Fire enhedslistemedlemmer har lavet et helt nyt, alternativ forslag til principprogram for Enhedslisten, fordi de mener, at programudvalgets udkast er for overfladisk. Målsætningen for socialismen er lønarbejdets og udbytningens ophør, hedder det i det nye forslag.
Modkrafts baggrundsmagasin Kontradoxa offentliggør mandag den 9. december et nyt forslag til politisk principprogram for Enhedslisten.
Forslaget er skrevet af enhedslistemedlemmerne Francesco Castellani, Niels Frølich og Niels Henrik Nielsen fra partiets østerbroafdeling i København og Jan Helbak fra aarhusafdelingen.
Niels Frølich forklarer Modkraft, at den største forskel mellem programudvalgets og det nye forslag er samfundsanalysen:
– Vi har ønsket at gå et spadestik dybere i samfundsanalysen og give nogle klarere analytiske redskaber til både samfundsforståelsen og diskussionen om socialistisk strategi. Vi synes, at programudvalgets udkast er for overfladisk til at ændringsforslag blive andet end et utilstrækkeligt hæfteplaster. Vi har i stedet fastholdt et konsekvent klasseperspektiv i både samfundsanalysen og den politiske strategi, siger han.
I betoner meget stærkt kritikken af lønarbejdet og fastholder et et perspektiv om dets ophør – hvorfor det?
– Det er fordi, vi er marxister og ønsker at holde den historiske fane højt. Vi mener, det er uhyre vigtigt, at fastholde dét politiske perspektiv – både i kritikken af kapitalismen og som politisk perspektiv for socialismen.
Ordet kommunisme bruges ikke i hverken jeres eller programudvalgets udkast – er perspektivet om lønarbejdets ophør en anden måde at beskrive den samfundstilstand, der traditionelt er blevet kaldt »kommunistisk«?
– Ja, det kan man godt sige. Vi har bevidst forsøgt, at skrive enkelt, uden at blive for vindtørre eller munkemarxistiske.
Hvordan vurderer I selv jeres muligheder for at få jeres forslag vedtaget?
– Vi har først og fremmest skrevet forslaget for at sætte et aftryk på den politiske debat i Enhedslisten og på venstrefløjen. Det afgørende er ikke om det vedtages eller ej, men om det kan afsættte et aftryk i debatten, siger Niels Frølich.
Det nye forslag er endnu ikke udsendt til Enhedslisten medlemmer. Det skyldes sandsynligvis, partiet ikke har forventet et alternativt forslag, men kun har planlagt medlemsdebat efter ændringsforslag.
Niels Frølich siger til Modkraft, at skrivegruppen bag det nye forslag lige nu arbejder for at deres udkast udsendes direkte til partiets medlemmer snarest muligt.
Besøg Modkraft specialside for diskussion af »Vejen til socialisme«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96