Annonce

Hjemmelavet succes
19. marts 2012 - 19:31

Femi-porno festival hylder dansk tegnefilm

Den danske animationsfilm Naked Love er nomineret til Feminist Porn Award i Canada. Instruktør Sarah Koppel håber, at opmærksomheden kan sikre finansiering af flere erotiske tegnefilm for voksne.   

Blandt titler som »Fucking Different XXX«, »The Female Voyeur« og »Trans Women and Strap-Ons« finder man den danske tegnefilm »Naked Love - Ea's Garden« på listen over de nominerede til årets film på den canadiske filmfestival Feminist Porn Award 2012.

Den 6,5 minutter lange danske animationsfilm havde premiere sidste måned på kunstudstillingen »Erotikkens Kunst« i København og er det første af syv kapitler i en endnu ikke færdiggjort serie om kvinden Ea's surrealistiske og poetiske rejse ud i erotikken og sin egen seksualitet.    

– Jeg er utrolig glad for anerkendelsen og håber opmærksomheden kan være med til at gøre det lettere at rejse penge til de kommende kapitler i tegneserien, fortæller filmens instruktør, Sara Koppel, til Modkraft.

Besøg Feminist Porn Awards hjemmeside.

Hjemmelavet opråb

Sara Koppel har tidligere været med til at skabe klassiske danske tegnefilm som Valhalla, Fuglekrigen i Kanøfleskoven og Jungledyret Hugo, men har endnu ikke kunnet få offentlig støtte til at lave Naked Love.

Filminstituttet fandt angiveligt historien usammenhængende og erotikken for eksplicit.

Sarah Koppel besluttede derfor sidste år at lave filmen i fritiden sammen med sin kæreste, og lave et kapitel ad gangen, når der var tid og penge til det.

Filmen har ifølge instruktøren et »kvindeligt blik« på seksualitet og er en del af de seneste års bølge af feministisk porno og erotiske film.

Sara Koppel beskriver selv Naked Love som en erotisk kunstfilm.

Men den er også meget mere end det.

– Med Naked Love vil vi gerne lave en film, der hylder den passionerede seksualitet imellem lige, men vidt forskellige mennesker. Filmen er helt klart et kampråb og en kritik af den forskruede seksualkultur, vi er en del af, fortæller Sara Koppel.

– Hvor sex burde være det mest naturlige i verden, er det i hele vores kultur gjort til noget underlødigt og tabuiseret, som bliver dyrket i mørket, men som til gengæld stikker sit hoved frem fra skjulet overalt som middel til at sælge alt fra vaskepulver til motorcykler, fyldt med undertrykkende stereotyper. Men i stedet for at udstille problemet, har vi valgt at vise løsningen. Et erotisk utopia, hvor sex dyrkes uden skyld og skam af ligeværdige og frivillige partnere uanset køn og sexualitet, fyldt af passion, lyst og kærlighed, siger instruktøren.

På filmens hjemmeside er det muligt at støtte projektet, læse mere om tankerne bag og se klip fra animationsfilmen.

Besøg Naked Loves hjemmeside.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce