Annonce

Løndumpende malerfirma:
18. maj 2012 - 16:45

Bedrager Skat for millioner

Malernes Fagforening anslår, at det litautiske VG Malerfirma i det seneste år har svindlet for ikke under 10 millioner kroner.

Et litauisk firma koster den danske statskasse millioner af kroner. VG Malerfirma har i det seneste år omsat for ikke under 10 millioner kroner i Danmark, vurderer Malernes Fagforening i København.

Virksomheden, som nægter at underskrive en dansk overenskomst og derfor har været blokaderamt siden september 2011, optræder over for danske kunder og leverandører som et dansk anpartsselskab, men fremstiller sig over over for danske myndigheder som en såkaldt »udstationerende« litauisk virksomhed (VG Maler Firma UAG).

Bo Rosschou fra Malernes Fagforening i København fortæller, at VG Malerfirma AUG i det såkaldte »RUT-register« har anført syv aktuelle arbejdssteder. To i København, to på Frederiksberg og tre på det øvrige Sjælland. Tilmeldingen til RUT-registeret er en erklæring om, at virksomheden er udenlandsk udstationerende og dermed fritaget for skattebetaling i Danmark.

Malernes Fagforening kan imidlertid fremlægge dokumentation for, at VG Malerfirma over for både danske kunder og danske leverandører anvender dansk firmabetegnelse: VG Malerfirma ApS, fortæller Bo Rosschou.

Kunderne er typisk private indehavere af villaer og lejligheder.

– Villaejere, der føler sig fristet af VG Malerfirmas slagtilbud på 130 kr. pr. arbejdstime, skal tænke sig grundigt om, siger Bo Rosschou.

– Enhver kunde kan sige sig selv, at en mesterpris på 130 kr. i timen ikke kan leve op til danske regler, og derfor er kunderne efter vores opfattelse ikke uden ansvar, siger han.

Bagmanden for VG Malerfirma er den litauiske statsborger Vygandas Galkus. Malerfirmaet blev mandag bortvist fra en arbejdsplads i Søborg ved København, efter et brolæggerfirma nægtede at arbejde på grund af sympatikonflikt med Malernes Fagforening.

Læs også artiklen »Blokaderamt malerfirma fusker med firmaregistreringer« på Modkraft

Læs artikel om lovforslag om såkaldt bestilleransvar, »Regeringen er for kædeansvar - og stemmer imod«, på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce