Den blå stele Daggry i bjergene i det sydøstlige Mexico. Langsomt , slæbende men i fortsat bevægelse, tillader månen nattens mørke lagen at falde fra sin krop og omsider afsløre lysets erotiske nøgenhed. Så strækker hun sig i hele himlens udstrækning, længselsfuldt på udkig og længselsfuld efter at blive kigget på, dvs at røre ved og blive rørt ved. Er der noget lys kan, er det at opløse sin modsætning, og derfor kan en skygge dernede tilbyde en sky sin hånd, mens den mumler: Kom med mig, se med dit hjerte hvad mine øjne viser dig, følg i mine fodspor og drøm i mine arme. Ovenover er...