Annonce

Demonstration
12. oktober 2015 - 14:35

EL frygter for borgerkrig efter bombeangreb: Kurdere offer for voldshetz i Tyrkiet

Bombeangrebet mod en fredsmarch i Ankara kan i værste fald sende Tyrkiet ud i en blodig borgerkrig, frygter Enhedslistens Nikolaj Villumsen, der for få dage siden besøgte det prokurdiske parti HDP i byen. Partiet og venstreorienterede er offer for voldskampagne frem mod valget i november, mener han.

Da en regeringskritisk fredsmarch lørdag blev ramt af to formodede selvmordsbomber, var det kulminationen på en voldskampagne mod det prokurdiske parti HDP, mener Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen, der i sidste uge selv var i Ankara.

HDP har nærmest ikke mulighed for at føre valgkamp frem mod det tyrkiske valg den 1. november, og mens partikontorer bliver angrebet, borgmestre anholt og politikere truet, ser de tyrkiske myndigheder passivt til, forklarer han.

Læs Modkraft-artiklen »Mindst 95 dræbt ved bombeanslag mod fredsdemonstration«

- I lørdags havde myndighederne ikke havde travlt med at få ambulancer frem, men i stedet med at sende tåregas ind over de sårede og demonstranterne. Tyrkiet er medlem af Europarådet og ansøger om optagelse i EU. Landet er forpligtet til at sikre ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Men det ansvar har den tyrkiske regering og myndighederne tydeligvis svigtet, når vi samtidig ser, at HDPs kontorer bliver angrebet og kritiske journalister bliver fængslet, siger Nikolaj Villumsen til modkraft.dk.

HDP – Folkets Demokratiske Parti – har samlet demokratiske kræfter på tværs af det tyrkiske samfund og formåede ved valget i juni måned at komme over en af verdens højeste spærregrænser på ti procent. Partiet forener blandt andet kurdiske og kristne minoriteter og kæmper for homoseksuelles og kvinders rettigheder. Partiet får desuden bred opbakning blandt venstreorienterede i Tyrkiets store byer, forklarer Nikolaj Villumsen.

Læs Modkraft-artiklen »Kurdisk venstrefløjsparti stopper tyrkiske islamisters magtbrynde«

Kurdiske områder i undtagelsestilstand

Den 1. november er der igen valg, og hos HDP frygter man, at det ikke lykkes at klare spærregrænsen, fordi partiet konstant bliver modarbejdet, forklarer Nikolaj Villumsen.

- I flere af de kurdiske områder af Tyrkiet er der undtagelsestilstand. Jeg talte med en parlamentariker, der var blevet truet med en pistol for hovedet, da han forsøgte at føre valgkamp. 400 HDP-kontoerer er blevet angrebet, partimedlemmer og borgmestre fra partiet bliver fængslet, og i mange kurdiske områder er man i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan få lov at stemme ved valget.

Læs Modkraft-artiklen »Stop tyrkisk statsterrorisme mod freden«

Og det kan få situationen til at eksplodere, hvis store dele af det tyrkiske samfund ender med at stå uden repræsentanter i parlamentet, frygter Nikolaj Villumsen.

Må ikke fornærme præsidenten

- Der er fare for, at Tyrkiet bevæger sig i retning af borgerkrig. Derfor er det afgørende, at rammerne kommer på plads inden 1. november. Ellers kan valget synke sammen i kaos, siger han.

Men lige nu benytter de tyrkiske myndigheder sig af en række gummiparagraffer for at mordarbejde regeringskritikere i landet og undertrykke den politiske debat, forklarer Nikolaj Villumsen.

- I Tyrkiet har man nogle vagt formulerede love om, at det er forbudt at formærme præsidenten og den tyrkiske stats enhed. Det gør, at mange kritiske journalister ryger i fængsel. Det samme sker med politikere, der argumenterer for decentralisering og lokalt selvstyre, siger han og vurderer, at bombeangrebet i lørdags kun vil gøre det endnu sværere at føre valgkamp i Tyrkiet, fordi regeringskritiske politikere åbenlyst er i fare for at miste livet.

Husk at Tyrkiet er et nærområde

Nikolaj Villumsen håber, at EU vil lægge pres på den tyrkiske regering for at sikre ytrings- og forsamlingsfriheden og et valg, der kan betragtes som demokratisk. Munder valget derimod ud i en blodig borgerkrig, vil det også få konsekvenser, der kan mærkes i de vesteuropæiske lande, påpeger han.

- Vi skal huske på, at Tyrkiet er et nærområde til Syrien og huser omkring to millioner flygtninge. Synker landet sammen i borgerkrig, vil det ikke være hundredetusinder, men millioner af flygtninge, der vil gå mod Europa. Derfor skal danske politikere og ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mene det seriøst, når han siger, at vi skal hjælpe i nærområderne, siger Nikolaj Villumsen.

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce