En ny bølge af »Queer-rap« er mere end musik – det er en overraskende og nyskabende protestbevægelse, der udfordrer hip-hoppens traditionelle selvforståelse.
Queer-kulturens indtog i hip-hoppen har utvivlsomt været en af de mest uforudsete musikalske bevægelser i nyere tid.
Men genren, som traditionelt set har været drevet af mandschauvinisme, hyper-maskulinitet og homofobi, er særligt de sidste par år blevet udfordret af queer-rap subkulturen, der efterhånden synes svær at ignorere.
Selvom internet-æraens hip-hop har produceret massevis af døgnflue-subgenre, har queer-rappen besiddet en særegen vedholdenhed.
Queer-rap, også kendt som homo-hop, så allerede dagens lys i slutningen af 90’erne med navne som Deep Dickollective, Rocco Katastrophe og Tori Fixx.
Hør DEEP DICKOLLECTIVE (D/DC) - For Colored Boys her.
Se videoen til »WOOF« af Tori Fixx.
Det var dog først i 2012, at det store vendepunkt kom, da Frank Ocean, som den første mainstream hip-hop-artist, sprang ud af skabet.
Samme år udgav den Grammy-vindende hip-hop-duo Macklemore & Ryan Lewis også singlen, ”Same Love”, der omhandlede bøsser og lesbiske rettigheder, og som var endnu et skridt i retningen af en reformeret hip-hop-kultur.
Se videoen og hør »MACKLEMORE & RYAN LEWIS - SAME LOVE feat. MARY LAMBERT (OFFICIAL VIDEO)«
Dette var dog ikke uden konsekvenser.
Så sent, som i februar i år, udtalte den amerikanske hit-rapper T-Pain, at han kendte til kunstnere, der nægtede at arbejde sammen med Ocean udelukkende grundet hans seksualitet.
Både Macklemore/ Ryan Lewis og Ocean er desuden blevet beskyldt for, at misbruge spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder til at tilskynde sig berømmelse og opmærksomhed i musikindustrien.
Se og hør »Swim Good« af Frank Ocean.
Selvom den kommercielle rap-kultur ikke var klar til en homoseksuel frontfigur blev 2012 dog alligevel året, hvor queer-rappen for alvor begyndte dens indtog.
Ud af New Yorks undergrundskultur blomstrede frontløberne frem.
Den tidligere professionelle danser, Le1f, udgav sit debut-mixtape, ”Dark York”, i april 2012.
Hør Le1f's »Wut (5kinAndBone5)« fra Dark York.
Det anmelderroste udspil var et stilfuldt, dystert og fremadskuende tag på club-rap, der gjorde det umuligt for hip-hop-verdenen at afskrive den 23-årige rapper.
”Dark York” blev værket, der gjorde selv de mest homofobiske hip-hop-hoveder tavse.
Men Le1f var ikke alene.
Queer-rap-ikonerne Mykki Blanco, Zebra Katz og Cakes da Killa var lige i hælene på ham, og pludselig var fusionen mellem hip-hoppen og queer-kulturen ikke så umulig at forestille sig.
Se videoe til Cakes Da Killa's »Living Gud, Eating Gud« her.
Se og hør Mykki Blanco »Wavvy« (Directed by Francesco Carrozzini).
Den tidligere performance-art-kunstner Mykki Blanco udkom i slut 2012 med det eksperimenterende, punkede og desorienterende mixtape ”Cosmic Angel” til favorabel modtagelse.
Et udspil, som Le1f i øvrigt også optrådte på. 2012 var også året, hvor Zebra Katz udgav debut-singlen ”Ima Read” via det notoriske pladeselskab Mad Decent til stor bevågenhed efter modedesigner Rick Owens brugte nummeret som lydtapet til hans fremvisning under Paris Fashion Week.
Lyt til og se videoen: Zebra Katz »Ima Read (ft. Njena Reddd Foxxx)«
Den unge Cakes da Killa høstede også stor anmelderros med det farverige og tempofyldte mixtape ”The Eulogy”, der udkom i starten af 2013, og som var spækket eksplicitte og detaljerede seksuelle anekdoter.
New York havde skabt en generation af unge rappere klar til at udfordre hip-hoppens identitetskonventioner.
Le1fs succes førte til, at han i foråret i 2014 fik sin kommercielle debut med EP’en ”Hey”, som blev udgivet på det kvalitetsbevidste pladeselskab XL Recordings.
I den forbindelse fik han også sin landsdækkende TV-debut i USA på det prominente og populære ”Late Show with David Letterman.”
Mykki Blanco, som fornyligt udgav sit andet mixtape ”Gay Dog Food”, er også i gang med at færdiggøre sit første kommercielle album, ”Michael”, der forventes at udkomme til foråret.
Men vigtigere end de respektive kunstneres kommercielle indmarch, er spørgsmålet om, hvad de egentlig har tilfælles udover deres seksualitet?
Deres stilistiske udtryk og lyriske indhold kan ikke siges at være ens.
Fælles for dem er dog, at ingen af dem ser deres seksualitet som værende afgørende.
Som Cakes da Killa fornyligt sagde i et interview: ”Jeg er ikke en gay-rapper – jeg er bare en rapper, som tilfældigvis er gay.”
Og det er netop dette syn på seksualitet, som værende irrelevant for kunsten, der provokerer og udfordrer hip-hoppens traditionelle selvforståelse. Man kan sagtens være queer og hip-hop samtidigt, det har de bevist.
Queer-rap er ikke en musikalsk genre – det er en protestbevægelse.
Læs mere om LGBT Hip Hop på Wikipedia her.
Læs også artiklen »10 queer rappers you should be listening to instead of Eminem« hos Salon.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96