Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
CPH:DOX
7. november 2015 - 20:33

Brutal og billedskøn film fra sydstaterne i USA

Roberto Minervini’s film 'The Other Side' er et billedskønt og skummelt portræt fra sydstaterne, uden voiceover eller forklaringer, blot bulletiner fra et samfund i komplet opløsning.

Chris Rock sagde for nylig: “When we talk about race relations in America or racial progress, it’s all nonsense. There are no race relations. White people were crazy. Now they’re not as crazy. To say that black people have made progress would be to say they deserve what happened to them before.” 'The Other Side' er et portræt af den rest som stædigt nægter at blive mindre skøre. Som, sandt at sige, ingen interesse har i at blive mindre skøre, som intet får ud af det. Men som godt kan se hvilken vej det går, og at de vil blive ladt i stikken.

Det er et indfølt og nøgent portræt, men også lidt distancerende - filmen hedder trods alt ‘den anden side’, og der er ingen tvivl om at vi ser en film om folk der er anderledes end os. Første del følger Mike Keller, en midaldrende mand med et kraftfyldt blik, methdealer og -bruger. Anden del følger en paramilitær gruppe der øver sig til den uundgåelige militære undtagselsestilstand, der venter lige om hjørnet, er de sikre på.

Tårer, fortvivlelse og angst

Det er helt tæt på, og vi ser tårer, fortvivlelse, angst og frustartion. Men det er lidt svært at have empati med folk som er så hadefulde. ‘Don’t be a n******head’ siger de, når folk roder for meget. ‘We are free, we will never be slaves’, siger de, om det der gør dem specielle. Ta-nehisi Coates kalder det i Between the World and Me for ‘The Dream’ som ‘The people who believe they are white’ er fanget i. ‘Frie’, ‘aldrig slaver’ siger mennesker efterladt i trailerparks uden fremtid, hvor stofferne holder dem godt fast.

De er efterkommerne af folk, der engang, i 1860, ved Jim Crow, i 1970’erne, valgte at det vigtigste måtte være at være hvid, som valgte forkert, og som nu når demografien skifter er hadet af den ene side og taget for givet og udnyttet af den anden. De er taberne, ganske enkelt.

‘We gon’ be alright’ synger Kendrick Lamarr på årets store slagsang Alright. #BlackLivesMatters aktivisten Deray Mckesson blander sine twitter-opdateringer om alskens politibrutalitet med meldingen ‘We Will Win’. Der er håb om en bedre fremtid hos de progressive aktivister, som er komplet fraværende hos filmens fortabte drømmere. De er håbløse, og nu knarker og knalder de til moro og skræk på lærredet.

Jeg ved ikke om projektet er udbyttende, om det er sympatisk. Men det er flot og uforglemmeligt.

Filmen vises: Søn. 08/11 - 21:15 - Vester Vov Vov & Lør. 14/11 - 20:00 - Empire Bio

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce