Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kønspolitik
4. august 2016 - 12:09

Debat: Nej tak til patriarkalsk ikke-erotik

»Hvad Jørgen Leth, min kristne lejrleder, mine tidligere relationer og jeg har til fælles er, at vi alle er socialiserede i patriarkatet. Her har manden gennem århundreder haft retten til kvindens krop, idet at kvinden er blevet regnet for mandens ejendom.«

»Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan have hende, som jeg vil. Hun klæder sig af her i the master bedroom, mens hendes mor er ved at gøre klar til aftensmåltidet eller er i gang med at stryge mine skjorter ude i gården. Jeg mærker efter, om hendes kusse er våd. Det er den, hun er klar, og jeg kan tage hende uden forspil". Sådan lyder en meget omdiskuteret passage i Jørgen Leths bog Det uperfekte menneskefra 2005. 

En masse tanker og følelser strømmer igennem mig, når jeg læser artiklen, Jørgen Leth 11 år efter skandalen om kokkens datter: ”Jeg har da noteret mig, hvem der ikke ville mig det godt om Jørgen Leth her 11 år efter skandalen om kokkens datter i Berlingske den 19. juli. Så mange at jeg næsten ikke kan rumme det. Så mange traumer, så mange forløgnede diskurser - på nationalt og på personligt plan.

Jørgen Leth udviser i artiklen ingen indlevelsesevne ift. opstandelsen, der fulgte hans bogudgivelse for 11 år siden. Derimod udviser han en besynderlig paranoia i forhold til folks kritik af den famøse passage, som ifølge Leth skyldtes, at man ville ham det skidt, og at man er jaloux på hans såkaldt erotiske liv.

Jeg overvældes af alle følelser og uudtalte ting, jeg har på hjerte, men jeg ved, jeg ikke kan lade den selvforherligende løgn stå uimodsagt. 

Løgnen om dansk frigjorthed

Det meste af min barndom blev tilbragt i 90'erne. Når jeg tænker tilbage på den tids seksualmoral, og de ting vi lærte i seksualundervisning, fandtes der generelt en diskurs om sex som noget positivt. Ca. 30 år forinden havde der indtræffet en såkaldt seksuel revolution i Danmark, og i store dele af den vestlige verden. Den bragte meget godt med sig - ting som jeg nyder godt af den dag i dag.

F.eks. blev det kropslige og seksuelle i højere grad aftabuiseret. Sex blev af progressive set som en god og sund ting, og dét syn forplantede sig institutionelt.

I al sexforherligelsen var der en masse ting, der blev fejet ind under gulvtæppet, og den såkaldte frigørelse har i dén grad en slagside. Det forstod jeg selvfølgelig først senere. 

Fast forward til 2010 hvor jeg besøger min nye kæreste på Færøerne, som jeg er i gang med at fortælle om nogle oplevelser, jeg har haft med mænd, der har råbt dyrelyde efter mig på gaden.

Han ser på mig med døde, sammenklemte øjne, og siger: »Men jeg har lov til at gøre det, hvis jeg vil«. Underforstået »Det er min ret at seksualisere og objektificere kvinder, jeg ikke kender på gaden«. 

Jeg har været vant til lidt af hvert i tidsdrummet mellem 90'ernes seksualundervisning og 2010.

I den jyske provinsby jeg kommer fra, var der så megen sexisme og racisme, at det efterhånden blev normaliseret, og derfor ofte usynligt for mig.

En leder på en kristen ungdomslejr havde også fortalt os, at kvinden ikke må sige nej til sin mand, når han ville have sex. Det kunne mænd nemlig ikke tåle, og det var en kones pligt at give sin mand sex.

Udover det har jeg kendt andre mænd, som tog sig retten til min krop, når det passede dem - præcis som jeg-fortælleren i Det uperfekte menneske.

En ting vi nemlig ikke lærte i 90'ernes sex-forherligende seksualundervisning var grænsesætning, og mange af de piger der har fået en patriarkalsk pige-socialisering, har ikke lært at mærke efter, hvad de har lyst til, eller lært, at det er OK at sætte grænser.

Tværtimod blev jeg og mange andre piger socialiseret til at mærke efter, hvordan andre havde det, og irettesat, når vi satte grænser. Det gjorde mig tidligt til en magnet for tyran-gribbe, der altid har en veludviklet sans for at opsnuse dørmåtte-blod.

Min reaktion på min daværende kærestes kommentar var derfor heller ikke mere dramatisk end et overrasket: "Jeg snakker ikke om dig", mens jeg så overrasket og spørgende på ham, men han fortsatte med at kigge frem for sig med sit døde blik. Det var tydeligt, at jeg ikke måtte snakke om min oplevelse som ung seksualiseret, objektificeret kvinde i patriarkatet. Det var nemlig hans ret at seksualisere og objektificere kvinder. 

Patriarkatet lever

Hvad Jørgen Leth, min kristne lejrleder, mine tidligere relationer og jeg har til fælles er, at vi alle er socialiserede i patriarkatet. Her har manden gennem århundreder haft retten til kvindens krop, idet at kvinden er blevet regnet for mandens ejendom. Dette regime eksisterer stadig i store dele af verden, og et så gammelt system tager lang tid at afskaffe kulturelt - på trods af Vestens liberale idealer om ligestilling og rettigheder. Ja, nogle gange er de endda med til at understøtte det.

Jeg er vokset op i en tid, hvor den dominerende diskurs var, at det dersens kvindefrigørelse det havde 70'er-feministerne klaret for os. Nu var vi alle seksuelt frigjorte og ligestillede.

Men som mange kvinder der har, eller har haft sex med mænd også erfarer, er det ikke altid omkostningsfrit. Og det er ikke altid bare dejligt og rart, som de glade hippier gerne ville fortælle os i 90'erne. 

Og det er de omkostninger og alt dét ved sex og relationer, der ikke bare er dejligt og rart, der bliver fejet ind under gulvtæppet i den gentagede løgn om seksuel frigjorthed.

Man glemte lige at fortælle os piger i 90'erne, 00'erne og 10'erne, at den århundreder gamle patriarkalske kultur stadig stikker dybt.

Det ligger stadig dybt i mange mænd, at de har en særlig ret til kvinders kroppe. Det er en oplevelse, der er så naturliggjort, at den ofte er usynlig for os, og derfor kan være svær at identificere, og derfor svær at sige fra overfor.

Mange gange føjer kvinder endda denne mænds uudtalte ret helt på kommando - fordi mange af os der har fået en patriarkalsk kvinde-socialisering, har været vant til, at vi skal behage, tilfredsstille - og ikke skuffe. På bekostning af at mærke efter, hvad vi egentlig selv har lyst til. 

Drengenes berettighedsfølelse ift. pigers kroppe starter helt fra barnsben, hvor piger og drenge opflaskes med fortællingen om, at drengene driller og slår, fordi de godt kan lide pigerne. Sammenblandingen kærlighed og vold bliver derfor installeret i os meget tidligt.

Det er en patriarkalsk fortælling om, at »boys will be boys« som noget essentialistisk. Accepten af denne kultur fastholder piger og drenges socialisering og selvforståelse som henholdsvis jagede og jægere - passive og aktive.

Tilsæt det den såkaldt »frigjorte« seksualitet, og vi har erotiseringen af manden og kvinden som henholdsvis aktive og passive. Mænd og kvinder socialiseres dermed til at tænde på sig selv i en henholdsvis aktiv og passiv rolle.

Når man går i seng med en anden, går man nemlig ikke kun i seng med den anden person - man også med sig selv. 

Det er derfor forestillingen om den danske 70’er-frigjorthed, som Leth også nævner i artiklen, er så forløgnet.

Leth siger: »Det var en helt anden kultur end den danske, som jeg stadig forbandt med 1970ernes tidsånd, hvor der var et frit forhold til erotik og seksualitet. Det var åbenbart væk, da bogen udkom. Så jeg havde skrevet i én tidsånd og kultur, kan man måske sige, og udgivet den i en anden«.

Men for hvem er den fri, i en kultur hvor kvinders passivitet erotiseres, som den også bliver i Det uperfekte menneske? Mænd, selvfølgelig. Og det var dét, 70'er-hippierne ikke gjorde op med. Man ville så gerne tro på løgnen om seksuel frigjorthed, at de efterfølgende generationer af piger og kvinderselv har måttet lære på den hårde måde, at man ikke kan kneppe sig ud af patriarkatet,idet mange mænd desværre har samme kvindesyn som Leths jeg-fortæller i Det uperfekte menneske. 

Der kan ikke være heteroseksuel frigørelse, når mænd stadig ser kvinder som rekvisitter.

Derfor er det også så ufatteligt, at Leth i artiklen fra 19. juli udviser så høj en grad af indlevelsesfattigdom og selvcentrerethed. Leths stakkelshed ifbm. receptionen af hans bog synes at være hans og artiklens primære fokus.

Alligevel er den sikker hver gang; stimen af rygklappere, der står klar til at dunke ryg på mandlige forfattere, der har behov for at demonstrere, at de sørme er nogen satans karle. 

Leth siger i artiklen, at det sværeste efter receptionen på hans bog var at tænke på, at så mange folk der kender ham fra aviser og TV, havde fået et »grimt og forkert billede« af ham. Han bekymrer sig altså om noget så ligegyldigt som, hvordan folk ser ham, mens dét klassesystem, patriarkat og hvide overherredømme han aktivt bidrager til, fortsætter med at brage derudaf, og fastholder så store dele af jordens befolkning i slaveri.

I 2005 påstod Leth først, at bogen var en erindringsbog, hvor han har nedskrevet erindringer, præcis som han huskede dem. Efter opstandelsen omkring hans bog har han senere trukket i land, og påstået, at bogen var en slags semi-fiktion.

Men uanset hvad kan man stadig diskutere den som eksempel på en tankegang, der findes i verden. Leth har tidligere givet udtryk for at have købt brune kvinder i f.eks. 14 dage ad gangen, når han var ude at rejse.

Han påstår, at relationerne er gensidige for dermed indirekte at sige, at der skam ikke er noget i vejen med dem. Men hvor megen gensidighed er der lige i seksuelle ikke-relationer under systemer som patriarkat og kapitalisme, hvor en fattig kvinde må overleve på én eller anden måde, og derfor må vælge mellem at lade hvide, rige mænd beslaglægge sig, eller ikke få mad på bordet?

Det ville Leth vide, hvis han havde nogen form for indlevelse i sin egen overordnede position. Det er igen den liberale løgn, der forsøges solgt til os. Den frie vilje er en illusion for folk på bunden, som er nødt til at overleve under magtsystemer som kapitalismen, kolonialismen og patriarkatet. Den frie vilje eksisterer for folk med privilegier.

Kokkens 17-årige kan lige så godt klæde sig af, fordi hun er socialiseret til at gøre, hvad en hvid mand vil under et patriarkalsk og kolonialistisk, hvidt overherredømme. Og hendes »kusse«, som Leth kalder det, kan lige så godt være våd, fordi hun har udflåd, eller fordi hun har lært at erotisere sin egen seksuelle underordning, eller fordi hun lige har slået en prut. En vaginas fugtighed er ikke en endegyldig indikator på, om man er »klar« til noget som helst.

Hvis vi skal tro på Leths initielle forklaring om bogen som erindringsbog, har han brugt brune, fattige kvinder til at lave mad til ham og stryge hans skjorter, og omtaler en 17-årig brun pige som én, han har ret til at tage, som han vil. Det er et eksempel på, hvordan brune kvinder er reduceret til funktion for den hvide mand, når patriarkat, kapitalisme og kolonialisme går hånd i hånd. Tal om ikke at ville folk det godt!

Det skriger til himlen, at Leth ikke mener, han har nogen herremandsmentalitet. At være hvid, rig og mand, der holder brune, fattige kvinder som tjenestefolk, køber brune kvinder 14 dage ad gangen, og mener at have ret til at tage brune piger, som han vil, er jo netop herremandsmentalitet - især når det er så naturligt for ham, at han slet ikke kan se noget galt med det.

Jeg-personens berettighedsfølelse er udtryk for voldtægtskultur, som er affødt af patriarkat og kolonialisme, hvor den hvide mand historisk har hærget og voldtaget, hvor han er kommet frem. Oprindelige befolkningers kvinder har typisk stået først for at blive udbyttet, idet man fratager dem deres livsgrundlag.

Dette har man kunnet se i USA og Canada, hvor landets oprindelige befolkning ikke kendte til prostitution før koloniseringen. Og derpå kan såkaldt frigjorte typer som Jørgen Leth, der har solgt sig selv den belejlige løgn om den frie vilje og gensidighed, komme og beslaglægge ens krop for en stund. Men lad os da endelig bare snakke om, hvor synd det er for Jørgen Leth.

Et »kønspolitisk barsk klima« - for hvem?

Leth mener, at vreden mod ham i 2005 skyldtes en »ny puritanisme«, »grim feminisme« og et »barskt kønspolitisk klima«, som han frastødes af.

Han synes at være drevet af en paranoia og selvcentreret tro på, at nogle ønskede at begå et karaktermord, fordi de var jaloux på ham. Han demonstrerer hermed en overklassens verdensfjernhed, hvor man simpelthen ikke kan forestille sig, at nogle mener, udbytning af mennesker af en lavere klasse, er forkert. 

Ift. den »nye puritanisme«, »grimme feminisme« og det »kønspolitiske barske klima« er det igen begreber, der tilhører den forløgnede liberale vokabular.

Hvis nogle vover at kritisere eller italesætte de privilegier, hvide mænd har nydt i et kolonialistisk patriarkat i århundreder - herunder seksuelle privilegier - , er det selvfølgelig »puritanisme« og jalousi.

Jeg vil dog give Leth ret i, at vi lever i et »barskt kønspolitisk klima«. Dog med omvendt fortegn end Leth.

Vi lever nemlig i et så barskt kønspolitisk klima, at kvinder der vover at italesætte kønsproblematikker - eller i det hele taget bare være synlig, modtager døds- og voldtægtstrusler.

Der sker alt for mange voldtægter, - mange af hvilke ikke anmeldes, partnervold og mord. Masser af kvinder udsættes for hævnporno med årelang ydmygelse til følge, med det resultat at en del unge piger tager deres liv.

Og vi lever i så barskt et kønspolitisk klima, at der ikke engang findes et begreb på dansk til at beskrive menneskehedens største kilde til direkte lidelse: »Male violence«, hedder det på engelsk, og når man oversætter det til »mænds vold« og bruger det til at beskrive virkeligheden med, flipper mange mænd helt ud og sletter én som Facebook-ven, fordi dén samtale er stort set ikke-eksisterende herhjemme, og nedties på aggressiv vis.

Vi lever i et så barskt kønspolitisk klima, at masser af feministiske skribenter må opgive deres virke, eller forlade deres hjem, fordi de har modtaget trusler på dem selv og deres børns liv. Senest den feministiske skribent Jessica Valenti. 

Vi lever i så barskt et kønspolitisk klima, at dén slags parforholds»eksperter«, der får taletid i medierne herhjemme, er folk som opfordrer kvinder til at lade være med at stå bag grillen under påstand om, at det vil ødelægge hendes sexliv med manden, idet manden så vil miste sin stolthed.

Leth nævner, at han var glad for, at folk som forfatteren Jens Christian Grøndahl gik ind, og forsvarede ham dengang for 11 år siden.

I Deadline sås det, hvordan Grøndahl som noget af det første han gør, da han træder ind i studiet, er at kalde Kvinfos Elisabeth Møller for en »rejekælling«.

Han bruger dermed et klasseistisk og misogynistisk skældsord mod hende som det naturligste i verden, og alligevel påstår Leth, at der er et barskt kønspolitisk klima i dette land (rettet mod stakkels hvide, rige mænd som ham, må man forstå), selvom alle råber op om politisk korrekthed og svenske tilstande, så snart nogle vover at italesætte køns- eller racismeproblematikker.

Ja, Leth er ikke den eneste, der frastødes.

Patriarkal ikke-erotik

Når Leth mener, at grunden til opstandelsen var, at man var jaloux på, at han levede »et erotisk liv«, siger det noget om, at dét at købe sig til sex og at »tage« en pige uden »forspil«, anses for erotik.

Det siger noget om, at vi lever i en verden, hvor det erotiske er defineret af patriarkatet. At mænds magt og dominans er erotiseret i en sådan grad, at kvinders seksuelle personlighed udviskes og anses for irrelevant.

Og hvis kvinder vover at udvise seksuel personlighed, eller blot giver udtryk for sine ønsker og behov, og ikke bare accepterer dén erotisering af hendes seksuelle passivitet, som er affødt af patriarkatet, er hun i værste fald en luder, der skal straffes og ydmyges, i bedste fald er hun krævende og i vejen.

Kvinder er socialiserede til at acceptere patriarkatets præmisser for ikke-erotik, og har derfor lært at undertrykke sin egen seksuelle personlighed og erotiske behov samt at se på sig selv med patriarkatets objektificerende blik.

At man er våd, behøver på ingen måde være udtryk for, at man ikke har behov for »forspil«.

Og at være nødt til at overleve økonomisk under kapitalismen, behøver på ingen måde at være udtryk for, at man har behov for at tilbringe 14 dage af sit liv med en privilegeret, hvid overklasssemand med kulturel kapital. 

Den patriarkalske ikke-erotik påtvinger kvinder en falsk seksuel personlighed, hvor behov for forbindelse, nærhed og ømhed med andre mennesker undertrykkes og udskammes til fordel for at stå til rådighed for mænds behov, hvis hun vil gøre sig håb om at få en bid af nærhedskagen. 

Og det er hér levnet fra 70'er-hippiernes sex-forherligelse kommer til kort. Fordi den seksuelle frigørelse primært var - og stadig er - seksuel frigørelse for mænd, som under patriarkatet (ikke)erotisk reducerer kvinder til funktioner.

Dette ses også på vores helt naturaliserede sprogbrug, som vi er vokset op med, hvor ord som ”klar” og ”forspil” fra den famøse passage alle refererer til penetrations-akten, som åbenlyst er det centrale i heteroseksuel, patriarkalsk, fallocentrisk ikke-erotik.

»Klar« betyder »klar til penetration«. »Forspil« betyder »det der, vi laver inden penetration«. Gaaaaaab!

Og når kvinder internaliserer herremandsmentaliteten, og approprierer jeg-fortælleren i Det uperfekte menneskes kynisme, er det ikke udtryk for frigørelse. Det er ikke revolution, men reaktion. 

Det er tid til, at kvinder definerer en ny erotik, der sætter os selv og vore egne behov i centrum - langt væk fra Leth og andre mænds patriaralske, ikke-erotiske, kolde og kyniske objektificering og herremandsmentalitet, som vi har levet under længe nok. 

Det er dog altid rart, når dét kyniske kvindesyn, mange mænd har, ikke bliver lagt skjul på.

Det er klart at foretrække frem for falskheden, som mange mænd udviser, hvor de lader som om, de har store følelser for kvinden blot for at kunne drive følelsesmæssig og fysisk rovdrift på dem for en stund, fordi de lige går, og føler sig lidt tomme og stakkels.

Det er meget bedre at vide – jo før jo bedre, at mange mænd ikke respekterer kvinder, så vi har mulighed for at navigere i dét forløgnede liberale seksuelle klima, vi er blevet indsocialiseret i.

Hvor realiteten under patriarkatet desværre ofte er, at kvinder elsker mænd, mænd elsker også mænd, men hverken kvinder eller mænd elsker kvinder.

Derfor er det mest radikale, kvinder kan gøre seksualpolitisk at centrere sig selv og hinanden, mærke efter hvad ens egne behov er, sætte grænser, smadre det nuværende kønshierarki gennem at dræbe løgnen, begynde samtalen med sig selv og hinanden, og opbygge en egen erotik, der centrerer egne behov, og afviser den røvsyge patriarkalske ikke-erotik.

Anne Dalum er kandidat i »Literature - Culture - Media« fra Lunds Universitet.

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce