Annonce

Udland
10. september 2013 - 18:13

Egypten: Fagforeningsadvokat anklages for terrorisme

Undertrykkelsen i Egyptens er blevet »bredere«, siger professor i arabisk og islam ved Aarhus Universitet.

Den egyptiske fagforeningsadvokat Haitham Mohamedain blev torsdag den 5. september anholdt af egyptiske sikkerhedsstyrker, da han var på vej til havnebyen Suez for at mødes med klienter. Advokaten blev dog efter 48 timer løsladt.

Ifølge Mohamedains advokat Ramy Ghoneim er Mohamedain blevet mødt med en række alvorlige anklager – herunder en anklage om terroristvirksomhed.

Anholdelsen af Mohamedain har vakt international forargelse iblandt fagligt aktive, og hundredvis har underskrevet en sympatikendelse, mens han sad i arrest.

Aktiv i Revolutionære Socialister

Mohamedain er aktiv i organisationen Revolutionære Socialister. Det er en trotskistisk organisation, der blev dannet i slutningen af 1980’erne af studerende.

Under den nu afsatte præsident Hosni Mubarak var organisationen forbudt, da den agiterede for et frit Palæstina.

Medlemmer af Revolutionære Socialister er aktive inden for bevægelsen Third Square (»Den tredje Plads«), der er dannet af venstreorienterede og moderate muslimske aktivister, der afviser både Det Muslimske Broderskab og militærstyret.

Mohamedain har igennem en årrække spillet en afgørende rolle i forbindelse med at forsvare arbejdere på politistationer og gadeplan.

Han har været offentligt kendt under protesterne imod den islamistiske præsident Mohamed Morsi og har i skarpe vendinger kritiseret militærets rolle, da hundredevis af medlemmer af Det Muslimske Broderskab blev dræbt under urolighederne ved Rabaa al-Adawiya-moskeen i juli  2013.

Professor: Militærstyrets undertrykkelse er blevet bredere

Efter det egyptiske militær i begyndelsen af juli 2013 overtog magten efter præsident Morsi, har der været genagne anholdelser af personer med tilknytning til Det Muslimske Broderskab.

At styret nu også går efter fagligt aktive, tyder på en ny kurs, mener professor i Arabisk og Islamstudier ved Aarhus Universitet Mark Sedgwick.

– Militærstyret går nu efter andre folk end blot Det Muslimske Broderskab. Ligesom andre militærregimer starter militærstyret med en noget snævrere undertrykkelse, som så bliver bredere. Hvor det vil ende, kan man kun gisne om, siger Mark Sedgwick til Modkraft.

Han peger på, at den egyptiske venstrefløj indtager en vigtigere position end i de vestlige lande netop nu, selvom venstrefløjen bestemt ikke er populær hos den almene befolkning:

– Det yderste venstre er lige så vigtig i Egypten nu, som det var i Europa i 1970'erne. Det gælder ikke mindst blandt de politisk aktive ikke-islamistiske intellektuelle, der udgør måske to procent af den samlede befolkning. For 95 procent af befolkningen er socialister gudløse uhyrer fra det ydre rum, siger han.

Sedgwick er ikke optimistisk på Egyptens vegne:

– Militære regimer har ikke en nogen god track record. Spørg chilenerne. Nogle mennesker argumenterer for, at der aldrig var en reel revolution i første omgang - at militærstaten lige gav islamisterne nok reb til at hænge sig selv med. Det er en overbevisende argumentation, siger han.

Læs om anklagerne imod Haitham Mohamedain på MENA Solidarity Network [engelsk] 

Underskriftsindsamling til fordel for Haitham Mohamedain

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce