Annonce

17. oktober 2016 - 11:45

Blev terror forhindret? Højreekstreme »korsfarere« ville bombe somalisk boligområde

Tre mænd, som er en del af en højreekstrem milits kaldet »Korsfarerne«, er sigtet for at planlægge et omfattende bombeangreb mod et lejlighedskompleks beboet af somaliske migranter og en moské i Kansas, USA. Men hvorfor bliver det ikke kaldt terror, spørger kritikere nu.

I otte måneder har FBIs øjne været rettet mod de såkaldte »korsfarere« - en antimuslimsk milits, der ville bombe lejlighedskomplekset Garden City i Kansas, der har 120 beboere og en moské.

Curtis Wayne Allen, 49 år, Patrick Eugene Stein, 47 år, og Gavin Wayne Wright, 49 år, blev anholdt i fredags og er nu tiltalt for at ville »anvende masseødelæggelsesvåben (sprængstoffer) i forbindelse med deres planer,« som det hedder i Justitsministeriets udmelding.

Ville »vække folk«

I anklageskriftet beskriver den FBI-agent, der har stået for efterforskningen, at de anholdte ofte udtrykte had over for muslimer, folk af somalisk afstamning og immigranter.

»De valgte deres mål for angrebet baseret på deres had til disse grupper og deres opfattelse af, at disse grupper udgør en trussel mod det amerikanske samfund, et ønske om at inspirere andre militsgrupper og et ønske om at ”vække folk”«

Oplysningerne i anklageskriftet kommer fra en informant betalt af FBI, korrespondancer over sociale medier og optagelser.

Læs hele anklageskriftet her

Blev inspireret af Orlando-skyderi

Her kan man blandt andet læse, hvordan planerne angiveligt blev mere og mere konkrete over sommeren 2016 – fra tanker i maj måned om at møde op i Garden City med en pistol og skyde løs til inspiration fra Orlando-skyderiet den 12. juni, hvor 49 personer blev dræbt på en natklub for homoseksuelle.

Læs mere om angrebet her: »Massakren i Orlando var en amerikansk forbrydelse«

Senere i juni måned talte Patrick Stein om at beskyde Garden City med raketter.

»De har de her lejlighedskomplekser derovre, hvor bogstaveligt talt hver eneste lejlighed… det er hvad, det er, fucking kakerlakker…,« sagde han blandt andet under samtalen.

Gruppen diskuterede også, om de skulle angribe kirker i Garden City, som havde støttet flygtninge. På samme møde var de enige om, at områdets moské skulle brændes ned.

Ville brænde moské under bøn

»Ja, under bønnen,« tilføjede Gavin Wright.

I juli måned diskuterede de igen et muligt angreb, og Patrick Stein bekendtgjorde, at alle skulle slås ihjel: »Selv hvis det er en et-årig«.

På et møde i august blev planerne mere konkrete. Her besluttede de tre ifølge anklagerne at fylde tre vogne med sprængstoffer og anbringe dem ved ved lejlighedskompleksets fire hjørner.

Hvorfor taler ingen om terror?

Efter anholdelserne fredag har blandt andet den britiske avis Independent beskrevet sagen under overskriften: Kansas terror: »USA har lige forhindret et stort terrorangreb, og ingen taler om det«

Læs artiklen her: »Kansas terror: The US just busted a huge terror plot and no one’s talking about it«

For en lang række folk har kritiseret mediedækningen for ikke at kalde planerne for terrorplaner.

»Forestil dig den nationale reaktion, hvis disse mænd havde brun hud, og de prøvede at dræbe hvide børn,« skriver en bruger på Twitter.

 

Også den danske dækning har fået et par kritiske ord med på vejen:

»Hvorfor har Politiken svært ved at stave til "terror"?« spørger debattøren Asmaa Abdol-Hamid blandt andet og linker til et Ritzau-telegram, som avisen har bragt.

Også Modkraft-bloggeren Nazila Kivi opfordrer på sin Facebook-profil til at kalde planerne for terror. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce