Annonce

#MayOfSolidarity
15. maj 2014 - 15:34

Antikapitalistisk aktionsuge skudt i gang med masseanholdelser i Bruxelles

Anholdelsen af 250 demonstranter torsdag i Bruxelles ved blokade mod topmøde for erhvervslivet og EU er startskuddet på en fælleseuropæisk, anti-kapitalistisk aktionsuge, hvor også danske aktivister er med.

250 demonstranter er torsdag den 15. maj blevet anholdt ved en blokade af et topmøde for EU-politikere og erhvervslivet i Bruxelles.

Politiet har ligeledes brugt vandkanoner til at sprede demonstranter, og der er forlydender om, at også politikere fra EU-parlamentet er anholdt.

Dagens blokade var indkaldt af en række græsrodsinitiativer for at sætte fokus på skadevirkningerne af erhvervstoppens lobbyarbejde i EU forud for valget til EU-parlamentet.

Aktionen er desuden en del af aktionsugen »May of Solidarity – European days of action« der startede torsdag og fortsætter frem til 24. maj.

– Det er uacceptabelt at den politiske og økonomiske elite mødes ti dage før regionale, nationale og europæiske valg for at beslutte fremtiden for Europa. […] At blokere denne lobby-forsamling sender et klart signal om, at demokratiet ikke er til salg. Vi kræver et Europa styret fra bunden, udtaler Rudy Janssens fra CGSP – en belgiske fagforening for offentligt ansatte.

Læs mere på May of Solidarity’s hjemmeside her.

Læs artiklen og se video: »Protesters detained near to European Business Summit« hos Flanders News.

Begyndelsen på aktionsuge

Blokaden i Bruxelles og en efterfølgende konference samme dag om EU’s håndtering af den sociale og økonomiske krise markerer begyndelsen på den antikapitalistiske aktionsuge.

Det er aktionsnetværket »Blockupy«, der er kendt for deres årlige masseblokader af den Europæiske Centralbank i Frankfurt, som har taget initiativet og aktivister fra hele Europa har siden november sidste år forberedt aktionsugen.

Grundlaget er klart kapitalisme- og EU-kritisk, og har fået støtte fra en lang række aktionsnetværk, organisationer og partier i hele Europa – der er blevet enige om parolerne »solidaritet, demokrati fra neden og fælleseje«.

Ifølge arrangørerne er formålet med aktionsugen at forene sociale kampe på tværs af Europa.

Blandt de involverede er netværket M15 fra Spanien, det fag-politiske initiativ Alter Summit og tænketanken Corporate Europe Observatory i Belgien og Attac fra Frankrig.

I Danmark har Socialistisk UngdomsFront (SUF) valgt at støtte op om aktionsugen og indkaldt til happening i både Aarhus, Kolding og København.

Læs grundlaget for aktionsugen på dansk her.

EU er menneskefjendsk

Peter Nielsen fra Socialistisk UngdomsFront (SUF) har deltaget i de forberedende aktiviteter frem til aktionsugen på vegne af SUF.

– Vi ønsker med aktionsugen at vise, at de forskellige nationale problemstillinger vi tumler med kan genfindes overalt kapitalismens og EU's Europa. De kræfter der har presset på for en privatisering af DONG, er præcis de samme kræfter, der presser på for en privatisering af drikkevandet i Sydeuropa. Der er brug for et fælles Europæisk modsvar til EU og neoliberalismens hærgen, fortæller Peter Nielsen, der understreger, at han udtaler sig som privatperson.

– På samme tid er aktionsugen en mulighed for at udtrykke solidaritet med dem, der lider allerhårdest under EU's lemfældige omgang med menneskeskæbner. Med aktionsugen får vi i Nordeuropa mulighed for at solidarisere os med de immigranter, der drukner i Middelhavets bølger som følge af EU's menneskefjendske grænsekontrol, og de sydeuropæere, der lider under EU’s nedskæringsregime. Det tror vi på kan styrke både os og dem i vores kampe, fortsætter han.

Ugens aktiviteter kan følges de sociale medier under hashtag #Europe4the99 og #MayOfSolidarity.

Ifølge arrangørerne er alle der kan tilslutte sig indkaldelsen velkomne til at arrangere protester.

Svaret er socialisme

Pressemeddelelse Socialistisk UngdomsFront 15. maj 2014

Overalt i Europa protesteres der i disse dage mod EU’s asociale nedskæringspolitik. En nedskæringspolitik designet til at forarme arbejderklassen og presse lønnen ned for at tilfredsstille de store virksomheders jagt på profit. En nedskæringspolitik som udover at være medskyldig i den største humanitære krise i Europa siden 2. Verdenskrig også har ført til en voksende fremmedfrygt og stor opbakning til snævre nationalistiske partier som for eksempel Dansk Folkeparti i Danmark.

Denne udvikling ser vi med stor bekymring på i SUF.

Svaret på EU’s asociale politik er ikke nationalisme og fremmedfrygt, men socialisme og solidaritet med mennesker i hele Europa.

Den 17. maj går vi på gaden i hele danmark i solidaritet med vores kammerater i andre lande og siger:

Ja tak til demokrati – nej tak til EU

Når magten centraliseres hos lobbyisterne i Bruxelles truer det vores selvbestemmelse over velfærd, arbejdsmarked og miljø.

Ja tak til solidaritet – nej tak til EU

De humanitære katastrofer i Sydeuropa og den eksploderende ulighed i Danmark er resultatet af EU’s nedskæringskrav. Vi har mere til fælles med arbejderne i Grækenland, end vi har med de danske EU-politikere.

Ja tak til fælleseje – nej tak til EU

EU dikterede DONG-salget, og vi betaler prisen, når demokratisk kontrolleret produktion sælges til Goldman Sachs & Co.

Den 17. maj er en europæisk aktionsdag mod EU og kapitalisme.

Følg protesterne på de sociale medier: #democracy #solidarity #commons  

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce