KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Syrien
23. februar 2012 - 11:00

Assad-regimets krig mod egen befolkning

Aftenen før FN’s sikkerhedsråd den 4. februar 2012 gennemførte sin afstemning om en international blokadepolitik mod de syriske magthavere, startede elitetropper fra den berygtede 4. division, ledet af præsident Assads broder Mahir al-Assad, en stor offensiv mod de af oprørerne kontrollerede områder i Syrien.

Mens det regnede med raketter og granater over Homs, Hama, Rastan og andre byer, så henviste det statslige presseagentur ’Sana’ i en twitter til deres ’event-kalender’ med »Happy Hour – 2 for 1 drinks at Mood Lounge – Damascus«.

Denne dag meldes der om mindst 200 dræbte og 500 sårede – mest civile, og hver dag siden kommer der flere til.

Assad-klanen

Præsident Hafiz al-Assad – den nuværende præsidents far og grundlægger af Assad-dynastiet - regnedes selv blandt de despotiske magteliter i de arabiske lande som en »hård hund«.

Med stor brutalitet eliminerede »systemet Assad« enhver ansats til opposition.

Således satte Hafiz al-Assad i 1982 sine elitetropper, under ledelse af broderen Rifaat, ind mod sunnitiske protesterende i Hama. I tre uger bombarderede luftvåben og artilleri byen sønder og sammen. Titusinder af mennesker døde, og store dele af byen lå i ruiner. Efter massakren i Hama var de oppositionelle kræfter passiviseret i mange år frem. Tusinder flygtede i eksil.

Lige efter Hafiz al-Assads tiltræden som præsident i 1971, hvor han fik hele »99,2 procent« af de afgivne stemmer, placerede han overalt i landet familiepårørende eller loyale stammemedlemmer på centrale poster. Samme år blev han efter heftige interne magtkampe også generalsekretær for statspartiet Baath. [1]

Et uoverskueligt antal hemmelige tjenester kontrollerer forvaltningen og militæret. På den måde holdt »den gamle« landet i en jernnæve.

Efter hans død og hans næstældste søn Bashar al-Assads tiltræden i 2000 begyndte systemet at glide fra den ene krise til den anden. Ifølge forskellige politiske kommentatorer rækker Bashar al-Assads autoritet ikke til at holde sammen på hans fars imperium, der er baseret på et kolossalt magt- og pengenetværk.

En af de mest typiske repræsentanter af denne mafiose klanstruktur er præsident Bashir al-Assads fætter Rami Machluf. Han er storaktionær i landets førende mobilnetudbyder, ejer restaurationskæder og investmentfirmaer, er generalrepræsentant for Mercedes i landet, ejer privatfly, etc.

Assad-klanen har i lighed med de faldne despoter i Tunesien, Libyen og Ægypten via stråmænd indrettet udenlandske bankkonti, som skønnes at rumme to til trecifrede milliardbeløb i euro, i bl.a. schweiziske banker.

Således har Hafiz Machluf netop vundet en retssag mod et schweizisk bankkonsortium, der havde indefrosset en af hans konti med et »mindre« beløb på 22,5 millioner kroner.

Mens Assad-klanen hæmningsløst beriger sig, og der stadig åbnes nye luksusdiskoteker, caféer og restauranter for det tynde lag af nyrige i Syrien, så kæmper millioner af bønder for deres overlevelse.

Alene i regionen mellem Eufrat og den irakiske grænse – engang det vigtigste område for Syriens kornproduktion – er over en halv million deklasserede bønder gennem de seneste år flygtet ind til byernes fattigkvarterer.

Fra protest til modstand

Det hele begyndte med, at en gruppe skoleelever i byen Daraa blev anholdt, da politiagenter overraskede dem i at male paroler i solidaritet med det arabiske forår, som på dette tidspunkt var i fuld gang i Nordafrika.

Skoleeleverne blev taget med til politiet og underkastet tortur. Ansvarlig var byens guvernør, som er præsident Bashir al-Assads fætter. Dette tændte gnisten på oprøret mod mange års brutal undertrykkelse i Syrien.

Hvad der for knap 11 måneder siden i marts 2011 startede som fredelige protester for sociale reformer og demokratisering af samfundet, er udartet til Assad-regimets krig mod store dele af Syriens befolkning.

Indtil efteråret har de oppositionelle med fredelige midler forsøgt at råbe regimet op. De blev mødt med permanente fysiske angreb, nedskydninger og tusindvis af anholdelser. Herefter begyndte oprørerne at gengælde sikkerhedstjenesternes og militærets repression med våben.

JPEG - 93.6 kb
Demonstration mod Assad-regimet i havnebyen Baniyas d. 10. februar 2012.

Hverken internationale appeller eller embargoforanstaltninger har hindret Assad-regimet i en konstant optrapning af konflikten.

Da Kina og Rusland nedlagde veto i FN’s sikkerhedsråd mod en international blokadepolitik overfor Syrien, kan Assad-styret nu forsøge militært at knuse det folkelige oprør for en stund.

Særinteresser forhindrer fælles embargo

Ruslands vægring mod etableringen af en international våbenembargo hænger åbenlyst sammen med, at Medvedev-regeringen ikke vil miste landets flådebase i den syriske by Tartus ved Middelhavet, og at Rusland har et yderst lukrativt våbensalg til Syrien på over 7,5 milliarder kroner.

Kinas veto er baseret på et strategisk forsigtighedsprincip om principiel ikke-indblanding i andre landes »interne konflikter«. I realiteten er Kina dog usikker på, hvad en revolution i Syrien vil betyde for stabiliteten i området og dermed for landets økonomiske relationer i Mellemøsten.

For Iran vil Assads fald betyde et tab af en allieret i det geostrategiske styrkeforhold mod aksen USA-Israel. Samt fare for at miste forsyningskorridoren til Irans alliancepartner, Hisbollah-bevægelsen, som er Libanons politisk og militært stærkeste kraft og Irans alliance mod Israel.

For Tyrkiet, som allerede på et tidligt stadium af folkeopstanden har brudt med Assad-regimet, dominerer imidlertid en vis tilbageholdenhed. En klar afstandstagen fra det tyrkiske udenrigministeriums side, i juni 2011, blev fulgt op med en skærpelse af de økonomiske sanktioner i november, eftersom den kurdiske guerillaorganisation PKK fra syrisk territorium startede en militær offensiv i den sydøstlige del af tyrkisk Kurdistan. Siden da holder Tyrkiets regering sig tilbage med videre kritik.

Den »Frie Syriske Armé« (FSA)

Det er en ulige kamp, der foregår mellem Assad-regimets moderne udrustede eliteenheder og de dårligt bevæbnede rebeller fra den Frie Syriske Armé (FSA).

Alligevel vinder FSA langsomt frem over hele landet. Arméen består af en masse væbnede civilister samt af et voksende antal desertører fra Assads egen hær. Deriblandt en del officerer og et par generaler, der nægtede at skyde på protesterende og i det hele taget afviser at føre krig mod befolkningen.

Assad-regimets hær består af omkring 300.000 soldater. Desertørerne betegner grundstemningen i hæren som depressiv og præget af voksende uvilje mod at skyde på regimekritikerne.

Imellemtiden skifter hele grupper af bevæbnede soldater side og tilslutter sig FSA. Som for eksempel i sidste uge i udkanten af byen Homs i kvarteret Chalidija: I dagevis havde et dusin soldater bag sandsække beskudt kvarteret, alvorligt truet af mænd fra luftvåbenets hemmelige sikkerhedstjeneste.

Den, som ikke skød, var i akut fare for selv at blive skudt, fortæller deserterede soldater og anonymiserede kilder i Assads hær til medierne og i twitter. I et ubevogtet øjeblik udnytter de lejligheden og løber over til kvarterets beboere, som de før har måttet beskyde. (kilde: Gruppen af syriske og tyske korrespondenter for det tyske ugemagasin Der Spiegel, nr. 6/2012).

»Filmkulisser af syriske byer«

De heftige kampe omkring Damaskus i forstæderne Irbin, Duma og Harasta - som enheder af FSA sammen med væbnede beboere har kunnet holde i flere dage, før Mahir al-Assads eliteenheder midlertidigt genoprettede hærens kontrol over bydelene - er yderst farlig for Assad-regimet: Disse nærværende kampe gennemhuller propagandakanalen Dunya-TV’s kuriøse melding om, at TV-kanalen al-Jazeera »med hjælp fra franske og amerikanske instruktører har bygget kæmpe filmkulisser af syriske byer« - for at iscenesætte en fiktiv opstand i Syrien...

Nu er opstandens realitet også blevet synlig og mærkbar i selve hovedstaden.

Kampen om Damaskus-forstaden Irbin

Abu Said, oprørernes kontakt i Damaskus forstaden Irbin, skildrer sidste uges kampe til Der Spiegels korrespondent: »Sidste tirsdag (7. februar 2012) kæmpede Mahirs soldater sig frem til en distance på ca. 800 meter fra os; onsdag var de 500 meter væk fra os, og torsdag var de her«.

Irbin ligger seks kilometer fra centrum i Damaskus. »Hvis jeg går op på taget, kan jeg derfra se præsidentpaladset«, siger Said og fortsætter: »men så vil jeg formodentlig blive skudt af Assads snigskytter. Indtil for en måned siden var der ingen, som tænkte på at kæmpe væbnet mod regimet her i kvarteret. Men indtil da var der allerede 26 lokale, som var blevet skudt i demonstrationerne, og 150 var blevet anholdt og er siden forsvundet. Assads soldater har ikke bare skudt på demonstranterne, men har sågar beskudt begravelsesoptogene«, siger Abu Said.

For at generobre Irbin med sine 50.000 indbyggere anvendte Mahir Assads eliteenheder tunge tanks, lukkede for vand og strømforsyning og kappede telefonnettet.

»Efter erobringen kom soldaterne for at undersøge husene for fighters, men mændene fra den 4. division og fra sikkerhedstjenesterne forblev ude på gaden, de sendte i stedet for rekrutterne fra de normale enheder ind i husene. Alle havde angst – vi for dem og de for os«, slutter Said.

Torsdag eftermiddag drog eliteenhederne afsted til det næste brændpunkt for oprøret – bjergbyen Sabadani. Oprørerne gør sig derefter klar til atter at overtage Irbin.

JPEG - 69.9 kb
Protester mod Assad-regimet.

Folkeopstandens selvstyre

En del kvarterer i byen Homs, som f.eks. Bab Amr og andre sunnitiske kvarterer er blevet til et slags forbillede for oprørets andre byer. [2]

I Bab Amr har det nydannede oprørsbyråd trykt grønne levnedsmiddelkort forsynet med små felter, som ugentligt bliver afstemplet. Mod fremvisning af dette kort modtager beboerne sække med ris, småbørnsføde, sukker, olie etc.

Her bliver evakueringsplaner konstrueret i tilfælde af bombardementer, der organiseres forrådsdepoter etc.

Der findes også et beboerværn og et lille fængsel for folk, der plyndrer forladte huse, overfalder andre folk etc.

Indtil for kort tid siden var Homs præget af fredelig sameksistens mellem de forskellige trosretninger. Mange i Homs frygter nu, at det vil ende med en blodig borgerkrig, hvis Assad-regimets myrderier ikke bliver stoppet.

Flertallet i byen er sunniter, men en betragtelig del af byens beboere tilhører herskerfamiliens alawitiske mindretal. I takt med Assad-regimets brutale overgreb på byens oprørske kvarterer tager overgrebene mod den alawitiske del af byens befolkning til i form af »blodhævn«.

Denne frygt for en borgerkrigslignende eskalering af situationen er blevet forstærket, siden de 165 repræsentanter fra Den Arabiske Liga er blevet trukket ud af landet.

I modsætning til det, som Assad-tro medier beretter, havde Den Arabiske Ligas repræsentanter uholdbare betingelser for deres kontrol- og mæglingsfunktion: De havde hverken egne fartøjer eller helikoptere til deres rådighed og var helt afhængige af det syriske militær. Dem, de egentlig skulle kontrollere, leverede deres chauffører og bestemte »af sikkerhedsgrunde« hvor, de fik lov til at opholde sig.

»Mafkudin« – de forsvundne

Foruden et stort antal anholdte demonstranter, som ofte er blevet banket, tortureret og derefter løsladt igen fuldstændigt intimideret, findes der et voksende antal demonstranter og »mistænkte«, der efter masseanholdelser i forbindelse med demonstrationer simpelthen er forsvundet.

Ifølge aktivister fra forskellige byer og kommunikationen over internettet findes der hverken informationer om eller udsagn fra løsladte tidligere fanger om dette store antal af forsvundne.

Heller ikke de ellers sædvanlige løsepenge-krav fra Assads hemmlige tjenester er dukket op. Oprørerne frygter, at de alle – antageligt tusindvis - er blevet dræbt og begravet i massegrave. Selv den ellers meget tilbageholdende FN-menneskerettighedsberetning om Syrien fra november 2011 noterer, at antallet af anholdte og forsvundne »løber op i tusindvis«.

JPEG - 77.1 kb
Fra en demonstration mod Assad-regimet.

En eksplosiv krudttønde

Hvordan, det hele ender, er uvist. Oprørerne befinder sig i et kæmpe dilemma. Skønt de gennemgående ønsker sig skrappe embargo’er mod Assad-regimet og har brug for våbenleverancer for effektivt at kunne forsvare sig, frygter de en udenlandsk indblanding.

Ikke mindst fordi de mistror Vesten og især USA for, at de i deres kritik af Syrien i realiteten kun er interesseret i at inddæmme Iran. Den syriske eksilopposition er håbløst splittet i dette spørgsmål, og i de fleste andre strategiske spørgsmål.

Alle frygter, at Syriens religiøse og etniske sammensætning vil kunne føre til en blodig og alt ødelæggende borgerkrig. Uafhængige iagttagere på stedet vurderer, at våbenleverancer og oprettelsen af en afmilitariseret zone i det nordlige Syrien indebærer risiko for sådan et scenarie.

Men at forholde sig afventende passivt vil med sikkerhed føre til en situation, der ligner Libanon i starten af borgerkrigen i april 1975….

links:

Adopt Revolution (på engelsk).

Syrian revolution på facebook.


Alfred Lang er freelance-journalist og korrespondent. Er aktiv i det venstreradikale mediekollektiv Autonom Infoservice

Læs også Christian Juuls kommentar »Fredelig løsning i Syrien er nødvendig« på Kontradoxa.

Læs også Jacques Herch’ artikel »Næste Stop Damaskus?« på Kontradoxa.

Redaktion: 

Kommentarer

"The western media are finally starting to report the fact that the uprising in Syria is sectarian and led by salafi forces.

This was obvious to independent observers at least since April 10 2011 when first attacks on the military were reliably reported."

http://www.moonofalabama.org/2012/0...

Om islamisternes terrorkampagne i 80erne, se:

http://nsnbc.wordpress.com/2011/10/...

"Destroying the Muslim brotherhood was the best thing president Hafez Al-Assad ever did."

http://truthsyria.wordpress.com/201...

Mega interessant artikel, som løfter Syrien debatten op på en langt højere niveau end de to tidligere snikke-snakke artikler om samme tema. Efter at have læst den føler jeg mig informeret - og overbevidst om, at Assad og hans klan vil falde. Ligesom alle de andre despoter!

Tak til Alfred for en artikel der rent faktisk oplyser om forholdende i Syrien.

Spørgsmålet er nu hvordan man bedst muligt kan støtte oprørerne, samtidig med at man respekterer deres mistro overfor især USA.

Tak for en artikel om situationen i Syrien, der rent faktisk tager udgangspunkt i de helt aktuelle forhold i Syrien og viser hvor konfliktfyldt og alt andet end sort-hvid situationen er.

Det syriske Baath parti har en tradition for at regere håndfast og brutalt. Det har jeg selv oplevet tilbage i Bashars far Hafes tid for snart 25 år siden, så det har jeg ingen illusioner om.
Der er bare ingen grund til at tro på vestens nyhedsmedier. Vesten har sin helt egen dagsorden i forhold til Syrien der mest handler om at vriste landet ud af alliancen med Iran. Dertil anvender vesten i nært samarbejde med golfstaterne og SaudiArabien især det muslimske broderskab og andre Sunimuslimske fundamentalister i deres stedfortræderkrig. Foruden de internationale AlQaida krigere der også deltog i Libyen. Det er ikke så underligt at de fleste kampe foregår i Homs da det er de muslimske brødres hovedby.
Der er ingen grund til at tro at Assad styret falder med mindre vesten får held til at foretage en bombekampange som de gjorde i Libyen. Så længe Kina og Rusland er i mod en vestlig intervention sker det næppe.
Jeg kan kun græde tørre tåre over at de muslimske brødre og USAs stedfortræderkrigere i AlQaida bliver nedkæmpet.

Forøvrigt er det værd at lægge mærke til de flag der er på billederne. Det syriske flag er rødt for oven med grønne stjerner. De vestligt støttede terroristers flag er grønt for oven med røde stjerner. Billedet oven over med brændende bildæk viser sidstnævnte. Det andet billede med påskriften "No terrorism - we want fredom" er fra den del af den Syriske befolkning der ønsker demokratiske reformer, men som vel at mærke tager afstand fra de før nævnte terrorister.

@Grølheim

”AlQaida og udenlandske kræfter” står bag folkeoprøret i de arabiske lande. Det mente Ben Ali, Mubarak og Gadaffi og nu Assad-kliken. Og det mener despoternes apologeter rundt om i verden. Som for eksempel dig.

De mennesker, som du kalder for ”USAs stedfortræderkrigere i AlQaida”, bliver massakreret alene fordi de kræver elementære frihedsrettigheder. Når du så mener, at det er helt i orden, at de bliver ”nedkæmpet” , altså massakreret, afslører det blot din egen afstumpethed overfor de lidelser, som Assadregimet påfører de mennesker, der kæmper for frihed og et værdigt liv.

Når du på den baggrund skelner mellem ”fredelige protesterende” og ”terrorister”, så ligger det i forlængelse af Assads propaganda. Nu hvor det ikke længere er muligt at tie oprøret ihjel. Et klassisk forsøg på oprørsbekæmpelse...

Shaggie har ret; mens Assad regimet sønderbomber, toturerer og internerer sin egen civilbefolkning, vrøvler danske konspiratiosnteoretikkere løs...ufrivillig morsomt bliver det da for alvor, når det påstås, at oprørerne på en og samme gang er Al Queda og USAs lakajer...come on!

Frankrigs hemmelige krig mod det syriske folk:

http://www.voltairenet.org/France-s...

!2 franske efterretningsfolk blev tilfangetaget i Homs i begyndelsen af februar.Et antal franske snigskytter er også blevet anholdt.

Frankrig har leveret bistand til terrorgrupper, trænet snigskytter og leveret avancerede missiler.

Sarkozy anklages nu for grundlovsbrud ved at føre krig udenom parlamentet::

"It violates Article 35 of the Constitution and amounts to a crime punishable by the High Court (Article 68)."

Den fransk-qatariske konference har tænkt sig at give ensidig støtte til terrorgrupperne:

http://french.irib.ir/analyses/arti...

Rollen som Sarkozy har tiltænkt sig selv er dermed i strid med den franske forfatning.

Aleppo og Damaskus er klart imod terroristerne - der ikke har undladt at hævne sig ved bilbomber og drab på ledende embedsmænd.

Indtryk fra Damaskus:

http://therealnews.com/t2/index.php...

Til spørgsmålet om oprørerne blot er vestenslakajer eller rent faktisk civile der siger fra kan man måske sige det er begge dele?

Der er civile der bliver nød til at sige fra, men som på mange måder i deres kamp ufrivilligt kan komme til at fungere som nogen der kæmper for vestens interesser. De er så militært og resource mæssigt svage at de måske føler de ikke kan sige nej til hjælp ude fra -også fra vesten. Eller nogen kan måske blive fanget i "min fjende er din fjende" logikken.

Er det ikke netop det problem Alfred skitserer når han siger at oprørene står i et umuligt dilemma?

Chavez og hans forkærlighed for alskens "anti-imperialistiske" diktatorer

Venezuelas præsident Chavez vælger traditionen tro igen at stå på en diktators side i dennes krig mod sit eget folk. Efter hans stålsatte solidaritet med Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad og Libyens Muammar Gaddafi er turen for Chavez ”anti-imperialistiske” solidaritet kommet til Syriens diktator Bashir Assad.

I en udsendelse for nylig på Venezolana de Televisión (VTV) medtog Chavez med et snuptag ”hele Venezuela” som støtte, da han erklærede sin solidaritet ”med det syriske folk, med præsident Assad”, der bravt kæmper mod ”yankee-imperalisterne og dens europæiske allierede”.

Som demonstrativ praktisk solidaritets gestus leverede Venezuelas olieselskab PDVSA sidste uge kvit og frit olie for 500 millioner dollars til Syrien.

Sådanne udtalelser vil glæde vores hjemlige konspirationsteoretikere, de såkaldte ”anti-imperialister”, der ikke tager det så tungt, når et oprørsk folk bliver bombet sønder og sammen af andre ”anti-imperialister” som for eksempel Syriens præsident Assad.

Tak for en oplysende artikel, som behandler det syriske folk med den respekt, det fortjener.

At konspirationsteoretikere som Grølheim dukker op og sparker til folk, der ligger ned, er desværre helt at forvente.

Razan Zeitouneh er en af de kendeste stemmer fra den syriske opposition. I mange måneder har hun levet under jorden. I sidste uge meldte hun sig til offentligheden fra et eller andet sted i Damaskus.

Som mange andre intellektuelle fra den syriske opposition er hun bekymret over, at støtten til oppositionen lige nu især kommer fra Golfstaterne.

”Regeringerne i Saudi Arabien og Quatar var før revolutionen Assads allierede. Nu fører de sig frem som advokater for frihedskæmperne i Syrien. Selvom de slet ikke vil vide af demokrati og frihed i deres egne lande”, siger Razan Zeitouneh.

Zeitouneh og hendes kampfæller føler sig svigtet af Vesten. ”Hvis europæerne virkelig ville hjælpe det syriske folk, så skulle de offentligt og massivt organisere humanitær hjælp og sørge for, at hjælpen når frem til de lidende. Istedet gemmer de sig bag nogle hjælporganisationer, der fuldstændigt ukoordineret smugler et par medikamenter ind i landet. Det er tåbligt og fjollet”, skriver hun i sin chat” .

kilde: Det tyske ugemagasin Der Stern, 9 - 2012

Læs også Syrian Human Rights Information Link http://www.shril-sy.info/enshril/

@ Sunny; Det er ikke nogen konspirationsteori at AlQaida oprindeligt var et CIA projekt tilbage i 80’erne. Det er heller ikke nogen konspirationsteori at lederen af AlQaida i Nordafrika Abdul Hakim Belhaj og hans islamiske kampgruppe har været særdeles aktiv i bekæmpelsen af det Grønne Libyen. Det burde heller ikke være ukendt at selv samme islamiske kampgruppe har sendt enheder til Syrien for at støtte det muslimske broderskab i bla Homs.
Jeg tror at CIA har et ret så pragmatisk forhold til Al Qaida. Kan de bruge dem i deres storpolitik, så gør de det.

@Morten G; De der ligge ned er de der er blevet tromlet ned af vestens imperialisme. Dem tramper jeg ikke på. Det er mig en gåde hvorfor modkraft er hoppet på de vestlige mediers limpind. Måske skyldes det at den nye generation af venstreorienterede er bund naive, eller også er der simpelthen for mange socialdemokrater på Modkraft.

"Det er ikke nogen konspirationsteori at AlQaida oprindeligt var et CIA projekt tilbage i 80’erne."

Det har du ret i.

Men det er til gengæld en konspirationsteori at CIA stadig skulle kontrollere Al-Qaida og stå bag deres handlinger. Ligesom det er en konspirationsteori at tro at opstandende i Mellemøsten alle er iscenesat af USA/CIA. Begge teorier er fuldkomment tossede og har samme forhold til politik og samfundsanalyse som religiøs kreationsteori har til naturvidenskab.

Både den politiske og den religiøse konspirationsteori/skabelsesteori bygger på den fejlagtige opfattelse at når ting sker så må der være én og kun én bevidst aktør, der trækker i trådene og har en plan med det hele. Begge afviser at forholde sig til strukturer og insisterer på at se "intelligent design" i stedet for en mangfoldighed af aktører, der i de givne strukturer har forskellige interesser og prøver at gøre sit bedste under de givne forhold.

Hvis to biologiske arter udvikler lignende træk, så siger kreationisten "Se! Et bevis på at der må have været en Højere Skabning, der har designet dem begge". Hvis to politiske aktører har lignende interesser eller udfører lignende handlinger, så siger den politiske kreationist "Se! Et bevis på at en Højere Skabning (hvad enten det er CIA/Illuminati eller rumvæsner) har iscenesat det hele".

Og ligesom kreationisten insisterer på at arter altid er de samme, så hvis mennesket nedstammer fra aber (hvilket vi i øvrigt ikke gør) så er vi "stadig" aber, så insisterer konspirationsteoretikeren ofte på, at aktører altid er de samme og deres interesser og indbyrdes forhold konstante - for eksempel når USAs forhold til Al-Qaida i 1980erne bruges som "bevis" på at der stadig er samme forhold mellem de to i dag.