Danseforestillingen Basic Emotions formår glimtvis at overskride det binære skel mellem feminint og maskulint.
Den københavnske danseforestilling "Basic Emotions" har som udgangspunkt en digtsamling fra Michele Mwikali Lauritsens hånd, selvsamme Michele, som er stykkets instruktør.
Stykket handler om nogle af de udfordringer, som kan møde os som mennesker – mødet med kærligheden, at blive voksen, fristelser, ensomhed, at finde sin identitet - med meget mere.
Alt sammen fortalt i en række scener, der bygger på Micheles digtsamlings fem dele, der er tematiseret omkring seksualitet samt de basale følelser: sorg, frygt, vrede og glæde.
Forestillingen består af en række forskellige glimt, sammensat af fem meget forskellige og utroligt dygtige upcoming koreografer, som hver frit havde fortolket sin del.
Salen, der mødte publikum, var et helt sort rum, hvor scenen var plan, og hvor publikumsrækkerne var i forskellige niveauer. Publikum var altså på sin vis hævet over de optrædende, hvilket understregede den iscenesatte sårbarhed.
Første følelse, der kom under behandling var "sorg". Umiddelbart var det svært for forestillingen at få greb om sit publikum, men da live-musikken kom i gang på scenen, syntes det som om, rummet forandrede sig.
En spot oplyste en lille plet på gulvet, hvorind en tegnsprogstolk trådte for at læse op. Desværre var tolken tydeligt nervøs og flere gange ved at grine, hvilket virkede forstyrrende.
Og desværre kom hun aldrig rigtig efter det, og på den måde blev tegnsprogstolkningen for useriøs og kom ikke til sin ret som det virkelig fine initiativ, det var.
Forestillingens første anslag til egentlig dans var en undersøgelse af overgangen fra barn til voksen. Her var sammenspillet mellem de to på scenen, Martine Ibsen som den voksne, og Flora Mwikali Lauritsen (Micheles seksårige datter) som barnet, så fint, at det gav kuldegysninger.
Deres meget få bevægelser havde så meget intensitet og udtrykte virkelig flot den angst og sorg, som kan ramme alle, når det opdages, at man ikke længere er det barn, man var.
Musikerne, som spillede live på scenen - både dj, sangere og rappere - optrådte her som en fint integreret del af helheden.
Men især, da Sam Taylor sang sin sang, ’Green green’, var koreografien og musikken så tæt forbundet, at begge dele lod til at blive bedre af hinanden, og både de syv dansere og Sam udtrykte simpelthen så meget kraft, så smukt og blødt, at jeg måtte overgive mig.
Der var flere højdepunkter i forestillingen. Et af disse højdepunkter var, da Rasmus Bjørkvad og Martine Ibsen siddende overfor hinanden optrådte som manden, der frier, og kvinden, der fries til, mens en virkelig fin akustisk version af Rihannas ’We found love’ spillede i baggrunden.
I hvert fald var det ualmindelig sjovt, på trods af banaliteten, også selvom scenen var tydeligt overspillet. Det var lidt ligesom Barbie og Ken i Aquas gamle 90’er-video. Bare ikke lige så æstetisk foruroligende.
Fortsættelsen af frieri-scenen var en seance bestående af tre personer, der fungerer som fristere for parret. Først kom en virkelig aggressiv hunk-type (danset af Nicky Hendrich) med slikhår og sixpack for at friste kvinden. Derefter en klassisk babe-type (danset af Diaz Anna Bech), der skal friste manden. De gør det begge virkelig fint som stereotyper, med breakdance-tricks og booty-shakes.
Umiddelbart kunne man spore lidt usikkerhed i begges bevægelser, hvilket i første omgang virkede småkikset, men retrospektivt synes jeg faktisk, det understregede en fin pointe: at selv de sejeste bliver usikre.
Overraskelsen var så, at manden møder endnu en frister, denne gang en anden mand. Det var virkelig kærkomment for mit vedkommende, at opleve to mænds famlen efter hinanden.
Et andet højdepunkt var, hvad der fulgte umiddelbart efter frieri-scenen, nemlig Beck Heibergs koreografi om kønstransition, som faktisk handler om hans egen transition.
Beck er nemlig i den særprægede situation, at digtet, han fortolker i forestillingen, er skrevet om ham selv: digtet ’Dreng eller Pige’.
Digtet i sig selv er en gengivelse af en meget kort samtale mellem Beck og Michele, som i sig selv ikke er særlig pittoresk, men det er den dans, der er kommet ud af det!
Jeg vil uden tøven kalde det den mest bevægende, banebrydende og teknisk gennemførte del af forestillingen. Det fremgår tydeligt, at koreografen her har haft alt på spil, og heldigvis er han sluppet overordentlig godt fra det.
Han formår at skabe noget, der overskrider det binære skel mellem feminint og maskulint, og i det hele taget udfordrer han, hvad det overhovedet vil sige, at noget er enten det ene eller det andet.
Her er ingen ord, men de dansende bevæger sig glidende fra feminint til maskulint og rundt imellem.
Beck Heiberg har på den måde sammensat en kropslig fortælling om sit forsøg på at finde sig selv i et rum udenfor kategorierne ’Dreng eller Pige’, alt imens han transitionerer, så han ikke længere læses som kvinde, men nu som mand.
Hans meget enkle kostume, som er jeans og t-shirt, der er vertikalt delt i sort og hvid, understreger splittelsen, mens hans bevægelser hele vejen igennem udtrykker, at han insisterer på sin stadige ret til femininitet.
En femininitet, som får mere og mere plads i bevægelserne, jo længere i koreografien, vi rejser, og jo mere, han af omgivelserne - de andre dansere på scenen - accepteres som mand.
Legen fortsætter, da Rico Ebenizer Coker danser ind i fuldt sømandsoutfit, spejdende efter en modelbåd yderst på scenen. Rico Coker er hjernedødt dygtig, men jeg ikke helt sikker på, hvad denne del skulle udtrykke.
Jeg forestiller mig, at det er en fortolkning af digtet ’Matrosen’, som jeg heller ikke rigtig synes hænger sammen med resten af samlingen.
Men ret skal være ret: Der var virkelig meget energi, følelse, krop og kontrol over Rico Cokers dans, og måske behøver der heller ikke hele tiden være enormt meget mellem linjerne.
I fortolkningen af ’Jeg er for usikker/I’m too insecure’ indtages rummet af 9 dansere, hvoraf flere er spændt sammen med vitawrap eller madlavningsfilm, mens én sidder i et bur med en åbning, som han ikke tør gå ud af.
Alt dette skabte et virkelig smukt billede, som beskrev den basale følelse af usikkerhed.
Der var dog flere ting, der var ærgerlige ved denne del af forestillingen.
Det første var, at danserne ikke bevægede sig mere. Jeg havde gerne set dem udforske denne begrænsede krop, og jeg tror, det ville have givet et langt smukkere billede på den usikkerhed, der skulle udtrykkes.
Derudover fungerede det slet ikke, at danserne skulle læse digtet op, og især ikke på engelsk.
Det lød lige så besværet, som det så ud, og det var ikke fedt.
Efter pausen skulle vi til følelserne "Vrede" og "Glæde". I den rækkefølge. Og det er selvfølgelig rart at slutte med glæde.
Men på det her tidspunkt lod det til, at alle var lidt trætte af overdramatiseret oplæsning og uinvolveret tegnsprogstolkning. Publikum havde i hvert fald lidt for svært ved at sidde stille og tie stille.
Digtene i "Vrede"-kategorien er jeg nu ellers meget glad for, især digtet ’ikke’, som også fik hele salen til at grine småpinligt med efter sætningen: ”ikke, vi er jo voksne mennesker begge to, men offentliggøre det sårbare du har betroet mig gennem årene, betale nogen for at gennembanke dig”
Dette fortolkedes efterfølgende med Martine Ibsen på scenen, rasende bag et strygebræt og en Rico Coker ved siden af, som virkelig får lov til at shine i en Crump-koreografi med masser af energi.
Jeg læste det som, at han var hendes vrede, men det kunne helt sikkert også forstås på en anden måde.
Helt blæst væk blev jeg dog først, da glæden hamrede sig ind i rummet, og et kæmpe virvar af alle slags drenge fór ind og flirtede til højre og venstre. Der var charmetrold, lækkerbuks, forsigtigper og alt indimellem.
Endelig kom der rigtig meget gang i publikum, og der blev hujet og klappet. En helt igennem suveræn fortolkning af digtet ’De Smukke Drenge’.
Energien fortsatte i næste glimt, og til min store henrykkelse stormede alle danserne ind for at danne en for hip hop-dansere gammel kending, nemlig cypheren.
Det er den dér cirkel, hvor folk render ind og ud og battler, som vi alle har set, i hvert fald på film. Det var så hip hop! Der var fandme Peace, Love, Unity and Having Fun.
Det var den vilde cypher med alle slags, den aggressive pige, den feminine fyr. Den maskuline, men forsigtige fyr. Hunken der springer rundt. Alle i en skøn hippie-happy-blanding ala Madonnas ’Vogue’ og Lady Gagas ’Born This Way’. Der blev virkelig voguet, waacket, locket, breaket og alt det andet, og det til den store guldmedalje.
Det var live-battle med live-rap, og det var en perfekt afslutning på en forestilling, der virkelig havde været en rejse. Med alle de op- og nedture, den slags medfører.
"Basic Emotions" gav mig flere gange kuldegysninger, jeg grinte, og jeg græd.
Men jeg ville gerne have set mere af Becks gruppe-koreografering. Det ærgrede mig, at det var så kort et indslag.
Det ville have skabt en stærkere fortælling, hvis vi havde set mere af kampen mellem ’selvet’ og ’de andre’/ ’den udstillede’ og ’normen’.
Jeg oplevede det i hvert fald som et fantastisk stærkt billede, når Beck dansede som sig selv i forhold til gruppen af dansere.
Det var så nøgent og følsomt uden nogensinde at blive skingert eller ynkeligt.
Jeg tror virkelig, at der var folk iblandt publikum, der fik indsigt i noget for dem totalt fremmed, og dette på en helt ny måde, sat i forhold til stereotypen om "den ulykkelige trans".
I Becks fortælling bliver han ét med sig selv og afslutter legende og nysgerrigt.
"Basic Emotions" bindes sammen af Micheles digtsamling, og poesien er åbenlyst selvbiografisk.
Den formår med sine banale pointer at skabe genkendelighed, men umiddelbart er digtsamlingen ikke den stærkeste poesi, jeg nogensinde har læst. Dog, sammen med dansen fungerer det.
Oplæseren Rebekah Christel, gjorde dog ikke poesien stærkere.
Det kan være svært helt at forstå, hvordan hun bar sig ad, men på en eller anden måde blev det både overdramatiseret og uden indlevelse.
Rebekah var til gengæld enormt tilstedeværende, de gange hun sang. Med sangen ’I know’ brændte hun igennem for fuld styrke. Og fuldstændig klædt i nude-farver blev hun en fin repræsentant for den menneskelige nøgenhed, skrøbelighed og sårbarhed, hele forestilling byggede på.
Men poesien havde fungeret bedre, hvis det bare havde været Micheles lydbog, der var blevet spillet.
Det skal så til afslutning nævnes, at forestillingen er stablet på benene af frivillige kræfter, og som sådan er den i sig selv en imponerende begivenhed.
"Basic Emotions", danseforestilling instrueret af Michele Mwikali Lauritsen. Opført i Dansehallerne i København d. 27., 28., 29. september 2012.
Koreografer: Stefania Daniela Marras, John Nini, Simon Glæsel, Beck Robin Heiberg, Rico Ebenizer Coker.
Dansere: Stefania Daniela Marras, Laura Jervidalo Ravn, Maria Guldmann, Diaz Anna Bech, Martine Ibsen, Flora Mwikali Lauritsen Klug, John Nini, Simon Glæsel, Beck Robin Heiberg, Rico Ebenizer Coker, Rasmus Blad Bjørkvad, Charlie Laban Trier, Nicky Hendrich, Nicolaj Høholt, Sunny Thai, Bobby Atiedu, Aleandro Karipidis, Luc Boris André.
Flere oplysninger om forestillingen og de øvrige medvirkende kan findes på Facebook.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96