Debat: »Om igen, Donbæk og Oguz«

To indlæg den 15. juli fra to SFere giver anledning til en smule bekymring. Af mange grunde, men her skal navnlig behandles to.

Dels en mere almen betragtning om udgangspunkt for en debat og dels en politisk vurdering af konsekvensen af begge debattørers opfordring til politisk handling.

Når selve debatskematikken skal med, skyldes det, at begge gennem deres uddannelse vel må antages at være skolede i grundelementerne for opstilling og afgrænsning af et diskussionstema (problemformulering), for analyse og argumentationsteknik.

Leif Donbæk (Modkraft den 15.07: Er vi i krig med Islam?) og Halime Oguz (Berlingske den 15.07: Drop tåbelig snak og vis handling i stedet) er henholdsvis (snart) cand.jur. og cand.mag.

Årsagen til begge debatindlæg er det helt forfærdelige og ubegribelige lastbilangreb på glade mennesker, der fejrede Bastille-dagen i Nice, dagen før indlæggene blev skrevet.

På det tidspunkt var der stort set ingen brugbare oplysninger om gerningsmanden andre end, at han var tuneser bosat i Frankrig, fraskilt og indadvendt.

Ikke desto mindre var de franske myndigheder umådelig forhippede på at koble hans handling sammen med Islamisk Stats terrorvirksomhed. Det skete ud fra devisen, at en sådan uhyrlighed kun kan forstås i sammenhæng med islamistisk terror i lighed med Charlie Hebdo og Bataclan.

De franske myndigheder nåede i løbet af ingen tid frem til at opstille en teori om »lynradikalisering«, som så kan optræde som en supplerende forklaringsmodel på en hvilken som helst voldsforbrydelse begået af personer med formodet muslimsk baggrund uanset, om forbindelsen til den radikale islamisme er nok så spekulativ.

På tidspunktet for begges skriverier forelå intet om, hvordan Islamisk Stat ville reagere på massakren. Først flere dage senere blev attentatmanden udråbt til at være soldat i Islams hær, hvilket er en gratis omgang for IS.

Ikke desto mindre lægger begge debattører helt uprøvet til grund, at gerningsmanden handlede inspireret af radikal islamisme. Det har så efterfølgende vist sig, at Islamisk Stat åbenbart ikke er så nøjeregnende med hensyn til overholdelse af de strenge adfærdsregler hos de, der lukkes ind i folden.

Gerningsmanden gjorde nemlig stort set alt, hvad man ikke må efter de rigide fortolkninger af koranen, som håndhæves i de områder, hvor IS og andre radikale sunni-muslimer har magt til det.

Hvis gerningsmanden til massedrabene i Nice har været inspireret af noget, som kan sættes i forbindelse med IS, må det være bevægelsens ekstremt voldelige forestillinger.

Den inspiration kan imidlertid komme alle mulige andre steder fra, og man bliver vel ikke stålsat islamist ved at råbe Gud er stor som indledning til rædslerne lige så lidt som en bankrøver vel næppe heller bliver kategoriseret som republikaner, hvis det eneste bevis på det er, at han råber ned med kongen, medens han tømmer kassen.

Donbæk

På dette ikke-eksisterende faktuelle grundlag opstiller Donbæk så en noget særpræget konstruktion om et formentlig moralsk eller politisk ansvar for ugerninger, når han skriver:”… jeg, som socialist og kristen må acceptere ansvaret for RAF, Stalin, Breivik og Lenin, ligeså må Islam acceptere ansvaret for Daesh og andre uslinge”. Herefter er vi krig i krig med Islam eller i det mindste med noget af Islam.

Hvad, der her menes med ansvar, er ikke helt klart.

Et retligt ansvar må formodes være udelukket. Men det moralske/politiske ansvar må vel også kræve en eller anden synlig og logisk relation mellem handlinger og holdninger.

Hvis Donbæks logik lægges til grund, har SF ansvaret for Lenin og Stalin, selvom partiet netop er grundlagt på et opgør med socialismen i den version. Den katolske Kirke som sådan har vel næppe heller noget ansvar af den karakter, når en italiensk mafioso i sognekirken beder om og får syndsforladelse for sine ugerninger.

Men måske mener Donbæk slet ikke ansvar i gængs forstand, men, at vi er en del af historien. Umiddelbart forinden skriver han nemlig, at ” jeg som kristen er nødt til at erkende at når Breivik begrunder sit terrorangreb med sin kristne tro, ja så kan jeg mene, at han perverterer min tro, men jeg kan ikke tage hans motivation fra ham. Ligeså kan jeg som socialist mene, at Rote Arme Fraktionen, Stalin, Lenin og mange andre har perverteret min ideologi, men jeg kan ikke tage deres motivation fra dem, kun bekæmpe dem”.

Men det er jo noget helt andet end at påtage sig et ansvar, af hvilken art dette så er.

Springet fra motiver hos forbryderen til, at en konfrontation med disse skulle påføre iagttageren ansvar for motiverne, er ubegribelig logik. Hvis den var gangbar moral, ville det føre til absurde tilstande.  Eksempelvis, at man som dansker skulle have et moralsk ansvar for, at en ubekendt sindsforvirret kernedansk person i nabolaget slår sin ægtefælle ihjel.

Derimod er der naturligvis et politisk ansvar for ikke at gøre alt, hvad man kan for at forebygge uhyrlighederne. Og det er da også rigtigt, at vi er en del af historien. Men hvad siger det?

Oguz

Halime Oguz hopper ligeledes med begge ben ud i de rene spekulationer, som så helt ureflekteret lægges til grund for et krav om, at: ” Venstrefløjen må nu definitivt gøre op med sin kronisk dårlige samvittighed over for minoriteten og indse, at islamismen er en ideologi, der ikke vil os”.

Umiddelbart ovenfor i sit indlæg bliver læseren præsenteret for følgende: ”Når radikalisering i en dansk sammenhæng har fundet sted, har forklaringen her ellers hos mange været, at den danske offentlighed ikke accepterede og inkluderede dem som værende danskere. Den forklaringsmodel lyder efterhånden mere og mere hul”.

Muligvis, men det er ellers denne forklaringsmodel, som en ph.d. afhandling på Det Europæiske Universitet i Firenze leverer (Milan Obaidi, der er dansk statsborger).

En afhandling som er blevet til under vejledning af en islamforsker og en socialpsykolog. Islamforskeren er franskmanden Olivier Roy, som læserne vil kende fra bla. et interview i Information den 19. september 2015.

Læs mere om afhandlingen her: »Terroren gror i vores egen baghave« hos Information

Men disse forskere ligger måske under for det, Halime Oguz kalder pseudopsykologisk og socioøkonomisk jammersnak?

Det kan bestemt ikke udelukkes, at nogen i »minoriteterne« ikke vil os, men det eneste »bevis« Oguz leverer forekommer en smule anstrengt.

Det er et studie fra Center for Mellemøststudier på SDU. Det fremgår angiveligt heraf: ”at det er etniske minoriteter, der mobber danskere”.  

Finder man frem til referencen, viser det sig, at mobningen af danskerne kommer fra arabisk talende drenge i to 6. klasser, som en ph.d.-afhandling af Jalal El Derbas viser.

Af den meget omfattende omtale, afhandlingen gav anledning til, fremgår dog et af Oguz øjensynligt overset, men væsentligt forbehold: ”Undersøgelsen viser derfor ikke nødvendigvis, hvordan alle tosprogede elever opfører sig”, siger forskeren (her citeret efter Ritzaus omtale).

Det har ikke været muligt at efterspore selve afhandlingsteksten på SDU’s hjemmeside, men da det alene drejer sig om drenge i to 6. klasser, må datagrundlaget antages at være beskedent. Fra dette materiale, der som anført publiceres med et udtrykkeligt forbehold, slutter Halime Oguz, at det er etniske minoriteter, der mobber danskerne.

Er det ikke et lidt for spinkelt et materiale at bruge for det første i en påstand om venstrefløjens kronisk dårlige samvittighed og dernæst fortælle, at det er etniske minoriteter, der mobber danskerne?

Og bedre bliver det ikke af, at venstrefløjen angiveligt skal indse, hvad den åbenbart ikke har gjort før, at islamismen er en ideologi, der ikke vil os. Det ved ”venstrefløjen” vist godt. Endnu har vist ingen meningsdannere fra nogen dansk venstrefløj undladt at tage afstand fra terrorhandlinger begået i Islams navn endsige forsvaret rædslerne med betragtninger, som Oguz argumenterer i mod.

Afsluttende bemærkninger

Det er utvivlsomt rigtigt, at der rundt omkring i Danmark, Tyskland, Sverige og andre lande med betydelige muslimske minoriteter, findes personer, der er modtagelige overfor budskaber fra IS.

Det er en sag for PET. Måske var det klogt at lade det blive ved det.

Og det er tilsyneladende også, hvad Donbæk og Oguz vil lade sig nøje med.

Selvom begge forlanger handling og opgør, giver de ikke nogen anvisninger på, hvilke handlinger, der skal iværksættes andet end at ”skeen skal i den anden hånd” og, at ”tåbelig snak skal droppes”.

Opgøret skal i Halime Oguz optik tages med den pseudopsykologiske og socioøkonomiske jammer, selvom netop denne jammer netop åbner veje til forståelse, men naturligvisn ikke accept af jammerligheden, hvis Olivier Roy har ret.

Når Halime Oguz skriver:” Det morbide ved nutidens terrorisme er, at den kan opstå hvor som helst, når som helst, også i Danmark. Terroristerne indgår som tavse celler i de vestlige samfund og forekommer tilsyneladende at være integreret, indtil de slår til", udråber hun enhver muslim til potentiel terrorist (eller enhver kristen nordmand til en potentiel Breivik).

Svaret på det er i opgøret med »den pseudopsykologiske og socioøkonomiske jammer« den totale overvågning og generel forfølgelse af muslimer.

Stadig har vi dog ikke, hverken fra Donbæk eller Oguz, set antydningen af interesse for, hvordan det kan være, at der midt i blandt os går folk rundt, der kan eksplodere i den rene ondskab.

Man kunne vel tage nogenlunde roligt på begge indlæg og lade dem mere eller mindre dø i fred.

Problemet er imidlertid, at begge debattører ytrer sig hyppigt og har klare politiske ambitioner i Socialistisk Folkeparti, hvis politik på området flygtninge og indvandrere i tiltagende omfang synes uklar.

Partiets formand udtalte forud for SF’s landsmøde i april 2016 (Information 15.04. 2016): ” Jeg er optaget af, hvad som skaber Danmark, og det er de grundliggende værdier – demokrati, ytringsfrihed og ligestilling. Hvis vi går på kompromis med disse værdier i en forfejlet forståelse af kultur, underminerer vi Danmark og det frihedsprojekt, landet er. Jeg er ligeglad med, om folk spiser frikadeller. Det er en privatsag, ikke en samfundsværdi. Men det har i længden betydning for sammenhængskraften, for hvis vi har forskellige værdier, så hænger Danmark ikke sammen”.

Også i dette citat ligger et postulat om ”forfejlet forståelse af, kultur”, hvis vi går på kompromis med værdier, som den kultur antages at underminere og som (igen) antages at være særligt danske værdier, (hvad de ikke er).

Her forbigås helt, at integrationen i vidt omfang er en succeshistorie på såvel uddannelses- som beskæftigelsesområdet. (I parentes bemærket kunne man måske nok få øje på trusler mod »sammenhængskraften«, der var noget mere omfattende og konkrete eksempelvis skattesnyderi, et inddrivelsessystem, der er komplet umuligt, osv.)

Godt en måned senere gik SF med til at pille ved grundlovens bestemmelse om forkyndelsesfrihed.

Altså lige netop et kompromis om begrænsning af bestemte (danske) værdier, men ganske vist markedsført som beskyttelse af de selvsamme værdier.

Det er lige ind i den kontekst, Donbæk og Oguz meddeler sig.

Derfor er deres debatindlæg ud fra deres politiske positioner problematiske i manglen på valide faktuelle holdepunkter, fraværet af gennemarbejdede analyser og oven i det løsagtige appeller, der flagrer hjælpeløst i slipstrømmen fra DF.

Det kan man da forhåbentlig ikke bygge holdbar SF-politik på.

Leif Hermann er pensioneret seminarielærer og var medlem af Folketinget fra 1984-1990 for Socialistisk Folkeparti.