Annonce

Litterær modstandskamp
3. november 2014 - 11:03

Athena gi'r mig hånden. Yahya gav mig fingeren.

Refleksionsessay om Yahya Hassans digtsamling samt Athena Faroukzads aktuelle digtsamling "Vitsvit".

Min bror sagde: Det eneste sprog du kan fordømme foregribelsen på er forgriberens sprog/og forgriberens sprog er et sprog som blev opfundet til at retfærdiggøre forgribelsen.

Således lader den svensk-iranske digter Athena Farrokhzad én bror tale i digtsamlingen "Vitsvit". Det kunne være Farrokhzads bror. Det kunne være din. "Vitsvit" lader alle tale. En fælles fader erindrer. En moder fortrænger fortiden for at tilfredsstille en forestillet fremtid. En fremtid, der ikke ejes af nogen. Den findes kun i et sprogligt forsøg. En fælles vending.

Athena Farrokhzad lader familiemedlemmerne i digtsamlingen komme til orde gennem drømme, forliste forventninger og erindringerne om vold og undertrykkelse. Erindringen af en familie. Sproget i "Vitsvit" har sin egen fantasi, og ordsprogene væbner læseren med en stærk forestillingsevne. Farrokhzad inviterer dig ind i sprogets kulisser. Ordenes egen virkelighed. Sprogets iboende hukommelse.

Min far sagde: Selv den hane som ikke galer, vil se solen stå op/Min mor sagde: Men hvis hønen ikke lægger æg, bliver hun selv serveret til middag 

Min mor siger..

Flerstemmigheden vækker genklang, men familiens stemmer harmonerer ikke. Man introduceres, hver gang en stemme lyder. Min bror siger; min mor siger; min far siger. En intro, der minder om skolegårdens konkurrerende brutalitet. Børns evig pralen: Min far er pilot, min mor er læge, min bror har fået en Playstation.. Nåh.. Min mor er deprimeret, og min far er død. Så er den leg ligesom slut. 

Men det lykkes, og jeg læser mig ind i fortællingen om en familie, hvis eneste fremdrift er evnen til at tale i skønne vendinger. Et sprog, der aldrig helt rører ved hinanden. Som når man besvarer et ordsprog med et ordsprog – et spørgsmål med et spørgsmål. Revolutionen. Torturen. En korporlig galskab, der spøger i én guddommelighed. Volden sidder konstant med ved middagsbordet. Undertrykkelsens obligatoriske mundkurv bliver ved med at holde den iranske mor fast i en svensk dagdrøm. En dagdrøm, der ruller gennem de traditioner og sædvaner, hun så hurtigt har taget til sig.

Min familie ankom hertil i en marxistisk idétradition/Min mor fyldte straks huset med pyntenisser/Vejede plastikgranens fordele og ulemper op mod hinanden/som om problemet var hendes

Moderfiguren er ekspert i fortrængning. Hun er en overlever. Hun har ikke tid til at erindre. Hun har ikke tid til at dvæle. Der er allerede for mange i gang.

Hendes assimilationsvillighed beskrives som et blegemiddel, der løber igennem syntaksen. Men moren kan sagtens forklare sine forklaringer. Hendes forsvarsmekanismer er stærke. Så stærke, at de nedbrydes og bliver til apati hos fortælleren. Fortælleren er bitter, for blegemiddelet har gjort brystmælken sur, og de mælkefyldte bryster er tvungne. Hun er jo nogens mor.

Tænk at jeg sugede på de bryster/Tænk at hun stoppede sit barbari i min mund

Moderfiguren ser fremad. De, der dvæler, er mændene. Faren husker tilbage på volden, der blev påført ham. Det er ham, der giver de uforglemmelige råd: Alt du skriver vil blive brugt imod dig.

Indtil man føler sig hjemme igen, er forestillingen om en fremtid ikke skriftlig men mundtligt overleveret. For når svaret på det ukendte bare er en forhåbning om, at man en dag finder et fælles sprog, så gør det alligevel ventetiden tålelig. Den sproglige forestilling giver håb. Et håb om, at man en dag bliver ligesom de andre.

Min mor sagde: Måske en dag/på den anden side af denne ulykkelige løgn/mødes vi og formulerer en sætning/vi troede kun var andre forundt.

Athena & Yahya

Jeg havde ikke hørt om Athena Farrokhzad, før Yahya Hassan kom til. Jeg læste hans Caps Lock-poesi med stor glæde. Stor nydelse og skam. Jeg forstod først mit eget forhold til Hassans værk efter at have læst Farrokhzad. Så jeg takker Yahya Hassan for sit opgør med den lammende skamfølelse – og for et vredesudbrud, der var ventet og nødvendig. En vrede som Athena Farrokhzad forsøgte at omfavne konsekvenserne af.

Digtsamlingen Yahya Hassan var manifestationen af en stum vrede, der blev sendt ud i landets stuer. Som da han på Deadline råbte: ”Han skal bare fuck af!” til sociologen Aydin Soei, der havde skrevet bogen "Vrede Unge Mænd". Hvorfor fik han egentlig en sociolog som samtalepartner? Hvorfor Deadline? Hvorfor ikke hos Adrian Lloyd Hughes? Hvorfor ikke hos Alberte Clement Meldal? Hvorfor Martin Krasnik?

Det var en form, der førte til endnu en debat om alle muslimer. Alle Yahyas venner. Alle Yahyas fætre. En gråzone mellem digt og debatindlæg, der ikke kunne nuanceres. En vrede, der stod skrevet med store bogstaver, men som især blev grebet af store overskrifter. De, der manglede et partsindlæg med en ghetto-signatur, fik Yahya Hassan.

Vi, der havde boet ved hans side, ser stadig ned. De svære erindringer om en barndom i Vollsmose, Gellerup, Urban Planen, Mjølner Parken er ikke altid lige delbare. De få, der slap ud, skal nok læse ham og nikke. For nogle kommer væk og andre kommer videre. Men dem, der endnu er, hvor vi andre engang var, ser stadig op. De holder ind og holder ud. De er nogens søn. Nogens datter. Nogens søster. Nogens kusine. Nogens mor. Men aldrig har mødre og søstre været så stille, som hos Yahya Hassan. Som når han taler til sin far i en blanding af had, hævnlyst og medlidenhed. Faren forklarer. Men han taler for alle. Hans ord er magt.

HAN VAR FORSVARSLØS OVER FOR DEN

HAN HAVDE BRAGT TIL VERDEN

JEG KAN GØRE HVAD JEG VIL

MEN JEG HAVDE ONDT AF HAM I FOREVEJEN

HAN VAR YNKELIG NOK SOM HAN SAD DER

JEG HAVDE IKKE BEHOV FOR AT SE HAM

I EN RINGERE TILSTAND

HAN GRÆD

SAGDE HAN HAVDE VÆRET EN GOD FAR

AT VI IKKE HAVDE GJORT DET NEMT FOR HAM

SLET IKKE MOR

En maskulin pegefinger

Yahya Hassan peger på sin far, sin familie og sine naboer. Men han peger på dem med en søns vrede. Sønnen og den døende patriark, der snubler over sit eget afkom. Nogle brugte Hassan til at kommentere på netop det. Andre misbrugte værket til at debattere egne neokolonialistiske problemstillinger: Den mest kendte værende: Ældre, brune mænd undertrykker unge, vrede, brune mænd, i et univers, hvor brune kvinder, søstre såvel som mødre, overvåges og kontrolleres af deres brune brødre og den middelalderlige brune masse.

Denne belejlige forklaringsmodel styrer "Vitsvit" udenom. For mens Yahya Hassan peger på sit barndomshjem og skriger ud i et tomrum, formår Farrokhzad at tage dig hårdt i hånden og invitere dig med ind. Til et sted, som mange kender alt for godt. Et sted, hvor de dybe suk er fælles og familiære. Hvor konsekvenserne er kollektive.

Jeg har hverken læst Farrokhzad eller Hassan som litterat, poet eller anmelder. Jeg har læst Vitsvit og Yahya Hassan som en dansk-somalisk kvinde, der selv bærer på et sprog uden skygger. Et sprog med to spor, der hver især bærer et erfaringsrum i sig. Når jeg skifter sprog, skifter jeg spor. Når jeg skifter fra somalisk til dansk, har jeg eksisteret i to forskellige rum.

Digtsamlingerne "Vitsvit" og "Yahya Hassan" giver mig lyst til at oversætte mine sprog. Sprog, der ikke bare lader sig oversætte. De skal fremelskes og plejes. Så man kan leve, drømme og tale i dem alle. Det er den bitre mælks styrke. Det er vitterligt sprogets gave.

 

Athena Farrokhzad – "Vitsvit", Gyldendal & Yahya Hassan - "Yahya Hassan", Gyldendal.

Farhiya Khalid er studerende.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce