Annonce

Flygtninge
26. august 2015 - 14:08

Annonceinitiativ afleverer brev til Støjberg: Drop annoncer

3.000 underskrifter imod en annoncekampagne i udenlandske aviser er onsdag indleveret i integrationsministeriet.

– Annoncer løser ikke problemerne for mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse, siger Marianne Rosenkvist, talsperson for underskriftindsamlingen: »Stop annoncerne«, der på to uger har indsamlet 3.000 underskrifter.

Underskrifterne blev onsdag den 26. august afleveret i integrationsministeriet. Integrationsminister Inger Støjberg var ikke selv til stede, da underskrifterne blev afleveret, men initiativtagerne bag indsamlingen håber alligevel på et svar fra ministeren.

Bag initiativet står Facebook-siden»Velkommen til flygtninge – nej til Støjbergs skræmmekampagne«, der på det sociale medie har mere end 21.000 likes. 

Initiativet har tidligere indsamlet penge til indrykning af annoncer i den danske avis Politiken, den britiske The Guardian og den tyske TAZ med et budskab om at flygtninge er velkomne i Danmark.

Annoncerne og underskrifterne er et modsvar til Inger Støjbergs planer om at lancere annoncer, der advarer flygtninge mod at søge mod Danmark, i udenlandske medier .

–  Det eneste Støjbergs annoncer gør er at mistænkeliggøre flygtninge. Tænk om vores politikere i stedet brugte deres energi på at gå forrest og fokuserede på, at der er behov for at skabe løsninger for verdens flygtninge. Man kan ikke bare vende ryggen til folk i nød, siger Marianne Rosenkvist.

Hun oplyser over for Modkraft, at initiativet har penge til at offentliggøre én annonce mere – men at man ikke lige nu ved, hvor og hvornår det vil ske. Lige nu vil man afvente en reaktion fra ministeren – og se om den annoncerede annonce fra ministeriet overhovedet bliver til noget.

Læs det åbne brev til integrationsministeren her:

Kære Inger Støjberg

Med dette brev vil vi opfordre dig til at opgive din idé om annoncer i udenlandske aviser - annoncer der angiveligt har til formål at sænke antallet af flygtninge, der kommer til Danmark:

Vi burde leve i en verden, hvor ingen mennesker behøvede at flygte. Men sådan er realiteterne ikke: Der findes ufred i verden, og det tvinger mennesker på flugt. Det er barske forhold såsom krig, forfølgelse og tortur som skaber flygtninge – ikke størrelsen på sociale ydelser.

Derudover er der yderligere noget helt galt med præmissen om, at flygtninge skulle drømme om et liv på sociale ydelser fremfor et liv som selvstændig eller med et godt lønarbejde. Mennesker stopper ikke med at ønske sig et godt liv med bl.a. familie og job, blot fordi de har været så uheldige at måtte flygte.

Apropos flugten. Du er sikkert klar over, at mange mennesker på flugt har taget turen over Middelhavet i synkefærdige både. Det har de gjort velvidende, at hundredvis er døde på den overfart. Alligevel tager mennesker den farlige vej på tværs af havet, fordi de ikke kan fortsætte det liv, de levede. Disse mennesker fortjener hjælp og ikke mistænkeliggørelse.

Og skatteydernes penge bør ikke bruges på annoncer, der mistænkeliggør flygtninge i udenlandske medier.

Annoncer fra integrationsministeriet er en tom gestus i forhold til at gøre noget ved det grundlæggende problem - nemlig ufred i form af krig, forfølgelse osv. Annoncerne vil ikke påvirke antallet af flygtninge, der søger til Danmark. I stedet vil de mistænkeliggøre og dehumanisere flygtninge i udenlandske medier – hvilket igen vil være med til at give Danmark et dårligt ry. De vil sende et signal, som svarer til at hænge et skilt på døren med teksten: ”I dette hus yder vi ikke hjælp til mennesker i nød – gå videre til det næste hus!”

Vi ønsker ikke, at vi som samfund skal hænge et sådant skilt på vores dør. I stedet bør vi udvise medmenneskelighed og handle på en måde, vi kan være stolte af. Derfor beder vi dig genoverveje din beslutning.

Med venlig hilsen

Velkommen til flygtninge - Nej til Støjbergs skræmmekampagne

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce