Annonce

Grækenland
8. december 2014 - 12:29

Grækenland: Politidrab udløser gadekampe, sultestrejker fortsætter

43 anholdt efter voldsomme uroligheder i Grækenlands hovedstad Athen lørdag i anledning af seksårsdagen for politiets drab på teenageren Alexis Grigoropoulos. Sultestrejker sætter fortsat den politiske dagsorden.

En demonstration til minde for drabet på den 15-årige Alexis Grigoropoulos, der i 2008 blev skudt af en politimand, udviklede sig lørdag den 6. december til voldsomme gadekampe i Athen i Grækenland.

Særligt bydelen Exarheia, der er et kendt tilholdssted for byens venstreradikale og hvor politidrabet fandt sted for seks år siden, var aftenen og natten igennem scene for sammenstød mellem sortklædte demonstranter og kampklædt politi.

296 mennesker blev tilbageholdt, 43 anholdt og 19 personer sigtet for vold mod politiet i forbindelse med urolighederne, der beskrives som de værste i årevis, oplyser avisen Times Of Change.

Venstreradikale demonstranter ødelagde banker og butikker ligesom der blev kastet med brandbomber og sten mod politiet, som svarede igen ved indsætte en vandkanon og bruge chokgranater og tåregas, reporterer nyhedsbureauet Reuters.

Læs artiklen »Exarheia: the day after the chaos« hos Times Of Change.

Se nyhedsindslag lavet af Reuters.

Ministre ind i sag om Nikos Romanos 

Markeringer af drabet på Alexis Grigoropoulos har fundet sted hver år siden det fandt sted, men var i år ekstra højt på dagsordnen på både den yderste venstrefløj og i den græske offentlighed.

Årsagen er at én af den dræbtes barndomsvenner, den 21-årige anarkist Nikos Romanos i disse dage er indlagt på hospitalet i kritisk tilstand, som følge af en sultestrejke, der startede den 10. november.

Nikos Romanos afsoner, som tidligere omtalt på Modkraft, en dom på 15 års fængsel for sin deltagelse i et dobbelt bankrøveri og har erklæret, at han vil sultestrejke indtil fængselsmyndighederne omstøder et afslag på udgang, som han ønsker for at kunne læse på universitetet.  

Flere andre indsatte venstrefløjsaktivister har de seneste uger indledt sultestrejker i sympati med Nikos Romanos, flere universitetsbygninger i Grækenland er blevet besat af studerende og sagen har fået vensterradikale i flere lande til aktionere i protest – herunder også i Danmark. 

Mandag den 8. december mødtes Nikos Romanos forældre med den græske premierminister og justitsminister for at tale om situationen, men uden at finde en løsning på den fastlåste og livstruende situation.  

Læs artiklen »Father of Nikos Romanos’s: 'No solution' from Samaras meeting« hos Times Of Change.

Læs artiklen »Grækenland: Sultestrejkende anarkist i kritisk tilstand« hos Modkraft.

Støtte til syriske flygtninge

Også en anden sultestrejke, der finder sted i Grækenland for tiden, fik også særlig  opmærksomhed i weekenden. 

Det drejer sig om 300 syriske flygtninge, der siden den 19. november har slået lejr foran det græske parlament og sultestrejket med krav om at blive genforenet med deres familier andre steder i Europa.

Midt i forhandlingerne om næste års statsbudget besluttede parlamentsmedlem for venstrefløjskoalitionen Syriza, Yannis Michelogiannakis, lørdag at deltage i sultestrejken for at vise sin sympati med syrernes krav.

Læs artiklen »Greek MP joins Syrian refugee hunger strike« hos Al Jazeera.

Se tv-indslag om Syriza-medlemmets støtte til sultestrejken.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce