Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
CPH:DOX
5. november 2015 - 14:30

Dokumentar belyser 20 år gammelt mord på Yitzhak Rabin

Onsdag den 4. november var det præcis 20 år siden den israelske premierminister Yitzhak Rabin blev skudt ned og dræbt kort tid efter at han forlod en gigantisk pro-freds demonstration. Amos Gitai’s doku-fiktions hybrid 'Rabin, the Last Day' indeholder dels dokumentariske passager fra tiden op til mordet, og rekonstruktioner.

Rekonstruktionerne er dog altid ærlige om at være konstruerede: I en af de første scener rekonstrueres omstændighederne bag den mest berømte optagelse af mordet, men så springer kameraet pludseligt ned på gaden og ind i bilen med den ramte Rabin, og ingen er længere i tvivl om at instruktøren er til stede i opsættelsen.

Højre-ortodokse raseri

Faktisk er det ikke så meget den sidste dag der bliver rekonstrueret, snarere består filmen af to dele: En rekonstruktion af arbejdet med udarbejdelsen af Shamgar-rapporten, den officielle rapport om hvordan mordet kunne finde sted, og en beskrivelse af det højre-ortodokse raseri i perioden op til mordet, som filmen ganske direkte hævder var baggrunden bag mordet.

Shamgar-kommissionen havde ikke mandat til at undersøge dette, hvorfor f.eks. scener hvor advokater forsøger at involvere Israel’s ulovlige bosættelsespolitik som grubund for det forfald der endte med mordet, ender med at indvendingerne bliver afvist som interessante men uden for komissionens felt. Derudover er ret store dele af filmen rekonstruererede forhør af politimænd, bodyguards og læger, og det er ikke det mest spændende i verden.

De absolut mest foruroligende scener kommer i sporet med højre-hysteriet. Af rekonstruktioner kan nævnes scener hvor bosættere med maskinpistoler anlægger nye bygninger, hvor sekteriske rabbinere forsøger at forbande Rabin og derigennem forårsager hans død, og en scene hvor en psykolog bryder sammen af sorg over at Rabin efter sigende er schizoid - samme sygdom som Hitler også havde, forstås.

Den 'forfærdelige Oslo-fredsproces'

I de dokumentariske passager spiller Benjamin Netanyahu en kæmpe rolle. På en balkon med en kæmpe plakat med ordene ‘Death to Arabs’ råber den fremtidige premierminister om hvor forfærdelig Oslo-fredsprocessen er, til en opkogt befolkningsmængde med plakater med Rabin som nazist eller i et sigtekorn. Der lægges ikke fingre imellem i skildringen af Netanyahu’s rolle som demagog.

Som nutidig beskuer er scenerne fra Netanyahu’s demonstrationer isnende, ikke mindst taget i betragtning situationen nutildags. Endnu en historisk aftale blev indgået i år, omkring Iran’s atomvåben, og nok engang brugte Netanyahu alle retoriske kneb for at farve aftalen i så forfærdelige og forrædderiske termer som muligt.

Hvad næsten er mest skræmmende er scenerne af mennesker helt ned til små børn, der råber og skriger om landsforrædderi og jødeudryddelser. For, hvor er de henne i dag? Situationen i Israel-Palæstina synes kun mere desperat end nogensinde, med knivdrab og fredsforhandlinger i hårdknude, så hvorfor er der ingen rasende folkemængder på gaderne i Jerusalem eller Tel Aviv? Ser vi dem bare ikke? Eller endte dem der råbte med at gøre modstanderne tavse?

Der optræder så vidt jeg husker ikke en eneste palæstinenser i denne film, hvis subtekst ellers er momentet fredsprocessen mellem de to folk døde. Det er en film som er ganske direkte om Israel’s forbrydelser, men ikke over for det folk landet har besat, men imod sig selv.

I sidste ende peger den fingeren på den umulige situation tilbage til mordet i 1995, og peger videre ind i Israel’s inderste. Hvori et potentielt umådeligt raseri tilsyneladende lurer.

Rabin, the Last Day vises igen onsdag d. 11/11 kl 13:00 og lørdag d. 14/11 kl 13:30. Begge gange i Grand Teatret

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce