Annonce

Åbenhed
8. maj 2012 - 17:03

Folkets Hus vil afspejle hele Nørrebro

En totalrenovering skal omdanne det venstreradikale fristed Folkets Hus til et åbent beboerhus med lektiecafe, yogaundervisning og fladskærm. Første skridt er en alkoholfri café for lokale unge.

Det seneste halve år har frivillige aktivister arbejdet målrettet på at istandsætte og renovere Folkets Hus på Nørrebro med det formål at åbne huset op for nye brugere, naboer og nysgerrige til sommer.

Ambitionen er at omdanne det venstreradikale fristed, der blev slumstormet i 1971, til et beboerhus, der afspejler beboersammensætningen i hele kvarteret.

– Vi ønsker, at huset skal være for alle, der bor i området, i stedet for kun at være et hus for et bestemt subkulturelt, politisk miljø, fortæller Lærke fra husets lokalgruppe til Modkraft.

Efter planen skal Folkets Hus danne rammen om en lektiecafe, en mødre-gruppe, yoga, biograf og folkekøkken samt to cafeer og kampsportsundervisning.   

Besøg Folkets Hus' hjemmeside.

God stil på 2. sal

Selvom renoveringen stadig er i fuld gang, så er anden og tredje etage i det store gamle hus allerede åbnet op med henholdsvis en cafe og sportslokaler.

På anden sal ligger Cafe Go Still, der er et alkoholfrit værested med lædersofa og fladskærms-tv drevet i samarbejde med de lokale unge, som de seneste år har hængt ud og røget hash i parken foran huset.

– Der har manglet et sted, hvor de unge kunne være. Nu er der skabt et frirum, som fungerer lidt mere uorganiseret end resten af huset, hvor man kan mødes, drikke marokkansk the og spille et spil, fortæller Lærke, mens hun viser rundt på etagen.

En enkelt person er ansat i cafeen i en løntilskudsordning, og han fungerer som kontaktperson til resten af brugerne.

– Cafeen er et eksempel på det, vi prøver at gøre. I stedet for aktivister, der laver ting på vegne af andre, så involverer folk sig med udgangspunkt i deres egne behov, siger Lærke.

Kommunen holder på pengene

Det mest synlige symbol på, at Folkets Hus er i gang med en forvandling, er at den før så farvestrålende gule facade er blevet malet kokssort.

Indenfor er stueetagen, hvor cafe Under Konstruktion holder til, i gang med at få en helt ny bar, toiletter og køkken.

Samtidig er første sal i gang med at blive omdannet til en »multisal« med plads til fester og seminarer.

Den ene arbejdsweekend efter den anden er blevet afviklet, efter at Københavns Borgerrepræsentation sidste år besluttede at afsætte 900.000 kroner til at renovere huset.

Læs artiklen »Folkets Hus får penge til renovering og projektansat« hos Modkraft.

Men selvom pengene er en forudsætning for at der kan laves en formel brugsaftale mellem brugerne og kommunen, så er pengene endnu ikke blevet udbetalt. 

Københavns Ejendomme, som ejer huset, oplyser til Modkraft, at man stadig er i gang med at undersøge, om det overhovedet er juridisk muligt at udbetale pengene og lade de frivillige aktivister istandsætte Folkets Hus på egen hånd.

»Det er på nuværende tidspunkt endnu ikke afklaret, hvorvidt det afsatte beløb til vedligeholdelse af ejendommen bliver udbetalt til brugerne,« skriver souschef i Københavns Ejendomme, John Dahl-Pedersen, i en mail til Modkraft.

»Udbetaling af midlerne til brugerne vil først og fremmest kræve, at de offentlige udbudsregler herved overholdes. Herefter vil det ligeledes kræve dokumentation for, at midlerne anvendes til de planlagte formål, således at eksempelvis myndighedspålæg mv. udbedres som planlagt og i henhold til pålægget. Vi er på nuværende tidspunkt i gang med at afklare ovennævnte forhold, og forventer at indkalde brugerne så snart klarhed foreligger,« skriver souschefen og oplyser samtidig, at man regner med en afklaring i midten af maj måned.

Læs artiklen »Folkets Hus skal have orden i papirerne« hos Modkraft.

Støttefest og skudepisoder

De manglende penge fra kommunen betyder, at aktivisterne selv må rejse penge til maling, møtrikker og mørtel.

Det sker både igennem en indsamling og ved hjælp af støttefester.

Læs om begivenheden »Støttefest for Folkets Hus« i Modkrafts kalender.

Se kampagnevideo fra Folkets Hus her.

 

Imens Københavns Ejendomme kigger på paragraffer og de frivillige svinger pensler og fejekoste, så har politiet besluttet at styrke patruljeringen i området omkring Folkets Park og Folkets Hus.

Det sker efter flere episoder med knivstikkeri og skud ved parken, hvor tilsyneladende tilfældige personer er blevet overfaldet og skudt efter.  

Læs artiklen »Politiet vil patruljere tæt på Nørrebro efter knivangreb« hos Politiken.

– Det er selvfølgelig meget ubehageligt for alle, når disse ting sker, men vores dør er stadig åben. Og værestedet i huset har en god dialog med det lokale politi, ligesom vi har løbende kontakt med naboerne omkring situationen, fortæller Lærke.

På grund af et knivoverfald i parken i weekenden holder cafe Go Still lukket i en uge, men er ellers åben hver dag fra klokken 12:00 til 22:00.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce