlejren er der ingen støddæmpere mellem hierarkierne, og ikke-heteroseksuelle bliver trængt både i lejrlivet og asylsystemet.

– Hvis du skal anerkendes som homo i asylsystemet – det vil sige, hvis det skal have en positiv effekt på dine chancer for asyl – skal du være en »genkendelig« og »troværdig« homo, siger Mads Ted Drud-Jensen.

Genkendelighed består af en kombination af udtryk, aktiviteter og selvbeskrivelser. I systemet er en let genkendelig homo f.eks. en »feminin mand«, der kun praktiserer sex med andre mænd, og har været aktiv i en etableret homo-organisation i sit oprindelsesland – og som i øvrigt bringer sin seksualitet på banen ved første møde med de danske myndigheder.

– Der er mange problemer i den måde at tænke på: Dels kan det at bringe sin seksualitet ind i interviewet med Udlændingeservice få karakter af en »spring-ud«-situation, hvis man har været nødt til at praktisere sin seksualitet skjult hele livet. Dels er der mange ikke-heteroseksuelle, der ikke passer i systemforestillingen om en »troværdig« homo. F.eks. folk der har skiftende seksuelle relationer til både mænd, kvinder og transseksuelle, forklarer Mads Ted Drud-Jensen, og fortsætter:

– Desuden er en meget synlig ikke-heteroseksuel »adfærd« ikke ligefrem en fordel i det daglige liv i asyllejren, hvor de sociale hierarkier, som også findes uden for lejren med dertil hørende homofobi, sexisme osv., er forstærket på grund af den fysiske kompakthed og det psykiske pres, beboerne er under.

I periferien

En ramponeret barak, der sender tankerne tilbage til halvfjerdsernes midlertidige sociale boligbyggeri, markerer, at vi er nået til udkanten af lejren. Bag os ligger de nybyggede familie-huse, en slags moderne mini-rækkehuse i Avedøre Stationsby-stilen. Barakken foran os, »i lejrens sociale og fysiske periferi,« som Mads Ted Drud-Jensen og Sune Prahl Knudsen betegner det, er forbeholdt enlige asylansøgere. Her bliver de indkvarteret på 20 kvadratmeters værelser til fire personer.

JPEG - 37.6 kb
»De enliges barak« i Sandholmlejrens udkant.

Foran et stort kort over Sandholmlejren forklarer Sune Prahl Knudsen:

– Her er indgangen med ID-tjek. Det første hus her er Rigspolitiet, siger han og peger på en stor bygning.

Ind mod midten af lejren ligger kantinen og nord for den ligger sygeplejerskernes gule bygninger.

Udlændingeservice ligger på et område på omtrent samme størrelse som selve lejren, og afgrænser lejrens sydlige side med et hegn, hvor dørene kan åbnes uden nøgle ind mod lejren, men ikke den anden vej. Bag ved Udlændingeservice, grænsende op til de midterste boligbarakker og en legeplads, ligger et fængsel til afviste asylansøgere, der venter på hjemsendelse, og asylansøgere som er anklaget eller dømt for kriminalitet.

Fængselsområdet er omkranset af et højt pigtrådshegn. På hegnet er fæstnet træplader med figurer af Peter Plys og Æslet.

– Det har jeg aldrig lagt mærke til før. Hvor er det langt ude..., siger Sune Prahl Knudsen.

I midten af lejren ligger familiehusene, hvoraf flere er nybyggede. I den nordligste ende af lejren, langs hegnet, der markerer, hvor Sandholmlejren slutter og det militære øvelsesområde begynder, ligger de enliges barak.

Intet privatliv

– De enlige bliver sat på værelse med andre af samme nationalitet eller fra samme sprogområde. Det forventer de danske myndigheder, at asylansøgerne vil opfatte som en hjælp, siger Sune Prahl Knudsen.

– Men hvis du er homo fra Iran, er det ikke nødvendigvis så fedt at bo på værelse med andre iranere, som kan følge med i dine telefonsamtaler, og forstå den litteratur, du har stående på hylden. Der er intet privatliv i lejren, så faktisk kunne det være at foretrække for en iransk homo at blive indkvarteret med f.eks. uzbekere, der ikke taler samme sprog.

– Nationalitet og kultur trumfer alt i asylsystemet, både i den fysiske organisering i lejren – hvem der bor hvor og med hvem – og i Udlændingeservice’ og Røde Kors’ syn på asylansøgeren, siger Mads Ted Drud-Jensen.

Sune Prahl Knudsen og Mads Ted Drud-Jensen fortæller om, hvordan de ansatte i Sandholmlejren reagerede på den viden om ikke-heteroseksuelle asylansøgere, som de havde indsamlet til specialet: Med overraskelse, interesse, og aha-oplevelser. Pludselig kom de i tanker om situationer, hvor ikke-heteroseksuelle positioner var kommet til syne i for eksempel samtaler mellem asylansøgere og sygeplejersker eller i enkelte asylansøgeres »grænseoverskridende« adfærd i kantinen.

Nationalitet trumfer

– Det er som om myndighederne bliver overraskede over, at man kan være noget andet og mere end palæstinenser, iraner eller uzbeker. At man også kan være f.eks. homo eller transseksuel, og at det giver en nogle andre betingelser – og at den marginalisering ikke-heteroseksuelle oplever i asylvæsenet, ikke blot kan forklares ud fra forestillinger om kultur knyttet til den enkelte asylansøgers oprindelsesland, siger Sune Prahl Knudsen og Mads Ted Drud-Jensen referer en af sygeplejerskerne, der godt var klar over problemet, men bare ikke vidste, hvordan de skulle gribe det an: »Det er jo dem, der har det værst med at være her«, konstaterede hun.

Tre unge går rastløst forbi os. Den ene sparker en skramlende genstand foran sig. De veksler et par ord, stopper op, hænger lidt, og går langsomt videre. To andre sidder ved et bord. De kigger over mod os, og væk igen.

– Der er ingenting at lave for de unge her, siger Mads Ted Drud-Jensen.

– Der har været relativt meget fokus i medierne på asyl-familier og især børn, så de seneste år er der kommet flere ressourcer til børnefamilierne, til aktiviteter og til at de f.eks. selv kan lave mad. Men de unge og de enlige hænger bare ud, når de er her. Så går de lidt den ene vej, lidt den anden vej, skuler til hinanden.

Den totale institution

Man kan godt få ene-værelse som enlig asylansøger, hvis særlige omstændigheder gør sig gældende. Hvis man f.eks. er blevet voldtaget eller overfaldet i lejren.

– Sociologen Goffman har et begreb, der kan overføres på asylcenteret – »den totale institution«. Total på den måde, at den er fuldstændig afgrænset udadtil, og at der indadtil er nedbrudt en række barrierer, f.eks. skellet mellem privat og offentlig, forklarer Mads Ted Drud-Jensen.

Et af de mest ekstreme tegn på det, er historier om overgreb og voldtægt – noget sygeplejerskerne ved, foregår i det skjulte.

»Det sker jo, at de bliver hånet, forfulgt og ofte massivt udnyttet, er vores mistanke. Vi har aldrig hørt det fra hestens egen mund. Men det har været så tydeligt nogen gange, så vi har tænkt, at det ikke kan hænge sammen på anden vis,« som en sygeplejerske fortalte om ikke-heteroseksuelle asylansøgere i Sandholm.

Men det er ikke nødvendigvis en god løsning for ikke-heteroseksuelle at få bevilget eneværelse.

– Så bliver det først virkelig synligt for alle i lejren, at der er noget særligt på spil. Sådan som lejren er organiseret, gør alle manøvremuligheder, at man bliver endnu mere markeret og udsat som ikke-heteroseksuel, siger Sune Prahl Knudsen.

Isoleret

Nogle ikke-heteroseksuelle asylansøgere tager ud i skoven for at have sex med hinanden, andre tager til København for at opsøge et miljø, hvor de kan praktisere deres begær. Men som asylansøger kræver det mange ugers opsparede »lommepenge« at få råd til busbilletten ind til byen og en øl på en homobar.

Samtidig har ikke-heteroseksuelle asylansøgere sværere ved at trække på de ressourcer, der er i lejren – f.eks. »naturalie-økonomien«, hvor folk skaffer varer til hinanden uden om systemet – fordi de ofte er isolerede og marginaliserede i forhold til lejrens dominerende sociale netværk: Nationale/etniske grupper og familien.

Bliv i skabet

– Der er ikke noget frirum for ikke-heteroseksuelle asylansøgere. I lejren er de nødt til at holde lav profil, og på homobarer i København vil de højst sandsynlig blive mødt med lige dele eksotisering og lige dele racisme, siger Sune Prahl Knudsen, og Mads Ted Drud-Jensen supplerer:

– Hvis man får tildelt asyl i Danmark, får man en bog, der hedder Medborger i Danmark. Her kan man læse, at Danmark er et frisindet land, hvor homoseksuelle har samme rettigheder og pligter som heteroseksuelle. Men samtidig kan man få afslag på asyl som f.eks. homo fra Iran, hvor der er dødsstraf for homoseksualitet, med den begrundelse, at man jo bare kan leve som homo bag hjemmets fire vægge eller gå i særlige parker, siger Mads Ted Drud-Jensen og tilføjer:

– Så mens homo-sex i offentlige parker i Danmark betragtes som illegitimt og krænkende for »offentligheden«, fremhæves det altså som bevis for, at det er muligt at leve som homoseksuel i Iran.

– Det danske asylsystem betragter seksualitet som noget, der hører til den private, ikke den politiske sfære. Det syn kendetegner også det manglende blik for, hvad ikke-heteroseksuelle positioner betyder for ens liv og muligheder i f.eks. Sandholmlejren – og her har man som individ intet privatliv, intet skab, hvor seksualiteten kan proppes ind, siger Mads Ted Drud-Jensen.

Sune Prahl Knudsen og Mads Ted Drud-Jensen har skrevet specialet »Migrationsvæsnets skab – betingelser for ikke-heteroseksuelle i forbindelse med asyl og familiesammenføring i en nutidig dansk kontekst«.
Begge har i forskellige sammenhænge gennem en årrække arbejdet med homo-aktivisme.

 

Skriv under imod deportation af Fernanda Milan

På Facebook organiseres forskellige andre tiltag

Læs mere om om udvisningen på Elizabeth Japsens blog

Redaktion: