Annonce

Fagligt
17. oktober 2013 - 18:04

Handelsskoleelever aktionerer mod reform af erhvervsuddannelserne

Kultorvet i Københavns Indre by blev torsdag ramme om tre happenings af handelsskoleelever imod regeringens forslag til adgangsbegrænsning og nedskæringer i erhvervsskoleuddannelserne.

En dør, en stige og papkasser var tordag den 17. oktober hovedelementer i en symbolsk happening, som Landssammenslutningen af Handelsskolelever (LH) stod bag på Kultorvet i Københavns indre by.

Handelsskoleeleverne protesterede imod at der fremover stilles krav om bestået dansk og matematik i folkeskolen for at kunne optages på en handelsskole, at den merkantile erhvervsuddannelse, HG’en, forringes, og at handelsskoleeleverne mener de bliver opfattet som andenrangsstuderende.

- Vores uddannelse vil både blive forringet og halveret af reformen, derfor var det vores mål at få forbipasserende til at stoppe op og snakke, så vi kunne fortælle om, hvor problematisk vi finder reformudspillet, siger Trine Simmel, politisk udvalgsformand i LH.

Handelsskoleeleverne nåede det mål ved at bruge symboler på forringelserne i form af en trappe med manglende trin, en lukket dør med matematiske ligninger og lyrik samt handelsskoleelever i flyttekasser. De tre symboler dækker over henholdsvis en halvering af grundforløbet i den merkantile uddannelse, nye adgangskrav samt at eleverne mener, at reformen sætter handelsskoleuddannelserne i bås som en andenrangs uddannelse.

Per Tønnesen, der er formand for HK Handel støtter handelsskoleelever i, at det er stærkt problematisk at halvere grundforløbet i den merkantile uddannelse:

- Det er en dårlig idé at fjerne skolegang fra de merkantile uddannelser. Vi frygter, at virksomhederne vil gå efter unge med en gymnasial uddannelse og vælge de kortere uddannede fra. Derudover har halveringen konsekvenser for elevernes mulighed for at bruge uddannelsen som adgang til den nødvendige videreuddannelse senere i livet, siger han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce