Alice i Støjland

Lørdag den 31. maj spillede de tre støjbands Electrolux featuring The ZirenZ, Nurse With Wound og Puce Mary på spillestedet Mayhem i København.

Konfirmationspiger og undertoner

Electrolux lagde ud.  Det er unge kvinder i hvide kjoler, der drejer på støjende knapper, iscenesat af et par hvidklædte mænd bag en mixerpult.

Det er et flot lydbillede i et minut, men så savner jeg dybde.

Det er lidt for iscenesat. Det savner noget kød og blod fra konfirmationstøserne. Nogen historier og følelser inde i støjen. 

Der må være masser af ting, der rør sig under studenterhuerne, som en garvet »støj-avantgarde-lytter« blandt publikum mener må trykke.

Undertoner og subklange tricker min øregang. Jeg må til sidst ud i det fri for at søge renselse.

Her står en stor mængde af publikum allerede. De har købt ørepropper.

Well…. det er nok det, der er meningen med Elecrolux feat. The Zirenz. Der skal meget til før jeg udelukker eksperimenter i øregangen. Men det lykkes sirenernes sang at få mig mast ud.

Sejt nok, støjprovoer!

Subgeometrisk støj-radering

»Smuk som et tilfældigt møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord«.

Denne skønne linje af poeten Lautréamont har inspireret surrealister verden over.

Nurse With Wound, som sampler motorveje med arabesque støjblomster, stjal linjen til deres debut-LP 1979. Bandet er kendt for at eksperimentere og improvisere med alverdens sjove bider af kontraster og stumper.

Det er Alice i Støjland. Tusinde døre til uopdagede universer og nyfødte melodimutationer. Abstraktioner af et universelt sprog, dejligt, befriet for mening. Sub-geometrisk støjradering.

Det er alle lyde, der findes i Akasha-krønikken. Smeltet, rørt rundt i og sprængt. For derefter at samles til sitrende mønstre i mit øre.

En musik, som går helt ind i psyken, smadrer alle poppede forventninger om, hvad musik kan og skal. Den danner nye billeder og abstraktioner på kryds og tværs, hvis man er åben for det.

Bandet består i dag af frontmanden Steven Stableton samt lydkunsterne Colin Potter og Andrew Liles.

Denne aften i Mayhem er første tredje gang bandet spiller i Danmark.

Her skruer danske Daniel Svanberg Bøtcher med på knapperne, og multimusikeren Vagn E. Olsson bidrager på klarinet. Det var samme duo som styrede konfirmationsstøjerne.

Det fungerer rigtig godt i mørket, hvor kun lidt rødt lys bløder. Den levende klarinet skaber fin kontrast til de hårde metal-spiddende industrielle lyde.

Andrew krydrer lydbilledet med lidt solospade og klaver. Stableton slide-støjer med sin guitar lagt på bordet foran sig. Det er et inspirerende legende laboratorium, og jeg får lyst til at lege med.

Lidt Nurse With Wound links:

In Swolen Silence:

(I Don't Want To Have) Easy Listening Nightmare:

Kommunistisk badge

Efter koncerten er jeg så heldig at støde på Stableton, som jeg får et mini-interview med:

Kan du mærke, at interessen for jeres slags musik er begyndt at vende tilbage?  Der er mange unge, der er interesserede i noise, dark ambient og industrial.

– Ja, der var forleden en ung kvinde, som efter en koncert kom og sagde: Sikke vildt, at oldgamle mænd kan lave sådan noget fantastisk musik! Hehe!

Har I nogen politiske statements i jeres musik? Hvad er f.eks. det badge du har på din skulder? Ser noget kommunistisk ud.

– Vi har lige været i Rusland, og en eller anden fyr forærede mig den, et eller andet kommunistparti-halløj. Men nej, ingen statements. Vi spiller bare.

Er det, I laver, fastlagt på forhånd eller ren impro?

– Det er ren impro! Vi leger bare. Det var specielt i aften, for normalt har vi skuespillere, dansere eller film med på scenen, men det var der ikke råd til. Så vi lavede noget med et par folk vi stødte på. Det var jo helt fantastisk!

Hvad lytter du selv til, lytter du til nyt musik?

– Nej, kun til gammelt. Coil, Faust, Kraftwerk og sådan noget. Jeg kan godt lide musik fra halvfjerdserne. Jeg er megafan af Frank Zappa.

Det er første gang I spiller i Danmark, ku du li’ at spille her?

– Ja, supersted det her Meyhem, virkelig skønt sted!

Er der noget du kunne tænke dig at sige til læserne af Modkraft?

– Ja, keep on going! Eller sådan noget, du ved!

Havregrynsreklame med sprækker

»Hun kan støje helt vildt!« Det udsagn hører jeg blandt publikum om Puce Mary, som spiller efter hovednavnet.

Pis! Jeg har ikke råd til ørepropper. Jeg må tage det, som det kommer med mit ødelagte dykkerøre.

Puce Mary aka Frederikke Hoffmeier ser uskyldig, mild og sund ud. Som en havregrynsreklame. Men nedenunder lurer en ulmende indeklemt aggressiv sirene som blodige sprækker i glasuren.

En såret sygeplejerske spinder tråde fra hovednavnet og skaber et vildt spændende lydspind.  Et univers, som ikke er til for at please nogen, bevise noget eller kroge noget.

Det er bare i dets vilde form.

Ok, i aften er Mary massivt larmende, eller også skulle jeg lige have taget en poppille for at skylle ørene imellem de tre intense bands, så jeg ku’ åbne for mere.

Marys livekoncerter har ry for at være brutale, mens hendes vinyler fra Posh Isolation er mere ambiente og snigende-dragende.

Jeg kan ret godt lide »Succes« med de fine fuck-finger linier:

You’ll all succed
standing on your throne
you’re all so proud.

Koncert med Electrolux feat. The Zirenz, Nurse With Wound, Puce Mary. Mayhem, København, 31 maj 2014