Annonce

Menneskerettigheder
25. maj 2012 - 10:54

Colombia: Overgrebene fortsætter

Oprindelige folk, afrocolombianere, bønder, menneskerettighedsforkæmpere og fagforeningsfolk lever i konstant fare for overgreb og mord i Colombia. Det konkluderer Amnesty International. 

Den colombianske regering har forsøgt at skabe indtryk af en kursændring overfor menneskerettighedsspørgsmålet i landet, men i følge den seneste rapport fra Amnesty International er de reelle fremskridt meget begrænsede.

Rapporten udtrykker særlig bekymring for oprindelige folk, afrocolombianere og bønder, samt menneskerettighedsforkæmpere, fagforeningsfolk og lokale ledere. I løbet af 2011 blev mindst 29 fagforeningsfolk og 45 menneskerettighedsaktivister dræbt - mange af disse involveret i kampen for jorden.

I 2011 vedtog den colombianske regering den såkaldte »offer- og jordlov«, som efter sigende skulle bringe erstatning og genoprejsning til landets ofre, særligt de millioner af internt fordrevne. Men Amnesty udtrykker bekymring over, at de, der forsøger at vende tilbage til deres jorde, udsættes for drab og forfølgelse.

Bare i 2011 blev 308.000 colombianere tvunget til at flygte fra deres hjem, for at slutte sig til resten af de over 4 millioner internt fordrevne i landet, og det er altså vanskeligt af sikre sig mod, at overgrebene gentager sig, når konflikten fortsætter ufortrødent.

Væbnet konflikt

I følge Amnesty fortsætter både guerillaerne, de paramilitære og den nationale hær med at krænke menneskerettighederne og international humanitær ret. Den nationale hær udførte 17 udenomsretslige henrettelser i 2011, hvilket er en stigning i forhold til 2010.

Omfanget nærmer sig dog ikke 2008, året med skandalen omkring de "falske positiver", hvor mindst 200 civile blev dræbt og fremstillet som guerillasoldater dræbt i kamp.

Amnesty fastholder, at paramilitære grupper stadig hærger i Colombia på trods af den påståede demobilisering i 2006.

Paramilitære grupper styrker deres tilstedeværelse og kontrol i store dele af landet, og makabre paramilitære massakrer hører desværre ikke fortiden til.

Den12. september ankom 30 væbnede og uniformerede medlemmer af den paramilitære gruppe "Los Rastrojos" til Landsbyen Pesquería i delstaten Nariño.

Her samlede de beboerne, truede dem og beskyldte dem for at tilhøre guerillaen, hvorefter de parterede 2 civile levende foran resten af befolkningen. Efterfølgende bortførte de 14 personer, hvoraf mindst 2 blev dræbt.

Råd i institutionerne

Også det formelle demokrati er truet, og ved kommune- og delstatsvalget i oktober 2011 blev der dræbt 40 kandidater. Desuden er der meget, der tyder på, at store dele af de valgte har kontakt til paramilitære grupper.

D. 31 oktober 2011 blev det colombianske sikkerhedsvæsen, DAS, lukket, da det stod klart, at institutionen havde benyttet "beskidte metoder", særligt under Alavaro Uribes regeringsperiode (2002-2010).

Dette indebærer blandt andet, at sikkerhedsvæsenet har anvendt trusler og drab, samt ulovlige forfølgelser og aflytninger af menneskerettighedsaktivister, politikere, dommere og journalister.

Enkelte højtstående funktionærer er blevet dømt skyldige i forbrydelserne, mens andre sager stadig er i gang.

Sidst, men ikke mindst, udtrykker Amnesty bekymring over, at de fleste af forbrydelserne, der sker i Colombia, aldrig bliver opklaret. Straffrihed bliver resultatet i størstedelen af sagerne. Og situationen forværres af trusler mod og drab på vidner, advokater, forsvarere og dommere.

Læs hele rapporten hos Amnesty International

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce