BiblioteketLinks, viden og erfaringer fra venstrefløjen, sociale bevægelser og progressive grupper
Folketinget
25. december 2016 - 20:15

»Arbejderflertallets« politik. Af Preben Wilhjelm

Socialdemokratiet dannede efter folketingsvalget i november 1966 en mindretalsregering med SF som støtteparti. Et år efter blev SF splittet, og Venstresocialisterne dannet. Preben Wilhjelm, der i 1967 sad i SF's hovedbestyrelse, beretter her om de begivenheder, der førte til splittelsen.

Venstrefløjen i SF endte med at splitte partiet 15. december 1967, og dermed var det slut med "arbejderflertallet". Det skete i utilfredshed med at de fik for få indrømmelser, og at højrefløjen, der havde flertallet i folketingsgruppen med Aksel Larsen i spidsen, var alt for eftergivende overfor Socialdemokratiet. De utilfredse SF'ere dannede derefter Venstresocialisterne, som samlede store dele af den antiautoritære venstrefløj.

Artiklen er et kapitel i bogen »Arbejderflertallet«. Redigeret af Harry Mortensen. Forlaget Røde Hane, 1969, side 95-115.
På titelsiden:

"Tilegnet Aksel Larsen, »vor tids største politiske taktiker«, som på sit livs højdepunkter, i 1945, i 1956 og i 1966, aldrig har forsømt at få det mindst mulige ud af situationen...

og Per Hækkerup, som – på sin facon har bidraget mere end nogen anden til at udvikle vor generations politiske bevidsthed..."

Indskannet den 7. december 2016 med tilladelse fra forfatteren af Poul Mikael Allarp, Modkraft Biblioteket. Her med mindre typografiske rettelser.

Se også linksamling om 1966-arbejderflertallet på Modkraft Bibliotekets Tidslinje, 22. november 1966.

-o0o-


Kommunalvalget i foråret 66 gav anledning til forskellige overvejelser i Socialdemokratiet. Partiet gik ret katastrofalt tilbage, og samtidig gik SF så overbevisende frem, at det ikke kunne bortforklares. Årsagerne blev drøftet frem og tilbage indenfor SD. Meget få var dog indstillet på at drage vidtgående konklusioner. Kun de mest yderligtgående af repræsentanterne for partiets ungdom talte om en almindelig tillidskrise mellem parti og vælgere, grundet på Krag-Hækkerups hele politiske linie, indenrigs såvel som udenrigs. De fleste betragtede tilbageslaget som rent midlertidigt og forklarede det som reaktion på det firkantede boligforlig, der var indgået med V, K og R et par måneder forinden. En mindre del tog direkte afstand fra indholdet af dette forlig, men partiets officielle holdning var, at forliget var godt nok, at stemningen ville vende når befolkningen »erfarede dets positive sider«, og at tilbageslaget kun skyldtes en kraftig og uberettiget kampagne imod det (forliget blev taget i forsvar af mere end 90% af pressen, og i folketinget var det kun SF, som talte imod det).

Efterhånden som det viste sig, at SD's galluptal ikke rettedes op førte det dog til videregående konsekvenser, selv om det aldrig åbent blev vedgået. For Krag-Hækkerup linien blev det især alvorligt, da fremtrædende folk fra fagbevægelsen begyndte at lufte mulighederne for samarbejde med SF. At sådanne ønsker og antydninger dukkede op netop i denne situation, siger en del om hensigterne. Var det kun for de politiske resultaters skyld, var et sådant samarbejde nøjagtig lige så godt eller dårligt motiveret, som det ville have været året før eller endnu tidligere. Men der blev ikke lagt skjul på, at ønskerne var nok så taktisk betonede. Hans Rasmussen er ganske repræsentativ for denne nyorientering. På partikongressen i 65, hvor Krag-doktrinen var almindeligt accepteret, rettede Hans Rasmussen skarpere udfald mod SF end nogen anden taler (og det siger ikke så lidt). I foråret 66 var tonen ganske anderledes. Det skal ikke afvises, at der også kan have ligget et ønske om at nå nogle resultater sammen med SF, men Hans Rasmussen lagde ikke selv skjul på, at det vigtigste var at få gjort SF medansvarlig for den politik, der skulle føres, så dette parti ikke længere fik lejlighed til at stå som ukompromitteret kritiker overfor vælgerne. »SF skal ikke længere have lov at køre frihjul«, sagde han. Iøvrigt tænkte han og andre sig vel også muligheden af, at SD benyttede den blotte trussel om samarbejde til venstre som pression overfor de borgerlige partier i kommende forhandlingssituationer – en taktisk selvfølgelighed, som man hidtil havde afskåret sig selv fra gennem Krag-doktrinen, ifølge hvilken man – uden modydelse af nogen art – havde forpligtet sig til sågar at afstå fra at gennemføre egne forslag, hvis deres vedtagelse var afhængig af SF's stemmer.

Når en nyorientering over for SF overhovedet kunne diskuteres i SD, så skyldes det dog først og sidst, at selv den mest SF-fjendtlige lederkerne efterhånden ikke så anden udvej for bevarelse af regeringsmagten – og det er alfa og omega – efter at de radikale skridt for skridt havde skiftet taktik og fra foråret 66 ret åbenlyst sigtede mod det brede, borgerlige samarbejde.

På SD's årsmøde i sommeren 66 havde stemningen i hvert fald ændret sig mærkbart sammenlignet med kongressen året før. Krag havde systematisk udhulet sin doktrin, de firkantede forligs epoke blev under stor begejstring erklæret for afsluttet (som om det var SD, der traf den beslutning), der var næsten ingen hårde udfald mod SF, tværtimod antydede mange muligheden for samarbejde, ikke mindst repræsentanterne for arbejdspladserne. Men baggrunden var nok så interessant: den ene efter den anden stod op og berettede, hvor vanskeligt det var blevet at være socialdemokrat på en arbejdsplads, ingen kunne dog acceptere det som den almindelige vælgers utilfredshed med den førte politik – det blev altid forklaret som resultat af de lokale SF-folks demagogi (en lystig tese når man ved, hvor uendelig få medlemmer SF havde på arbejdspladserne), og derfor ønskede man SF gjort medansvarlig. Forsamlingens politiske holdning fremgik snarere af den skarpe reaktion på de få indlæg, hvor boligforliget blev kritiseret.

Folketingsvalget i november 66, hvor SD mistede syv mandater og SF vandt ti, således at de to partier tilsammen opnåede flertal, kunne kun forstærke den tendens, der havde været i SD siden kommunalvalget. Resultatet var indbydelsen til SF om regeringssamarbejde. De faglige folks argumentation havde fået mere vægt end nogensinde før. SF var blevet en alvorlig konkurrent i vælgerkredse, som SD traditionelt opfattede som sine, og måtte stækkes på en eller anden måde. Hos en hel del socialdemokrater har der vel også været en forestilling om, at man her fik lejlighed til at føre en bedre politik end den, man havde måttet føre i alle hidtidige konstellationer, som altid på den ene eller anden måde havde været samarbejde til højre. Men hvilken politik, der skulle føres, var ikke diskuteret. Hvilke mærkesager, man skulle benytte lejligheden til at gennemføre, var ikke drøftet. Sådan som Socialdemokratiet opfattede situationen blev resultatet af valget ikke et offensivt arbejderflertal, men et defensivt SD. Fra den første dag var de ledende socialdemokraters indstilling – ikke den, at nu skulle man udnytte det flertal længst muligt i retning af partiets program, men den, at nu måtte man binde SF for den lavest mulige pris.

For SF var situationen vanskelig. Det er unægtelig lettest at køre frihjul. Man havde også vundet på det. Og ikke kun fra et snævert partitaktisk synspunkt. Uden at have del i den formelle magt (forstået som administrativt medansvar) havde man alligevel øvet indflydelse. Ved at udgøre en stemmemæssig trussel havde man fået partier med formel magt til at overtage en del af sine synspunkter. Tanker f.eks. om skattelovgivningen, som man året før havde stået alene med, var nu accepteret af et flertal af partierne og inddraget i deres valgagitation. Også udenfor partigrupperne var der tale om en vis indflydelse. Boligfondsforslaget fra de fem socialdemokratiske masseorganisationer i december 65 var tydeligt inspireret af SF's ide. SF havde, med Aksel Larsens udtryk, opfattet sig som katalysator for udviklingen. Utallige gange havde netop Aksel Larsen påstået, at for SF drejede det sig ikke om at få æren for forbedringerne, andre var velkomne til at gennemføre partiets ideer. Burde man så ikke overveje, om man ikke nu skulle lade andre stå som underskrivere på de resultater, der allerede var skabt baggrund for, mens man selv igen lagde sig et par år forud for udviklingen og skaffede sig indflydelse på den måde. Men ville partiets vælgere kunne forstå, at det nye flertal ikke manifesterede sig formelt? – at man godt kan øve betydelig indflydelse uden at have formel magt?
 
Det var nok de færreste i SF, der gjorde sig sådanne overvejelser. Og selv de, der gjorde det, ønskede som regel når det kom til stykket, at »arbejderflertallet« manifesterede sig formelt på en eller anden måde. Det store spørgsmål for alle var hvordan?

Kun visse retningslinier var på forhånd givne for de allerfleste af SF's medlemmer. Den klareste af disse var, at man under ingen omstændigheder kunne deltage i en såkaldt NATO-regering. At det forholdt sig sådan var tydeligt demonstreret gennem medlemmernes reaktion ved de lejligheder, hvor partiformanden antydede tendenser i den retning. Det var i virkeligheden almindeligt accepteret i partiet, at de generelle militærpolitiske og udenrigspolitiske uoverensstemmelser mellem SF og SD var af så stor betydning, at regeringssamarbejde var helt udelukket. Længere gik enigheden nok ikke (og selv på disse punkter anfægtedes den af ledende medlemmer). Udenfor disse begrænsninger ønskede alle et samarbejde med SD af en eller anden art, men om det skulle være efter en større samlet plan eller fra den ene konkrete sag til den anden, om man kunne indlade sig på et udelukkende indenrigspolitisk samarbejde eller om man nødvendigvis måtte betinge sig militær- eller udenrigspolitiske indrømmelser, og hvad samarbejdet i det hele taget skulle dreje sig om, det var aldrig blevet diskuteret, endsige afklaret, i SF.

Det skal retfærdigvis siges, at der i årenes løb var gjort adskillige forsøg på at få drøftet disse ting, så man kunne stå lidt bedre rustet, når situationen opstod. De mest indflydelsesrige medlemmer af folketingsgruppen var modstandere af sådanne diskussioner, der sandsynligvis ville indsnævre deres manøvremuligheder, men det var først og fremmest et udtryk for partiets svaghed, at denne håndfuld mennesker altid havde held til at undgå, at problemet blev drøftet igennem.
 

Regeringsforhandlingerne.

Nu forelå så indbydelsen til regeringssamarbejde. Resultatet er velkendt: man forhandlede sig til den yderste grænse af, hvad SD kunne strække sig til, og da dette ikke var tilstrækkeligt for SF, brød forhandlingerne sammen og SD dannede mindretalsregering og gjorde sit sidste forhandlingstilbud til SF, det såkaldte protokollat til regeringserklæring. Angående protokollatets fulde ordlyd, se side 68-69 [i bogen »Arbejderflertallet«].
    
Så vidt, så godt.

Dannelsen af en socialdemokratisk mindretalsregering måtte fra SF's synspunkt betragtes som det bedst opnåelige. Især da samtidig forhandlingsprotokollatet blev gjort til regeringserklæring. Det gav nogenlunde sikkerhed for, at regeringen ikke kun ville samarbejde til højre – ja det gav sandsynlighed for, at den på det indenrigspolitiske område især ville samarbejde til venstre. Og det uden at SF på nogen måde havde sat sin uafhængighed over styr. Man var ikke på forhånd bundet til at støtte noget udspil fra regeringen, heller ikke sådanne, der var omtalt i protokollatet. Man kunne derfor presse SD længst muligt i hver enkelt tilfælde, var tilbudet for dårligt, kunne man lade SD søge støtten andre steder. I yderste nød kunne man lade regeringen søge forgæves – men man havde en selvfølgelig interesse i at holde den ved magten, så længe man blot havde nogenlunde tålelige resultater af samarbejdet.

Fra SD's synspunkt var resultatet af regeringsforhandlingerne ikke nær så tilfredsstillende for en umiddelbar betragtning. Alene ved tilbudet til SF havde man i væsentlig grad måttet afskrive en god portion samarbejdsvilje hos de borgerlige partier, og trods det havde man endnu ikke opnået at »få SF under åget«. På det grundlag kan man nok undre sig over, at SD gjorde protokollatet til regeringserklæring, officielt uden nogen form for modydelse fra SF. Det hænger antagelig sammen med de erfaringer, man gjorde under forhandlingerne.

Bagefter idealiserede SF-lederne deres indsats. Vi nåede lige netop derhen, hvor vi ville, sagde de. Vi forhindrede SD i at binde sig til anden side, undgik selv at blive bundet, og resultatet blev det ønskede: en SD-mindretalsregering med et regeringsprogram, som kun kan gennemføres ved samarbejde med os.

Men her er virkelig tale om efterrationalisering! Forholdet var det, at SF's tre ledende forhandlere, Aksel Larsen, Morten Lange og Poul Dam, fandt protokollatet tilstrækkelig godt som grundlag for regeringsfællesskab, og lovede de socialdemokratiske forhandlere at anbefale protokollatet overfor SF-gruppen. Det var telefon- og brevstorm fra mange SF-medlemmer og partiforeninger, og det var hovedbestyrelsens reaktion i samklang med medlemmernes, der førte til, at man »nåede lige netop derhen, hvor man ville«, nemlig til en socialdemokratisk mindretalsregering, der måtte støtte sig på SF, som principielt stod ubundet.

Der vil ellers ikke i dette kapitel blive plads til at redegøre for de besynderlige samarbejdsvilkår indenfor SF i »arbejderflertallets« periode. Det er gjort grundigt og dokumentarisk i Ejvind Riisgårds »skandalekrønike«: Konflikten i SF [1967]. Hvad vi her vil behandle er »arbejderflertallets« politik, men lige netop i de ledende SF-forhandleres holdning til protokollatet finder man en forklaring på det ellers ret ulogiske træk, at SD gør sit forhandlingstilbud til SF til regeringserklæring. Der er siden gættet på andre forklaringer. Det har været nævnt, at Aksel Larsen skulle have givet SD politiske tilsagn, som SF's ledelse aldrig blev orienteret om. Det har også været nævnt, at SD-ledelsen og gruppen omkring Larsen kun for en tid opgav regeringsfællesskab, men havde planer om at skabe en situation, hvor SF-ledelsen nærmest stod overfor et ultimatum. Med de larsen'ske forhandlingsmetoder, der senere blev kendt, kan ingen af delene afvises. Det første er vel endda overvejende sandsynligt. Men det er ikke afgørende. For SD har det været tilstrækkeligt at se SF-lederne være så uventet beredvillige, til at man har turdet basere regeringens politik på protokollatet, selvom SF formelt var frit stillet.

Hvad var så »arbejderflertallets« politik, som den fremgår af protokollatet?

Det var en politik helt i overensstemmelse med Socialdemokratiets valgkamp, d.v.s. uden perspektiv af nogen art, indeholdende kun et programpunkt, som tilmed ikke var politisk men rent teknisk: kildeskat.

Protokollatet indeholder andre punkter. Men i de sædvanlige uforpligtende vendinger. Man vil fastholde den fulde beskæftigelse. Ikke et ord om hvordan. Man vil afsvække prisstigningerne. Hvordan? – også hvis det går ud over beskæftigelsen? Jordspekulationen må bekæmpes. Punktum: Sagt hundredrer af gange før. Man »opfordrer arbejdsmarkedets parter til gennem frie forhandlinger under samfundsmæssigt ansvar at finde en socialt rimelig løsning på forårets overenskomstproblemer«. Se, det er en arbejderregering! Det ville Baunsgård aldrig have sagt!

Sådan kunne man blive ved. Man vil »gennemse« afskrivningsreglerne. Gennemse afskrivningsreglerne – nu står verden ikke længere! Men om de skal være variable og bruges i konjunkturpolitikken eller differentierede og bruges til dirigering af investeringerne eller måske begge dele – ikke et ord!

På det boligpolitiske og skattepolitiske område er protokollatet en smule mere konkret:

Man insisterer på at gennemføre den resterende del af det firkantede boligforlig, som med et pennestrøg overførte en kapital svarende til ti milliarder kroner fra lejere til ejere, og som SF gik til valg på at få væltet. Til gengæld har SF-forhandlerne nok betragtet det som en væsentlig indrømmelse, at der i protokollatet kom til at stå: »en offentlig boligfond søges oprettet«. Men om det skal være efter de retningslinier, SF havde foreslået, eller efter de retningslinier, de fem socialdemokratiske, udenomparlamentariske organisationer havde foreslået – eller måske efter grundejernes retningslinier, melder historien intet om.

»Kildeskat er ingen skattereform, blot en anden opkrævningsmetode« havde Aksel Larsen prædiket i årevis. Det synspunkt blev i protokollatet tilgodeset derved, at kildeskatten suppleredes med afskaffelse af skattefradragsreglen og »en socialt mere rimelig udformning« af bestemmelserne om skattebegunstigelse af privat opsparing. Desuden gives der løfter om »en gennemgribende effektivisering af ligningen«. Til gengæld slås det fast, at »den foreslåede merværdioms på 10% vil indgå i overvejelserne«. Afskaffelse af skattefradragsreglen havde i årevis været en mærkesag for SF, som man stod alene med, skønt samme punkt findes i SD's arbejdsprogram. Det var en populær forestilling i SF – understøttet af Aksel Larsen – at fradragsreglen umuliggjorde en stærkere progression i indkomstbeskatningen. Derfor blev det af mange opfattet som en politisk sejr at få den afskaffet. I virkeligheden var det kun en rent teknisk sejr. Fradragsreglen havde vanvittige virkninger på svingende indkomster. Den udgjorde måske nok en vis psykologisk barriere, men den umuliggjorde ikke stærk progression, hvis den politiske vilje var til stede. Den var teknisk uhåndterlig, og burde følgelig afskaffes. Men på det tidspunkt protokollatet blev til, var dette ikke afhængigt af noget »arbejderflertal«. I løbet af valgkampen havde ikke bare SD, men også radikale, LC [Liberalt Centrum] og til en vis grad endog de konservative – presset af eksperterne og af SF – indstillet sig på at lade den falde.

Det eneste bemærkelsesværdige ved protokollatet er, at de ledende SF-forhandlere var villige til at acceptere det og overfor partiet rent faktisk anbefalede det som grundlag for regeringsfællesskab!

Det gælder ikke mindst når man betragter det udenrigs- og militærpolitiske afsnit. Den fulde ordlyd var:

Danmarks aktive indsats i De forenede Nationer føres videre. Det er Danmarks faste udenrigspolitik at støtte bestræbelser for afspænding gennem forhandlinger mellem øst og vest. Ifølge Atlantpagten kan medlemsskab ændres fra 1969. Vælgernes adgang til at udtale sig herom holdes åben. Afspændingspolitikken vil uden tvivl fortsætte, og dette kan føre til nye perspektiver i den internationale situation.

Inden for rammerne af en europæisk sikkerhedspolitik må det forventes, at også Tysklands endelige fredsaftale aktualiseres og løses med udgangspunkt i den faktiske situation.

Der er enighed om fortsat at støtte U Thants 3 punkter til løsning af Vietnam-konflikten, inklusive en standsning af bombningerne af Nordvietnam.

Der tilstræbes en yderligere nedsættelse af tjenestetiden ved en fortsat rationalisering af uddannelsen. Dette gælder også CF-uddannelsen.

Finanslovsforslagets forsvarsudgifter for 1967/68 godkendes. Såfremt den internationale udvikling derefter gør det muligt, vil besparelser blive gennemført i de følgende finansår.

Væksten i hjælpen til U-landene skal fortsætte.

I markedspolitikken vil regeringen afvente resultaterne af den britiske regerings initiativ, idet der tilstræbes en bred, europæisk løsning i fællesskab med England og de nordiske lande.
    
Det nordiske samarbejde udbygges stærkest muligt.

Allerede inden man havde fået de sidste »indrømmelser« fra SD, udtalte Aksel Larsen: »I udenrigs- og sikkerhedspolitikken nåede vi på visse punkter – NATO, Vietnam, Tysklands østgrænse – til acceptable formuleringer. Derimod ikke hvad angår tysk-dansk fælleskommando og militærbudgettet«.

Man kan selv sammenligne SF's krav om udmeldelse af NATO med protokollatets totale intetsigenhed. Man kan sammenligne kravet om anerkendelse af DDR med protokollatets totale uforpligtethed. Og man kan sammenligne SF's krav om betingelsesløs amerikansk tilbagetrækning fra Vietnam med U Thants 3 punkter – som SD iøvrigt havde tilsluttet sig længe før der var noget »arbejderflertal«. Gamle socialdemokratiske standpunkter iblandet intetsigende vås og uforpligtende forhåbninger var nu blevet »acceptable formuleringer«. Og inden dumping-festivalen var ovre var det endda blevet led i et acceptabelt grundlag for fællesregering, at SF skulle godkende forsvarsudgifterne ubeskåret, og at den tysk-danske fælleskommando overhovedet ikke skulle omtales.

»Reformpolitikken vil blive videreført«, hed det i protokollatet. Der var netop tale om en videreførelse af den politik, SD havde ført i de foregående 13 år ved samarbejde til højre. Hverken mere eller mindre. Forsvarsforliget skulle respekteres. Boligforliget skulle respekteres. De borgerlige præmisser for indkomstpolitik skulle accepteres. »Arbejderflertallet« havde intet perspektiv, som adskilte sig fra tidligere flertals – end ikke en mærkesag kunne man opvise. Selv bedømt i forhold til mellemproportionalen mellem de to partiers arbejdsprogrammer var protokollatet tamt. Nationalisering af forsikringsselskaberne? Må vi være her! Konkrete løfter på jordlovgivningsområdet? Næ, stop nu lidt. Indgreb mod boligspekulanterne? Forliget skal respekteres! Afvikling eller i det mindste omlægning af landbrugsstøtten? Hvor vil I hen! Kapitalvindingsskat? Uha-da-da. Øget progression, skat på arbejdsfri indtægter, bare et eneste konkret løfte i retning af indkomstudjævning? Vi vil opretholde »den sociale balance«! Demokrati på arbejdspladserne? »Indsatsen må forstærkes«. Lidt udenrigspolitisk selvstændighed? »Danmarks faste udenrigspolitik« videreføres...


Skatteforliget

Det næste resultat af »arbejderflertallet« var skatteforliget i marts 67. Det fulgte helt de retningslinier, der var opstillet i protokollatet. Det mest bemærkelsesværdige var derfor, at SF slugte moms'en, som endda blev skattereformens politiske hovedindhold. Den blev ledsaget af de førnævnte tekniske reformer gennem principbeslutning om indførelse af kildeskat og afskaffelse af skattefradragsreglen. Derudover vedtoges forskellige kompensationer for meromsens asociale følger, afskrivningsreglerne blev strammet og der blev givet løfte om effektivisering af ligningen.

Kompensationerne bevirkede, at de laveste indkomster holdtes nogenlunde skadesløse for virkningerne af moms'en i første omgang. En bedre social byrdefordeling, en indkomstudjævning gennem skattereformen, blev der overhovedet ikke tale om. Desuden vil kompensationerne automatisk udhules efterhånden, fordi de er formuleret som faste beløb, mens meromsen følger prisudviklingen. Hvordan SF, som fra kongresser og hovedbestyrelsesmøder stadig havde modsat sig moms'en, og som førte sin valgkamp i efteråret 66 på paroler for arbejderflertal, for afskaffelse af oms'en, og imod øget forbrugsbeskatning, kunne bringes derhen, fortjener en uddybning.

I foråret 66, på et tidspunkt hvor moms-ideen var mere stendød end nogensinde (om ikke andet så på grund af de radikales taktiske nyorientering), hvor SD var ved at bakke ud af sin moms-politik under pres af bl.a. sine faglige ledere, og hvor den nye finansminister Henry Grünbaum, modsat sin forgænger forholdt sig meget køligt til tanken (»vi er bestemt ikke ringforlovet med moms'en«), dukkede Aksel Larsen op på fjernsynsskærmen og solgte enevældigt ud af SF's politik ved at betro SD, at »Hvis man vil sælge mig skattefradragsreglen, så vil jeg være villig til at forhandle om meromsen«!

Dette var konsekvensen af Larsens ønske om »folkefront« for enhver pris. Han var helt klar over SD's begrænsede bevægelsesfrihed som følge af den borgerliggørelse af vælgermassen, som SD-ledelsen selv var ansvarlig for, men han var aldeles ikke indstillet på at vente med »folkefronten« til SD havde gjort noget for at opdrage sin højrefløj. Han tog SD's krav om monopol på arbejderbevægelsen alvorligt. Ustandselig bedyrede han, at SF ikke satsede på at tage stemmer fra SD. Sin medfødte aggressivitet anvendte han aldrig overfor SD. I årevis fandt han sig i alt fra Hækkerups side, bøjede hovedet og lagde masken i de sørgmodige folder. Hans Rasmussens ønske om at stække SF ved at forhindre partiet i at køre frihjul opfattede han som den store chance, en opfordring til dans. Selv da Hækkerup efter skatteforliget erklærede at nu var SF kommet under åget, var Larsens indre overbevisning, at det i virkeligheden var ham, der havde snøret Hækkerup. Og han havde ret – ud fra sine præmisser. Han havde forlængst accepteret åget som en nødvendig betingelse. Hans bestræbelser var i årevis gået ud på dette ene: at få åget på sig. Intet derudover. Deraf hans besynderlige tilbud i fjernsynet.

Hermed var moms-ideen genoplivet. Men den storm, der rejste sig i SF, blev besværget af partiets store teoretiker, Gert Petersen, som forklarede de undrende medlemmer, at kritikerne var uden fornemmelse for politisk taktik, og at Larsens udspil var det mest geniale taktiske træk, han længe havde set, idet moms'en i virkeligheden hermed definitivt var aflivet!

Året efter kunne Larsen så rose sig af sin forudseenhed, da han præsenterede en skattereform, som fulgte det »tilbud«, han bag om ryggen på sit eget parti havde givet SD. Men også det kunne partiteoretikeren forklare og udlægge. Nu hed det SYSTEMSKIFTE...

For Larsen-fløjen talte dette at man var kommet i samarbejde med SD uden andre partiers deltagelse nok tungere end samarbejdets foreløbige konkrete indhold. Men det væsentlige er, at hvad de måtte have gjort sig af »strategiske« tanker for overfor sig selv at retfærdiggøre et – isoleret betragtet – dårligt skatteforlig, det vovede de ikke at betro hverken vælgere eller partimedlemmer.

Ud fra SF-højrefløjens grundlæggende strategiske forudsætninger: Det uomgængelige samarbejde med SD (folkefrontsideen) og forestillingen om de socialistiske parlamentarikere som skaberne af arbejderklassens politiske bevidsthed (Gert Petersens smutvej til socialisme), kunne man dog have benyttet situationen til at prøve at skabe politisk bevidsthed i befolkningen. Hvis man f. eks. havde sagt: »Dette er et middelmådigt skatteforlig. Det adskiller sig ikke fra den politik, der hidtil er ført med borgerlig støtte. Det politiske indhold er slet og ret en forskydning af skatterne fra indkomst til forbrug, og det burde et arbejderflertal aldrig have lagt navn til. Vi har gjort alt for at undgå det, men SD insisterede på gennemførelse af moms'en. Vi fatter ikke hvorfor. Men vi ved, at skal der opnås resultater til gavn for almindelige mennesker og på bekostning af spekulationer og priviligerede grupper, så kan det kun ske ved at der kommer et samarbejde i stand mellem arbejderpartierne. Vi ønsker dette samarbejde – derfor har vi betalt den pris, SD forlangte, selv om vi fandt den urimelig, og selv om den eneste logiske motivering synes at være, at SD har ønsket at kompromittere os. Vi har betalt prisen politisk, befolkningen kommer til at betale den økonomisk. Vi har gjort det i forventning om, at arbejderflertallet herefter vil blive brugt til virkelige reformer, som på afgørende måde bryder med den hidtil førte politik. Vi har opgivet vigtige skattepolitiske principper, og vi har fået en »skattereform«, som ikke engang opfylder SD-arbejdsprogrammets krav om indkomstudjævning. Vi har gjort det for at give arbejderflertallet endnu en chance. Hvis ikke den udnyttes til gennemførelse af en boligpolitik, en jordpolitik, en landbrugspolitik, en socialpolitik og en uddannelsespolitik, som markant adskiller sig fra fortidens, er denne pris betalt forgæves. Vi appellerer til alle arbejdervælgere om at presse på for at sikre, at flertallet udnyttes.«

Her er ikke tale om at stille Larsen-fløjens optræden overfor den optræden, der kunne ventes af et parti, som satte sig det mål at ændre samfundet. En sådan konfrontation ville virke helt barok (læserne kan selv forsøge sig, f.eks. med udgangspunkt i Kjeld Schmidts analyse) [i bogen »Arbejderflertallet«]. Her er blot tale om at sammenligne SF-højrefløjens faktiske optræden med dens egen påståede strategi. Da det kom til stykket viste det sig, at man ikke havde så megen tillid til sine vælgere, at man turde delagtiggøre dem i sine motiver. Da det kom til stykket viste det sig, at »skabelsen af politisk bevidsthed« bestod i med alle til rådighed stående midler at forsøge at banke ind i hovedet på folk, at det var et fremragende skatteforlig, man havde opnået. SF-medlemmernes og de mange arbejdervælgeres udtrykte utilfredshed med resultatet reagerede Larsen på med fornærmelse. Gert Petersens smutvej skulle i virkeligheden – som påstået af Kjeld Schmidt – gå over trofasthed om det så end nok så mange gange i det petersen'ske generalstabskort blev kaldt politisk bevidsthed.

Det er for så vidt et åbent spørgsmål, om højrefløjens påståede strategi duer til noget. Det kan ikke afvises, at en politisk bevidst parlamentsgruppe, som åbent udvekslede meninger med sine vælgere som ovenfor antydet, kunne have opnået noget i retning af gensidig bevidstgørelse, således at man ikke hurtigt var kommet i den situation, at det blev værdiløst at holde »arbejderflertallet« ved magten. Det blev aldrig forsøgt. Man tænkte virkelig i hund-herre termer.


Samarbejdsaftalen

I tilknytning til skatteforliget blev der truffet forskellige aftaler. Rækkevidden og det konkrete indhold er det vanskeligt at redegøre for, eftersom det meget snart viste sig, at SF-forhandlerne, når de skulle retfærdiggøre sig overfor partiet, fortolkede dem langt videre end SD kunne acceptere. Holder vi os til teksten i den officielle »samarbejdsaftale«, så er der tale om oprettelse af et »boligfond«, påtænkt frigørelsesafgift ved landbrugsjords overgang til anden anvendelse og skærpelse af kapitalvindingsafgiften. Desuden en løfteparagraf sålydende: »Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti indleder hermed et politisk samarbejde, hvis sigte er at gennemføre de reformer og løse de opgaver, de to partier efter deres programmer har en fælles interesse i«.

»Boligfondet« har – i hvert fald i første omgang – ikke meget andet end navnet tilfælles med det fond, SF havde arbejdet for i de foregående fem år. Man sigter ikke på billiggørelse af byggeriet, men affinder sig stort set med situationen, som den er, idet fondet skal anvendes til at »støtte jordkøb og byggemodning, yde støtte ved udredning af boligindskud og finansiere erstatningsbyggeri ved saneringer«. Det stilles dog i udsigt, »at på længere sigt skal fondet kunne medvirke til finansiering af etagebyggeri«.

I SF-forhandlernes fortolkning er der endvidere »givet tilsagn om, at de militære udgifter vil kunne reduceres, hvis afspændingen fortsætter«. Dette går ikke videre end SD eensidigt forpligtede sig til ved at ophøje protokollatet til regeringsprogram. Imidlertid er punktet overhovedet ikke nævnt i den officielle samarbejdsaftale, og SD-forhandlerne hævdede principielt, at aftalen ikke på noget punkt omfattede militær- eller udenrigspolitik, samtidig med at de insisterede på, at det firkantede forsvarsforlig skulle respekteres.

I SF-forhandlernes fortolkning skulle samarbejdsaftalen på visse punkter underminere boligforliget, derved at »der søges gennemført bestemmelser til regulering af prisdannelsen for parcelhuse, nybyggede huses lejeværdi sættes i vejret, og mulighederne undersøges for en hvilende grundskyld, der forfalder ved ejerskifte«. I det officielle dokument er der ikke et ord om sådanne planer. Det eneste der står om parcelhuse, er tværtimod, at den påtænkte skærpelse af kapitalvindingsafgiften »ikke vil indbefatte parcelhuse«, og SD fastholdt da også officielt, at de ikke ville ændre den mindste smule ved boligforliget.

SF-forhandlerne hævder, at de to partier er enige om en styrkelse og effektivisering af jordlovgivningen. Samarbejdsaftalen siger intet herom (bortset fra frigørelsesafgiften på landbrugsjord), og da de borgerlige partier i folketinget anmoder om en forklaring, bedyrer Krag, at regeringens jordlovsudspil til sin tid vil blive lagt frem til bred forhandling, og at han ikke vil gennemføre jordlove alene med SF, mens Aksel Larsen supplerer at han ønsker et bredt forlig. I SF's hovedbestyrelse konkretiseres dette af Morten Lange til et femkantet forlig, og da han bliver afæsket svar på, hvilke fem partier han sigter imod, nævner han SF, SD, LC [Liberalt Centrum], radikale og ... konservative!

Den dårlige overensstemmelse mellem det officielle dokument og SF-højrefløjens udlægning af forhandlingsresultatet, den såkaldte fortolkningsstrid, var baggrunden for venstrefløjens ønsker om en konkretisering, en udmøntning af samarbejdsaftalen. På venstrefløjen fandtes der både folk, der havde accepteret SF's deltagelse i momsforliget, og folk som havde modsat sig deltagelse. For begge grupper var situationen imidlertid nu den, at partiet havde betalt prisen for samarbejde med SD, så uanset om man fandt prisen for høj eller ej måtte alle nu være interesseret i at få noget til gengæld. Da man ikke kunne få udmøntet samarbejdsaftalen, og da påstand stod mod påstand i fortolkningsstriden mellem forhandlerne fra de to partier – da samtidig SF-folketingsgruppen helt undlod at tage initiativer og mødte op til 67/68 samlingen med det mest intetsigende arbejdsprogram, den nogensinde havde lagt frem, tog venstrefløjen initiativ til at undersøge, om samarbejdet kunne give nogle konkrete resultater. Det skete i form af en række henstillinger til folketingsgruppen.

Ifølge disse henstillinger skulle folketingsgruppen tage en række initiativer, som kunne belyse SD's vilje til samarbejde. Disse initiativer var nøje afpasset, dels efter løfterne i »protokollatet« dels efter de endnu ikke opfyldte punkter i samarbejdsaftalen og SF-forhandlernes udlægning af denne, og især efter fællespunkter i de to partiers programmer, idet man her påberåbte sig løfteparagraffen i den officielle samarbejdsaftale. (Desuden var der tale om initiativer for at markere SF's eget ansigt på områder, som ikke var omfattet af samarbejdet, nemlig det militær- og udenrigspolitiske). Når man ser på de forslag og henstillinger, der her blev udarbejdet, må man forundres over den myte, Larsen og Hækkerup hurtigt fik skabt om den rabiate venstrefløj som ville have alt eller intet og dens salgbarhed i pressen og blandt arbejdervælgerne. På det indenrigspolitiske område, som samarbejdet skulle omfatte, var der slet og ret tale om forsøg på at få SD til at gennemføre nogle af sine egne, alt for moderate programpunkter. Der kom ikke et eneste resultat af disse forsøg. Det skyldtes imidlertid ikke kun socialdemokratisk uvilje. Det skyldtes heller ikke kun, at der blev udskrevet valg midt i samlingen. Forholdet var det, at de toneangivende medlemmer af SF-gruppen anså sådanne forslag for alt for vidtgående og belastende for samarbejdet!


Devaluering og følgerne

Tredie og afgørende fase i SD-SF-samarbejdet kom i forbindelse med den engelske 14 %  devaluering 19. nov. 67.
    
Til trods for, at muligheden for en sådan devaluering havde været drøftet åbent i mange måneder, viste det sig, at den danske regering overhovedet ikke havde planer parat for situationen. Der blev derfor tale om en ret tilfældig reaktion, om ikke ligefrem en panikreaktion. Få timer efter meddelelsen om den britiske devaluering bandt Krag sig ved offentlige udtalelser til at lade den danske krone følge pundet i hvert fald en del af vejen. Det skal understreges, at den socialdemokratiske mindretalsregering traf beslutningen uden at have skaffet sig parlamentarisk dækning. Det viste sig senere, at Krag uden vanskeligheder havde skaffet sig LO-formandens støtte til devalueringspolitikken!

For »arbejderflertallets« anden del, SF, tegnede situationen sig således, da den var gennemgået på et hastemøde mellem forretningsudvalget og partiets økonomiske eksperter: Den umiddelbare følge af devalueringen ville blive et tab for landbruget, på ca. 300 mio kr. på det engelske marked. Hvis man for at undgå dette fulgte England hele vejen, ville prisstigningerne på eksport fra tredielande udløse to dyrtidsportioner til en samlet værdi af næsten 2 mia. kr. Det forekom derfor urimeligt at søge at løse et forholdsvis begrænset økonomisk problem for et enkelt erhverv på en måde, som fremkaldte seks-syv gange større økonomiske problemer for samfundet som helhed. Man gik derfor imod devalueringsplanerne, men tilbød i stedet at være med til at løse problemet for landbruget ved direkte tilskud, idet man ville arbejde for, at disse blev udformet på en måde, så de ikke kapitaliseredes i ejendomspriserne. For det tilfælde, at SD insisterede på en devaluering, henstillede man til SF-repræsentanterne i det kontaktudvalg, der var oprettet i forbindelse med samarbejdsaftalen, at arbejde for, at devalueringen blev mindst mulig. Da dette møde sluttede hen på natten og Aksel Larsen forlod gruppeværelset for at deltage i statsministerens møde med gruppeformændene, oplyste Morten Lange imidlertid, at det var ret ligegyldigt, hvad man var nået frem til, eftersom Aksel Larsen allerede om eftermiddagen, før forretningsudvalget blev samlet, havde givet Krag tilsagn om at støtte devalueringen, endda hvis den gik hele vejen til de 14 %!

Resultatet blev som bekendt en halvvejsdevaluering på 8 %, som SD alene besluttede sig til, men som SF's højrefløj ikke gjorde forsøg på at mindske. Situationen mellem »arbejderflertallets« to partier var igen forplumret. SF kunne som parti fralægge sig ethvert ansvar for beslutningen, som man ikke havde lod eller del i, som man havde advaret imod, og som man havde tilbudt alternative løsninger til. På den anden side kunne man dårligt bebrejde SD og Krag at de lagde vægt på Aksel Larsens erklærede beredvillighed. SF-ledelsen, der var domineret af venstrefløjen, var igen bragt i det dilemma, at partiformanden havde forplumret forholdet til samarbejdspartneren. Det førte til, at man følte sig stærkere forpligtet til at være med til at råde bod på devalueringens uheldige virkninger, end man ville have været, hvis SF-forhandlerne havde fulgt den politik, partiets ledelse formulerede. Man følte sig så at sige forpligtet til at holde SD skadesløs overfor Aksel Larsens uansvarlige egenmægtighed, som endnu engang havde medvirket til at bringe regeringen i en vanskelig situation.

Denne forpligtethed afspejlede sig, da regeringen få dage efter fremlagde sine forslag til følgeforanstaltninger for at afbøde de uheldige virkninger af halvvejsdevalueringen, og angiveligt også for at forstærke devalueringens gunstige virkninger for eksporten til ikke-devaluerende lande. Regeringen foreslog øjeblikkelig destruktion af en dyrtidsportion og en 3 % eengangsskat for ikke-lønmodtagere.

Hele SF-ledelsen og alle i folketingsgruppen tog øjeblikkelig afstand fra ideen om indgreb i dyrtidsreguleringen, som man i øvrigt også gjorde det ude på arbejdspladserne. Pristalsstigningen var reel nok, og indgrebet ville direkte mindske reallønnen. Særlig provokerende virkede det, at SD insisterede på at tage en januar-dyrtidsportion, som ikke var udløst af devalueringens inflationære virkninger, men af prisstigninger der for længst var kommet. Forslagene ville ramme lønmodtagerne ulige hårdere end ikke-lønmodtagere, og det ville ramme de dårligst stillede lønmodtagere tungere end de højere lønnede. Desuden indebar det en ren og skær foræring på omkring 600 mio. kr. til de private arbejdsgivere uden nogen form for modydelse eller garanti for, at reallønnedgangen slog igennem på slutprisen og dermed styrkede konkurrencedygtigheden.

Dette sidste var regeringens angivne motivering for sin politik. SF-ledelsens flertal påpegede, at denne virkning i bedste fald ville blive meget svag og meget kortvarig, og hævdede i øvrigt, at foræringen snarere ville blive brugt til at øge profitten end til at styrke konkurrenceevnen. (At det faktisk kom til at gå sådan, fremgik allerede i januar af Industrirådets publikationer).

I løbet af et par dage bøjede SF-højrefløjen, og dermed folketingsgruppens flertal, sig for regeringens krav om destruktion af dyrtidsportionen. Partiledelsen fastholdt imidlertid sin modstand, hvorpå regeringen ændrede sit forslag fra destruktion til indefrysning for et år. Det ændrede ikke det urimelige i at forære erhvervslivet 600 mio. kr. betingelsesløst og fortrinsvis lade lønmodtagerne betale gennem sænkning af reallønnen, tilmed på en så usocial måde. SF's venstrefløjsledelse opstillede alternativer, som uden indgreb i dyrtidsreguleringen forfulgte de samme mål m.h.t. eksporten og beskæftigelsen, som regeringen angiveligt havde for øje. Med henblik på eksporten og beskæftigelsen foreslog man differentierede afskrivningsregler til fordel for eksporterhvervene, større beløb til eksportkreditter og -garantier, gunstigere lånemuligheder for eksportindustrien (skibsværfterne). Det øgede finansielle behov, ialt omkring 400 mio. kr. fordelt med ca. 100 mio. kr. til landbrugskompensation og ca. 300 mio. til statens øgede lønudgifter som følge af dyrtidsportionen, tilbød man dækket ind gennem progressiv særskat på ubebyggede inderzonearealer, afgift på tillægslån i fast ejendom og militære besparelser svarende til de engelske, d.v.s. for Danmarks vedkommende omkring 150 mio. kr. Skulle der vise sig behov for mere foreslog man »en finanspolitisk lettelse, som konjunkturafmatningen og hensynet til beskæftigelsen begrunder«, idet man henviste til, at netop med udsigt til vigende beskæftigelse var det yderst betænkeligt at opsuge købekraft og derved bremse hjulene yderligere. Man strakte sig endda så vidt at tilbyde købekraft opsuget ad skattevejen i stedet for ved indgreb i dyrtidsreguleringen, for det tilfælde at regeringen ikke ville lempe finanspolitikken.

Forhandlinger om disse alternativer førte ikke til noget resultat, hvilket næppe kan forundre, eftersom størsteparten af SF-forhandlerne fra begyndelsen placerede sig på SD's side af bordet. Reelt var der tale om en afvisning over hele linien. Specielt forslaget om finanspolitisk lempelse fik ilde medfart. Per Hækkerup betegnede det som det mest uansvarlige, han nogensinde havde hørt. Larsen, Lange og Dam anvendte betegnelsen »politisk dilettanteri«.

Efterhånden som tidspunktet nærmede sig, hvor regeringen ville fremlægge sine forslag i folketinget uden parlamentarisk rygdækning, blev det for SF's venstrefløj ikke kun et spørgsmål om, hvad der var rimeligt eller acceptabelt, men også om »arbejderflertallets« eksistens.

De overvejelser man gjorde sig, var omtrent følgende: Det ville være forrykt, om den interne magtkamp i SD (se Knud Vilbys kapitel) [i bogen »Arbejderflertallet«] skulle resultere i, at regeringen udskrev valg på et tidspunkt, hvor arbejderpartierne kun kunne tabe stort p.gr.a. den elendige politik, de havde ført. »Arbejderflertallet« burde have en chance for at rette op på sit renomé. På den anden side kunne man ikke redde regeringen for enhver pris. Der måtte i det mindste vise sig tegn på, at der fandtes andre kræfter i SD end dem, der så det som deres fornemste opgave at knuse SF, uanset hvad det kostede deres eget parti - og befolkningen. Man var vidende om, at blot det at redde regeringen ville føre til nye krisesituationer. SD havde fremsat sit forslag om ITP (indtægtsbestemt tillægspension), det mest vidtrækkende socialpolitiske forslag, men samtidig det mest usociale, der var set i en menneskealder. Det byggede på samme solidaritetsforladte principper som privat forsikring, der var ikke mindste element af indkomstudjævning i det, og i den henseende var det endda ringere end det konservative pensionsforslag! Det attraktive ved fondsdannelsen blev stærkt svækket ved socialministerens løfte til de borgerlige partier om at fondet skulle ledes og administreres efter samme retningslinier som ATP-fondet. Ikke desto mindre havde Chr. Madsen givet SD tilsagn om SF-gruppens støtte, stik imod partiledelsens anvisninger. En anden ting man vidste ville komme op og skabe krise, var forslaget om løsrivelse af arbejdsløshedskasserne fra fagforeningerne. Også her havde Chr. Madsen på forhånd lovet SF-støtte, på tværs af såvel partiledelse som program. Skulle der sluges kameler for at bevare »arbejderflertallet«, måtte det i hvert fald demonstreres, at dette flertal kunne bruges til andet end arbejderfjendtlig politik.

I denne sidste desperate fase foretog SF's venstrefløj et nyt udspil. Man nedkulede sine alternative forslag og optog direkte forhandlinger med SD's ledelse, hvor man tilbød at stemme for regeringens følgeforanstaltninger, inclusive dyrtidsindefrysningen, forudsat »arbejderflertallet« samtidig blev brugt til ad lovgivningsvejen at indføre ligeløn for mænd og kvinder, lovfæstet mindsteløn og fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det første var et fælles programpunkt for de to partier. Det andet var et krav fremsat af de lavtlønnedes organisationer, og det tredie var en nødvendig følgeforanstaltning imod den indvending, at lovfæstet mindsteløn risikerer at føre til øget ledighed blandt de lavestlønnede.

Forud for dette sidste forsøg var gået følgende: Mens statsministeren så sent som de første dage af december havde erklæret, at regeringens forslag ikke var ultimative, at de var lagt frem til fri forhandling og at det, der kunne skabes flertal for nok ville afvige en hel del fra det oprindelige udspil, så var SD siden blevet låst fast i en helt umulig position. Baggrunden var udelukkende partiets interne magtkamp og Per Hækkerups sammenkædning af denne magtkamp med bestræbelserne for at ødelægge SF, om det så skulle koste regeringsmagten. Det afgørende slag vandt Per Hækkerup på SD-gruppemødet i begyndelsen af december, hvor han fik flertal for en erklæring om, at der ikke kunne rokkes en tøddel ved regeringens forslag, og at der end ikke måtte gives nogen som helst indrømmelse for at få andre til at stemme for forslagene. Denne selvmorderiske erklæring, som er uden sidestykke i dansk politisk historie, når det tages i betragtning, at den kommer fra en mindretalsregering, som fremsætter sine forslag uden forudgående forhandling til nogen side om parlamentarisk støtte, blev afgørende for afvisningen af SF-venstrefløjens sidste forsøg.

Den 15. december 67 faldt regeringens forslag i folketinget. SF's venstrefløj påpegede, at dette ikke tvang regeringen til at gå, og stillede et dagsordensforslag, hvori det hed, at afstemningsresultatet ikke var udtryk for, at et flertal i folketinget nærede mistillid til regeringen. SD nægtede at modtage denne dagsorden, og valget blev udskrevet.


»Arbejderflertallet« og VKR-regeringen

Den mest talende bedømmelse af »arbejderflertallets« politik får man ved at sammenligne den med VKR-regeringens politik, som den fremstår efter et år.

Myten om »arbejderflertal«, det første »socialistiske« flertal i Danmark, SYSTEMSKIFTET, afsløres som en ynkelig gang partitaktisk opportunisme overfor den kendsgerning, at den borgerlige regering ikke på et eneste væsentligt område har følt sig foranlediget til at ændre ved de beslutninger, der blev gennemført i de fjorten måneder! Ikke det mindste lille forsikringsselskab var der at afnationalisere...

Det er rigtigt at der er pillet ved afskrivningsreglerne, at moms'en er sat op til 12½ %,  at landbruget har fået en lempeligere momsafregning og at boligfonden i 68/69 kun fik tilført ca. en trediedel af det påtænkte beløb. Men lad os se lidt på, om forskellen virkelig er så stor. Hvad afskrivningsreglerne angår, var de også i »arbejderflertallet«s udformning tænkt som variable, konjunktur-regulerende. Den lempelse VKR har gennemført er et tilbageskridt, men samtidig et skridt, som var principielt muligt for ikke at sige sandsynligt, hvis »arbejderflertallet« havde fortsat. Forøgelsen af moms'en er udtryk for præcis samme forbrugsbegrænsende bestræbelse, som lå i den socialdemokratiske mindretalsregerings forslag til følgeforanstaltninger efter devalueringen. Den er socialt uretfærdig – det samme var arbejderflertallets forslag om dyrtidsindefrysning –  og det samme var de første 10 % af moms'en. VKR havde aldrig kunnet hæve moms-procenten, hvis ikke »arbejderflertallet« var blevet misbrugt til at indføre moms overhovedet. Den indirekte støtte til landbruget gennem aftalerne om momsafregningen er forkastelig. Det samme er langt størsteparten af den øvrige landbrugsstøtte, som er mange gange større og helt og fuldt er gennemført under socialdemokratisk ledede regeringer. Det er svært at sige, om »arbejderflertallet« ville have givet landbruget samme indrømmelse, som VKR gav, men vi ved så meget, at alle SF-venstrefløjens forsøg på at influere på landbrugsstøtten blev afvist, og at sågar ønsket om at sikre, at kompensationen efter devalueringen fik et konstruktivt sigte, afvistes med den begrundelse, at disse ting ville SD-regeringen forhandle direkte og ubundet med landbrugsorganisationerne. Nedskæringen af det stipulerede beløb til boligfondet er formelt en væsentlig forringelse. Om det også er det reelt må bedømmes på grundlag af – som indrømmet af Morten Lange ved flere lejligheder på partiforeningsmøder i SF i november-december 67 – at »arbejderflertallet« selv betragtede de stipulerede 400 mio. kr. som en slags kasseoverskud ud fra den betragtning, at det i virkeligheden ville blive umuligt så tidligt at anvende så store beløb på de opgaver, boligfondet efter sin formålsparagraf skulle sigte på.

Men bortset fra, at forringelserne således er væsentlig mindre end de umiddelbart tager sig ud, så må det indgå i sammenligningen, at vi undgik indgrebet i dyrtidsreguleringen og at vi undgik gennemførelse af det helt usociale ITP-forslag. Desuden kan VKR-regeringen på enkelte områder måske endda byde på fordele: De militære besparelser på 68/69-budgettet var nok ret formelle, men har alligevel fjernet os fra den situation, vi befandt os i lige til »arbejderflertallet«s sidste dag, hvor militærbudgettet var en hellig ko, og hvor SD ikke ville spare fem flade ører trods løfterne i protokollatet. Endvidere er det nok ikke urealistisk at forudse en bedre jordlovgivning under VKR-regeringen, end det havde været muligt under »arbejderflertallet« og med VKR i opposition.

Sammenfattende kan det siges, at VKR-regeringen stort set har den politik, »arbejderflertallet« også havde. SD-SF-skatteforliget var ikke mere chokerende for de borgerlige partier end at de nu rask væk gennemfører de resterende dele af det. Der er ganske enkelt tale om, at »arbejderflertallet's« Politik videreføres af VKR!

Hver uge bringer nye eksempler herpå. Mens dette var i trykken kom VKR-regeringen med de første elementer af en ny jordlovgivning. Det kan konstateres, at de i hvert fald ikke er ringere end dem, SD havde under overvejelse i efteråret 67, snarere tværtimod. Ivar Nørgård, som var ansvarlig for udspillet dengang, har da også kommenteret, at de »i vid udstrækning bygger på de tanker, den daværende socialdemokratiske regering gjorde sig«. En anden ting, som er dukket op, er den nye udskrivningsskala for kildeskatten. Her har VKR-regeringen simpelthen gjort Henry Grünbaums skala til sin! Det bringer en episode i erindring fra december 67. I den natlige forhandling, hvor Erik Sigsgård og Thomas Lund forelagde venstrefløjens alternativer for socialdemokraterne, kom man til et punkt, hvor smiger og trusler og Hækkerups tale om det centnertunge ansvar havde vist sig virkningsløs. På det tidspunkt spillede Grünbaum en virkelig trumf ud. »Hvad vil der ske«, spurgte han, »hvis arbejderflertallet falder og vi får en borgerlig regering? Den vil jo gennemføre hele vores skattereform!«

Hvad gør da det tidligere regeringsparti? Inden en måned efter valget erklærer det sig løsgjort fra forsvarsforliget, som var sakrosant til og med 15. dec. 67. Inden to måneder kaster det jord på sit ITP-forslag, som SF skulle have dinglet i. Det fremturer med at formulere udenrigspolitiske krav, som det ikke ville høre tale om da det havde muligheden for at gennemføre dem, og som SF's højrefløj mindre end et år tidligere fandt alt for rabiate. Det stikler til boligforlig og landbrugsstøtte. Det snakker ligeløn og mindsteløn som de selvfølgeligste ting af verden. Og mest afslørende af alt: Det kræver en lempelse af finanspolitikken med samme begrundelse i hensynet til beskæftigelsen, som det få måneder forinden stemplede som komplet ansvarsløst og »politisk dilettanteri«.

Det har slet og ret langt overtrumfet de krav, som den såkaldt rabiate, alt-eller-intet-venstrefløj stillede kun et år tidligere for at redde »arbejderflertallet« og give det blot antydning af en holdning.

-o0o-

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96