Torsdag den 6. november holder det nydannede samarbejdsforum PLAN2B en konference, der vil stimulere jobskabelse på et økologisk forsvarligt grundlag. Det er ikke nok med initiativer fra oven, økologisk omstilling kan kun starte fra neden, mener initiativtagere.
Hvis forestillingen om en grøn omstilling skal blive til andet end ønsketænkning, må den række ud over kredsen af grønne organisationer og velmenende intellektuelle.
Den må med andre ord inkludere ’dem på gulvet’, som reelt skal udføre og gøre omstillingen til virkelighed.
Det mener initiativtagere bag nyt samarbejdsinitiativ kaldet PLAN2B – Bæredygtig Beskæftigelse, som afholder åbningskonference den 6. november kl. 13-16 i København.
– Vi taler hele tiden om at samfundet skal omstilles, men i virkeligheden er det arbejdet, der skal omstilles. Derfor har vi valgt at fokusere på bæredygtig beskæftigelse og herigennem på konkrete jobskabende initiativer, siger Hans Henrik Samuelsen, sekretariatsleder i PLAN2B.
Med sekretariat på Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling ved Aalborg Universitet i København er PLAN2B et samarbejde som inkluderer fagforeninger og miljøorganisationer.
– PLAN2B vil skabe en platform, hvor miljøfolk, fagforeningsfolk og forskere kan gå i konstruktiv dialog om indholdet i den grønne omstilling. Et af omdrejningspunkterne er, hvordan vi kan skabe grønne arbejdspladser, der bryder med den herskende logik, hvor fortsat vækst anses som en forudsætning for høj beskæftigelse, siger John Holten-Andersen, medlem af PLAN2B’s bestyrelse.
Læs også John Holtens kommentar »Grønne jobs - hvordan?«
Ifølge PLAN2B skal man helt væk fra et fortsat stigende ressourceforbrug og dertil hørende belastning af naturgrundlaget.
Vækst kan ikke være et mål i sig selv, og derfor skal der fokuseres på mindre, men bedre - frem for mere, men dårligere.
I modsætning til f.eks. de økonomiske vismænd, der henter deres viden i regneark, vil PLAN2B tage på en rundtur i landet og lytte til de mange gode ideer til grønne job, som findes inde i hovederne på folk, men som de i dag ikke har noget sted, at gå hen med.
– Tanken er, at idéerne efterfølgende skal realitetsvurderes, hvilket blandt andet sker i et samarbejde med forskere på Aalborg Universitet. Resultatet vil danne grundlag for et mere samlet bud på en strategi for bæredygtig beskæftigelse som led i en grøn omstilling, forklarer Hans Henrik Samuelsen.
På en åbningskonference torsdag den 6. november, der holdes på Aalborg Universitets Center for Design i København, kan man bl.a. opleve daglig leder i Alliansen For Velferdsstaten i Norge Asbjørn Wahl.
LO Næstformand Lizette Risgaard vil desuden lancere en ny rapport »Flere Grønne Job –et inspirationskatalog til grøn omstilling og flere arbejdspladser gennem medarbejderinddragelse og lokalt samarbejde«
Læs mere om samarbejdet hos www.PLAN2B.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96