Eurokrisen og drømmen om magiske bazookaer

Den 6. september præsenterede Mario Draghi, præsidenten for den Europæiske Centralbank (ECB), en ny aggressiv plan for at gøre, ”hvad der skal til” for at redde euroen.

OMT betyder, at ECB vil købe ubegrænsede mængder statsobligationer fra pressede lande for at holde renten nede på disse obligationer. Kravet til de lande, som modtager støtten, er hårde nedskæringer.

Kun de færreste markedsanalytikere tror dog på, at OMT er en gylden løsning på euro-zonens problemer: en såkaldt bazooka, som kan skyde alle problemer ned uden at skabe nye.

Men hvor mainstream-kommentatorer spørger, om OMT er tilstrækkelig og går langt nok, er spørgsmålet snarere, om OMT er kontraproduktiv, og kan være med til at gøre krisen dybere.

Her analyserer jeg baggrunden for OMT gennem to spørgsmål: Hvorfor har den finansielle krise destabiliseret Euro-zonen mere end andre økonomier, og hvorfor ligger euro-krisens epicentre i Sydeuropa?  På den baggrund kan vi til sidst spørge til de folkelige protesters rolle i euro-krisen.

Prisen på redningskransen

En lang række euro-lande er voldsomt pressede af gæld og særligt af truslen fra stigende renter på deres statsobligationer. Dette drejer sig primært om de såkaldte 'PIIGS', Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien.

Disse lande har, som også nordeuropæiske lande, opbygget en stor offentlig gæld gennem en lang række bankpakker siden krisen brød løs i 2008.

OMT er designet til at holde hånden under disse lande ved at købe ubegrænsede mængder af deres statsgæld. Vedtagelsen af OMT, som først blev foreslået for knap et år siden, har dog været yderst kontroversiel i Tyskland, hvor den er blevet prøvet ved forfatningsdomstolen i Karlsruhe.

Af alle euro-landes centralbanker stemte kun den tyske Bundesbank imod OMT, med argumentet om, at løftet om ubegrænset støtte skaber en fare for at lande som Spanien låner løs uden at frygte for konsekvenserne.

OMT er dog alligevel blev vedtaget – i en udvandet udgave – på trods af tyskernes modstand. En af grundene til at planen bliver gennemført – med Merkels støtte – er, at lånene er betinget af meget hårde nedskæringer, hvis detaljer skal godkendes i Berlin. 

Det betyder, at låntagerlandene, for at få denne støtte, skal gå med til kraftige nedskæringer og skattestigninger for lønmodtagere, osv. Det skal ske før lånet er givet, og uden en demokratisk process. Parlamentarikere bliver reduceret til funktionærer, der bare skal gennemføre ECBs nedskæringskrav.

OMT er altså en mekanisme, der er rettet mod lande i akutte problemer, der betyder, at de ikke kan overholde Den Europæiske Stabilitetspagt, som kræver, at EU-landenes budgetunderskud holder sig under 3%.[2]

Både OMT og Stabilitetspagten dikterer benhård 'budgetdisciplin' og nedskæringer, og udelukker derved keynesianske stimuluspakker, hvor økonomien kickstartes for lånte penge.[3]

Forskellen er, at OMT ikke sætter rammer for landes budgetter, men vil gå direkte ind og diktere indholdet af disse budgetter under truslen om statsbankerot. OMT kan derfor beskrives som en slags økonomisk militærintervention, hvor ECB går ind i lande, som er under angreb fra penge- og kapitalmarkederne, og dikterer præmisserne for undtagelsestilstanden.

Om statsobligationer, rentepres og mistillid

Det umiddelbare problem, som ECBs nye plan forsøger at imødegå, er, at lande som Italien og Spanien risikerer at komme ind i en ond gældsspiral.  

Det er her interessant at fokusere på situationen i Spanien, fordi Spanien ligger tættere på afgrunden end Italien og på grund af sin økonomiske størrelse er en langt større trussel mod euroen end mindre økonomier som Portugal, Irland og Grækenland.

Før jeg kommer ind på, hvorfor sydeuropæiske lande er hårdest ramt, er det nyttigt at se nærmere på, hvad handel med statsobligationer går ud på og hvilken funktion OMT kommer til at spille i denne handel.

De renter, stater betaler på deres gæld, varierer med efterspørgslen på deres gæld, dvs. på de obligationer de udsteder. Statsobligationer har forskellige udløbsdatoer, dvs. datoer for deres tilbagebetaling.

Historisk set har stater almindeligvis været i gæld og har typisk afdraget på gammel gæld ved at stifte ny gæld. Statsobligationerne har derved fungeret som en slags rentegivende og meget sikre bankkonti for investorer, men også som en sikker finansiel vare, som kan omsættes på finansmarkederne.

Når vi har at gøre med gæld på de internationale markeder, handler det ikke om, om gælden bliver endeligt tilbagetalt, men om de renter den giver, og om den kan sælges videre.

Kapitalfonde bestemmer sig altså for at købe f.eks. Spaniens statsobligationer ved at gætte (eller vædde) på, om Spanien kan få genfinansieret sin gæld. For investorer baserer denne beslutning sig på et gæt på, om andre investorer er og vil være interesserede i Spaniens gæld.

Det vil sige, at prisen, renten, på den spanske gæld, som de spanske skatteydere og velfærdsmodtagere i sidste ende hæfter for, bliver bestemt af forskellige storinvestorers gæt på hinandens gæt. Samlet set kalder men dette, med et lidt flot ord, for 'markedstillid'.[4]

Når staterne fører gældspolitik under krisen handler det om denne tillid, som direkte giver sig udtryk i renten. Det handler om at sende 'signaler', der indgyder tillid hos pengemændene. OMT er et sådan signal.

Det betyder, at man fører politik med henblik på at stille de store investorer tilfreds; borgernes tillid og tilfredshed, eller mangel på samme, er her underordnet.

En såkaldt bazooka er i denne verden navnet på en redningsfond så stor, at den kan redde ethvert land fra afgrunden, hurtigt og effektivt, så det fjerner enhver tvivl på markedet. En bazooka er, blandt spekulanter, det ultimative ord for tillid.

OMT skaber ikke kun tillid ved at sænke investorernes frygt for statsbankerotter, men også ved at love dem profitter. Da det er institutionelt forbudt for ECB at købe statsobligationer direkte fra sine medlemslande, må OMT kun købe den på de 'sekundære markeder'.[5]

Det betyder, at ECB kun må købe obligationer, som allerede er blevet solgt af f.eks. Spanien til investeringsbankerne. Når et land sætter en obligation til salg (lad os sige en 1000€-obligation til 970€, dvs. til en effektiv rente på 3%[6]), kan de store investeringsbanker, eller 'mistillid på markedet', presse dens pris ned ved at afholde sig fra at købe, indtil prisen er lav nok. Jo lavere prisen er, desto højere er renten på obligationen (hvis prisen er nede på 940€ er renten på 6,4%).[7]

Her kan ECB ikke gøre noget, da de må ikke købe på det 'primære marked'. Hvis renten bliver skruet i vejret på denne måde, og et land må bede om OMT-støtte, går ECB ind og hæver prisen på det sekundære marked, hvorved renten sænkes (ECB køber til 960€, hvilket giver en rente på 4,1%).

Men i modsætning til det primære marked går differencen, som kan være flere milliarder (her 20€), ikke direkte til Spanien, men til dem, som sidder på obligationerne, typisk de store investeringsbanker (Goldman Sachs, Morgan Stanley, JPMorgan Chase, Citigroup Inc.,). Og hvis Spanien på et senere tidspunkt vil refinansiere sig selv, ved at opkøbe sin gæld, vil prisen være højere end da man solgte dem i første omgang (960€ i stedet for 940€).[8]

OMT er altså mere en støtteordning for de store investeringsbanker, som scorer differencen, end en støtteordning for de gældspressede lande, der kun hjælpes indirekte.

Siden finanskrisens udbrud i 2008 har vi set denne logik implementeret mange gange: man har stort set aldrig hjulpet skyldnerne direkte (f.eks. de amerikanske husejere), men har i stedet satset på at hjælpe bankerne.

Eksemplet Spanien

Men der er selvfølgelig langt mere på spil end tillid: Den spanske og europæiske økonomis tilstand generelt. Og den er ikke god. Selvom et hårdt nedskæringsprogram, som blev indledt af den socialistiske premierminister José Zapatero og som er fortsat og udbygget under konservative Mariano Rajoy, har betydet, at Spanien har fået statsgælden ned fra 11,2% af BNP i 2009 til 8,5% i 2011, ligger der stadig flere bomber under den spanske økonomi.

F.eks. er de spanske banker dybt gældsatte – senest måtte den spanske stat bruge 19 milliarder euro (142,5 mia. kr.) på at redde Bankia. Og den spanske husstandsgæld er på 300% af Spaniens bruttonationalprodukt.[9]

De spanske regioner er også ekstremt forgældede og har bedt centralregeringen om støtte, men krav fra centralregeringen i Madrid om regionale nedskæringer bliver taget ilde op i et land med stærke separatistiske traditioner.

Det er sigende, at en af de mest positive økonomiske nyheder i spansk politik på det seneste har været nyheden om, at et amerikansk konsortium vil åbne et “europæisk Las Vegas” uden for Madrid.

De spanske bankers underskud, og de følgende bankpakker, har netop sin rod i en gælds-finansieret byggeboble. Samtidig er ungdomsarbejdsløsheden i Spanien højere end 50%, mens det seneste halvlandet år har været karakteriseret ved hårde sociale kampe.[10]

Så fra et investorperspektiv, er der god grund til ikke at have tillid til Spaniens økonomi. Faktisk tyder alt på, at situationen i Spanien er, som den var i Grækenland, før det for alvor brændte på.

Den store forskel er, at Spanien er en langt større økonomi. Dvs. at en statsbankerot i Spanien er en langt større trussel mod den globale økonomi end en græsk statsbankerot.

Et sydeuropæisk problem?

Euro-krisen er selvfølgelig et resultat af den internationale finanskrise, som har gjort bankerne uvillige til at låne penge ud, særligt til lande, der er fanget i den europæiske gældsspiral. Men for at forstå krisens ujævne effekter i Europa må vi se på de ubalancer, som er blevet opbygget over en årrække, og som var muliggjort af Eurosamarbejdets grundlæggende konstruktion, nemlig at man har én valutapolitik for et område med yderst forskellige udviklinger i konkurrenceevne, uden mekanismer til at udjævne disse forskelle. 

I de seneste år har der været en voldsom genkomst af etniske stereotyper om sydeuropæisk dovenskab og korruption. Det er derfor ikke kun af analytiske grunde, at det er vigtigt at slå fast, at de strukturelle grunde til euro-krisen ikke er lokale problemer i Sydeuropa.[11]

Problemet ligger snarere i konstruktionen af euroen, i ØMUens fundamentale struktur. Euroen har bundet en lang række forskellige økonomier omkring den samme inflationsrate.

Dette betyder dog ikke, at økonomierne pludselig følger den samme dynamik: Prisudviklingen er stadig forskellig i de forskellige lande. Før euroen ville prisstigninger i Spanien og Italien have givet sig udtryk i en devaluering af liraen og pesetaen i forhold til D-marken.

Derved havde højere inflation i disse økonomier en modvægt i devaluering, som betød en vis konkurrencefordel i forhold til Tyskland.

Under euroen har dette ikke været tilfældet: Det inflationære pres i Sydeuropa har konstant undergravet deres konkurrenceevne og økonomier, fordi man havde den samme valuta som tyskerne.

Dette er ikke fordi, sydeuropæerne har haft en høj inflation, men fordi den tyske inflation har været usædvanligt lav. Hvorfor det? Fordi tyskerne har presset deres lønninger voldsomt, siden Schröder-regeringen for ti år siden indgik et kompromis med fagforeningerne om at presse lønnen ned, for at få flere i arbejde.

Mere præcist besluttede man sig for ikke at lade lønudviklingen følge produktivitetsudviklingen. Tyskernes lønninger blev derfor stadigt mindre, mens tyske virksomheders profitter og konkurrencedygtighed blev stadigt større.

En vare som ved euroens start i 1999, hvor valutakurserne blev nulstillet, kostede 100€ at producere i ethvert euro-land, kostede i 2010 107€ at producere i Tyskland, mens den i gennemsnit kostede 134€ i Sydeuropa og 124€ i de resterende eurolande. Tysklands ”Underbyd din Nabo”-strategi har altså ramt hele euro-området: mens Tyskland har opbygget et stort handelsbalanceoverskud, har andre euro-lande opbygget et underskud.

I gamle dage, dvs. før euroen, kunne et gældsplaget land devaluere deres valuta, så deres gæld faldt tilsvarende, præcis som USA er igang med nu. Og i gamle dage kunne spanierne, grækerne og italienerne konkurrere med tyskerne ved at have en billigere valuta end dem.

Euroen, derimod, umuliggør devalueringer og andre tilpasninger til de forskellige landes unikke prisudviklinger. Så længe euroen fungerer som den gør, vil den være med til at fordybe dette skel mellem center og periferi. De strukturelle grunde til at finanskrisen er slået hårdere igennem i Sydeuropa står altså også i vejen for en vej ud.

Tysklands hårde lønkurs og umuligheden af at tilpasse pengepolitikken på nationalt plan er de direkte årsager til, at de Sydeuropæiske lande i dag er blandt de mest forgældede.

Denne gæld startede ikke hos staterne (før krisen skyldte den spanske stat mindre væk end den tyske), men i forskellige bobler i disse lande: i Spanien en byggeboble, i Portugal og Grækenland et forhøjet gælds-finansieret forbrug, osv.

Pointen er, at de sydeuropæiske lande var under pres for at låne penge for at holde væksten i gang, og de kunne, på grund af fællesvalutaen, låne penge til samme billige rente som tyskerne.[12] Og de tyske banker var glade for at tjene gode penge på at låne ud til Grækenland, Italien og Spanien, og for at de brugte en god del af disse penge til at købe tyske produkter.

Det er selvfølgelig meget belejligt for de tyske og franske banker ikke at tage ansvar for de forretnings-beslutninger de har taget. Men for almindelige italienere, spaniere og grækere – og for alle vi andre kapitalløse – ser der anderledes ud.

Det tyske løntryk er den bagvedliggende årsag til det løntryk, vi oplever i Sydeuropa i dag. Denne tendens har også konsekvenser for den danske konkurrencedygtighed, og dette er ikke gået regeringen forbi. For dem er svaret at følge den tyske nedadgående spiral, frem for at søge andre veje.[13] De Radikales arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, udtrykte det ganske præcist:

Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen. Det gør vi ikke i regeringen, fordi vi synes, det er rart at trykke lønnen, eller fordi der er ideologi i det. Men vi ved bare, at vores lønkonkurrenceevne er blevet markant dårligere i forhold til Tyskland de seneste 10 år.

Vi skal ikke ned på tysk niveau, men vi bliver nødt til at tage bestik af realiteterne. De er, at flere job vil flytte til Tyskland, hvis der er for stor forskel mellem den tyske og danske lønkonkurrenceevne.[14]

I modsætning til ideen om et særligt sydeuropæisk problem har vi altså at gøre med et strukturelt problem i et sammenhængende system. Det betyder dog ikke, at der ikke er ideologi involveret: selve euro-konstruktionen er gennemsyret af ideologi, som i det neoliberale princip om ECBs 'uafhængighed', som er et kodeord for 'undtaget fra demokratisk kontrol' og i kravet om, at ECB skal holde inflationen nede for enhver pris.

Og det betyder ikke, at denne proces ikke har ideologiske konsekvenser, herunder genkomsten af de små-racistiske ideer, som følges med ideen om at krisen er de dovne og uansvarlige sydeuropæeres skyld.[15] Disse fordomme kan ikke banaliseres som 'ideer fra fortiden', men må forstås i deres kontekst, som et produkt af euro-konstruktionens modsætningsforhold, som de bliver fortolket af politikere, banker og massemedier.

Mistillid til Spanien

Krisen i Sydeuropa er en ekstrem udgave af den mere snigende krise vi oplever i Danmark. Men denne forskel er yderst vigtig. Hvor danske statsobligationer stadig ses som en relativt sikker havn for kapitalen, er mistilliden til de sydeuropæiske lande en konstant fare for hele euroen og de lande, som er underlagt euroen, såsom Danmark.

Markedsaktørernes manglende tro på hinandens tro på den spanske økonomi har betydet, at den spanske rente flere gange har været over de 7%, som regnes for at være den øvre grænse for  bæredygtig gældsbetaling.

I værste tilfælde kan dette betyde, at landet kommer ind i en ond spiral med højere og højere renter, der fortsætter indtil staten går bankerot. En spansk eller italiensk bankerot vil være katastrofalt for kreditorerne, særligt tyske og franske banker, i første omgang, men også for euroen, og verdensøkonomien.

Det er derfor, Den Europæiske Centralbank siger, at den er klar til at købe ubegrænset statsgæld fra et hvilket som helst euro-land, der beder om det.

Med denne udmelding fortæller den markederne, at der ikke er grund til at være nervøs for f.eks. spanske statsobligationer, da ECB altid vil gå ind og købe dem, og derfor være med til at holde efterspørgslen på dem oppe. OMT er dog, som vi vil se, langt fra at være den 'magiske bazooka', som markederne har drømt om.

Om OMT-mekanismen faktisk virker er altså en anden sag, men på kort sigt handler det for ECB om at sende et “signal” til markederne, der kan stoppe spekulationen mod medlemslandene. Et signal om, at ECB vil hjælpe, men også et signal om, at Spanien vil stramme op, skære ned, og rette ind.

Bjørnetjenester eller klassepolitik

I Grækenland er ECB-styrede nedskæringer foregået på en række forskellige måder, som generelt har forværret både befolkningens levevilkår og mulighederne for vækst.

Indbetalinger til pensionsopsparinger er blevet sat op, mens pensionsudbetalinger er sat ned og pensionsalderen er hævet. Lønninger er blevet skåret med op mod 50%. Dertil kommer privatiseringer af offentlige selskaber, fyringer af offentligt ansatte, salg af havne til Kina, forhøjelser af moms'en og elektricitetspriserne, og afskaffelsen af statsunderstøttelse til offentlig transport.

Det betyder dog ikke, at den græske gæld er holdt op med at vokse. Og det er såmænd ikke så overraskende, for øget arbejdsløshed og forringet købekraft udhuler statens skattegrundlag, og derved dens evne til at afdrage på gælden.

Derfor ligger renten på græske statsobligationer stadig og flyder rundt omkring 25%. Nu kræver troikaen, bestående af ECB, IMF og EU, så, at grækerne skal arbejde seks dage om ugen.[16]

Det lyder måske lidt underligt, at folk skal arbejde mere, når der er massearbejdsløshed, men forklaringen kunne ligger i, at man ønsker at presse lønnen yderligere ned, mens man venter på, at fabrikker begynder at flytte fra Kina til Grækenland.

I mellemtiden betaler grækerne så det samme – og ofte mere – for fødevarer end vi gør i resten af Europa. Mange grækere spiser i dag i offentlige suppekøkkener og modtager gratis lægehjælp fra klinikker, der før kun hjalp papirløse migranter.[17]

Der er altså tale om en generel implosion af det græske samfund. Men økonomerne taler ikke om sociale omkostninger, men om ECB lånenes 'politiske pris'.

Denne pris er et andet ord for de omkostninger, der er ved protester og delegitimering af de politiske aktører og systemer, som står for nedskæringerne. Det er ikke kun politikerne og centralbankerne, der sender signaler til kapitalmarkederne, men også de folkelige mobiliseringer. Det var derfor, der var så stor en lokal og international skræmmekampagne mod venstrefløjspartiet SYRIZA, som stod til at vinde det seneste parlamentsvalg i Grækenland.

Med hensyn til OMT betyder frygten for yderligere protester på kort sigt sandsynligvis, at politikerne i Spanien vil holde sig tilbage med at bede ECB om hjælp. At få denne hjælp vil ikke blot, som medierne skriver, være en 'ydmygelse', men en trussel mod de siddende regeringer og det politiske systems legitimitet mere generelt.

Kommer OMT til at virke, når den bliver taget i brug?

OMT virkede i første omgang som et signal til markederne: efter OMT blev annonceret den 6. september faldt den spanske rente fra 6% til 5,6% på en dag.[18] Det er stadig et åbent spørgsmål, om OMT vil virke som mekanisme til at holde hånden under de pressede lande. Her er der tre store spørgsmålstegn, som bliver diskuteret heftigt blandt politikere og markedsaktører:

1. Kan de krævede nedskæringer gennemføres i de givne lande, uden at det fører til nær-revolutionære tilstande eller valgsejre til partier, som går imod nedskæringerne?
2. Tør ECB stoppe finansieringen af lande, der ikke kan eller vil overholde betingelserne, vel vidende, at det ville skabe en krise af langt større dimensioner, end da Lehman Brothers fik trukket tæppet væk under sig i 2008?
3. Og selv hvis regeringerne i lande som Spanien og Italien får held til at gennemtvinge nedskæringerne, er det sandsynligt, at nedskæringerne vil udhule økonomien og derfor skattegrundlaget i et hastigere tempo end pengene bliver sparet på budgetterne...Derved kan OMT i sidste ende forværre landes evne til at afdrage på deres gæld.

Imellem disse usikkerheder, som gør det klart at OMT ikke er markedernes ønskede super-bazooka, er én ting sikkert: OMT kommer ikke til at løse det underliggende problem, som er den strukturelle ubalance i hele euro- og ØMU-systemet.

Selvom OMT virker som signal til markedet, og selv hvis den viser sig at virke som redningsmekanisme, skubber den blot problemerne ud i fremtiden, mens den øger ubalancerne. Samtidig vil de nedskæringer, som OMT vil kræve, være med til at øge presset på de europæiske befolkninger og derved sandsynligheden for folkelig modstand.

Dette er altså et afgørende tidspunkt for EU-samarbejdets fremtid. Euro-elitens plan for en løsning på problemet med EU og euro-samarbejdets uligheder er at øge indsatsen.

Barroso, Juncker og Van Rompuy arbejder p.t. på planer om en fælleseuropæisk finans- og skattepolitik med henblik på en egentlig europæisk føderation. Under denne plan vil de sydeuropæiske landes onde spiral blive fortsat under et nedskæringsregime dikteret af ECB og Tyskland.

'Mere' Europa betyder altså ikke mere lighed, men mere differentieret integration: større gensidig afhængighed med større ulighed.

Hvad kan der gøres?

Enhver løsning, som ikke gør op med euro-konstruktionens strukturelle skel mellem Nord- og Sydeuropa, mellem center og periferi, bliver blot en forlængelse af de nuværende magtforhold, og en fordybning af krisen eller i bedste fald en normalisering af krisens resultater: fattigdom og arbejdsløshed i Sydeuropa.

Høje profitter, handelsoverskud og arbejdende fattige i Nordeuropa. I ethvert land vil det betyde større pres på lønningerne. Med en dybere union risikerer man, i modsætning til EU-støtternes våde drømme, en større mellemfolkelig modvilje, idet man bliver bundet sammen i en konstruktion, som fundamentalt bygger på og forstærker uligheder og politiske magtforhold, med Berlin og Frankfurt i førersædet.[19]

Alternativet til denne kurs er, at sociale bevægelser og anti-nedskæringspartier får vind i sejlene. SYRIZAS leder Alexis Tsipras har for nyligt udtalt, at den europæiske situation er på vej mod situationen i Argentina i 2001.

Den argentinske krise dengang var i vidt omfang et resultat af, at den argentinske peso var bundet til den amerikanske dollar. Dette sikrede strømme af finanskapital og medfølgende investeringsbobler til Argentina, men undergravede samtidig Argentinas konkurrencedygtighed og industrier, og gjorde at argentinske virksomheder opbyggede en enorm gæld.

Et stort krak fulgte, hvorefter Argentina måtte 'forlade' dollaren. De arbejdsløse blokerede store veje, og arbejderne besatte fabrikker, som de i mange tilfælde driver videre den dag i dag som kooperativer.

Den folkelige bevægelse satte flere regeringer i træk fra magten. Den brede politisering og nye tradition for selv-organisering er stadig stærk i Argentina, hvor de har holdt det venstre-populistiske Kirchner-par ved magten.[20]

De europæiske eliter er skrækslagne for et Argentina-scenarie. Og denne frygt er medvirkende til, at markedsanalytikerne ikke tror på, at OMT er en magisk bazooka. Selvom regeringerne modtager OMT-støtte og skriver under på betingelserne, kan de, hvis de folkelige bevægelser er stærke nok, blive tvunget til ikke at overholde betingelserne.

Folkelig modstand i Argentina skabte et brud med en uholdbar pengepolitik og tvang staten til at nægte at betale sin gæld. Folket dengang var mere ansvarligt end sine politikere.

I Europa i dag vil det være svært for et stort land at gå enegang på denne måde uden at vælte det enorme euro-korthus. Der er brug for grundlæggende reformer af euroen og en eftergivelse af gælden og derfor for en transeuropæisk folkelig bevægelse, som kan kræve dette og sætte handling bag kravet.