Hold udviklingsbistand og militær adskilt

Den internationale Organisation for økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECD, udvidede i slutningen af februar officielt sine regler for, hvad lande må medregne som udviklingsbistand. Ifølge de nye regler kan visse militære udgifter blive skrevet ind som udviklingsbistand, hvis modtagerlandet er en såkaldt svag stat.

Danmark følger OECD's anvisninger, og de nye regler vil dermed også gælde for den danske bistand.

Det kan lyde besnærende at indarbejde militære udgifter i ulandsbistanden. Men konsekvenserne kan være ødelæggende.

Den nye beregningsmetode indebærer mindst to problemer.

For hvad er »militær bistand«? Er det træning? Rekruttering? Våben?

Dernæst: Hvad er en svag stat, og hvem har retten til at definere, hvad en stat er?

For at tage den sidste problemstilling først, så lad mig give et konkret eksempel:

Somalia ligger i Østafrika ved Afrikas Horn ud til kysten. Landet har de facto været regeringsløs siden den sidste regeringen flygtede i 1991.

For nogle år siden begyndte piratangreb ud for Somalias kyst at tage til, og i dag døjer regionen med terrorgruppen al-Shabaab.

Siden er en regering forsøgt etableret, men den har knap nok kontrol over hovedstanden Mogadishu.

Det lyder som et land, der ville nyde godt af militærbistand, upåagtet af definition for at sikre stabilitet. Ved at uddanne politi og hær kunne man få styr på landet til gavn for alle.

Problemet er, at årsagen til piratangrebene og siden al-Shabaabs magt ikke skal findes i at landet kan opfattes som en svag stat.

Efter Somalias regering flygtede, begyndte flere og flere lande at fiske og/eller dumpe giftigt affald ud for Somalias kyst. Fiskeri var (og er) livsnerven for de mange somaliske fiskere.

Da fremmede staters overfiskeri og dumping af giftigt affald blev for meget, gik fiskerne naturligvis til modangreb for at beskytte deres levebrød.

De fandt hurtigt ud af, at gidseltagning var en bedre forretning end fiskeri. Piratangrebene tog til i styrke, og penge fra piratangrebene blev i stor stil hvidvasket på det kenyanske boligmarked.

Den hvidvaskning var med til at starte og siden finansiere al-Shabaab, der i dag angriber Kenya. I dag har deres angreb kostet utallige, uskyldige kenyanere livet.

Problemet i Somalia er derfor trefoldig:

1) At verdenssamfundet ikke har overholdt eksisterende regler ved kontinuerligt at krænke Somalias territorium. Det gav somaliske fiskere intet andet valg end at gå til modangreb på fartøjer for at beskytte deres levebrød.

Ingen lande er forøvrigt blevet straffet for at krænke Somalias territorium og stjæle landets resourcer ved at fiske i somaliske farvande.

2) Korruption, der muliggjorde hvidvask af penge i Kenya, der var en faktor i skabelsen af al-Shabaab.

Og 3) arbejdsløshed. Al-Shabaab betyder »drengene«, og arbejdsløsheden i landet gør det lettere at rekruttere unge mænd ved at love dem en fremtid og en indkomst.

Militærbistand løser ikke nogen af disse problemer! Desuden skal disse unge, arbejdsløse mænd have et alternativ. De skal ikke have våben eller militærtræning.

Men hvad med svage stater, der lige har oplevet et kup eller en borgerkrig? Og som kunne have behov for at få ydet militærbistand til at styrke landets militær og politi, så staten hurtig kan vinde magtmonopol og sikre stabilitet?

Svage stater kan – i den logik – udruge og sprede terrorister til fare for lokalbefolkningen og Danmark. Det  kan lyde som både pro-udvikling og fornuftigt at yde militærbistand til den slags svage stater.

Men den logik findes dog kun på et skrivebord.

For at tage det sidste punkt først. Der er absolut intet empirisk belæg for, at svage stater er udrugningsreder for terrorister, at terrorister skulle slå sig ned i svage stater, eller at svage stater er ikke mere sårbare overfor terrorangreb.

Undtagelsen er ved borgerkrig.

Det er specielt foruroligende, da de fleste krige i udviklingslande går hårdest ud over civile.

Her tjener de to Congokrige fra 1996-7 og 1998-2004 som skræmmede eksempeler.

Da Zaires (det nuværende DR Congo) præsident Mobutu blev kuppet i 1997, endte landet som krigsskueplads for utallige magtkampe. De kostede over 4 millioner civile livet, men kun få soldater.

Den nuværende krig i Syrien er et andet eksempel på et skred, hvor civile lider de største tab.

Det bringer mig til spørgsmålet om stabilisering efter kup eller borgerkrige, hvor der hersker dyb mistillid mellem vindere og tabere. Den mistillid gør, at taberne ofte frygter, at en ny regering vil tage hævn.

Hvis vi begynder at yde militærbistand til den art nye regeringer, så vil denne dybe mistillid eskalere, og rebellerne vil ikke nedlægge våbene. Militærbistand ville blive tolket som tegn på, at regeringen netop ønsker hævn.

I stedet for at bringe stabilitet, så ville militærbistand derfor være at hælde benzin på bålet og kan forlænge konflikter til skade for lokalbefolkningen, der vil lide de hårdeste tab.

Som afslutning vil jeg nævne den franske afrika-historiker, Girard Prunier.

Han gæstede Danmark i 2015. I den anledning lavede han denne analogi om vestlige landes indgriben i afrikanske lande: De opfører sig som en lægmand, der forsøger at foretage en hjerteoperation.

Hans bøn var, at vi bør erkende, at vi ikke er kompentente til de indgreb. Og vi risikerer at dræbe patienten.

For at tage denne analogi videre, så vil vi nu bruge udviklingsbistand på at bevæbne denne lægmand. Det gør ikke hjerteoperationen mere sikker.

Min bøn er: Hold udviklingsbistand og militær adskilt. Vi har gjort nok skade.

Mathias Søgaard er cand.mag. i Afrikastudier ved Københavns Universitet.